Fredssymbolet er egentlig et anti-atomvåben-symbol. Tegnet blev udformet i anledning af en demonstration mod kernevåben i London i 1958.
Den engelske designer og billedkunstner Gerald Holtom anvendte flagsignalerne for bogstaverne N og D – som en forkortelse for “Nuclear Disarmament” (atomnedrustning).
Tegnet kom første gang i medierne samme år, da en gruppe aktivister sejlede ind i det amerikanske militærs område for atomprøvesprængninger ved Bikini-atollen i Stillehavet.
De protesterede imod brugen af atomvåben i området og havde et banner med symbolet på båden.
Den større udbredelse af tegnet skete især fra 1960, hvor den amerikanske studerende og fredsaktivist Philip Altbach besøgte London.
Med sig hjem til Chicago medbragte han en hel pose fuld af badges med mærket. Altbach uddelte dem på University of Chicago og fik overtalt “Student Peace Union” til at gøre tegnet til organisationens officielle symbol.
Titusinder af badges blev solgt på universiteter over hele USA i løbet af de næste år. Under vietnamkrigen spredte tegnet sig til resten af fredsbevægelsen og blev det globale tegn for fred og anti-militarisme.