I sommeren 1819 besteg en mindre hær af venezuelanske oprørere bjerget Paramo de Pisba på grænsen mellem Venezuela og Ny-Granada (det nuværende Colombia).
Det 4.000 m høje bjerg er et af Andesbjergenes mest ufremkommelige, og de klatrende var under hele deres færd udsat for ekstreme vejrforhold. Isnende storme, metertyk sne og forræderisk is gjorde turen livsfarlig. I alt omkom en tredjedel af de 2.000 soldater.
I spidsen for den forfrosne styrke stod en 35-årig venezuelaner, der de seneste otte år havde bekæmpet den spanske kolonimagt i Sydamerika: Simón Bolívar.
Opdraget af en lærer
Simón Bolívar blev født i Venezuelas hovedstad Caracas som søn af en rig jordbesidder. Allerede før sin tre-års fødselsdag mistede han imidlertid sin far, og da hans mor døde seks år senere, var Bolívar forældreløs.
Den lille dreng blev overladt i sin onkels varetægt. Men det var en mindre fremtrædende skikkelse, der kom til at forme den unge mands liv: Huslæreren Simón Rodríguez præsenterede ham for de tanker om frihed, demokrati og menneskerettigheder, som gennemstrømmede Europa og USA.
I Sydamerika regerede den spanske kolonimagt, som den havde gjort, siden Columbus gik i land omkring 300 år tidligere. Den spanske del af kontinentet var opdelt i fire “riger”, der blev regeret af vicekonger på vegne af den spanske konge.
Inspireret af Napoleon
I 1797 blev huslæreren Simón Rodríguez nødt til at forlade landet efter anklager for at have deltaget i en sammensværgelse mod de spanske myndigheder i Caracas.
Derfor blev Bolívar sendt på militærakademiet. Herefter rejste han til Europa for at uddanne sig yderligere. I Paris overværede han kroningen af Napoleon Bonaparte og oplevede befolkningens jubel. Den begivenhed satte sig dybe spor i den unge idealist. Fra det øjeblik ønskede han, at også hans landsmænd skulle opleve lignende lykke.
Bolívar vendte tilbage til Venezuela i 1807 og var blandt de ledende skikkelser, da Caracas i 1810 rejste sig mod spanierne. Året efter var krigen mod kolonimagten en realitet, og snart stod den blot 30-årige Bolívar i spidsen for oprørerne.
Folket tog godt imod ham, og for sin taktiske snilde og de opildnende taler fik han tilnavnet El Libertador.
Trods indledende succes'er blev vejen til sejren over spanierne langt mere knudret, end den unge oprørsgeneral havde tænkt. For at få en afgørelse tog han i 1819 chancen og krydsede Andesbjergene: Hvis spanierne skulle knækkes, måtte Bolívar indtage Ny Granadas hovedstad Bogotá med et overraskelsesangreb.
Planen lykkedes, og uhindret kunne Bolívar hverve soldater til næste konfrontation.
En afgørende sejr
Den 7. august 1819 hastede den spanske hær, anført af general José María Barreiro, mod Bogotá. Målet var at afskære oprørshæren, men i skyndingen var den spanske hær imidlertid blevet delt i to.
Bolívar blev leder af kæmperiget Storcolombia, der strakte sig over store dele af det nordlige Sydamerika.
Derfor beordrede Bolívar en af sine mest betroede officerer til at opholde fortroppen, mens han selv angreb resten af den spanske hær.
Den var ikke i stand til at yde modstand, og general Barreiro overgav sig hurtigt.
Nu var Bogotá uden beskyttelse. Da Bolívar nåede til byen, var den spanske vicekonge allerede flygtet – så hastigt, at hans skatkammer stadig var fyldt med guld. Nok til at finansiere frihedskampen i flere år.
Med indtagelsen af Bogotá satte Bolívar sine fjender skakmat. Hjemme i Venezuela hørte den spanske øverstbefalende, general Pablo Morillo, om sine landsmænds nederlag. Hans appel om flere tropper vandt ikke genlyd hos kongen af Spanien, og Morillo forstod, at slaget om Sydamerika var tabt.
Den 7. september 1821 blev Simón Bolívar udråbt til præsident for den nyskabte republik Storcolombia. Republikken dækkede det meste af det nuværende Colombia, Panama, Venezuela, Ecuador, det nordlige Peru samt det nordvestlige Brasilien.