Joseph Wright af Derby: “Eksperiment med en fugl i en luftpumpe“

Oplysningstiden: lysende ideer og ulmende oprør

Oplysningstiden begyndte i beskedne kaffehuse og læseklubber. I dag ligger epokens ideer til grund for vor tids demokratiske samfund. Vejen dertil gik over flere blodige revolutioner.

Oplysningstiden begyndte i beskedne kaffehuse og læseklubber. I dag ligger epokens ideer til grund for vor tids demokratiske samfund. Vejen dertil gik over flere blodige revolutioner.

Wikimedia Commons

Hvad er oplysningstiden, og hvem var dens filosoffer og tænkere?

Tag med tilbage til 1700-tallets parisiske saloner og Tysklands litterære selskaber. Dengang filosofi og litteratur var på alles læber og inspirerede en hel tidsalder.

Store dele af det tankegods, som vores demokratiske samfund i dag står på, stammer fra oplysningstiden.

Filosoffer som John Locke, Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant begyndte at tænke kritisk om de grundlæggende præmisser, som samfundet hvilede på.

I Paris' kaffehuse og saloner mødtes intellektuelle som Denis Diderot og Voltaire for at diskutere, hvordan de kunne gøre den gængse borger mere bevidst om sin plads i verden og sine rettigheder.

Italiensk diskussionsklub fra 1700-tallet.

Maleri af Antonio Perego fra ca. 1750 af et møde i en diskussionsklub under oplysningstiden. Lige netop dette forum var italiensk og blev kaldt for “Accademia dei Pugni“: “Slagenes Akademi“. Det skulle efter siende afspejle de ophedede diskussioner, som hørte til dagens orden i klubben.

© Wikimedia Commons

Oplysningstidens måde at stille spørgsmålene på - og dens forsøg på at besvare dem - satte gang i store politiske omvæltninger som USA's Uafhængighed og Den Franske Revolution.

På den måde trækker det moderne demokrati tråde direkte til oplysningstidens modige tænkere og folkelige oprør, og hvis man vil forstå vores tids magtkampe, er arven fra oplysningstiden et godt sted at starte.

Definition på oplysningstiden

Weimar i oplysningstiden.

På et tidspunkt blev oplysningstiden heroisk. Det skete dog først i eftertiden, da betydningen af oplysningstidens tanker stod klar for alle. Den idealisering er afspejlet i dette maleri fra 1860 af Theobald von Oer: “Musernes hof i Weimar“. Billedet viser digteren Friedrich von Schiller læse op for flere af oplysningstidens helte som Wieland, Herder og Goethe.

© Wikimedia Commons

Historikerne diskuterer stadig, hvad og hvornår oplysningstiden helt præcist var. Ifølge nogle starter oplysningstiden helt tilbage i 1637 og slutter i 1804, mens andre tæller perioden fra 1715 til 1789.

De fleste opfatter oplysningstiden som en særlig periode, primært i Europa, hvor ideer om social retfærdighed, demokrati, fællesskab, ytringsfrihed, menneskerettigheder og adskillelse af kirke og stat vandt frem.

“Vov at vide”. Immanuel Kant

Samtidig spredte de nye tanker sig hurtigere end før, fordi trykpressen nu var vidt udbredt, og større dele af befolkningen kunne læse end tidligere. Det harmonerede perfekt med ideernes formål - oplysningstidens tænkere ville nemlig inspirere folk til at tage ansvar for deres eget liv og det fælles samfund gennem politisk handling.

To af den vestlige verdens vigtigste revolutioner - den amerikanske og den franske - hentede inspiration fra oplysningstidens ideer om en retfærdig stat, der skulle sikre alle borgeres frihed og lykke.

Hvornår var oplysningstiden?

Den klassiske startlinje for oplysningstiden er i 1715 med den franske konge Ludvig 14.s død. Andre historikere identificerer den franske filosof og videnskabsmand René Descartes' værk Diskurs om Metoden fra 1637 som oplysningstidens startskud.

Værket er særligt berømt for mottoet 'cogito ergo sum' (på dansk: 'jeg tænker, derfor er jeg (til)'). På denne indsigt - at han eksistere for at kunne tænke - konkluderer filosoffen, at verden må eksistere.

Gutenberg ved trykpresse.

Johann Gutenbergs opfindelse af trykpressen (ca. 1440) kan med nogen ret også angives som oplysningstidens egentlige begyndelse. Graveringen her er fra 1881.

© Shutterstock

Konklusionen er måske forhastet, men ideen om at basere sin viden på sig selv - på ét individ - er revolutionerende for filosofien og ændrer hele den vestlige civilisations verdenssyn. Nu er individet verdens startpunkt, ikke stammen, fædrelandet, kongen eller Gud.

Nogle historikere afslutter perioden med Den Franske Revolutions begyndelse i 1789, mens andre ser Immanuel Kants død i 1804 som oplysningstidens udtoning. Han var tysk filosof og måske en af de vigtigste i den vestlige filosofihistorie, utvivlsomt en af de allerstørste i oplysningstiden.

Videnskabelig revolution

Maleri af Joseph Wright of Derby.

Maleri af Joseph Wright of Derby fra cirka 1766: “En filosof holder forelæsning ved et tellurium“ (mekanisk model af jordens, månens og solens baner). Uformelle filosofiske selskaber, hvor viden om videnskabelige fremskridt blev delt, blev populære i oplysningstiden.

© Wikimedia Commons

Oplysningstiden opstår i kølvandet på de store videnskabelige revolutioner i det 16. og 17. århundrede.

Ved at tænke rationelt og kritisk over de sandheder, som tidligere tider har taget for givet, lykkes det en ny generation af videnskabsmænd som Isaac Newton, Johannes Kepler og Tycho Brahe at vende hele verden på hovedet.

Deres observationer og metodiske grundighed gør dem i stand til endegyldigt at bevise, at Jorden drejer om Solen og ikke den anden vej rundt.

Tænkerne i oplysningstiden arbejder på en lige så grundlæggende revolution, men de vender blikket mod de menneskelige love fremfor naturens.

De forsøger at gå til værks på samme kritiske, rationelle måde som deres naturvidenskabelige idoler, når de filosoferer over spørgsmål som individuelle rettigheder, pligter over for fællesskabet samt kirkens og kongens magt.

Den sociale kontrakt

Parisisk salon under oplysningstiden.

Litteratur blev et samlingsstykke under oplysningstiden. Her er det en oplæsning af tragedie af Voltaire i litterær salon hos Marie Thérèse Rodet Geoffrin i 1755. Maleriet er af Lemonnier og er fra ca. 1812.

© Wikimedia Commons

En af de helt store ideer, der opstår i sin mere eller mindre moderne form i oplysningstiden, er den sociale kontrakt, som nutidens politikere stadig henviser til nogle gange.

Ideen er, at den sociale kontrakt er indgået mellem herskerne og undersåtterne.

Et samfunds styreform er kun retfærdigt og legitimt, hvis der er indgået en aftale - mere eller mindre formelt - hvori folket i et land indvilger i at lade en konge eller et parlament regere dem på nogle betingelser, som befolkningen selv har haft indflydelse på.

“Mennesket er født frit, men overalt er det i lænker”. Jean-Jacques Rousseau

Ideen om, at et lands styre kun er legitimt i kraft af de regeredes accept er et helt fundamentalt skifte i politisk tænkning, der udover de tidligere demokrati-former i Athen primært har fokuseret på konger og adeliges gudgivne ret til at bestemme over undersåtterne.

Det forhold bliver med oplysningstidens sociale kontrakt vendt lige så grundigt på hovedet, som Newton gjorde det med Jordens plads i Solsystemet.

USA's Uafhængighedserklæring underskrives.

Dem amerikanske Uafhængighedserklæring underskrives i 1776. Maleri af John Trumbull fra 1817.

© Wikimedia Commons

I USA's Uafhængighedserklæring står der, at regeringens “retfærdige magt hviler på de styredes samtykke”. Dette er direkte inspireret af kontrakt-tankegangen fra eksempelvis John Locke og Jean-Jacques Rousseau.

Men for at folket kan tage stilling og vælge for sig selv, må de også oplyse sig selv, søge viden og informationer og tænke kritisk.

Friheden er kun mulig gennem oplysning. Det er derfor, Immanuel Kants formulering 'sapere aude' eller 'vov at vide' ofte er blevet gjort til slogan for hele perioden.

Hvad er et menneske?

Den sociale kontrakt hviler på nogle grundantagelser om det enkelte menneske og de rettigheder, ethvert menneske har.

Begge tanker er ligeledes filosofiske nybrud i oplysningstiden.

Flere oplysningstænkere starter deres filosofiske arbejde med en analyse af, hvad et menneske er, kan og vil.

Nogle mener, at mennesket først og fremmest vil leve frit uden tvang fra andre mennesker.

Andre, at mennesket først og fremmest vil lege trygt uden at skulle kæmpe og frygte for sit liv.

Andre igen påpeger, at mennesket ønsker at være frit til at jagte lykken, sådan som vedkommende selv opfatter den.

Menneskerettigheder

Eugène Delacroix: “Friheden fører folket frem“.

Eugène Delacroix: “Friheden fører folket frem“ (1830). Selvom denne ikoniske frihedsallegori af Delacroix faktisk er inspireret af den franske juli-revolution i 1830, så er maleriet også blevet sindbilledet på den frihedstrang, der brusede i oplysningstiden, og som kulminerede i Den Franske Revolution.

© Public domain

Fælles for de store tænkere i oplysningstiden er, at de starter med det enkelte menneske.

For at det enkelte menneske kan leve frit og lykkeligt i et samfund med andre mennesker, må der indføres rettigheder, så ethvert menneske kan vælge for sig selv - for eksempel om vedkommende vil opgive noget af sin selvbestemmelse for at indgå i en stat, der til gengæld kan sikre hans eller hendes sikkerhed.

På den måde bygger den sociale kontrakt og tidens andre demokratiske strømninger på ideen om det enkelte menneskes medfødte værdi og rettigheder.

Ethvert menneske er noget værd i sig selv og bør i videst muligt omfang selv vælge, hvordan det vil leve sit liv.

I de grundlæggende politiske nybrud ligger også opgøret med de gamle konservative tilhørsforhold til Gud, konge og fædreland. I oplysningstidens idealer er kun de magtforhold og institutioner legitime, der baserer deres magt på frie oplyste menneskers samtykke.

Oplysningstidens største tænkere

Portrætmaleri af den britiske filosof John Locke.
© Public Domain

John Locke (1632 - 1704)

Den engelske filosof kaldes også for 'Liberalismens Fader'. Det skyldes hans fokus på ideer om ejendomsret, menneskerettigheder og frihedens væsen.

Locke er berømt for sit arbejde med den sociale kontrakt, som han finpudser men ikke opfinder. I hans optik er alle mennesker født med en naturlig ret til at forsvare “liv, sundhed, frihed eller ejendom”. Samfundet opstår, fordi frie mennesker afgiver (en del af) deres frihed til en stat, som sikrer deres sikkerhed og kan sørge for, at nogle problemer løses uden vold.

John Lockes tanker var en stor inspirationskilde for Den Amerikanske Revolution, ligesom han er kopieret ordret i Uafhængighedserklæringen. Mange forskere mener også, at det kendte citat om de “umistelige rettigheder”, nemlig “liv, frihed og stræben efter lykke” kan spores tilbage til Locke.

Portræt af den franske filosof Jean-Jacques Rousseau.
© Public Domain

Jean-Jacques Rousseau (1712 - 1778)

Rousseau var meget inspireret af John Locke og arbejdede videre med ideen om en social kontrakt. Ifølge Rousseau kan mennesket få de bedste betingelser for at opnå lykken, hvis alle frasiger sig deres medfødte ret og i stedet overgiver sin autonomi til fællesskabet og en kollektiv vilje.

Ved at underkaste sig fællesskabets vilje, slipper individet af med risikoen for at blive underkastet et andet individ. Og fordi fællesskabets vilje er et resultat af demokratiske processer, er den fælles vilje også delvist individets egen vilje. På den måde får det enkelte menneske både beskyttelse og indflydelse, som det ikke ville få uden en stærk, demokratisk stat.

Rousseaus tanker fik stor indflydelse for Den Franske Revolution, og han er begravet som en nationalhelt.

Portrætmaleri af den tyske filosof Immanuel Kant.
© Public Domain

Immanuel Kant (1724 - 1804)

Kant er en af de største filosoffer nogensinde, og utvivlsomt den tænker i oplysningstiden med størst betydning for filosofien. Han er måske mest kendt for at opstille det kategoriske imperativ, som er grundlaget for pligtetikken.

I denne moralske tænkning har alle mennesker pligt til at behandle ethvert menneske som mål og aldrig middel, ligesom enhver handling kun kan forsvares moralsk, hvis tankegangen bag den kan ophøjes til en lov, som gælder for alle - inklusiv personen, der udfører handlingen.

I sin filosofi insisterer Kant på det enkelte menneskes værdi og ansvar overfor andre, blandt andet til at oplyse sig for at blive bevidst om, hvad der er i dets egen interesse.

Encyklopædien: Oplysning til folket

To sider fra Diderots encyklopædi.

To sider fra Denis Diderots encyklopædi.

© Wikimedia Commons

I 1745 fik den franske filosof Denis Diderot en opgave, der skulle vise sig at blive hans livsværk og tage de næste 30 år.

Han blev bedt om at udarbejde, redigere og skrive et leksikon eller et opslagsværk over menneskehedens samlede viden.

Resultatet fik titlen Encyklopedi, eller kritisk ordbog over videnskaberne, kunsterne og håndværkene og blev en uofficiel Bibel for fritænkerne i oplysningstiden.

Diderot og hans medredaktør, matematikeren Jean le Rond d'Alembert, ønskede at udbrede kendskabet til resultaterne og nybruddene inden for de store videnskaber som naturvidenskab, filosofi, historie og teologi.

På den måde ville redaktørerne gøre det lettere for den gængse borger at uddanne og oplyse sig selv uden hjælp fra kirken, der hidtil havde haft monopol på uddannelse.

Joseph Wright of Derby: Experiment with bird and air pump.

Joseph Wright of Derby: “Eksperiment med en fugl i en luftpumpe“ (1766). Videnskab og oplysning for folket mødes i den engelske malers værk fra 1768. Det er dog på en makaber baggrund med grædende børn og aflivning af en sagesløs fugl til videnskabens ære.

© Wikimedia Commons

Encyklopædien blev en bragende succes med et oplag på mere end 4.000 bøger, hvilket var flere gange større end de fleste andre bestsellers i det 18. århundrede.

Det omfangsrige værk udkom i 17 bind mellem årene 1751 og 1772 med flere tilføjelser og rettelser efterfølgende. Der var 18.000 siders tekst om menneskehedens kollektive viden og omkring 44.000 større artikler at læse op på.

Tidslinje for oplysningstiden

Fragagonard: Læsende kvinde.

Jean-Honoré Fragonard (1732–1806): Ung læsende kvinde. Malet mellem 1770 og 1772.

© Wikimedia Commons

Oplysning til et læsende folk

Oplysningstiden begynder ikke med et brag. Den træder i karakter i løbet af den første del af 1700-tallet og kulminerer i anden halvdel af århundredet. Den har dog også mange forløbere i 1600-tallet.

Her er nogle af de mest markante årstal i oplysningstiden. En del af dem er bogudgivelser. Effekten af dem kom dog sjældent i året for udgivelsen. Det skete som regel først efter nogle år eller årtier.

1610

Galileo Galilei udgiver “Sidereus Nuncius”. I bogen skildrer Galilei observationer, der underbygger, at Jorden bevæger sig rundt om Solen. Galileis tanker underminerer forestillingen om, at Jorden er universets centrum. Dette bliver centralt i den senere oplysningstid: At erkendelser skal underbygges af konkrete observationer.

1687

Issac Newton udgiver “Mathematical Principles of Natural Philosophy”. I bogen gør Newton blandt andet rede for sine tanker om tyngdeloven.

1735

Svenske Carl von Linné udgiver “Systema Naturae”. I denne bog og i hans øvrige praksis rendyrker han sin systematik i gruppering af planter og dyr ud fra - igen - konkrete observationer.

1721

Montesquieu udgiver 'Lettres persanes' (Persiske breve), som er et værk, der satiriserer over samtidens parisiske borgerskab. Satire vandt også indpas under oplysningstiden, hvor ikke så meget var helligt længere.

1751

Voltaires meget indflydelesrige satiriske roman, Candide, udkommer.

1751

Diderot udgiver første bind af “Encyclopédie” - et leksikon, der ender med at omfatte 35 bind.

1762

Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau udgiver 'Du Contrat social' - den sociale kontrakt. Rousseaus tanker om fri opdragelse af børn bliver en grundpille i moderne pædagogik.

1776

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring underskrives. Den er dybt inspireret af flere af oplysningstidens tænkere som Voltaire, Locke, Rousseau, og Montesquieu.

1776

Adam Smith udgiver: 'The Wealth of Nations', hvor han gør sig til talsmand for en fri kapitalistisk markedsøkonomi og dermed distancerer sig radikalt for den feudale økonomi, der i flere århundreder har været standarden.

1789

Den Franske Revolution bryder ud, opflammet af oplysningstidens tanker. Den brutale retning, som Den Franske Revolution forvandler sig til med guillotiner og forfølgelser, er ikke i samklang med den generelle ånd i oplysningstiden.

1793-94

Marquis de Condorcet udgiver 'De l’admission des femmes au droit de cité' - om kvinders ret til borgerrettigheder. Han tager i et andet skrift også afstand fra slaveriet. Marquis de Condorcet blev arresteret og døde i et fængsel i 1794, muligvis ved selvmord.