Den 19. marts overgiver munkene i Dalai Lamas sommerpalads sig. Da har omkring 2000 tibetanere mistet livet under de tre dages kampe i Lhasa. © Ullstein Bild

Dalai Lama tvunget på flugt af kinesisk invasion

I 1959 eksploderer Tibets hovedstad, Lhasa. Landets leder, Dalai Lama, er i yderste livsfare. En iskold nat sniger han sig ud af sit palads og indleder en 15 dage lang flugt gennem Himalayabjergene mod friheden i Indien.

7. februar 2019 af Else Christensen

Regentpaladset i Tibets hovedstad, Lhasa, er under belejring. Den enorme hvide bygning ryster under nedslagene fra kinesiske mortérgranater, og bragene giver genlyd i de omkringliggende bjerge. Paladsets mure er omringet af 30.000 tibetanere, der forsøger at beskytte deres leder, Dalai Lama. Frygtløst danner de et levende bolværk mellem lamaen og fremrykkende kinesiske soldater.

Den frostklare nattehimmel er oplyst af et fakkelhav, og luften genlyder af hidsige slagord. Det er den 17. marts 1959, og uden for paladset hersker kaos. Indenfor er alt til gengæld roligt. I skæret fra dusinvis af små lamper, anbragt på guld- og sølvasietter, sidder de buddhistiske munke og messer i den store bedesal.

En tempeltjener står bøjet over lamperne, mens han omhyggeligt fylder brændstof på. Hans ansigt er oplyst af ildens skær. Et øjeblik bliver Dalai Lama stående i døråbningen, mens han forsøger at indprente sig det fredfyldte sceneri. Så går han hen til Buddhastatuen i midten af salen, bukker sig ned og lægger forsigtigt et hvidt silkeskærf.

Ingen af munkene ser op, mens Dalai Lama anbringer det bløde stykke stof ved statuen, men de er klar over, hvad der nu skal ske – offeret er en religiøs, tibetansk handling, som betyder, at giveren skal ud på en lang rejse.

Dalai Lama ved, at templets munke ikke vil røbe hemmeligheden om hans flugt, men det er også én af de få ting, han er sikker på, da han denne aften i marts 1959 gør sig klar til at flygte fra sit hjem højt oppe på den tibetanske højslette. Målet er uvist. Han vil blot bringe sig i sikkerhed, så han kan indlede forhandlinger med den kinesiske besættelsesmagt.

Kinas leder Mao (2. fra h.) under et møde med Dalai Lama (yderst til højre). I begyndelsen af besættelsen samarbejder de to ledere om Tibets forhold.

© Ullstein Bild

Dalai Lama frygter for sit liv

Næsten ni år er gået, siden kinesiske tropper gik over grænsen til Tibet i 1950. Lige siden har Dalai Lama, som sit lands politiske og religiøse overhoved, arbejdet for en fredelig løsning på besættelsen for det tibetanske folk.

Ved at holde sig gode venner med den kinesiske regering i Beijing har han forsøgt at få styret til at respektere tibetanernes traditionelle levevis og lade folket dyrke deres buddhistiske guder, som de har gjort i århundreder.

Kineserne har imidlertid været alt andet end lydhøre. Med undertrykkelse og rå vold har de forsøgt at ensrette tibetanerne efter maoismens lære – imens har de på officielle møder lovet Dalai Lama, at de intet vil ændre i Tibet. Et løfte, der viser sig at være rent symbolsk. Kinesernes regering med Mao i spidsen presser i stigende grad Dalai Lama til at tjene kinesiske interesser på Tibets bekostning.

I slutningen af 1950'erne beder Mao personligt Dalai Lama slå ned på den modstandsbevægelse, som er vokset frem i Tibets stammesamfund. Først da indser Dalai Lama, at hans samarbejde aldrig vil bringe fred til Tibet – kun kommunisme. Da han den 10. marts 1959 afslår en invitation til et møde i det kinesiske hovedkvarter i Lhasa, bryder konflikten ud i lys lue.

De kinesiske embedsfolk er rasende, og flere tusinde tibetanere samler sig foran Norbulingka, Dalai Lamas palads i hovedstaden Lhasa – dels for at forhindre ham i at ændre mening, dels for at forhindre kineserne i at angribe paladset og fængsle Tibets overhoved.

Nu syv dage senere – den 17. marts – truer kineserne med at bombe paladset sønder og sammen. Bragene fra mortérgranater og efterretninger om, at kinesiske mandskabsvogne og tunge feltkanoner er på vej mod Lhasa, overbeviser Dalai Lama om, at truslen mod hans liv skal tages alvorligt. Han ser kun én udvej. Hvis han vil redde sig selv, sine nærmeste og – i sidste instans – Tibet, må han flygte, nu i nat.

Dalai Lama smuglet ud med riffel over skulderen

Efter besøget i tempelrummet går Dalai Lama tilbage til sit værelse for at skifte tøj. Han tager munkekjortlen af og ifører sig med uvante bevægelser for første gang i sit liv et par bukser og en lang sort soldaterfrakke. Over den ene skulder kaster han en riffel, og over den anden slænger han en sammenrullet thangka.

Thangkaerne – overdådigt dekorerede bedemalerier med mønstre og gudebilleder – følger altid Tibets rejsende munke. Maleriet er nemt at rulle sammen og hænge op et nyt sted. Denne thangka er noget særligt, for den har tilhørt den 2. Dalai Lama og er ca. 500 år gammel.

Klokken er 22, da Dalai Lama forlader sit palads. To vagter fører ham gennem den mørke park, der er omkranset af høje mure. Det meste af livet har Dalai Lama boet på Norbulingka, og parken har dannet rammen om hans barndoms mest sorgløse stunder. 

Her kom han for at se påfugle og guldgæs og for at fodre fiskene i de små søer. I havens tjenesteboliger boede “fejemændene” – de ældre tjenere, som i de ensomme drengeår var hans eneste legekammerater og fortrolige.

Tid til at dvæle ved fortiden har Dalai Lama imidlertid ikke, for ved porten venter hans kammerherre og to andre betroede medarbejdere. Med myndig stemme meddeler kammerherren vagtposterne, at selskabet skal på inspektionstur. Respektfuldt gør de honnør, og den tunge dør med den solide lås åbner sig.

Ingen opdager Dalai Lama

Uden for paladset møder synet af tusinder af tibetanere Dalai Lama. Den store folkemængde råber slagord ud i den iskolde nat. Bestemt bevæger han og hans følge sig væk fra menneskemængden. Dalai Lama bemærker, at de flestes øjne er skarpt rettet mod porten ind til Norbulingka.

Som en selvfølge går han ud fra, at der i mylderet gemmer sig kinesiske spioner, som kun venter på at gribe ham. Andre fra paladset er blevet kropsvisiteret og forhørt, når de har vovet sig ud. Ingen lader imidlertid til at finde ham det mindste interessant.

Da hans selskab er kommet ud på vejen til Kyichu-floden, bliver de standset af en lille gruppe mennesker, der har hørt, at lamaen vil flygte. Dalai Lama sender én af sine embedsmænd hen for at tale med gruppen, mens han selv holder sig på afstand og gør sig umage for at ligne en soldat.

I mørket kan han ikke se, om nogen ser ud til at genkende ham, men efter kort tid får gruppen lov at begive sig videre. Fortrøstningsfuld fortsætter gruppen ad den øde vej, mens stemmerne fortoner sig i mørket bagude.

En time senere glider gruppen i skindbetrukne både over den 50 m brede Kyichu-flod. På den anden side venter Dalai Lamas mor, søster og lillebror. De forlod Norbulingka tidligt på formiddagen, forklædt som stammefolk. Også hans religiøse lærere og flere af ministrene er blevet smuglet ud, gemt under presenninger på ladet af tunge lastbiler.

Til sin glæde ser Dalai Lama også en forsamling på 30 bevæbnede medlemmer af khampa-stammen – kernen i Tibets modstandsbevægelse. Med sig har de bragt en lille flok ponyer. Dalai Lama skal først og fremmest væk fra Lhasa. 

Når han er borte, vil situationen falde så meget til ro, at tibetanerne kan genoptage deres forhandlinger med Kinas regering i Beijing. Målet er i første omgang de øde trans-himalayiske bjerge mod syd. I det uvejsomme område eksisterer kun ujævne stier, trådt gennem århundreder af handelsfolk på vej mod Indien.

Området er en højborg for modstandsbevægelsens guerillastyrker, og terrænet forhindrer kineserne i at patruljere i deres mandskabsvogne. Ruten går ad usikre småstier over adskillige bjergpas. Og ud over at være på vagt for de kinesiske tropper skal gruppen kæmpe mod det ustadige tibetanske forårsvejr, med fygende sne og temperaturer under frysepunktet.

Under sin flugt er Dalai Lama beskyttet af 30 mand fra oprørsgruppen Khampa. De følger lamaen overalt.

© Ullstein Bild

Glider ned ad sandskråninger

Uden hvil sadler gruppen op, og straks fører de stedkendte modstandsfolk gruppen mod sydøst. Porten til Trans-Himalaya går over det næsten fem kilometer høje bjergpas Che-La – “Sandpasset”.

Den første del af vejen er kun en smal, stenet sti, som smyger sig langs en højderyg højt over Kyichu-floden. I mørket kæmper ponyer, bærere og Dalai Lamai sig vej, med flodens brusen dybt under sig. Forsigtigt leder modstandsfolkene gruppen frem, mens de kniber øjnene sammen for ikke at tabe stien af syne.

Ved tretiden om morgenen slår gruppen lejr for natten, men allerede ved daggry, efter få timers søvn, kaster Dalai Lama sig i sadlen igen. Forårssolen skinner smukt over bjergtinderne, da opstigningen mod Sandpasset begynder.

Klatreturen over hver eneste lille højde på stien foregår på alle fire, mens nedturene klares ved at glide på ryggen ned ad de sandede skråninger, som har givet passet dets navn. Sidst på eftermiddagen passerer den sidste pony Che-La, og kort efter breder lettelsen sig over, at alle er velbeholdent over passet og væk fra Lhasa.

Tårevædet afsked med Dalai Lama

Området på den anden side er en øde og mennesketom dal kaldet Den Lykkelige Dal. Ved et lille færgeleje krydser de Tsang Po-floden på en primitiv pram.

Da den lille færge anløber bredden på den modsatte side, står en stor gruppe mennesker klar til at hilse Dalai Lama velkommen. Mange af dem er guerillasoldater og landsbykrigere – let genkendelige med deres hvide dragt og gule emblemer på armen. 

Landsbyboerne er bekymrede over den kinesiske besættelse og over, hvad den vil betyde for dem og deres århundredgamle livsform. Flere af dem græder, da de tager afsked med deres mangeårige leder.

Én af tilhængerne, en gammel mand, forærer Dalai Lama en hvid hest, en gave, som efter tibetansk skik siges at bringe lykke. Hans eskorte er nu oppe på 350 tibetanske soldater og mindst et halvt hundrede modstandsfolk. Om dagen deler følget sig i mindre grupper, og modstandsfolkene rider altid i forvejen for at rekognoscere og skaffe hjælp.

Kineserne ødelægger Norbulingka

Undervejs tager rygterne til om kinesernes jagt på Dalai Lama. Dagsridtene intensiveres, og hver dag tilbringer flugtgruppen næsten atten timer i sadlen – i hurtigt tempo, med kun få hvil undervejs.

I fem døgn fortsætter de ad små, stenede stier på vej ind mod den del af landet, hvor modstandsbevægelsen har overtaget. I byen Chenye finder gruppen ly i et kloster. Her hidkalder Dalai Lama sine rådgivere og drøfter, om de skal fortsætte eller indlede forhandlinger med kineserne herfra.

Gruppen beslutter at fortsætte til Lhuntse – én af bjergområdets mest afsidesliggende byer, gemt mellem stejle klipper og dybe kløfter. Her ligger Lhuntse Dzong, et fæstningslignende kloster, som i århundreder har været centrum for egnens religiøse og politiske liv. Klosteret vil være et godt og sikkert udgangspunkt for forhandlingerne med kineserne.

Dagen efter, under marchen mod Lhuntse, indhenter tibetanske embedsmænd lamaens følge. De bringer chokerende nyt fra Lhasa. Hovedstaden er blevet sønderbombet af kineserne. To døgn efter Dalai Lamas flugt begyndte kinesiske bomber at regne ned over først Norbulingka, derefter Lhasa by og egnens klostre.

Hovedstadens huse stod i brand, og i og omkring Norbulingka flød tusindvis af lig. Da angrebene stilnede af, trængte kineserne ind i sommerpaladsets ruiner. Her undersøgte de nøje ansigtet på hvert enkelt lig for at se, om Dalai Lama var imellem de dræbte. Ingen ved, hvor mange liv der er gået tabt. Men et er sikkert: Norbulingka – Dalai Lamas barndomshjem – er lagt i ruiner.

Dalai Lama er rystet, men samtidig er nyhederne for voldsomme til, at betydningen kan bundfælde sig med det samme. Stædigt holder han fast ved sin beslutning om at søge til Lhuntse Dzong og derfra kontakte kineserne. Hans gruppe er nu på vej ind i Trans-Himalayas mest barske områder. Bjergkæden strækker sig over mere end 1000 kilometer og er nogle steder mere end 200 kilometer bred.

Hver dag må selskabet overvinde et nyt pas. Mange af passene ligger i en højde af omkring fem kilometer, hvor sneen og isen stadig er tyk. Længere nede er stierne mudrede og glatte, og ponyerne har svært ved at stå fast. Undervejs når de til byen E-Chhudhogyang, en stormomsust plet uden træer og buske og med en jordbund af askefarvet sand. Selve byen har kun 400-500 indbyggere, og alle er meget fattige.

Landsbyboerne inviterer Dalai Lama og hans følge indenfor som gæster, et tilbud, de med glæde tager imod, selv om nogle af dem må sove i kostalden. Efter flere dage på hesteryg i det stejle terræn er alle i selskabet udmattede og ømme i hele kroppen, og nogle har fået gnavesår fra de hårde sadler.

Dalai Lama udråber sin eksilregering

Under opholdet i E-Chhudhogyang får de en nyhed, som er lige så trist som det ørkenagtige landskab omkring dem. Kineserne har opløst Tibets regering og dermed endeligt afbrudt enhver form for samarbejde med Dalai Lama. Han beslutter sig derfor for at benytte opholdet i Lhuntse Dzong til at udråbe en eksilregering. På den måde kan han i det mindste gøre det klart for tibetanerne, at han ikke frivilligt har overgivet magten.

Efter endnu to dages ridt – på rejsens ellevte dag – ser Dalai Lama omsider Lhuntse Dzong. Med massive, hvide mure, der er bygget til at holde fjender og røvere ude, og et sort, skrånende tag knejser klosteret højt på en klippe mellem de snedækkede Himalaya-bjerge.

Mere end tusind mennesker har taget opstilling langs vejen, der leder op til klosteret, viftende med brændende røgelse. På terrassen står et munkeorkester og spiller religiøs musik. Taknemmelig over at være nået frem i sikkerhed holder Dalai Lama straks en buddhistisk ceremoni, efterfulgt af en højtidelig indvielse af den nye tibetanske eksilregering.

I en kort erklæring tager Dalai Lama afstand fra 17-punktsaftalen, den kontrakt, som indtil nu har dannet grundlag for forholdet mellem det officielle Tibet og den kinesiske besættelsesmagt. Straks efter proklamerer han en ny regering, som fra nu skal være den eneste lovlige myndighed i Tibet.

Dalai Lamas ophold i Lhuntse Dzong varer to dage, og i den tid strømmer munke og landsbyledere til for at møde lamaen. De tiljubler alle Tibets leder og fejrer den nye regering. Opløftet glemmer Dalai Lama næsten alle vanskeligheder og strabadser, men så kommer endnu en dårlig nyhed; kineserne er begyndt at flytte rundt på tropper i bjergene i nærheden. Som buddhistisk centrum er Lhuntse Dzong i stor fare for et direkte angreb.

Dalai Lama søger straks til et nærliggende kloster, og i al sin gru forstår den unge leder, at han aldrig vil få fred, så længe han er i Tibet. Ved midnat sender han et sendebud mod Indien. Buddet skal undersøge Dalai Lamas mulighed for asyl i det store naboland. Og ved femtiden om morgenen begiver han sig i sporene på sendebuddet – mod den indiske grænse.

Afsked med familien

For sikkerhedens skyld deler gruppen sig i tre. Sammen med sin lillebror vælger Dalai Lama vejen over endnu et højt pas, Lagoe-La. Her raser en voldsom snestorm, der bremser al fremfærd. På ponyerne kæmper gruppen sig nærmere grænsen, mens stormen tager til.

Kulden går til marv og ben på trods af, at alle er pakket ind i tykke skind. Fingre og tæer bliver følelsesløse. For selv at holde varmen vælger de at trække dyrene i stedet for at ride. Foder til dyrene har de kun lidt af, og selv klarer de sig med lidt brød og kondenseret mælk, som de har haft med fra Lhasa.

I byen Lhora genser Dalai Lama til sin glæde sin mor og søster, som nogle dage før var slået ind på en anden rute. Den nat overnatter de alle i en lille landsby, og næste morgen begiver de sig i samlet trop op i Karpo-La-passet. 

Her pisker sneen som nåle ind i ansigtet. Solen skinner. Skæret fra den hvide sne brænder i øjnene, der føles, som om de er fulde af sand. Kun få har mørke briller med. Resten prøver at bekæmpe sneblindheden ved at dække øjnene med farvet stof eller med de lange hårpiske, som de tibetanske mænd bærer, opsat og viklet rundt om hovedet.

Næppe har de lagt passet bag sig, før en høj brølende lyd får følget til at fare sammen. Brølet af flymotorer skærer gennem stilheden mellem bjergene. Med høj hastighed og i lav højde stryger et kampfly ind over gruppen bagfra. Alle indser, at den lille mørke karavane i det sneklædte landskab er et tydeligt mål fra luften.

Desperat kaster alle sig af ponyerne og forsøger at gemme sig bag klippeblokke, træer og på bare pletter, hvor sneen er blæst væk. I deres skjul tager soldaterne ladegreb på geværerne, klar til et håbløst angreb på fjenden.

Med en torden passerer flyet hen over hovederne på Dalai Lamas følge og forsvinder i lav flugt ud i bjerglandskabet. Mødet sker så hurtigt, at ingen når at notere sig kendingsmærkerne på vinger og skrog, men Dalai Lama er ikke i tvivl; flyet var kinesisk. Han er nu jaget vildt, indtil han krydser grænsen til Indien.



Dalai Lama når over grænsen til Indien

Da selskabet når Mangmang, den sidste bebyggelse i Tibet, vender sendebuddet tilbage med besked om, at den indiske regering byder Dalai Lama velkommen. I Mangmang føler Dalai Lama sig endelig tryg, for det øde område kan kun nås ad en smal sti. Desuden har modstandsgruppen efterladt soldater og modstandsfolk på stien til at holde vagt.

For første gang i de næsten to uger, han har været på flugt, overvejer Dalai Lama at tage tøjet af, før han går til ro i det telt, landsbyboerne har rejst for ham. Men med et bryder et voldsomt uvejr løs og ødelægger alle drømme om en god nats søvn. Regnen pisker hårdt mod den tynde teltdug, og selv om Dalai Lama forsøger at sove siddende, bliver han alligevel våd fra yderst til inderst.

I forvejen er han forfrossen og afkræftet af den feber, der i de seneste par dage har fået kroppen til at brænde og gjort benene kraftløse. Nu kan sygdommen ikke længere holdes nede. Da morgenen kommer, kan Dalai Lama ikke stå på benene, og maven trækker sig sammen i voldsomme diarréanfald. Nogle af mændene hjælper ham ind på et loft over en kostald, hvor han kan ligge varmt og tørt, men den kvalmende stank får blot maven til at gøre endnu mere oprør.

Stadig svækket af dysenteri bliver han dagen efter anbragt på en dzomo – et bredrygget og klodset udseende dyr, der er en krydsning mellem almindeligt kvæg og en yakokse. Sammen med sin familie og sine nærmeste embedsmænd kæmper han sig på det simple dyr over grænsen til Indien mod en uvis fremtid – afkræftet og dybt ulykkelig over at forlade sit land.

Over 35.000 soldater jager Dalai Lama, da han i marts 1959 flygter fra sit palads Norbulingka. Målet er Indien mod syd.

© Ullstein Bild

Læs mere

Dalai Lama: The Path to Freedom, Abacus, 2005. Tsering Shakya: The Dragon in the Land of Snows, Pimlico, 1999. Melvyn C. Goldstein: A History of Modern Tibet, 1913-1951, University of California Press, 1992.

Måske er du interesseret i...

Læs også