Peterloo: Fredelig demonstration endte i blodbad

Netop som de to mænd nåede udkanten af menneskehavet, fornemmede de et sus gå gennem forsamlingen.

Bamford strakte hals og kiggede i retning af kirken, hvor uroen tilsyneladende tog sit udgangspunkt.

Her så han kavalerister i blå og hvide uniformer ride frem langs en havemur og tage opstilling.

“Soldaterne er her! Vi bliver nødt til at gå tilbage og se, hvad det går ud på”, sagde han nervøst til sin kammerat.

“Nåh, de er her bare for at være klar, hvis der opstår forstyrrelser”, svarede en mand, der tilfældigt overhørte Bamfords kommentar, men den tørstige væver ignorerede ham.

Resolut pressede Bamford sig igen ind i mængden, hvor hans kone ventede, og hans nervøsitet var velfunderet.

Få minutter efter kavaleriets ankomst til pladsen var det ellers fredelige møde for reformtilhængere i industribyen Manchester forvandlet til en regulær massakre.

Mænd, kvinder og børn blev angrebet med sabler og trampet ned af heste.

Ved aftenstide lå 13 døde og flere hundrede sårede tilbage på pladsen efter den massakre, der huskes som “slaget ved Peterloo”.

Militær triumf blev afløst af sult

Massakrens voldsomhed kom bag på alle i England, men at noget dramatisk ville ske i sommeren 1819, havde længe stået klart.

Fire år forinden fejrede Storbritannien en stor militær triumf ved at slå den franske kejser, Napoleon, i slaget ved den belgiske by Waterloo.

På hjemmefronten havde briterne langt mindre at være stolte over.

Den 12 år lange krig mod Napoleon havde haft store omkostninger. Krigen kostede mange penge – og familier, der havde mistet en mand, søn eller en anden forsørger, sad særlig hårdt i det.

De dårlige tider fik europæerne til at forbruge mindre, og nedgangen gik bl.a. hårdt ud over den engelske tekstilbranche, som var koncentreret omkring Manchester i den nordlige del af England.

Her satte fabriksejerne lønnen ned til stor skade for deres arbejdere, der i forvejen var dårligt betalt.

Vævere, som i 1803 kunne tjene 15 shilling på en uge bestående af seks arbejdsdage, måtte efter krigen nøjes med fem shilling for en uges arbejde.

Forholdene blev kun værre, da regeringen i 1815 indførte de såkaldte kornlove, der lagde en høj told på import af korn, for at beskytte de hjemlige landbrug.

Manglen på konkurrence fra det billige udenlandske korn kom især godsejerne til gode, mens befolkningen måtte betale i dyre domme for det livsnødvendige brød.

Resultatet blev, at de fattigste familier, som i forvejen brugte størstedelen af deres løn på mad, måtte sulte.

Muligheder for at gøre noget ved elendigheden havde den almindelige befolkning stort set ikke.

Englands valgsystem var indrettet, så det begrænsede stemmeret og valgbarhed til parlamentet til nogle få pct. af befolkningen: Stemmeret havde kun mænd med fast ejendom.

Samtidig var valgkredsene (de såkaldte boroughs) trukket op, så de favoriserede tyndt befolkede landdistrikter, der typisk var domineret af en rig, jordbesiddende familie.

Flertallet i Underhuset – det ene af det britiske parlaments to kamre – var valgt af blot 154 vælgere.

En enkelt valgkreds, Old Sarum i det sydlige England, var helt menneskeforladt; alligevel kunne ejeren af jorden stadig udpege 13 vælgere til valgkredsen, der så valgte to personer til at repræsentere distriktet i Underhuset.

Storbyer som fx Manchester, der i begyndelsen af 1800-tallet husede omkring 128.000 indbyggere, havde til gengæld ingen mulighed for at vælge et eneste medlem til parlamentet.

Oplyst væver ønskede stemmeret

Indretningen af valgkredsene gik tilbage til 1256, hvor et kongeligt dekret havde givet hver borough ret til at vælge to repræsentanter til parlamentet.

Godsejerne havde ingen grund til at ændre systemet, men mange almindelige englændere så anderledes på den sag.

Reform havde været på dagsordenen fra tid til anden gennem århundrederne, men først med industrialiseringen og byernes fremvækst fik bevægelsen mas­se­til­slut­ning.

Blandt dem, som meldte sig, var væveren Samuel Bamford fra Middleton nær Manchester.

Samuel Bamford havde arbejdet som sømand på en kulpram og fejet gulve på en fabrik, før han slog sig ned som væver – et job, hans hustru, Jemima, også bestred.

I sin fritid læste Bamford bøger.

Blandt væverens yndlingsforfattere var engelsk-amerikanske Tom Paine, der skrev om, hvorfor befolkningen under den franske revolution afsatte magthaverne, og hvorfor ingen borger skulle lade sig diktere af en regering, han eller hun ikke havde indflydelse på.

Ansporet af sin læsning og oplevelserne med det engelske valgsystem sluttede Bamford sig til reformbevægelsen.

I 1816 blev han formand for den lokale afdeling hjemme i Middleton.

Væveren Bamford arrangerede med stor ihærdighed møder, hvor han selv tordnede mod småkårsfolkenes dårlige forhold i almindelighed og landets uretfærdige valglove i særdeleshed.

Katastrofeår satte skub i protest

Vinteren 1816-1817 oplevede reformbevægelsen en ekstraordinært stor tilslutning, for i det forgangne år havde Europa oplevet en klimatisk ændring, som gav 1816 tilnavnet “Året uden sommer”.

Ændringen skyldtes formentlig et udbrud af vulkanen Mount Tambora, som ligger i nutidens Indonesien.

En askesky spredte sig i atmosfæren og medførte i fx England koldt og vådt sommervejr, der resulterede i en katastrofalt dårlig høst. Folk sultede, og optøjer brød ud flere steder i landet, herunder i London.

Imens begyndte regering og kongehus at ryste på hånden. Mindre end 30 år var gået, siden franske revolutionære havde afsat kongen, halshugget ham og hans familie og vendt op og ned på samfundet.

I de anspændte vintermåneder fra december 1816 til februar 1817 virkede en gentagelse på britisk jord ikke usandsynlig.

Da prinsregenten, Georg 4., forlod parlamentet 28. januar 1817 efter en tale, blev hans vogn angrebet af en vred folkemængde, og en af vognens ruder knust, formentlig af en stenkaster.

Episoden fik regeringen til at suspendere Habeas Corpus, de normale retsprincipper, som giver anklagede ret til en retfærdig rettergang.

En gruppe utilfredse vævere fra Manchester besluttede i samlet flok at marchere til London for at henvende sig direkte til kongen.

Demonstranterne, som med tilskuere talte omkring 25.000 mennesker, samlede sig 10. marts 1817 i Manchester.

Hver demonstrant bar et tæppe eller en overfrakke til at sove under om natten, hvorfor deltagerne omtalte marchen som “The Blanket March” – Tæppemarchen.

“Vi skal vise dem, at det ikke er oprør og uro, vi er ude efter, men brød. Og at vi vil appellere til vor ædle prins, som et barn ville henvende sig til sin fader”, fastslog en af arrangørerne før marchen.

Myndighederne vendte det døve øre til, og demonstranterne nåede ikke engang at påbegynde marchen, før en kongelig embedsmand opløste forsamlingen. De få, som trodsede forbuddet, var snart indfanget.

Én blev dræbt og flere såret.

Senere på måneden slog regeringen hårdt ned på re­form­be­væ­gel­sen, som myn­dig­he­der­ne nu mistænkte for at være en del af en sammensværgelse.

Mistænkte blev arresteret og bragt til afhøring i London. Blandt dem var væveren Samuel Bamford, der – på trods af at han end ikke deltog i Tæppemarchen – stod anklaget for højforræderi.

Anklageren manglede dog beviser, og Bamford lovede at opføre sig ordentligt fremover. Efter kort tid i hovedstaden fik han derfor lov til at rejse hjem.

Invitation taler om oprør

Hverken afhøringer eller anklager om forræderi kunne imidlertid standse reformbevægelsen, og i sommeren 1819 planlagde en gruppe reformtilhængere et møde, som skulle overgå alt andet.

Gruppen – Manchester Patriotic Union Society – ville samle folk ikke bare fra Manchester, men hele oplandet i Lancashire.

Valglovene var emnet for stormødet. Begivenheden skulle løbe af stablen med så god opførsel, at regeringen ikke kunne afvise forsamlingen som en flok urostiftere, vedtog arrangørerne.

Taleren på dagen skulle være Henry Hunt, en prominent reformtilhænger, der var kendt for sine ekstra­ordinære talegaver.

Arrangørerne fastsatte datoen for mødet til 9. august:

“Intet andet end ruin og sult møder én i Manchester og omegn. Forholdene i dette distrikt er i sandhed grufulde, og jeg tror, at intet mindre end de største anstrengelser kan forhindre et oprør.

Åh, bare I inde i London var forberedt på det”, skrev en af arrangørerne på den løbeseddel, der indkaldte til mødet.

En kopi blev opsnappet af regeringens spioner, som holdt skarpt øje med reformbevægelsen. Myndighederne fortolkede ordlyden som en opfordring til oprør og sendte et hussarregiment til Manchester.

Skyndsomst aflyste arrangørerne mødet, men besluttede så efter yderligere overvejelser at afholde arrangementet den 16. august.

Arbejderne var velforberedte

Mødedagen oprandt med solskin fra en skyfri himmel. Fra tidlig morgen mandag den 16. august 1819 var folk fra hele Lancashire på benene.

Hvert distrikt og sogn fik opgivet en tid og et sted, hvor de skulle mødes. Herfra gik de videre til samlingspunkter i større byer, hvorfra de fortsatte til Manchester.

Samuel Bamford stod i spidsen for indbyggerne i Middleton: “Kl. otte var hele byen på stikkerne – nogle for at gå med til mødet og andre for at opleve processionen, hvis lige aldrig før var set her”, skriver Bamford i sin erindringsbog.

Alle var iført deres bedste tøj: “Forrest gik de kønneste og mest præsentable blandt ungdommen, opdelt i to rækker med seks i hver. Hver af dem bar en laurbærkvist som et symbol på fred og venlighed”, fortæller Bamford.

Herefter fulgte mændene, et orkester og til sidst bevægelsens faner. Optoget var ikke alene flot – processionen var også velorganiseret, skriver Bamford:

“Hver hundrede mand havde en leder, der kunne kendes på, at han i sin hat bar en laurbærkvist. Andre, som igen stod over dem, bar ligeledes særlige kendetegn.

Alle adlød de en dirigent, der gik foran kolonnen sammen med en trompetist, som forkyndte dirigentens ordrer”.

Mange kvinder havde tilsluttet sig reformbevægelsen, og Middleton var ikke anderledes end andre distrikter:

“Forrest i kolonnen gik hundrede eller måske to hundrede kvinder. De fleste var unge hustruer, deriblandt min egen”, skriver Bamford stolt.

Mødedeltagere strømmede ind i Manchester hele formiddagen. Her blev de overvåget af byens magistrat – ordenshåndhævere, der fungerede som en slags fredsdommere – med William Hulton, i spidsen.

Han havde ansvaret for, at mødet ikke udviklede sig til et oprør.

Magistratens medlemmer var alle formuende mænd. Hulton ejede fx store jordområder og syv kulminer.

Ingen af dem havde lyst til at bevidne en opstand midt i Manchester. De havde derfor sørget for, at både politiet og en betydelig militærstyrke var klar til at gribe ind.

Ud over et husarregiment på 600 mand og hundredvis af infanterister ventede to militsstyrker bestående af mænd fra middelklassen – Manchester og Cheshire Yeomanry – med tilsammen 520 mand nær St. Peter’s Field.

Magistraten trådte sammen kl. 9.00 til morgenmad på kroen Star Inn midt i byen. Her besluttede de at tage plads på førstesalen i et hus i Mount Street ved det sydøstlige hjørne af St. Peter’s Field.

Herfra kunne de holde øje med situationen og løbende tage stilling til, hvad der skulle gøres.

Ved middagstid konstaterede Hulton nervøst, at deltagermængden på den 11.700 m2 store plads nærmede sig 50.000 demonstranter.

Nervøsiteten breder sig

Magistratsleder Hulton frygtede, hvad folkemængden kunne finde på. Omkring middag udstedte han derfor en arrestordre på taleren Henry Hunt og hans nærmeste tilhængere.

Derefter sendte han de lokale politifolk ud for at tage opstilling i to kolonner tværs gennem mængden. De skulle holde en korridor åben ind til podiet, så politimesteren kunne komme frem med arrestordren.

Henry Hunts vogn ankom ca. kl. 13. Den berømte taler blev mødt med hurra-råb, mens orkestret stemte i med en triumferende march.

Mængden stimlede så tæt sammen om Hunt, at vognen kun bevægede sig ganske langsomt frem.

Hulton fulgte begivenhedernes gang gennem en kikkert. Han så Hunt bestige podiet, tage hatten af og begynde sin tale, mens han gestikulerede med armene.

Stemningen kogte på pladsen. De mange mennesker nær podiet ville gøre det livsfarligt for ordensmagten at trænge frem til Hunt, konkluderede Hulton. Han besluttede derfor at tilkalde militæret.

Hastigt skrev han en besked til de to kavaleri-militser samt de nyankomne husarer fra London:

“Som formand for magistraten beder jeg jer straks om at bevæge jer til Mount Street nr. 6, hvor magistraten er samlet.

Vi i magistraten betragter den civile magt som værende helt utilstrækkelig til at bevare freden”, lød beskeden.

Skrivelsen sendte Hulton med ryttere, som ventede uden for huset, og mindre end et kvarter senere red Manchester-militsen ind på St. Peter’s Field og tog opstilling nær pladsens udkant.

Henry Hunt havde ved tidligere lejligheder opfordret forsamlinger til at råbe hurra, når militæret dukkede op under møder. På den måde kunne deltagerne vise, at de var lovlydige borgere med et patriotisk sindelag.

Nu gentog Hunt manøvren, og folkemængden stemte entusiastisk i.

I udkanten af pladsen hørte væveren Bamford – der febrilsk forsøgte at finde tilbage til sin kone – et sus gå gennem forsamlingen, da de nervøse kavalerister besvarede hilsenen ved at spore deres heste og trække sablerne.

Kaos bryder løs på pladsen

Henry Hunt bemærkede den stigende uro i forsamlingen. Fra podiet hævede han sine arme og vendte håndfladerne nedad – en gestus, der skulle få mødedeltagerne til at forholde sig i ro.

Knap havde han sænket armene, før politi­mesteren nåede frem med arrestordren.

Hunt fulgte velvilligt med, og det samme gjorde Joseph Johnson – en lokal reformleder. Kl. var på dette tidspunkt ca. 13.45 om eftermiddagen den 16. august 1819, da begivenhederne tog en skæbnesvanger drejning.

Politimesteren var netop i færd med at hjælpe Joseph Johnson ned fra podiet, da en sten hvirvlede gennem luften og ramte hans arm. Herefter brød kaos løs foran podiet.

“Gå efter deres flag”, lød det fra én af de opstillede ryttere fra Manchester-­militsen, der så stenen blive kastet.

Straks red rytterne ind i menneskehavet, hvor de “uden skelnen huggede til højre og venstre” for at få fat i flagene ifølge journalisten John Tyas’ beretning i avisen “The Times”.

Manchester-militsens angreb fik de fleste til panisk at løbe i alle retninger, mens nogle få svarede igen ved at kaste sten efter soldaterne.

Ifølge John Tyas betød stenkastene, at rytterne “mistede enhver kontrol over deres raseri”.

Samtidig ankom rytterne fra Chesire-militsen. De ankom til den sydlige del af pladsen, hvorfra de red i retning mod podiet. Mænd, kvinder og børn måtte springe for livet foran soldaterne:

“Deres skrig var så ynkværdige og hjerteskærende, at man kunne have forventet, at de ville have afvæbnet soldaternes foragt, men bønner var forgæves”, fortæller væveren Bamford, som nu var nået ind på midten af St. Peter’s Field.

Fra huset i udkanten af pladsen kneb magistratsleder Hulton øjnene sammen, mens han stirrede ud over begivenhederne.

Hvirvlende støv slørede hans udsyn, men i det bølgende menneskehav formåede han dog at få øje på sabler, som lynede i solskinnet, samt sten, der fløj gennem luften. Lyden af skrig og hes­te­vrinsk trængte ydermere ind i huset fra et åbent vindue. At tingene havde taget en voldsom drejning, stod helt klart for Hulton.

Midt i det hele trak husarerne op på gaden nedenfor.

Deres øverstkommanderende, oberstløjtnant Guy L’Estrange, meldte sig straks til tjeneste og spurgte Hulton, hvad han kunne være behjælpelig med.

“Gode Gud, sir!” råbte Hulton med irritation i stemmen.

“Kan De da ikke se, at de går til angreb på soldaterne? Spred folkemængden!”

Husarerne parerede ordre: De sporede hestene og blæste til angreb.

En ung officer fortalte senere, at området var så fyldt med mennesker, at “skyggerne på deres hatte så ud til at røre hinanden”.

Hjem forvandles til lazaretter

Midt i virvaret lykkedes det et par politifolk at bringe Henry Hunt i sikkerhed i huset, hvor magistraten befandt sig.

For resten af forsamlingen var det umuligt at slippe væk. Vejene væk fra pladsen var blokeret af et soldaterregiment med bajonetterne påsat, og mod vest spærrede rytteriet demonstranternes flugtvej.

En lille sidevej, Rogers Row, var for en tid også lukket, da en kavalerikaptajn fra Manchester-militsen spærrede vejen, mens han viftede med sin pistol og truede med at blæse hjernen ud på enhver, der forsøgte at passere.

Efter nogle minutter var så mange ryttere dog trængt ind midt på pladsen, at vejene rundtom begyndte at åbne sig. Efterhånden spredte folkemængden sig ud i sidegaderne.

Presset fra menneskehavet var dog voldsomt i de snævre gader. Ann Jones, som boede i Windmill Street tæt ved St. Peter’s Field, så fra sin stue rækværket foran huset give efter for presset, da en stor flok mennesker forsøgte at presse sig forbi på samme tid.

Hun åbnede døren og trak nogle af de sårede indenfor. Mens hun tilså én af de tilskadekomne trængte et par politifolk ind i stuen.

“Det her er Waterloo for jer – det er jeres Waterloo!” råbte én af dem vredt til de sårede. En anden slog en skål væk fra en såret, der forsøgte at drikke lidt vand.

“Mit hus lignede mere et slagtehus end et kristent hjem med alt det blod”, bemærkede en anden beboer, som tog sig af 14 sårede efter massakren.

Selve pladsen lå næsten øde hen: “Podiet stod der stadig med et par knækkede flagstænger og ét eller to forrevne bannere.

Imens flød pladsen med hatte, kyser, sjaler, sko og andre klædestykker fra både mænd og kvinder, alt sammen nedtrampet, iturevet og blodigt. Små høje af mennesker lå, hvor de var faldet, knuste eller klemt til jorden.

Nogle jamrede sig stadig, andre gispede – med øjne, der stirrede ud i luften – efter vejret.

Andre ville aldrig mere indånde luften”, fortæller Bamford, der tilbragte det meste af eftermiddagen med at lede efter sin hustru, som han heldigvis fandt på vejen hjem til Middleton.

Selvom blodbadet på pladsen var slut, fortsatte urolighederne ude i Manchesters gader. Først den følgende formiddag var freden genoprettet i storbyen.

Blodbadet førte til stramninger

Den reformvenlige avis “Manchester Observer” gav i sin rapport massakren navnet “Peterloo” – et forsøg på med henvisning til Waterloo at få soldaterne til at skamme sig over at have vendt deres våben mod landsmænd.

Sammenligningen var ingen overdrivelse, mente John Lees, en demonstrant, som døde af sine sår 9. september.

Lees var veteran fra Waterloo, men havde aldrig følt sig i større fare end på St. Peter’s Field. “Ved Waterloo var det mand mod mand, men det her var det rene mord”, udtalte han kort før sin død.

Regeringen erklærede imidlertid sin fulde støtte til William Hulton og resten af byens ledelse.

Fra London sendte prinsregenten sågar magistratens medlemmer sin tak for, at de med deres snarrådige indsats havde sikret den offentlige ro og orden.

Samtidig satte regeringen ind med nye, undertrykkende love, og godt et år senere var de fleste store reformledere i England fængslet.

Bamford og hans kolleger måtte vente endnu 13 år, før den engelske overklasse modvilligt gennemførte en række reformer, der udvidede valgretten.