Politi og demonstranter

“Jeg ved kun, at du er blevet født”

I 1976 kupper militæret sig til magten i Argentina. Kort efter begynder regimets mod­standere at forsvinde. Blandt dem er Juan Gelmans søn og gravide svigerdatter. I håb om at finde sit barnebarn offentliggør Gelman 19 år senere et åbent brev i en avis.

I 1976 kupper militæret sig til magten i Argentina. Kort efter begynder regimets mod­standere at forsvinde. Blandt dem er Juan Gelmans søn og gravide svigerdatter. I håb om at finde sit barnebarn offentliggør Gelman 19 år senere et åbent brev i en avis.

Horacio Villalobos/Getty Images

Argentina, 12/4/1995

Til mit barnebarn
Om ca. seks måneder fylder du 19 år. Jeg kan regne ud, at du blev født en dag i oktober 1976, og at det foregik i en af hærens koncentrationslejre, det sted, som de kalder Pozo de Quilmes.*

De skød din far gennem hovedet på mindre end en halv meters afstand. Det skete, enten lige før eller lige efter at du var blevet født. Din far var hjælpeløs, da den militære enhed skød ham. Muligvis var gerningsmændene de samme, som den 24. august bortførte ham og din mor i Buenos Aires (Argentinas hovedstad, red).

Soldaterne tog dine forældre med til den koncentrationslejr, som kaldes Automotores Orletti.** Lejren lå i kvarteret Floresta, og militæret omtalte den som “Haven”.

Din fars navn var Marcelo, og din mor hed Claudia. De var begge 20 år gamle, og du havde ligget i din mors mave i seks måneder, da alt dette skete. Militærets folk flyttede hende, og dermed dig, til Quilmes, da hun skulle føde. Hun må have født der – skarpt bevogtet af en læge, som var militærdiktaturets medskyldige.

De tog dig fra hende med det samme. Hvis det foregik, sådan som det sædvanligvis gjorde, gav de dig til et ægtepar, der ikke selv kunne få børn.

Juan Gelman
© Agence Opale/Alamy Stock Photo

Juan Gelman

Levetid: 1930-2014.

Nationalitet: Argentinsk.

Erhverv: Digter, forfatter, journalist og systemkritiker.

Civilstand: Gift og far til datteren Nora Eva og sønnen Marcelo.

Kendt for: Gennem digte og artikler talte Gelman militærstyret imod. Han blev derfor tvunget i eksil, først i Europa og USA og siden i Mexico. Gelmans utrættelige kamp for at afklare sin families skæbne gjorde ham til ikon for menneskerettighedsbevægelsen.

Børnene blev foræret til folk fra militæret eller politiet, eller måske blev de givet til en dommer eller en journalist, der var venligt stemt over for politiet eller militæret.* Hver koncentrationslejr havde dengang sin egen dystre venteliste.

De, som stod på listen, ventede på at få et barn fra en fange. Når barnet var blevet født, blev fangen henrettet. Med få undtagelser var det sådan, det foregik.

Omkring 13 år er der gået, siden militærregeringen gik af, og vi ved stadig intet om din mors skæbne. Din fars jordiske rester er imidlertid blevet fundet i en olietønde, som militæret fyldte med sand og cement, hvorefter de smed den i San Fernando-floden. Her blev din far fundet 13 år senere. Han er nu begravet i byen La Tablada. Så meget ved vi med sikkerhed.

Det er svært for mig at tale om børnene i deres egenskab af forældre for dig, for det fik de aldrig lov at være.

Jeg ved kun, at du er blevet født. Det forsikrede fader Fiorello Cavalli** fra Vatikanets statssekretariat mig om i februar 1978. Hvad er der mon sket med dig, spørger jeg mig selv. Modstridende tanker kommer til mig.
På den ene side frastøder det mig at tænke på, at du måske kalder en eller anden forbryder fra politiet eller militæret “far”.

De henrettede jo din rigtige far.

“De skød din far gennem hovedet på mindre end en halv meters afstand”. Juan Gelman

På den anden side, så håber jeg, at du – hvor du end er vokset op – er blevet godt opdraget. Jeg håber, at du har fået en uddannelse og masser af kærlighed.

Og alligevel har jeg altid tænkt, at den kærlighed, som du har fået, må have været mangelfuld. Det skyldes ikke så meget, at de mennesker, du voksede op hos, ikke var dine biologiske forældre, som det jo hedder, men fordi de i en eller anden grad må have kendt til din historie.

De må til en vis grad have været bevidste om deres egen andel i din historie og i at forfalske den. Jeg antager, at der må være blevet løjet en del for dig.

Gennem alle disse år har jeg spekuleret på, hvad jeg ville gøre, hvis du engang blev fundet. Ville jeg trække dig ud af det hjem, som du kendte, eller skulle jeg tale med dine adoptivforældre og prøve at få dem til at give mig lov til at besøge dig? Jeg gik altid ud fra, at du skulle have at vide, hvem du er, og hvor du kommer fra.

Mit dilemma meldte sig, hver gang det så ud, som om Bedstemødrene fra Plaza de Mayo* havde fundet dig. Mine forestillinger om, hvad der derefter skulle ske, skiftede, alt efter hvor gammel du var på det tidspunkt. Det bekymrede mig, at du måske ville være for lille til at forstå, hvad der var sket, og hvorfor de, som du troede var dine forældre, ikke var det alligevel.

Jeg frygtede, at du ville blive såret, og at du ville få problemer med din identitet netop i de år, hvor den skulle formes.

Men nu er du stor. Og du vil være i stand til at forstå, hvem du er, og at beslutte, hvad du skal gøre. Bedstemødrene har databanker af kød og blod og kan med videnskabelig nøjagtighed afgøre, hvor de forsvundnes børn kommer fra. Hvor du kommer fra.

Du har nu næsten samme alder, som dine forældre havde, da de blev myrdet. Snart vil du være ældre, end de nogensinde blev. De vil for evigt være 20 år.

Se video fra militærdiktaturet:

De havde drømme. Drømme, som handlede om dig og om en verden, som var bedre og venligere at bo i.

Jeg vil gerne tale med dig om dem, og jeg vil gerne høre dig fortælle om dig selv. Jeg vil gerne genkende min søn i dig og lade dig genkende ham i mig. Vi er jo begge hans efterladte.

Måske har du arvet min søns grå-grønne øjne eller din mors kastanjebrune øjne, som altid skinnede så livligt. Hvem ved, hvordan du er, hvis du er en dreng? Hvem ved, hvordan du er, hvis du er en pige?

Måske vil du kæmpe dig ud af dette mysterium, så et nyt kan begynde, nemlig det mysterium, som tager sin begyndelse, når du møder din bedstefar, som venter på dig herude.