Efter Stalin: Topkommunister kæmper om magten
Da Stalin dør, griber hans håndlangere ud efter magten. Beria, Malenkov og Khrusjtjov udkæmper en diskret borgerkrig i Kremls korridorer. For vinderen venter den ledige trone. Taberne kan se frem til forvisning eller en kugle for panden.
Sovjetlederens lig er endnu ikke koldt, da kappestriden om at arve Stalins rige begynder. Tre mænd rækker ud efter magten.
Stalins livvagter bryder sig ikke om at tænke selv. Arbejdet nær Sovjetunionens enevældige leder har lært dem, at det er farligt at stikke næsen frem. Men på netop denne dag kan det også være risikabelt at lade være.
Klokken er over 18:00 den 1. marts 1953, og vagterne har ikke set livstegn inde fra Stalins sommerresidens hele dagen. Normalt sender datjaens enlige beboer bud efter te mellem 10 og 12, men denne formiddag har ingen befaling lydt.
Tanken om at begive sig ind på den 74-årige leders enemærker uden invitation fylder mændene med rædsel. Derfor er lettelsen stor, da en lampe tændes i Stalins spisesal. Tilsyneladende slipper vagterne for at handle.
Lyset bag gardinet bliver dog ikke efterfulgt af ordrer. Endnu fire timer går, før vagtkommandør Pavel Losgatjev får nok af uvisheden. Frem for selv at sætte karriere og liv på spil ved at undersøge Stalins velbefindende forsøger han at tørre opgaven af på en af vagterne:
“Af sted med dig. Du er øverste vagt, det er dit ansvar”, siger Losgatjev.
“Jeg er bange”, lyder mandens svar. Han vil hellere være ulydig end risikere Stalins dødbringende mishag.
“Fint, du er bange. Men jeg har ikke tænkt mig at spille helt”, slår Losgatjev fast. I samme øjeblik dukker en anledning til at opsøge Stalin op: papirer fra kommunistpartiets centralkomité. Med dokumenterne foran sig som et skjold går officeren ind. Han sørger for at støje, for diktatoren hader at blive overrasket.
I spisesalen finder Losgatjev landsfaderen på gulvet iført nattøj.
“Kammerat Stalin, hvad er der galt?” spørger vagtkommandøren.
“Dz... dz...” svarer Sovjetunionens hersker og kommunismens øverste leder. Han har tisset i pyjamasbukserne.
Diktatorens løjtnanter gør en visit
Efter en hel dags stilhed fyldes datjaen med aktivitet. Vagterne løfter først Josef Stalin op i en sofa, og derefter kaster de sig over telefonen. Opkaldet går dog ikke til en læge, for det mener de angste mænd er over deres beføjelser.
Stalin er notorisk mistænksom over for læger, og hans seneste udrensninger er netop gået ud over denne faggruppe. Derfor sender vagterne i stedet besked om situationen i datjaen opad i det stive sovjetiske magtapparat.
Kl. 3 om natten ankommer en bil fra Moskva. Den rummer ingen læge, men derimod Stalins officielle stedfortrædere Lavrentij Berija og Georgij Malenkov.
De to mænd er orienteret om Stalins tilstand, men da et gulvbræt knager højlydt under den fyldige Malenkov, tager han alligevel sine sko af. Frygten for Stalins vrede sidder dybt i hans store krop. I strømpesokker træder han og Berija ind i salen, hvor deres leder ligger.
“Hvad skal al den panik til for? Chefen sover tydeligvis dybt”, udbryder Berija ved synet af Stalin, som nu snorker fredeligt. “Lad os køre, Malenkov”.
Med forbløffelse gentager vagtkommandør Losgatjev, hvilken tilstand han fandt Sovjetunionens leder i.
“Lad være med at gå i panik, og lad være med at forstyrre os. Og væk ikke kammerat Stalin”, tordner Berija. Uden at tilkalde en læge stiger han og Malenkov ind i deres bil og kører tilbage til Moskva. Vagtmandskabet er atter alene.
Stalin befinder sig midtvejs mellem søvn og bevidstløshed. Personalet i Stalins datja griber igen telefonen og ringer til enhver højere partifunktionær, de kan få fat på. Ud på morgenen får de skabt så meget postyr, at Berija og Malenkov igen må tage affære. De ankommer ved syvtiden ledsaget af en tredje fra systemets top, Nikita Khrusjtjov. Han fortæller, at en læge nu er på vej.
Flere partifolk dukker op i datjaen, og det samme gør endelig en læge. Nervøst undersøger manden diktatoren og giver derpå sin diagnose: en svær hjerneblødning. Stalin vil muligvis overleve, men han er delvist lammet og kommer aldrig til at arbejde igen. Sovjetimperiets hersker er reduceret til en grønsag.
I løbet af dagen kommer Stalin kortvarigt til bevidsthed. Berija har i timerne forinden talt i hånlige toner om sin hidtil så frygtede chef. Nu kaster han sig på knæ og kysser ydmygt diktatorens hånd. Men Stalin er atter væk. Hele sovjetadministrationen giver sig til at vente.
I datjaen våger partiets spidser over patienten – to og to, så ingen er alene med Stalin, hvis han vågner op. Mistænksomheden breder sig.
LÆS MERE: Bliv klogere på Josef Stalin i vores store portræt
En flok gode kammerater går arm i arm i 1945. Bag de joviale smil er alle topkommunisterne dog på vagt over for dolkestød i ryggen.
Rorgængeren forlader broen
Den 5. marts kl. 21.50 udånder Stalin. En epoke er forbi – den sidste af de gamle revolutionære fra 1917 er væk.
Tidligt næste morgen overbringes budskabet til folket, og sorg breder sig blandt de borgere, som føler mere stolthed over sejren under 2. verdenskrig end lede ved politistatens åg. Følelsen er blandet med frygt for fremtiden, for den afdøde har ingen officiel efterfølger.
Siden sin magtovertagelse i 1920'erne har Stalin elimineret enhver, som kunne udvikle sig til en rival. At tale eller blot hviske om verden efter tyrannen blev regnet for højforræderi.
Topkommunisterne, som samles om den afdøde i datjaen, reagerer vidt forskelligt. Tidligere udenrigsminister Molotov er knust, på trods af at hans liv under Stalin har været en række af ofre og ydmygelser. Kort forinden mistede han sin plads i inderkredsen, og hans navn ville have stået på politiets lister ved næste bølge af udrensninger. Men for Molotov var Stalin selve kommunismens sjæl – personifikationen af alt, hvad han har kæmpet for og troet på.
Også andre omkring liget hulker med varierende oprigtighed, men Berija stråler. Han forlader lokalet som den første og kalder højlydt på sin chauffør.
“Han er på vej af sted for at tage magten”, hvisker en af de tilbageværende til Khrustjtjov. Rummet tømmes hurtigt for sørgende, som kaster sig ind i deres egne embedsbiler og optager forfølgelsen ind mod Kreml, 20 km væk.
Stalins død blev mødt med officiel landesorg i Sovjetunionen. Blandt mange borgere var følelsen af tab helt oprigtig.
Knivene bliver trukket
Ministre og partifolk træder sammen for at træffe beslutninger om fremtiden. Malenkov tager ordet med sin lyse stemme, som får folk til at kalde ham ved pigenavnet “Malenja” bag hans ryg:
“Landet kan ikke tåle en eneste time uden lederskab”. Betydningen er klar – Sovjetunionen må fremstå usvækket, så et angreb fra USA kan afværges.
Vjatjeslav Molotov er det naturlige valg til nyt overhoved for Sovjetunionen. På trods af hans nylige degradering har han været en del af landets ledelse længere end nogen anden. Men modsat flertallet af hans medkommunister har han ingen ambition om at herske.
I stedet foretager Berija et hurtigt træk og anbefaler Malenkov som ny leder af regeringen. Inden nogen i lokalet kan nå at protestere, sætter Malenkov hele forsamlingen skakmat, da han foreslår Berija som sin stedfortræder.
De to mænd har tydeligvis indgået en alliance på forhånd. Ingen vover at tale dem imod, for i fællesskab udgør duoen en magtfuld konstellation. Med hele sit terrorapparat i ryggen kan Berija lade hvem som helst i lokalet arrestere.
Malenkov er formelt Sovjetunionens stærkeste mand, men Berija bliver den virkelige magt bag tronen. Han får indenrigsministeriet, som han slutter sammen med det hemmelige politi. Dermed har han kontrol over alle dele af undertrykkelsesapparatet i Sovjetunionen.
Resterne fordeles blandt de øvrige.Molotov genvinder sin gamle plads i spidsen for udenrigsministeriet. Nikita Khrusjtjov, som mange havde forventet i en central funktion, får blot en plads i kommunistpartiets sekretariat. Herfra er han dog i en god position til at skaffe sig allierede og vinde uformel indflydelse.
En ny Stalin toner frem
Få i Kreml tvivler på, at Berija ønsker samme magt som Stalin – og han er godt på vej til at nå målet. Han kan lade sikkerhedsstyrkerne fjerne en hvilken som helst af hans rivaler og tæve ham til at indrømme absurde forbrydelser.
Endnu er georgieren dog ikke stærk nok til at udfordre hele sovjettoppen på én gang. Malenkov er hans facade, mens han diskret tager kontrollen.
Nu vender Berija sig mod den største ydre trussel mod hans fremtid: USA. Som en mand med overlevelsesinstinkt, men ringe ideologisk overbevisning, sætter han sig for at forbedre forholdet til dødsfjenden. En ny og blødere kurs over for det kapitalistiske Vesten skal afværge risikoen for en 3. verdenskrig.
Forsøget på at af-ideologisere udenrigspolitikken blotter dog en flanke, som hans modstandere i Kreml kan udnytte i det rette øjeblik. Dette toner frem, da østtyske arbejdere går i strejke.
Siden 2. verdenskrig har borgerne i Tysklands østlige, sovjetiske besættelseszone levet under en kommunistisk jernnæve kontrolleret af Moskva. Nu går de på gaden for at kræve lavere produktionskrav og billigere varer. Nogle forlanger endda frie valg.
Berija ser østtyskernes ønsker som en provokation. Han spørger den sovjetiske højkommissær i Berlin, hvorfor han “sparer på kuglerne”, og snart ruller kampvogne ind i gaderne for at rydde modstanden af vejen. Nogle af de protesterende bliver dræbt, andre arresteret og idømt dødsstraf.
Berijas metoder genopretter roen, men affæren har miskrediteret hans forsøg på at komme Vesten i møde. I Kreml øjner rivalerne en chance.
Lavrentij Berija var georgier ligesom Stalin og akkurat lige så blottet for moralske skrupler. Han herskede over terrorapparatet i al dets gru, med deportationer, udrensninger og Gulag-lejre. Ideologi spillede ingen rolle for Berija. Han var kun drevet af sine ambitioner og frygten for at blive den næste, der forsvandt.
Berija snubler på vej mod magten
Den 26. juni 1953 åbner Malenkov et møde i præsidiet. Allerede den første sætning, han fremfører med sin fistelstemme, afslører, at dagen ikke vil rumme kedelige rutinedrøftelser:
“Før vi begynder på dagsordenen, har vi et forslag om at diskutere sagen kammerat Berija”, indleder Sovjetunionens regeringsleder.
“Hvilken sag? Hvad fabler du om?” udbryder en rystet Berija.
Svaret er et anklageskrift, som Malenkov har forberedt sammen med Khrusjtjov og Molotov. Ifølge teksten har Berija forsøgt at blive diktator. Han har sat sikkerhedstjenesten over parti og regering. Og så har han ført sin egen politik.
Da Berija derefter får at vide, at han er under arrest, breder en grøn farve sig fra hagen op til panden. Malenkov trykker på en knap, og døren til et sidelokale smækkes op. Ind strømmer en flok generaler med trukne pistoler.
Ud over vagterne, som Berija kontrollerer, har kun de væbnede styrkers chefer ret til at bære våben i Kreml. Kupmagerne har derfor på forhånd samlet en gruppe af topofficerer, som er villige til at spille politimænd under paladsrevolutionen.
Generalerne tager hurtigt den rystede minister i forvaring. Kort efter køres Berija af sted til et militærfængsel uden for sikkerhedstjenestens rækkevidde. Imens arresteres hans nærmeste folk.
Den 1. juli sender Berija et ydmygt brev til Malenkov for at redde sin hals:
“Da kammerat Stalin gik bort, pegede jeg uden tøven på dig som regeringschef, og jeg anså og anser dette for at være det eneste rigtige valg”, skriver han og tager ansvaret for en række fejl. Men for Berija findes ingen vej ud af kniben. Han er for farlig til, at Malenkov og de andre sammensvorne vover at lade ham gå. I stedet får han samme skæbne, som han selv har givet tusinder af borgere: I december 1953 stilles han for retten uden forsvarer og ret til appel.
Berija dømmes for støtte til de kontrarevolutionære kræfter under borgerkrigen i 1917-1922. For svækkelse af hæren ved udrensninger i 1930'erne. Og for forræderisk kontakt med Tyskland før Hitlers invasion i 1941.
Dødsdommen over Berija og hans seks nærmeste får Stalins tidligere bøddel til at kaste sig på knæ og trygle om nåde. Han kollapser i gråd på gulvet.
De øvrige dømte henrettes ved skydning, men Berija er ikke i stand til at møde geværmundingerne med værdighed. I stedet bliver dommen fuldbyrdet i hans celle med en kugle i panden.
Malenkov begår en fejl
Med Berija ude af billedet er Malenkov nu klar til at bruge den magt, som han indtil nu kun har haft på papiret. Med kontrol over de vigtigste poster i statsapparatet er han den bedst placerede til at følge i Stalins fodspor.
På dagen, hvor Berija arresteres, omdanner Malenkov det sovjetiske atomprogram til et ministerium direkte underlagt ham selv. Han vil styrke regeringen over for partiet, som han endnu kun har begrænset kontrol over.
Den 8. august 1953 offentliggør han en opsigsvækkende nyhed:
“USA har ikke længere monopol på produktionen af brintbomber”. Få dage efter prøvesprænges bomben RDS-6s i Kasakhstans ørken.
Georgij Malenkovs opgave under Stalin var at styre kommunistpartiet og bringe de rette folk opad i hierarkiet. Korpulent, med lys stemme og bleg hud var han nem at undervurdere, men Malenkov kunne handle effektivt og uden nåde. Hans største aktiv, set med Stalins øjne, var dog en underdanig natur og ringe principfasthed.
Set udefra er Malenkov hastigt på vej mod fuldstændig magt over Sovjetunionen. Men i virkeligheden taber han terræn. Regeringschefen er mere teknokrat end kommunist, og han mangler evnen til at skabe begejstring omkring sin person og politik. Samtidig har han ikke samme sans for intriger som hans tidligere forbundsfælle og nu største rival, den drevne Khrusjtjov.
Få forstår spillets uskrevne regler bedre end netop Khrusjtjov. Han var organisatoren bag Berijas fald og har som partiets stærkeste person stor indflydelse blandt de unge talenter på vej op.
Malenkov blotter sig selv for sin rival med en meddelelse til det sovjetiske folk i marts 1954. Han oplyser, at det er nødvendigt at forbedre forholdet til USA. For en ny verdenskrig “udkæmpet med moderne våben vil betyde verdenscivilisationens undergang”.
Som den eneste i Kreml har Malenkov stor viden om atomvåbnenes kraft. Men hans ord er imod officielle doktriner om, at en krig vil føre til krise i den kapitalistiske lejr og socialismens sejr.
Regeringschefen står alene med sin holdning, og i april prøver han at redde situation med en ny udtalelse, hvor han nu mener, at enhver vestlig aggression vil føre til kapitalismens sammenbrud.
Men skaden er sket. Khrusjtjov har nu redskaberne til at underminere Malenkovs magt bid for bid. Efter et års tålmodig positionering slår han til.
På et møde i kommunistpartiets centralkomite den 31. januar 1955 ender Malenkovs forsøg på blive Stalins arvtager. Khrusjtjov er endelig stærk nok til at angribe regeringslederen åbent.
Malenkov beskyldes for magtmisbrug under Stalin og støtte til Berijas forsøg på at opnå herredømme over Sovjetunionen. Værst af alt er dog hans svage kurs over for fjenden USA:
“Kammerat Malenkov mangler karakter og rygrad”, håner Khrusjtjov og bakkes op af forsamlingen. Regeringschefen fratages sin post, men får lov til at fortsætte som menig minister – tiden med blodige udrensninger er forbi.
En vinder bliver kåret
Nu er Khrusjtjov Sovjetunionens stærke mand. Han har skubbet rivalerne foran sig til side og kan endelig selv sætte kurs mod Stalins arv: den totale magt.
Ved kommunistpartiets kongres den 25. marts 1956 har Khrusjtjov sat sig for at satse alt. Han indtager podiet for at holde en tale, som vil afgøre, om han når helt til tops, eller om også han skal forsvinde ud af magtens centrum. Emnet er den officielt ufejlbarlige Stalin:
“Stalin var en meget mistroisk mand, sygeligt mistænksom”, får den lamslåede forsamling at vide. “Overalt så han fjender, dobbeltspil og spioner”.
Khrusjtjov opregner prisen for den tidligere leders herskesyge: 1.108 ud af 1.966 delegerede ved partikongressen i 1934 blev arresteret og skudt. Af de valgte til kommunistpartiets centralkomite fik 98 af 139 samme skæbne.
Stalins udrensninger i Den Røde Hærs officerskorps var endnu værre, ifølge Khrusjtjov. De svækkede militæret forud for det tyske angreb i 1941.
Ordstrømmen bliver modtaget med bestyrtelse af tilhørerne. For mængden i salen er overleverne – folkene, som steg op ad rangstigen ved at krybe og underkaste sig Stalins vilje. Nogle hjalp endda karrieren på vej ved at angive rivaler som kontrarevolutionære og spioner.
Khrustjovs “fadermord” på Stalin går over i historien som “den hemmelige tale”. For modstand i partiet betyder, at den først bliver trykt i officielle medier i 1989. Men han sikrer sig, at indholdet siver ud i dagene efter kongressen.
Kommunistpartiets gamle garde med Molotov i spidsen beslutter sig for, at Khrusjtjov må stoppes. Sammen med Malenkov planlægger han et komplot, som skal bringes lederen til fald ved et møde i præsidiet den 18. juni 1957. Men hæren slutter op om Khrusjtjov, og efter flere dages dødvande bryder bagholdsangrebet sammen. Den drevne magtspiller kan nu fjerne sine fjender.
Malenkov får frataget alle sine poster og bliver sat til at bestyre et vandkraftværk i Kasakhstan. Molotov udnævnes til ambassadør i Mongoliet. Ingen står længere i vejen for Khrusjtjov.
Nikita Khrusjtjov var søn af en bonde og havde kun en nødtørftig skolegang bag sig. Humørskift gav ham et skær af utilregnelighed, men til gengæld havde han personlig styrke og en skarp politisk næse. Khrusjtjov glemte aldrig sine personlige rødder, og han er blevet kaldt den sidste ægte kommunist i Kreml.
Sejrherren får syv år
Spillet om magten i Kreml er forbi. Bondeknægten, som Stalins mere veluddannede løjtnanter længe havde svært ved at tage alvorligt, er vinderen.
Khrusjtjovs personlige magt når aldrig Stalins niveau, for han rummer ikke sin forgængers ekstreme brutalitet. Sovjetlederen viser dog, hvor stærkt hans greb er, da han prøver at bløde op på forholdet til USA. Netop denne politik bragte Berija og Malenkov til fald, men Khrusjtjov formår at holde sig på tronen.
Han styrer Kreml med hidsighed og en knyttet næve frem til 1964. Så udløser ydmygelser på den internationale scene og økonomisk nedtur hjemme et nyt magtskifte. Partifunktionærer, KGB-folk og generaler har besluttet, at den impulsive Khrusjtjov må erstattes med en stabil person. I et ublodigt kup giver de magten til den konservative Leonid Bresjnev.
Herefter lever Khrusjtjov tilbagetrukket på en statspension i Moskva. Hans nekrolog fylder én sætning i avisen Pravda:
“Centralkomiteen og ministerrådet meddeler med sorg, at den 11. september 1971 døde Nikita Khrusjtjov efter svær og langvarig sygdom i sit 78. år”.