Oplysningstiden: lysende ideer og ulmende oprør

Store dele af det tankegods, som vores demokratiske samfund i dag står på, stammer fra oplysningstiden.

Filosoffer som John Locke, Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant begyndte at tænke kritisk om de grundlæggende præmisser, som samfundet hvilede på.

I Paris' kaffehuse og saloner mødtes intellektuelle som Denis Diderot og Voltaire for at diskutere, hvordan de kunne gøre den gængse borger mere bevidst om sin plads i verden og sine rettigheder.

Oplysningstidens måde at stille spørgsmålene på - og dens forsøg på at besvare dem - satte gang i store politiske omvæltninger som USA's Uafhængighed og Den Franske Revolution.

På den måde trækker det moderne demokrati tråde direkte til oplysningstidens modige tænkere og folkelige oprør, og hvis man vil forstå vores tids magtkampe, er arven fra oplysningstiden et godt sted at starte.

Historikerne diskuterer stadig, hvad og hvornår oplysningstiden helt præcist var. Ifølge nogle starter oplysningstiden helt tilbage i 1637 og slutter i 1804, mens andre tæller perioden fra 1715 til 1789.

De fleste opfatter oplysningstiden som en særlig periode, primært i Europa, hvor ideer om social retfærdighed, demokrati, fællesskab, ytringsfrihed, menneskerettigheder og adskillelse af kirke og stat vandt frem.

Samtidig spredte de nye tanker sig hurtigere end før, fordi trykpressen nu var vidt udbredt, og større dele af befolkningen kunne læse end tidligere. Det harmonerede perfekt med ideernes formål - oplysningstidens tænkere ville nemlig inspirere folk til at tage ansvar for deres eget liv og det fælles samfund gennem politisk handling.

To af den vestlige verdens vigtigste revolutioner - den amerikanske og den franske - hentede inspiration fra oplysningstidens ideer om en retfærdig stat, der skulle sikre alle borgeres frihed og lykke.

Konklusionen er måske forhastet, men ideen om at basere sin viden på sig selv - på ét individ - er revolutionerende for filosofien og ændrer hele den vestlige civilisations verdenssyn. Nu er individet verdens startpunkt, ikke stammen, fædrelandet, kongen eller Gud.

Nogle historikere afslutter perioden med Den Franske Revolutions begyndelse i 1789, mens andre ser Immanuel Kants død i 1804 som oplysningstidens udtoning. Han var tysk filosof og måske en af de vigtigste i den vestlige filosofihistorie, utvivlsomt en af de allerstørste i oplysningstiden.

Oplysningstiden opstår i kølvandet på de store videnskabelige revolutioner i det 16. og 17. århundrede.

Ved at tænke rationelt og kritisk over de sandheder, som tidligere tider har taget for givet, lykkes det en ny generation af videnskabsmænd som Isaac Newton, Johannes Kepler og Tycho Brahe at vende hele verden på hovedet.

Deres observationer og metodiske grundighed gør dem i stand til endegyldigt at bevise, at Jorden drejer om Solen og ikke den anden vej rundt.

Tænkerne i oplysningstiden arbejder på en lige så grundlæggende revolution, men de vender blikket mod de menneskelige love fremfor naturens.

De forsøger at gå til værks på samme kritiske, rationelle måde som deres naturvidenskabelige idoler, når de filosoferer over spørgsmål som individuelle rettigheder, pligter over for fællesskabet samt kirkens og kongens magt.

En af de helt store ideer, der opstår i sin mere eller mindre moderne form i oplysningstiden, er den sociale kontrakt, som nutidens politikere stadig henviser til nogle gange.

Ideen er, at den sociale kontrakt er indgået mellem herskerne og undersåtterne.

Et samfunds styreform er kun retfærdigt og legitimt, hvis der er indgået en aftale - mere eller mindre formelt - hvori folket i et land indvilger i at lade en konge eller et parlament regere dem på nogle betingelser, som befolkningen selv har haft indflydelse på.

Ideen om, at et lands styre kun er legitimt i kraft af de regeredes accept er et helt fundamentalt skifte i politisk tænkning, der udover de tidligere demokrati-former i Athen primært har fokuseret på konger og adeliges gudgivne ret til at bestemme over undersåtterne.

Det forhold bliver med oplysningstidens sociale kontrakt vendt lige så grundigt på hovedet, som Newton gjorde det med Jordens plads i Solsystemet.

I USA's Uafhængighedserklæring står der, at regeringens “retfærdige magt hviler på de styredes samtykke”. Dette er direkte inspireret af kontrakt-tankegangen fra eksempelvis John Locke og Jean-Jacques Rousseau.

Men for at folket kan tage stilling og vælge for sig selv, må de også oplyse sig selv, søge viden og informationer og tænke kritisk.

Friheden er kun mulig gennem oplysning. Det er derfor, Immanuel Kants formulering 'sapere aude' eller 'vov at vide' ofte er blevet gjort til slogan for hele perioden.

Fælles for de store tænkere i oplysningstiden er, at de starter med det enkelte menneske.

For at det enkelte menneske kan leve frit og lykkeligt i et samfund med andre mennesker, må der indføres rettigheder, så ethvert menneske kan vælge for sig selv - for eksempel om vedkommende vil opgive noget af sin selvbestemmelse for at indgå i en stat, der til gengæld kan sikre hans eller hendes sikkerhed.

På den måde bygger den sociale kontrakt og tidens andre demokratiske strømninger på ideen om det enkelte menneskes medfødte værdi og rettigheder.

Ethvert menneske er noget værd i sig selv og bør i videst muligt omfang selv vælge, hvordan det vil leve sit liv.

I de grundlæggende politiske nybrud ligger også opgøret med de gamle konservative tilhørsforhold til Gud, konge og fædreland. I oplysningstidens idealer er kun de magtforhold og institutioner legitime, der baserer deres magt på frie oplyste menneskers samtykke.

I 1745 fik den franske filosof Denis Diderot en opgave, der skulle vise sig at blive hans livsværk og tage de næste 30 år.

Han blev bedt om at udarbejde, redigere og skrive et leksikon eller et opslagsværk over menneskehedens samlede viden.

Resultatet fik titlen Encyklopedi, eller kritisk ordbog over videnskaberne, kunsterne og håndværkene og blev en uofficiel Bibel for fritænkerne i oplysningstiden.

Diderot og hans medredaktør, matematikeren Jean le Rond d'Alembert, ønskede at udbrede kendskabet til resultaterne og nybruddene inden for de store videnskaber som naturvidenskab, filosofi, historie og teologi.

På den måde ville redaktørerne gøre det lettere for den gængse borger at uddanne og oplyse sig selv uden hjælp fra kirken, der hidtil havde haft monopol på uddannelse.

Encyklopædien blev en bragende succes med et oplag på mere end 4.000 bøger, hvilket var flere gange større end de fleste andre bestsellers i det 18. århundrede.

Det omfangsrige værk udkom i 17 bind mellem årene 1751 og 1772 med flere tilføjelser og rettelser efterfølgende. Der var 18.000 siders tekst om menneskehedens kollektive viden og omkring 44.000 større artikler at læse op på.