I ly af natten bevæger en mørk skikkelse sig tværs over gaden nær Piazza del Popolo i det centrale Rom. Ved en blomsterhandlers varevogn bukker han sig ned og placerer dybe knivstik i hvert af bilens fire hjul. Derpå forsvinder han i mørket.
Da solen få timer senere står op over Rom, synes hærværket mod blomsterhandlerens varevogn at være komplet ligegyldigt for Italiens kriminalstatistik. Landet oplever langt værre forbrydelser: Mafiaen, korruption i erhvervslivet og politisk magtmisbrug er en del af hverdagen, og ekstremister på både venstre- og højrefløjen gennemfører bombeterror og kidnapninger.
Længe har politikerne været splittede og handlingslammede, men netop denne dag, 16. marts 1978, rummer håb om forsoning. En af landets mest fremtrædende politikere, Aldo Moro fra Democrazia Cristiana (Kristendemokraterne, DC), har i flere år arbejdet på at skabe en samlingsregering med det store kommunistparti PCI.
På den yderste højrefløj sværtes den nye regering som et “knæfald for kommunismen”, og venstrefløjen vræler “forræderi mod arbejderklassen”. Men Aldo Moro står fast, og nu skal den kommende ministerpræsident til parlamentet for at præsentere sin samlingsregering.
Terroristerne slår til på åben gade
Torsdag den 16. marts, Aldo Moros hjem, kl. 9.00:
Den italienske toppolitiker forlader sin lejlighed på Via Fani. I 15 år har han taget den samme rute ind til arbejdet i parlamentet.
En solstråle strejfer 61-årige Moros ansigt, da han åbner hoveddøren og træder ud i det italienske forår foran ejendommen på Via Fani. Som altid holder den sorte Fiat-limousine klar ved fortovskanten sammen med en hvid Alfa Romeo. Ved bilerne står Moros chauffør, Domenico Ricci, og de fire livvagter. Moro hilser kort på sit hold, inden han tager plads på bagsædet af Fiatten og lægger sin grå filthat og dokumentmappen fra sig.
Morgenen er lun i Italiens hovedstad, og de tre livvagter i Alfa Romeoen har rullet vinduerne ned. De sludrer afslappet, da den lille kortege langsomt ruller op ad den fashionable gade frem mod krydset ved Via Stresa.
Ingen af dem har lagt mærke til, at en fyr på motorcykel betragter dem på afstand. Han er iklædt en strikket skihue, og i samme sekund som Aldo Moros kortege sætter i gang, foretager han en U-vending midt på gaden. Den pludselige manøvre er et tegn til hans kammerater: Offeret har forladt sin lejlighed. Kidnapperne skal gøre sig klar til at gå i aktion.
Vejkrydset Via Fani og Via Stresa, kl. 9.02:
Fire kidnappere er forklædt som medarbejdere hos luftfartsselskabet Alitalia, så de ikke kommer til at skyde hinanden i forvirringen.
På bagsædet er Aldo Moro i færd med at kigge nogle arbejdspapirer igennem. Han når end ikke at kigge op, da hans chauffør hastigt må undvige for ikke at ramme en hvid bil med diplomatplader, der uventet bakker mod dem.
Normalt ville diplomat-bilens manøvre være umulig, fordi den lokale blomsterhandlers varevogn står parkeret her uden for butikken – men netop denne morgen er bilen sendt på værksted med fire flade dæk.
Opbremsningen er så pludselig, at den hvide Alfa Romeo med livvagterne ikke kan nå at stoppe. I stedet banker den op i chefens bil. Alle bander og svovler, men optrinnet er temmelig almindeligt i den kaotiske italienske trafik, og hverken livvagter eller chauffør aner uråd, før en kvinde og hendes passager springer ud af diplomat-bilen foran dem.
I hænderne har de hver en maskinpistol, som de retter mod Moros bil. Ruderne splintres, og kuglerne borer sig ind i chaufføren og livvagten. De to falder ind over hinanden på forsæderne. Døde på stedet.
Den hvide Alfa Romeo med livvagterne kommer også under angreb. Fire personer med maskinpistoler er sprunget frem fra en fortovscafé og sender nu en sværm af kugler ind mod de overrumplede sikkerhedsfolk. En af dem glider dødeligt såret ud af bilen og når netop at affyre to skud, før en af terroristerne skyder ham i ryggen.
I virvaret af skud og høje skrig løber to mænd frem mod Aldo Moros bil, åbner døren og hiver ham ud.
“Lad mig være! Lad mig gå! Hvad vil I!?” råber politikeren, mens han skubbes ind i en mørkeblå Fiat 132. Så snart døren er smækket i bag Moro, falder roen igen over Via Fani. På gaden ligger over 91 patronhylstre spredt, og alle gerningsmænd er forduftet.
Da politiet nåede frem til Via Fani, var terroristerne stukket af med deres bytte – Aldo Moro.
Nyheden om bortførelsen slipper ud
Radiostationen GR2, kl. 9.25:
Imens de første politibiler når frem til gerningsstedet på Via Fani, er Moro blevet kørt væk i al ubemærkethed.
“Kære lyttere. Dette er radio GR2’s nyhedscenter!” Nyhedsoplæserens stemme dirrer: “Vi afbryder programmet for at bringe en dramatisk meddelelse, der virker næsten ufattelig, men som desværre ser ud til at være sand. Kristendemokraternes leder, Aldo Moro, er blevet kidnappet af terrorister i Rom for kort tid siden”.
Uden for nyhedsstudiet overdøves den sædvanlige gadelarm af hylende politisirener i hundredvis.
Kommunisternes partihovedkvarter, Rom:
For at få del i regeringsmagten har Italiens kommunister brudt med Moskva. Efter bortførelsen af Moro må de foreløbig opgive deres mål.
Alle stirrer på den 53-årige Ugo Pecchioli, da han tager ordet i kommunistpartiet PCI. Under 2. verdenskrig var han modstandsleder, og den dag i dag nyder han respekt blandt de venstreorienterede italienere. Han er medlem af parlamentets forsvarsudvalg og har gode forbindelser til efterretningstjenesten. Ugo Pecchioli er ikke i tvivl:
“Terroristerne ønsker at bringe staten i knæ. Mit råd er at afvise forhandlinger fuldstændigt!”
Med de ord formulerer Pecchioli PCI’s holdning, og den bliver øjeblikkeligt overtaget af den siddende premierminister, Giulio Andreotti fra DC. Det officielle Italien har besluttet at stå fast over for terroristerne.
I dag skulle Andreotti have overladt sin post til Aldo Moro, men den nye samlingsregering er stillet i bero.
Billedet beviste, at Aldo Moro var i terroristernes vold.
Aldo Moro anbragt i et skjult rum
Dag 2, terroristernes gemmested:
Moro bliver holdt fanget i en etageejendom på Via Montalcini nr. 8, få kilometer syd for Roms centrum.
Aldo Moro hiver nervøst efter vejret i det snævre rum på kun to m2 med en feltseng, et lille bord og en kommode. Han hverken råber eller skælder ud, men forsøger i stedet at få styr på anfaldene af klaustrofobi, der med jævne mellemrum overmander ham.
Hans celle er indrettet i en lejlighed, der få uger forinden er købt af terroristen Anna Laura Braghetti for 50 mio. lire kontant (ca. en mio. kr.) – pengene stammer fra et bankrøveri. Til daglig er den 24-årige kvinde ansat i et byggefirma. Al sin fritid bruger hun i De Røde Brigader.
Lejligheden har hun indrettet borgerligt med to blomstrede sofaer og et bur med kanariefugle, mens gruppens leder, Mario Moretti, har bygget en skillevæg i stuen, så der er opstået et rum skjult bag en bogreol.
Her bliver Moro holdt fanget. Kun Mario Moretti har lov til at gå ind i rummet – hver gang ifører han sig en sort elefanthue, så Moro aldrig ser hans ansigt.
Gennem en højttaler i stuen kan de tre andre terrorister høre, hvad der foregår i det smalle rum, de kalder “Folkets Fængsel”.
Dag 3, det centrale Rom:
I to dage har bortførerne været tavse. Ingen aner, om Aldo Moro stadig er i live.
En journalist undersøger febrilsk en stor fotokopimaskine, der står uden for en forretning ved Largo di Torre Argentina-pladsen i det centrale Rom.
Kopimaskinen er konstrueret med møntindkast, så enhver kan tage en hurtig kopi, men journalisten fra avisen Il Messaggero er her ikke for at kopiere. Få minutter tidligere har redaktionen modtaget et anonymt telefonopkald:
“Dette er De Røde Brigader. Oven over kopimaskinen, under en bunke af kasseret papir, vil I finde en kuvert. Der er et foto af Moro i den”.
Endelig har journalisten fået fingre i kuverten, som han i løb bringer tilbage til redaktionen. Billedet af Aldo Moro glider ud sammen med en kort besked fra De Røde Brigader, som tager ansvaret for bortførelsen samt de fem mord. Terrorgruppen bebuder samtidig, at toppolitikeren i de kommende dage vil blive stillet for “Folkets Domstol”.
Chefredaktøren på Il Messaggero kigger indgående på billedet af politikeren, der sidder under Brigadernes flag. Skjorten er krøllet, og han holder skuldrene en anelse skævt. Moro ser ud til at være uskadt, og chefredaktøren er ikke i tvivl: “Ryd forsiden!”
Den 24-årige Anna Laura Braghetti kom til lejligheden hver dag for at lave mad til Moro. Hun blev idømt livstid i 1980 og kom ud i 2002. Giftede sig i fængslet med Gallinari.
Moros breve lægger pres på politikerne
Dag 13, terroristernes gemmested:
Moro forsøger at skabe en tålelig hverdag i sit fangenskab.
Aldo Moro vasker sig i et lille vandfad, der er stillet ind i rummet til ham. Han har netop barberet sig, og nu gør han klar til at få sin kaffe, som han hver morgen drikker sammen med et par biscotti.
Til adspredelse har terroristerne givet ham værker af Marx og Lenin, men det viser sig, at han kender bøgerne bedre end dem. I stedet får han spændingsromaner. I dag har han dog tankerne et helt andet sted, for terroristerne har givet ham lov til at skrive breve til familien og sine politiske venner.
Efter kaffen sætter Aldo Moro sig ved det lille bord. Han har en stærk følelse af, at han snart vil blive sat fri. Han skal blot overbevise sine venner om, at de skal forhandle med terroristerne.
Dag 14, indenrigsministeriet i Rom:
To uger efter bortførelsen ved myndighederne stadig ikke meget mere, end at De Røde Brigader står bag.
Italiens indenrigsminister, Francesco Cossiga, sidder uroligt i sin stol. Forsigtigt folder han et brev ud på skrivebordet foran sig. Brevet er afsendt af Aldo Moro og stilet til ham personligt. Skrivestilen virker lige så omstændelig og snørklet, som den plejer at være hos Moro.
“Kære Francesco. Mens jeg hermed sender dig mine varmeste hilsner, bliver jeg i min nuværende vanskelige situation nødt til at rette din opmærksomhed mod et par klare og realistiske overvejelser i betragtning af det ansvar, som du sidder med (og som jeg naturligvis respekterer)”, skriver Aldo Moro og udtrykker håb om en snarlig frigivelse for at “undgå større problemer”.
Til slut understreger han vigtigheden af, at kommunikationen mellem terrorister og regering er hemmelig. “Det vil modvirke en fjendtlig atmosfære”, mener han.
Under læsningen må Francesco Cossiga knibe en tåre; Aldo Moro forventer åbenbart, at den italienske regering vil indlede forhandlinger, men indenrigsministeren ved kun alt for godt, at det ikke er tilfældet.
Dag 15, Roms gader:
Hvem kan tro på en mand, der er i terroristernes vold? Det spørgsmål bliver diskuteret indgående i hele Italien.
Romerne må tage en ekstra tår af deres stærke espresso, da de åbner morgenens aviser. Kort før de gik i trykken i nat, modtog flere avisredaktioner et åbent brev fra De Røde Brigader.
I brevet har terrorgruppen gengivet Aldo Moros “private” brev til indenrigsminister Cossiga – og gjort nar ad det. Brigaderne kalder brevet for et klokkeklart eksempel på, hvordan italienske politikere benytter sig af “hemmelige”, “lyssky” og “mafia-agtige metoder” i deres håndtering af problemer, og gruppen understreger, at den offentliggør brevet, fordi “intet bør skjules for folket”.
Og ikke nok med det. Sammen med Aldo Moros brev trykker aviserne reaktioner fra politikere og meningsdannere på brevet. Det går ikke stille af:
“Ordene er ikke hans!” tordner den venstreliberale avis La Repubblica med store typer på forsiden, og i Kristendemokraternes egen avis, Il Popolo, hedder det, at Aldo Moro “undergår den groveste og mest inhumane tvang”.
Ingen kan altså stole på Moros ord, slår avisen fast. En tredje avis citerer en såkaldt psykografolog, der mener at kunne se, at Moro i virkeligheden mener det stik modsatte af, hvad han skriver i sit brev.
Konklusionen synes derfor klar: Moro er lodret imod enhver forhandling med Brigaderne.
Dag 20, det italienske parlament:
Premierminister Andreotti går på talerstolen. Han har hele tiden været imod at optage kommunister i regeringen.
“Vi forhandler ikke med terrorister”. Sådan lyder premierminister Giulio Andreottis budskab atter en gang, da han står på talerstolen i det italienske parlament. Han når dog kun lige at gå tilbage til sin plads i salen, før han får stukket et brev i hånden.
Brevet kommer fra Aldo Moro, og det er allerede kopieret og uddelt til samtlige parlamentsmedlemmer i salen. I sit nye brev langer Moro en syngende lussing mod Giulio Andreotti og alle andre, der afviser forhandlinger med terroristerne.
“Jeg vil gerne understrege, at jeg udtrykker mine holdninger i fuldstændig klarhed og uden at være underlagt nogen former for tvang”, skriver Moro. “For at sige det ligeud føler jeg mig svigtet af jer allesammen”.
Folkets Domstol arbejder
Dag 22, terroristernes gemmested:
Hver dag afhører De Røde Brigaders leder Aldo Moro.
Mario Moretti trækker irriteret sin sorte elefanthue af og smider den på den blomstrede sofa foran sig. Han har netop afsluttet endnu en resultatløs afhøring af Aldo Moro bag lejlighedens reol. Moretti har en fortid som studerende og fabriksarbejder, men er nu terrorgruppens leder.
Mario Moretti har haft store forventninger til, hvad De Røde Brigader kunne opnå ved aktionen. Først og fremmest regnede han med, at afhøringerne af Moro kunne afsløre hemmelige rævekager i italiensk politik. Men sådan er det ikke gået – Moros udtalelser under de timelange forhør er snørklede og ubrugelige.
Dag 31, premierministerens kontor, Rom:
Planen om at optage kommunister i Italiens regering har vakt bekymring hos landets allierede. Efter bortførelsen synes den fare at være drevet over.
Premierminister Giulio Andreottis øjne løber ned over et personligt telegram fra den amerikanske præsident, Jimmy Carter.
I telegrammet lover Carter sin “fulde støtte” til den italienske regerings hårde kurs over for terroristerne. Andreotti har knap læst teksten færdig, før telefonen ringer. Det er indenrigsminister Cossiga, der fortæller, at De Røde Brigader har offentliggjort en ny meddelelse:
“Afhøringen af fangen Aldo Moro er afsluttet. Der er ingen tvivl. Aldo Moro er skyldig og dømmes til døden”.
“Folkets Fængsel”, som Aldo Moro sad indespærret i. Hver morgen fik han kaffe og biscotti.
Terrorlederens lejlighed er oversvømmet
Dag 34, Via Gradoli i Rom:
13.000 betjente finkæmmer Rom i jagten på Aldo Moro. Hidtil har de ikke fundet det mindste spor.
Det er en flok overraskede brandmænd, der om eftermiddagen trænger ind ad altandøren til en lejlighed på Via Gradoli, hvor underboen har klaget over en vandskade.
I badeværelset i den aflåste lejlighed har nogen åbnet bruseren og stoppet afløbet, så en oversvømmelse er uundgåelig. Under arbejdet opdager brandmændene en stak dokumenter, der omhandler De Røde Brigader, og under sengen er en stor mængde våben gemt!
Det viser sig efterfølgende, at lejeren er Mario Moretti, lederen af De Røde Brigader. Desuden er lejligheden ejet af et selskab kontrolleret af den italienske efterretningstjeneste.
Ingen aner, hvorfor vandet pludselig begyndte at løbe i lejligheden. Det kunne virke, som om nogen af al magt ville gøre opmærksom på lejligheden.
Netop denne dag modtager myndighederne et nyt skriftligt kommuniké fra De Røde Brigader – det syvende i rækken, siden dramaet begyndte: Terroristerne meddeler, at Aldo Moro er blevet henrettet og liget smidt i søen Lago della Duchessa i bjergene øst for Rom. Meddelelsen udløser en stor politiaktion ved den tilfrosne sø, hvor dykkerne må hugge sig gennem isen, før de kan lede.
Dykkerne finder intet, og det står klart, at kommunikéet må være falsk. Nogen har ført politiet på vildspor – muligvis for at teste, hvordan italienerne vil reagere på nyheden om Moros død.
Dag 36, Rom:
Brigaderne afsagde dødsdommen for fem dage siden. Ingen ved, om Moro er i live.
Køerne er lange foran aviskioskerne, da den store italienske avis Il Messaggero udsender en særudgave sent på aftenen. Få timer tidligere har avisen modtaget et nyt billede af Aldo Moro fra fangenskabet. På billedet holder han gårsdagens udgave af avisen La Repubblica i hånden som bevis for, at billedet er nyt.
Sammen med billedet trykker Il Messaggero den seneste besked fra De Røde Brigader. Her fortæller terrorgruppen omsider, hvad den kræver for at løslade Aldo Moro, nemlig frigivelsen af “kommunistiske fanger” fra de italienske fængsler.
For at lægge ekstra pres på regeringen skyder De Røde Brigader en fængselsbetjent i Milano. Få dage senere bliver en professor ved universitetet i Padova og en kristendemokrat fra Lazio såret af skud.
Dag 46, terroristernes gemmested:
Moro er bange og rasende. Ingen vil tilsyneladende hjælpe ham.
Næsten hver morgen havner et nyt brev fra Aldo Moro hos de italienske politikere. Brigaderne har afsagt dødsdommen, men har samtidig erklæret sig klar til forhandling, og den mulighed får Moro til at skrive som en rasende. Tonen bliver mere og mere hadsk. Han begriber ikke, hvorfor alle hans venner afviser forhandling.
“Denne mareridtsagtige affære efterlader mig med et indtryk af, at jeg er fuldstændigt uden venner”, skriver han til en bekendt. “Paven må kunne gøre mere!” raser han til en katolsk præst, og over for sin hustru, Eleonora, tager han afstand fra sine politiske kolleger:
“Jeg dør, hvis det er det, mit parti vil. Jeg ønsker ikke, at nogen af magtens mænd kommer til min begravelse”.
Terroristen Anna Laura Braghetti serverer spaghetti med parmesanost, men bekymringerne har givet Moro maveproblemer. Efterhånden spiser han kun grøntsager.
Mario Moretti er frustreret over politikernes afvisende holdning. Han ser ingen anden mulighed end at eksekvere dødsdommen – selvom ingen af de fire i lejligheden har lyst. Men at løslade Aldo Moro uden indrømmelser vil virke som et svaghedstegn. Mario Moretti beslutter sig for at gøre et sidste forsøg på at løse situation op.
En terrorist i telefonen
Dag 47, Moros lejlighed:
Aldo Moros familie har isoleret sig siden bortførelsen. De undgår offentligheden og håber på en lykkelig udgang.
Stilheden i familien Moros lejlighed bliver brudt af telefonens kimen. Moros hustru, Eleonora, tager den. Stemmen i røret tilhører Mario Moretti, men det ved hun ikke:
“Lyt nøje efter. Jeg er en af dem, der har noget at gøre med din mand. Jeg må give dig en sidste besked”.
Eleonora Moro ryster over hele kroppen, mens hun lytter til beskeden fra sin mands kidnappere.
“Vi ringer denne sidste gang på grund af frustration. Din mand insisterer på, at I er blevet bedraget. Indtil nu har alt, hvad I har gjort, slet ikke haft nogen værdi. Vi beder jer kun om en eneste ting: Aftving et klart svar fra Zaccagnini (partiets generalsekretær, red.).
Har du forstået? Kristendemokraterne må handle nu. Det er den eneste måde, vi kan nå frem til forhandling på. Hvis det ikke sker, vil det uundgåelige indtræffe i løbet af de næste timer”. Dernæst bliver røret lagt på.
Dag 55, terroristernes gemmested:
Moro-familiens bønner til partiet har været forgæves. Situationen er låst fast. Terroristerne vil vise handlekraft.
Aldo Moro har fået lov at vaske sig. Foran ham ligger det tøj, han var klædt i, da han blev taget til fange. Skjorte og bukser er nypressede – men nu ser han, at begge dele er våde af havvand og drysset til med sand. Aldo Moro har ikke andet valg end at tage tøjet på. Til sidst binder han sit slips, omhyggeligt som altid.
De to terrorister Mario Moretti og Prospero Gallinari beder ham lægge sig i en stor vasketøjskurv, så de kan bære ham ned i ejendommens parkeringskælder.
“Hop ind”, lyder det fra Mario Moretti, idet han peger på en nedslidt, rød Renault 4 med åbent bagagerum.
Uden at sætte sig til modværge forsøger Aldo Moro at klemme sin 180 cm lange krop ned i det trange bagagerum. Han vender og drejer sig, skubber til en rusten snekæde og finder til sidst plads.
Sandsynligvis ser han Moretti trække sit våben, og instinktivt rækker han sin højre hånd frem for at beskytte sig. Uden effekt. Kuglerne fra Skorpion-maskinpistolen punkterer venstre lunge. Sekunder efter mister Moro bevidstheden. Prospero Gallinari hulker lydløst.
Døden kører i Renault
Dag 55, det centrale Rom:
Ingen har lagt mærke til, at en gammel Renault er blevet parkeret.
Hundredvis af mennesker stimler sammen på Via Caetani. Flere personer hænger i lygtepæle og vinduesgitre for at få et bedre udsyn. Alle stirrer over mod den gamle Renault, der er parkeret for enden af gaden.
Politiet har åbnet bagklappen, og inde i bagagerummet kan alle se liget af Moro – sammenkrøbet mellem reservehjul og en rusten snekæde. 55 dages drama er forbi.
10. maj 1978, landsbyen Torrita Tiberina nær Rom:
Familien Moro er forbitret over politikernes håndtering af gidselsagen. Eleonora Moro ønsker ikke at tale med nogen af dem mere.
Det regner, da Eleonora Moro underskriver obduktionsrapporten på sin mand. Rapporten nævner ingen tegn på tortur. Sandet og havvandet på hans tøj var blot falske spor, så politiet ikke fandt terroristernes skjulested.
Kort efter får Eleonora Moro et brev fra Kristendemokraterne, der opfordrer hende til at vælge en statsmandsbegravelse med overværelse af hele partiet. Hun ignorerer anmodningen. I stedet kører et lille følge bestående af familie og de nærmeste venner samme eftermiddag mod den lille bjerglandsby Torrita Tiberina nord for Rom.
Ingen orgelmusik, ingen korsang, ingen ringende klokker. Den lokale præst holder en stille prædiken og kalder Aldo Moro “én af os”. Dernæst bærer seks mænd kisten ud på kirkegården. Eleonoras øjne er tørre, og hun mæler ikke et ord. Først da kisten er i jorden, hvisker hun:
“Farvel, Aldo”.
Efter fundet af Aldo Moro på Via Caetani masede hundreder af nysgerrige sig frem i gaden.
Efterspillet – de politiske partier gav op
I årene efter Aldo Moros død blev hovedparten af de skyldige anholdt og idømt lange fængselsstraffe. Hovedmanden, Mario Moretti, fik i 1981 en dom på seks gange livstid. Enkelte af terroristerne formåede dog at flygte – en nåede til Nicaragua – og er stadig på fri fod.
Aftalen om en italiensk samlingsregering blev aldrig ført ud i livet. Kommunistpartiet opløstes i 1991. Året efter afslørede en dommerundersøgelse udbredt korruption i det kristendemokratiske parti, der gik under i 1994.