Kinas stramme etbarnspolitik blev indført i 1980. Formålet med loven – som kun tillod kineserne af få ét barn – var at bremse befolkningstilvæksten, der ifølge Kinas kommunistparti truede landets økonomiske udvikling og sociale stabilitet.
Landets befolkningsboom tog for alvor fart efter 2. verdenskrig. Efter et århundrede med krige og epidemier fik kineserne bedre levevilkår og begyndte at blive ældre. Befolkningstallet voksede så meget, at Kina i 1970 havde fået 250 mio. nye munde at mætte.
“Senere, længere, færre”
I første omgang forsøgte Kina at bremse befolkningstilvæksten under mottoet “Senere, længere og færre” – senere ægteskaber, længere tid mellem fødsler og færre børn. Prævention og abort blev promoveret i især landområder, hvor de fleste børn blev født, og indsatsen havde en stor effekt. Alligevel tyede staten i 1980 til et regulært forbud mod at få mere end ét barn.
Håndhævelsen af loven varierede dog fra region til region. I byerne slog staten hårdt ned og tvang bl.a. kvinder til at tage p-piller, mens befolkningen blev opfordret til at udspionere hinanden. På landet blev lovbrud ofte ignoreret.
I 2013 lempede staten på etbarnspolitikken, som omsider blev ophævet tre år senere, så kineserne officielt fik mulighed for at få to børn. Den 31. maj 2021 annoncerede Kina, at loftet over antallet af børn ville blive hævet til tre.