10 dårlige idéer: Ingen turde sige diktatoren imod

1984: Rumæniens Nicolae Ceauşescu står fra 1965 i spidsen for et af Østeuropas mest undertrykkende regimer. Økonomien skranter, og der er mangel på stort set alt i det kommunistiske land. Trods fattigdommen drømmer Ceauşescu om at imponere verden.

I begyndelsen var Nicolae Ceauşescu ikke stort anderledes end mange andre kommunistiske diktatorer i Østeuropa, men et besøg i Nordkorea i 1971 ændrede alt.

Den rumænske leder blev så imponeret over personkulten, som den nordkoreanske leder, Kim Il-Sung, havde bygget op omkring sig, at han besluttede sig for at kopiere koreanerens bedrift.

Nu skulle ikke kun rumænerne, men hele verden se, hvor fantastisk en leder han var. Intensiv propaganda hyldede Ceauşescu som geniet, frelseren og solen, og i 1984 begyndte opførelsen af en majestætisk bygning, som skulle få verden til at spærre øjnene op: Verdens største regeringsbygning.

Trods Rumæniens katastrofale økonomi blev en million kubikmeter marmor indkøbt til at smykke Casa Republicii – Republikkens Hus. 700.000 tons stål og bronze, 3.500 tons krystaller samt 480 lysekroner gjorde regeringsbygningen til verdens dengang dyreste.

Gigantbyggeriet lagde beslag på ikke færre end 365.000 kvadratmeter midt i hovedstaden Bukarest og kom til at bestå af 1.100 rum. Kun 400 af dem blev indrettet til brug, mens de andre har stået tomme siden færdiggørelsen i 1997.

Ceauşescu nåede aldrig at se sit bindegale livsværk. Da han i 1989 beordrede militæret til at skyde mod demonstranter, der protesterede mod ham, udløste det et oprør. Kupmagerne fangede Ceauşescu og hans hustru, dømte dem i hast til døden og skød diktatorparret op ad en mur.

1975: De Røde Khmerer vinder borgerkrigen i Cambodia i 1975. Nu er tiden kommet til at omdanne det fattige sydøstasiatiske land til et kommunistisk paradis, mener landets diktator Pol Pot. Khmererne har deres rødder i bondesamfund, og landlivets idyl inspirerer diktatorens uhyggelige vision for en bondestat.

Byboer er korrupte og dekadente, mente Pol Pot. I diktatorens øjne udgjorde befolkningen i storbyerne den største hindring for fremskridt og skabelsen af et paradisisk Cambodia. Diktatoren fostrede derfor den besynderlige idé helt at afskaffe byboer.

2,5 millioner indbyggere i hovedstaden Phnom Penh blev beordret ud på landet. Her skulle de dyrke ris og andre afgrøder 10 timer om dagen syv dage om ugen. Pol Pots agrare utopia blev imidlertid intet paradis – snarere et helvede.

Tvangsflytningen af millioner viste sig at være alt for voldsom en belastning for landprovinserne, der blev ramt af hungersnød og epidemier.

Heller ikke de tidligere byboer trivedes ude på landet, hvor de i hobetal bukkede under for malaria. Snart flød rismarkerne med lig. Anlæggelsen af nye massegrave blev dagligdag på landet.

Pol Pots vision lagde folket i lænker: Ingen måtte rejse uden tilladelse fra De Røde Khmerer, og folk måtte ikke sige “jeg”, men kun “vi”. Mellem 1975 og 1979 kostede hungersnød, sygdom og massehenrettelse af landets intellektuelle et sted mellem 1,5 og to millioner mennesker livet.

Ligene blev ofte begravet langs rismarkerne, så deres knogler kunne gøde jorden.

Pol Pot mistede magten, da nabolandet Vietnam invaderede Cambodia i 1978. Fra sit skjulested i junglen fortsatte han med at kæmpe indtil 1997, hvor han blev taget til fange. Den tidligere diktator døde året efter af hjertesvigt, 72 år gammel.

1981: Malkekøer trives ikke under tropiske forhold. Alligevel beslutter Cubas enerådige leder, Fidel Castro, at øriget skal forvandles til stor-eksportør af mælk.

Herhjemme er Fidel Castro bedst kendt for sine store cigarer og den grønne militæruniform. Men hans store passion var mælkeprodukter. En god middag sluttede som regel med, at Castro nød 18 spiseskefulde is.

På et tidspunkt fik han Cubas ambassade i Canada til at indkøbe 28 bøtter is fra en amerikansk producent – af ren og skær nysgerrighed efter at smage alle firmaets varianter.

Diktatoren holdt også meget af milkshakes – en last, som CIA kendte til. Flere gange forsøgte den amerikanske efterretningstjeneste at forgifte hans mælkedrik. Uden held.

Begejstringen for mælk betød, at Castro – El Presidente – trods de klimatiske udfordringer satte sig for at gøre Cuba til verdens førende mælkeproducent. Køer og tyre fra verdens mest effektive landsbrugslande blev importeret, så cubanerne kunne fremavle en ny ko-race med en uhørt høj mælkeydelse.

I 1982 kunne Fidel Castro fejre sin første triumf: Koen Ubre Blanca (Hvide Yver) overgik sågar den ideologiske ærkefjende USA’s bedste ko, der gav 80 liter mælk om dagen. Ubre Blanca erobrede rekorden ved at yde 110 liter og kom i Guinness Rekordbog.

Succesen skyldtes intensivt avlsarbejde, og – som cubanske systemkritikere sarkastisk konstaterede – at Hvide Yver levede bedre end Castros øvrige undersåtter.

Koen fik fx en varieret kost og spiste aldrig det samme to dage i træk. Selv appelsiner kunne den stille sulten i. Den stod i en kølig stald, hvor dæmpet radiomusik sørgede for underholdningen, mens 16 medarbejdere på skift malkede koen hver 6. time.

Dagens samlede udbytte blev regelmæssigt omtalt i den statskontrollerede cubanske radio – som var der tale om resultaterne fra en vigtig fodboldturnering.

Da Hvide Yver døde i 1985, blev den udstoppet og en statue af rekord-koen rejst på øen Isla de la Juventud. Men Hvide Yver fik ingen super-efterkommere, så Castros diktatordrøm om at gøre Cuba til en stor mælkeproducent mislykkedes kort efter.

1353 f.Kr.: Storhedsvanvid driver mange diktatorers skøre idéer, og da de sjældent omgiver sig med rådgivere, der tør sige deres ærlige mening, kan meget gå galt. Et skoleeksempel stammer fra Egyptens oldtid.

Faraoen Amenophis 4. fik for 3.300 år siden den idé at afskaffe alle Egyptens guder og erstatte dem med én – solguden Aton. Selv kaldte faraoen sig Akhnaton – der betyder “Den, der er til nytte for Aton”.

Farao beordrede de “hedenske” templer lukket eller indviet til Aton, så alle kunne tilbede den nye gud. Beslutningen ramte oldtidens Egypten som et jordskælv, og riget vaklede.

Opførelsen af en helt ny hovedstad drænede statskassen, og snart var der ikke midler til at forsyne soldaterne, der var udstationeret langs Egyptens grænser. Riget begyndte at skrumpe, fordi udenlandske magter vandt frem.

12 år senere døde farao, og hans endnu ikke myndige tronarving, Tutankhamon, blev af rasende præster tvunget til at genindføre de gamle guder.

1977: Historien om Jean-Bédel Bokassa minder på mange måder om eventyret “Konen i muddergrøften”. Den afrikanske diktator vil op på magtens tinder og betaler en høj pris for sit magtbegær. Ulykken skyldes han beundring for franske Napoleon.

Bokassa begyndte som sergent og blev oberst i Den Centralafrikanske Republik, før han i 1966 kuppede sig til magten. Men titlen som både general og præsident for det ludfattige land syd for Sahara var ikke nok for Bokassa.

Hans næsegruse beundring for Napoleon Bonaparte gav Bokassa ambitioner om at kopiere sit idols meriter og ligesom den franske hærleder krone sig selv til kejser.

En overdådig kroningsceremoni hørte sig til, men forberedelserne drænede hurtigt statskassen, og Frankrig måtte i 1976 træde til med økonomisk støtte.

Året efter var alt klar, og så kunne Bokassa sætte sig på tronen under en forgyldt ørn og vælge mellem hele to juvelbesatte kroner. Et prægtigt scepter fik han også overrakt under kroningen.

2.500 prominente gæster fra hele verden modtog en invitation fra Hans Kejserlige Højhed, men kun 600 mødte op. Som den eneste udenlandske monark deltog Liechtensteins prins i festlighederne.

Ceremonien kostede millioner af dollars – og skabte uro i kejserriget. To ud af tre indbyggere i Den Centralafrikanske Republik levede dengang for under én dollar om dagen, så kejserens fråseri gjorte titusinder rasende. Et par år efter kroningen blev Bokassa derfor afsat og måtte søge tilflugt i Frankrig.

1968: Hvad gør en diktator, hvis han føler sin magt truet? I Ækvatorialguinea tænker landets leder, Francisco Macías Nguema, så det knager, og træffer herefter en bloddryppende beslutning.

Da Ækvatorialguinea løsrev sig fra Spanien i 1968, blev Francisco Macías Nguema landets første præsident. Han viste sig hurtigt at være rablende vanvittig og satte gang i et terrorregime, som kostede mellem 50.000 og 80.000 mennesker livet – altså op mod hver femte af den afrikanske nations knap 400.000 indbyggere.

Listen over præsidentens gale og paranoide handlinger er lang, men særligt hans had mod vestlige idéer var drivkraften bag mange voldshandlinger.

Den gale diktator betragtede vestlig uddannelse som den største trussel mod sin magt og bandlyste medicinstudiet, videnskab og meget mere. Titusinder blev henrettet bare for at have en uddannelse, mens andre veluddannede flygtede ud af landet.

Selv politikere og højtstående embedsfolk kunne ikke vide sig sikre. Nguema stolede fx ikke på landets nationalbankdirektør, som han fik henrettet, hvorefter diktatoren tog alle pengene fra nationalbanken med hjem til sin private residens.

Nguema blev heller ikke glad, da direktøren for det statslige statistiske kontor præsenterede en oversigt over den hastigt dalende befolkning. Direktøren blev som straf parteret “for at lære ham at tælle”, som diktatoren sagde.

Da Nguema blev væltet i 1979, efterlod han sig et land, der hverken havde en brugbar forvaltning eller et statsbudget. Hetzen mod uddannelse havde desuden efterladt Ækvatorialguinea med blot to læger og et par dusin ingeniører.

2010: Turkmenistan ligger nord for Iran og ud til Det Kaspiske Hav. Her vil landets diktator skabe et paradis for turister, men han har overset en vigtig detalje.

Gurbanguly Berdymukhammedov blev Turkmenistans leder i 2006, og han begyndte straks at spekulere over nye måder at skaffe sit fattige land indtægter på. I 2010 fik han øje på Dubai.

Det arabiske emirat var godt i gang med at forvandle sig fra olieproducent til turistmekka, og oliesheikernes projekt inspirerede diktatoren, som ynder at kalde sig Arkadag – Beskytteren.

Kort efter påbegyndte han projektet Awaza – en ny by, som ifølge visionen skulle blive Centralasiens badeland og Las Vegas. 100 km² turistzone ud mod Det Kaspiske Hav blev udset til at lokke 17 millioner turister til hvert år.

Luksushoteller blev i hobetal opført langs stranden, men i sin iver havde diktatoren overset en afgørende detalje: Turkmenistans visumregler er så strenge, at de færreste turister kan slippe ind i landet.

Trods sin imponerende strandpromenade er Awaza i dag en spøgelsesby. Selv i højsæsonen er kun 30 pct. af sengene belagt.

År 39: Alle antikkens historikere betegnede Romerrigets kejser, Caligula, som gal. Et af eksemplerne på hans vanvid resulterer i, at Roms indbyggere sulter.

Som alle romere var den unge Caligula særdeles overtroisk. Da en sandsigerske spåede, at han havde lige så ringe chancer for at blive kejser som at krydse Baiaebugten ved Napoli til hest, gjorde det derfor indtryk på ham.

I år 37 e.Kr. lykkedes det alligevel Caligula at blive Romerrigets kejser, og den triumf ville han fejre ved at gøre spådommen til skamme.

Kejseren beordrede et utal af pramme til at samle sig i bugten, hvorefter de blev bundet sammen og fyldt med sand, så de dannede en flydende vej, der strakte sig de 5 km mellem Baiae og Porto di Pozzuoli.

I to dage kørte den gale kejser triumferende frem og tilbage i sin stridsvogn. Desværre havde Caligula beslaglagt de pramme, som dagligt forsynede Rom med korn via floden Tiberen. Da korntransporterne pludselig stoppede, begyndte Roms indbyggere at sulte.

1958: Den kommunistiske leder, Mao Zedong, vil forvandle kineserne fra fattige bønder til effektive industriarbejdere. Men diktatorens store plan kommer til at koste millioner livet.

Mao havde lovet kineserne, at kommunismen ville sikre dem rigeligt med mad på bordet. For at opfylde det løfte måtte Kina ophøre med at være et land af selvforsynende bønder, mente diktatoren – i stedet skulle millioner landboer beskæftiges i industrisektoren.

Da han i 1958 beordrede landets provinser til at konkurrere om at producere mest stål, cement og andre industri-produkter, brød landbruget stort set sammen, fordi bønderne fik travlt med at opfylde den kvote, som deres provins havde lovet Mao.

For at nå deres kvote smeltede bønderne fx gryder, pander og plove om til stål i de hjemmelavede ovne. Resultatet blev historiens værste hungersnød, hvor mindst 30 millioner kinesere omkom. Stålet viste sig at være af så dårlig kvalitet, at det ikke kunne eksporteres.

2009: Da det lille nordafrikanske land Eritrea rammes af hungersnød, står verden klar til at sende hjælp, men landets diktator, Isaias Afewerki, afslår. Nødhjælpen er aldeles uønsket.

Isaias Afewerki blev Eritreas stærke mand i 1993. Diktatoren var besat af tanken om, at hans land skulle være selvforsynende. Løsningen var ifølge Afewerki helt enkel: Bønderne måtte ikke hamstre mad, i stedet skulle områder med overskud sende dele af høsten til nødlidende egne.

I praksis skete omfordelingen ved, at Afewerkis soldater konfiskerede høsten. Derpå blev afgrøderne solgt i statslige butikker.

Da Eritrea blev ramt af hungersnød i 2009, skulle systemet stå sin prøve – og det fejlede katastrofalt, dels fordi meget af høsten forsvandt i soldaternes varetægt, dels fordi bønderne begyndte at sulte og derfor ikke længere kunne dyrke jorden effektivt.

Da udlandske nødhjælpsorganisationer tilbød at komme landet til undsætning, afviste Afewerki dem, fordi hjælpen ville “dæmonisere de lokale og gøre dem dovne”.

Men snart blev katastrofen så omfattende, at Afewerki end ikke kunne brødføde sin egen hær. Af frygt for oprør hyrede den desperate diktator 20.000 etiopiske lejesoldater. Hvor mange liv hungersnøden kostede, er stadig ukendt. Trods kritik fra FN er Afewerki stadig Eritreas diktator.