Europas edderkop: Skørtejæger skabte fred på kontinentet

Talrige baller med dans og musik, vidunderlige kvinder og kaskader af champagne har Metternich sørget for – alt sammen i et forsøg på at blødgøre de stejle holdninger. Men de europæiske monarker er uenige om snart sagt alting, og forhandlingerne står i stampe efter knap et halvt års arbejde.

Denne nat har situationen taget en uventet drejning. Metternich har netop modtaget besked om, at Napoleon er flygtet fra sit eksil på middelhavsøen Elba.

Nyheden udløser akut enighed hos de forsamlede monarker. Efter blot nogle få dages forhandlinger går stormagterne England, Preussen, Østrig og Rusland sammen om at bekæmpe Napoleon.

Mens alle får travlt med at hvæsse sablerne, har Metternich indset, at Napoleons flugt er hans gyldne mulighed for at redde monarkernes Europa fra krige, folkelige opstande og løsrivelsesbevægelser.

En diplomat i svøb

Klemens von Metternich kom til verden den 15. maj 1773 i den tyske by Koblenz ved Rhinen. Hans far, grev Franz Georg Karl, var af gammel adelsslægt og tjente som diplomat i Det Tysk-Romerske Kejserrige.

Faren valgte omhyggeligt to lærere, der foruden ridning og svømning underviste den unge Klemens i latin, græsk, fransk, tysk og engelsk. Lærerne fulgte med, da Klemens fra 1788 studerede jura i først Strasbourg, siden Mainz og til sidst Bruxelles.

“I en alder af 17 år var jeg min egen herre. Min far gav mig absolut frihed efter at have konstateret, hvor lidt tilbøjelig jeg var til at begå dumheder”, skrev Klemens i sine erindringer.

Struttende af selvtillid dannede den unge adelssøn sit politiske verdensbillede. Europas gamle imperier var på hælene, men deres overlevelse var altafgørende, mente Metternich. De skulle holde stand mod tidens farlige liberale og revolutionære kræfter.

Uroen ulmede efter Den Franske Revolution i 1789, og mens Klemens afsluttede sin uddannelse i Bruxelles, erklærede Frankrig i 1792 krig mod Det Tysk-Romerske Kejserrige.

Anført af general Napoleon trængte franske styrker dybt ind i Rhinlandet og erobrede store områder – også familien Metternichs gods i Koblenz. På flugt fra Napoleons tropper nåede Klemens’ forældre til Wien, hvor sønnen kort tid efter gjorde dem selskab.

Metternich gifter sig til indflydelse

Wien blev regeret af kejser Frans 2. af Det Tysk-Romerske Kejserrige, der samtidig var Østrigs hersker. De øverste adelskredse i storbyen betragtede Metternich-familien som sølle flygtninge fra en af de utallige småstater i Det Tysk-Romerske Rige.

Men Klemens’ mor, Maria Beatrix Metternich, lod sig ikke gå på. Ved et karneval fik hun præsenteret sin 22-årige søn til Maria Eleonore von Kaunitz-Rietberg – et barnebarn til Østrigs afdøde kansler Kaunitz. Klemens var en flot, ung mand, og Maria Eleonore faldt pladask for ham. Selv var hun ingen skønhed, men ægteskabet ville sikre Metternich-familien adgang til Wiens øverste samfundslag.

Klemens og hans familie havde mistet deres formue, hvorimod brudens far var stenrig. Da forhandlingerne om ægteskab derfor var ved at gå i vasken, sendte Klemens et kærlighedsbrev til Maria Eleonore:

“Tusind, tusind, tusind gange kysser jeg dine hænder”.

I brevet lå også en lok af Klemens’ gyldne hår. Den sanseløst forelskede Maria Eleonore sendte en lok tilbage og plagede livet af sin far, der udmattet sagde ja til ægteskabspagten.

Brylluppet stod den 27. september 1795, og det nygifte par rykkede ind i en overdådig villa i Wiens centrum ejet af brudens far. Her kom hoffets inderkreds til bryllupsmiddagen. Metternich-familien var inde i varmen – og Klemens’ karriere kunne tage fart.

Ambassadør på lagnerne

Den nyuddannede jurist hjalp sin far med diplomat-arbejdet, og Klemens’ håndelag blev bemærket. Da Det Tysk-Romerske Kejserrige led endnu et nederlag til Napoleon, skiftede kejser Frans sine diplomater ud – og Klemens blev i 1801 udnævnt til ambassadør i kongeriget Sachsen.

Hoffet i hovedstaden Dresden viste sig at være en antikveret tidslomme, hvor ingen vigtige beslutninger blev truffet. I stedet brugte Metternich tiden til at opbygge forbindelser med de andre landes diplomater, frekventere byens fornemme saloner og få et uægte barn med sin elskerinde, den smukke, 19-årige hustru til den russiske fyrst Bagration.

I år 1803 blev Metternich endelig sendt videre til Preussens hovedstad, Berlin, hvor topdiplomater ofte skulle forhandle krig og fred mellem kontinentets stormagter.

Efter sin ankomst til Berlin forstod ambassadør Metternich hurtigt, at kong Frederik Vilhelm 3. af Preussen var styret af sin frygt for Rusland og Frankrig. Preussen lå, ligesom Østrig, geografisk mellem de to sværvægtere.

Metternich betragtede Frankrig som den største trussel, og han arbejdede for at skabe en fælles koalition mod Napoleon – en koalition, der ud over Preussen, Østrig og England også skulle tælle Rusland. Først efter langvarige forhandlinger lykkedes det i november 1805 for Metternich at overbevise Frederik Vilhelm om at underskrive aftalen.

I Wien var kejser Frans så tilfreds med sin ambassadør, at han hædrede Metternich med en orden – kun for at opdage, at Preussen svigtede aftalen. I december led koalitionen nederlag i slaget ved Austerlitz.

Metternich møder Napoleon

Nederlaget ved Austerlitz fik store konsekvenser. Napoleon tvang kejser Frans 2. til i august 1806 at abdicere som tysk-romersk kejser, og det tusind år gamle rige gik i opløsning. Under Napoleons overherredømme dannede de tyske småstater i stedet Rhinforbundet, som skulle levere soldater til den franske hær.

Forud for abdiceringen havde den forsmåede kejser – der nu blot var kejser Frans 1. af Østrig – sendt Metternich til Paris, hvor diplomaten skulle møde Europas mareridt i egen lille person.

“Skæbnen har placeret mig ansigt til ansigt med den mand, som i denne æra regerer over verdens anliggender”, konstaterede Metternich.

Den 3. august præsenterede Metternich sig i Paris for den franske udenrigsminister, Charles Maurice de Talleyrand.

Metternich talte fransk som en indfødt – selv i parisernes kræsne øren – og fra sin tid i Dresden og Berlin stod han på god fod med flere af de franske topdiplomater.

Napoleon Bonaparte – Frankrigs selvudnævnte kejser – mødte Metternich ved en ceremoni den 10. august. Stående midt i en sal i Marie-Antoinettes gamle slot, Saint-Cloud, omgivet af sine vigtigste generaler og diplomater tog kejseren imod ham. Han var iført en uniform af infanteriet samt hat – en bicone, som kejseren havde foldet skyggen op på og nu bar på tværs, så den fyldte ekstra meget.

På et splitsekund afkodede Metternich, hvad der havde fået Napoleon til at stå med den upassende hat på hovedet: Manden var ikke af “tilsvarende social status” som de øvrige i rummet – han var ikke født adelig. Derfor pustede han sig op, ræsonnerede Metternich.

“Lille og firkantet” beskrev den østrigske diplomat Frankrigs hersker, som – hævdede han – gik på tæerne for at virke højere. At have fundet Napoleons ømme punkt gjorde Metternich rolig over for manden, for hvem verden skælvede.

Fredsforhandlinger kræver snilde

Metternichs analyse af Europas fremtid var ganske enkel: Napoleon kunne kun besejres af en robust koalition bestående af alle de øvrige stormagter.

“Den, der ikke ønsker at erobre, vil blive erobret”, skrev han i et brev til en ven.

Sandheden i disse ord fik Metternich syn for året efter, da det lykkedes Napoleon at slå endnu en koalition – den fjerde af slagsen – bestående af Preussen, England og Rusland. Først indgik franskmanden en fredsaftale med zaren, derefter med den preussiske konge, der måtte afstå store landområder.

Metternich observerede, hvor hensynsløst Napoleon skubbede rundt med sine svagere modparter – og han frygtede for Østrigs sårbare position. Landet stod alene og var geografisk placeret mellem Frankrig og det nydannede Rhinforbund.

I Paris forsikrede Napoleon ganske vist Metternich om, at han ikke havde i sinde at tage den habsburgske trone i Østrig, men samtidig var de franske krigsforberedelser åbenlyse. Metternich var i alarmberedskab. Hvornår ville Napoleon slå til – og hvor var hans tropper placeret?

Bekendtskabet med Talleyrand viste sig nyttigt. Under et voldsomt raserianfald havde Napoleon ikke alene fyret sin udenrigsminister, men også kaldt ham for en “lort i silkesokker”. Nu tilbød den franske politiker sig som østrigsk spion.

Metternich bad omgående kejser Frans 1. stille 400.000 franc til rådighed for køb af informationer, og i juli 1808 sendte han Talleyrands lister over de franske troppers placering hjem i kode. Men lige lidt hjalp det. Napoleon besejrede Østrig – og Metternich blev arresteret og udvekslet med to franske diplomater.

Sådan vendte Metternich i 1809 hjem til det besatte Wien, hvor kejser Frans satte ham til at føre fredsforhandlinger med Napoleon i Altenburg. Forud for forhandlingerne studerede Metternich adskillige rapporter om den østrigske hærs elendige forfatning.

Bevidst om rigets militære underlegenhed anlagde Metternich en snu strategi: Han ville redde Østrig ved at foregive medgørlighed og ydmyghed over for Napoleon. Således håbede han at undgå, at Østrig endte som en fransk vasalstat.

Metternich censurerer pressen

Blandt store dele af den østrigske adel vakte Metternichs strategi vrede, men kejseren stod bag ham, og i juli 1809 forfremmede han sin topdiplomat til udenrigsminister.

Da Metternich i september afsluttede fredsforhandlingerne i Altenburg, var han allerede i gang med at effektivisere det østrigske regeringsapparat.

Med kejserens accept ryddede han op i et væld af bureaukratiske regler og centraliserede i praksis statens magt omkring sig selv. Samtidig tog han fat om landets spæde offentlige presse. Politisk udnyttelse af medier havde han set i Paris, og han ønskede at bruge pressen til at fremme sine budskaber.

For alt i verden ville Metternich undgå at provokere Napoleon med beklagelser eller brok, og han dikterede lutter positive fremstillinger af Østrigs syn på Frankrig i aviserne. Han fik desuden sin far til at opbygge et effektivt censurapparat, der dels skulle påvirke den offentlige mening med pro-fransk propaganda, dels indsamle information fra riget.

Metternich oprettede også et hemmeligt politi, som refererede direkte til ham. Fred og orden skulle herske i Østrig, ingen kritiske ytringer om Napoleon var tilladt, for Metternichs nedslående analyse lød:

“Dagen, hvor Rusland vågner, ligger alt for fjernt”.

Indtil den russiske bjørn stod klar – og en stærk, fælles koalition mod Napoleon kunne etableres – måtte Østrig bukke og neje for den franske hersker.

Bryllup bringer Metternich til Paris

Da kilder ved det franske hof i december 1809 begyndte at sprede rygter om, at den franske kejser søgte en brud fra ét af Europas magtfulde fyrstedynastier til at føde sine børn, øjnede Metternich en chance. Han overhalede de russiske Romanover indenom ved at tilbyde kejser Frans’ 19-årige datter, Marie-Louise, til Napoleon.

Brylluppet skulle stå den 11. marts 1810, og Metternich fulgte personligt Marie-Louise til Paris og blev i byen i mere end seks måneder. Imens voksede kritikken hjemme i Wien, hvor mange hadede, at deres land fortsat skulle bukke og skrabe for Napoleon. Igen og igen måtte Metternich derfor forsikre kejser Frans om, at han ikke fraterniserede med fjenden, men kun forblev i Paris for at afklare Napoleons intentioner.

Og omsider vejrede Metternich morgenluft. Napoleon havde indsat en af sine marskaller på den svenske trone og dermed bevæget sig ind i den russiske interessesfære. En krig mellem Frankrig og Rusland syntes uundgåelig.

“Hvilken side vil du holde med?” spurgte Napoleon i september 1810 Metternich, der smidigt undgik et direkte svar ved at påpege, at han jo kun var Frans’ udenrigsminister og ikke traf de endelige beslutninger.

Metternich vendte hjem til Wien den 25. september. Hans i forvejen begrænsede popularitet i hovedstaden tog et nyt dyk i marts 1812, da han af frygt for en ny fransk invasion indgik en alliance med Napoleon.

Nettet strammes om tyrannen

Østrigs alliance med Frankrig sluttede i februar 1813, da Metternich og kejser Frans trådte ind i den verserende strid mellem Rusland og Frankrig på russisk side. Krigen havde nået et vendepunkt i den anden halvdel af 1812, da Napoleon invaderede Rusland.

Napoleons hær rykkede hurtigt frem, men zarens styrker havde brændt alle marker og forråd af og til slut også stukket ild på Moskva, som franskmændene nåede frem til i oktober. Under sit tilbagetog mistede Napoleon størstedelen af sin hær til sult og kulde.

Drevet af bitterhed over Moskvas skæbne ønskede zar Aleksander 1. at se russiske soldater brænde Paris af, og han blev omgående sur over Metternichs stædige vane med altid at ville forhandle med Napoleon. Ikke desto mindre tog Metternich den diplomatiske ledelse, og i dannelsen af den sjette koalition mod Napoleon fik han alle ombord: Østrig, Preussen, Rusland, England og Sverige. Med seks bilaterale aftaler sikrede hans traktat alle deltagere militær bistand, hvis én af dem blev angrebet.

Mens krigen rasede, forhandlede Metternich løbende med Napoleon. I november 1813 tilbød han, at Napoleon kunne forblive kejser af Frankrig – på betingelse af, at riget vendte tilbage til en grænse bag Rhinen, Alperne og Pyrenæerne. Napoleon ventede med sit svar, for han satsede på at vinde krigen.

I starten af 1814 nærmede de allierede sig imidlertid Paris, og Napoleon takkede omsider ja til Metternichs tilbud, som i mellemtiden var skærpet: Nu skulle Frankrig helt tilbage til sine prærevolutionære grænser og afgive kontrol over både Nederlandene og de tyske stater vest for Rhinen.

Napoleon sydede af raseri, og tiden for forhandlinger løb ud. Koalitionen indtog Paris, og Napoleon blev taget til fange og sendt i eksil på middelhavsøen Elba.

Metternich dvælede ikke ved sejren, for der skulle ryddes op efter krigene og Frankrig bringes på fode igen. Uden franskmændene i alliancen ville Rusland blive for stærk en magt for Europa, vidste han. Metternich fik derfor en konge fra den gamle herskerslægt Bourbon anbragt på Frankrigs trone.

Dernæst indkaldte Metternich til en stort anlagt kongres i Wien, hvor alle Europas statsledere samledes i løbet af september 1814. Metternich var mest urolig for, at zar Aleksander 1. skulle skabe problemer.

“Han er det største barn på jorden”, noterede han.

Metternich skabte fred i Europa

Edderkoppen samler trådene

På Metternichs ordre var Wien blevet højglanspoleret – selv bordellerne – så byen strålede om kap med de fornemme delegerede. Herskere og diplomater fra stort set alle Europas stater forsamlede sig for første gang i historien til et fælles topmøde, og i spidsen for det enorme arrangement stod Metternich.

Under kongressen var Metternich selv allestedsnærværende. De vigtigste – og sommetider hemmelige – møder blev holdt i hans egen villa i Rennweg, andre og større møder i statsministeriet på Ballhausplatz.

Kongressen blev inddelt i forskellige arbejdsgrupper, og skænderier om, hvem der skulle bestemme hvad, brød ud fra start. Metternich måtte arbejde dag og nat, for konflikterne var mange.

Den østrigske udenrigsminister havde heldigvis en særlig evne til at få modstandere til at opfatte hinanden som samarbejdspartnere, og den evne var der konstant brug for. Med sin rolige og analytiske tilgang gjorde Metternich komplekse problemer overskuelige, og han fik parterne til at indse, at de havde flere muligheder at vælge imellem. Herved blev det muligt at opnå kompromiser – som oftest dem, Metternich anbefalede.

I Wiens elegante saloner og balsale førte han de rette personer sammen omgivet af cigarrøg, smukke kvinder og musik – for med de rette omgivelser og dyr champagne gik venskelige forhandlinger ofte lettere. Metternich havde desuden hyret en berømt ceremonimester fra Napoleons gamle hof, som iscenesatte overdådige fester med mimikere, luftballoner og ildhjul i byens natsorte paladshaver.

Men Metternich var ikke almægtig, og udmattet af forhandlinger med den russiske zar – som krævede hele Polen – mistede han i december selvkontrollen og skældte ham ud. Den krænkede zar Aleksander forlangte både en duel og Metternichs fyring.

Miseren blev det helt store samtaleemne i Wien, men kejser Frans nægtede hårdnakket at afskedige sin udenrigsminister. Omsider blev et kompromis om en deling af Polen vedtaget, men stemningen var anspændt, og nye problemer skulle løses – fx stod preusserne hårdt på, at de ville have hele Sachsen. I marts 1815 var forhandlingerne kørt fast, da meldingen om Napoleons flugt fra Elba indløb.

Som en edderkop i sit net slog Metternich lynhurtigt til. Han udnyttede truslen om Napoleons genkomst til at bringe monarkerne på samme side, feje uoverensstemmelser ind under gulvtæppet og overbevise alle om, at Europas fremtid afhang af deres enighed.

Manøvren virkede, og i de følgende måneder skabte Metternich kongressens ultimative mesterværk. Alle de enkelte beslutninger blev samlet i ét endeligt dokument: “Acte du Congrès de Vienne” – en traktat, der skulle sikre freden i Europa.

Da Metternich om aftenen den 9. juni 1815 stod med det underskrevne dokument i hånden, havde de øvrige deltagere i kongressen netop forladt Wien. Ni dage senere blev Napoleon endegyldigt besejret ved Waterloo.

Efter to årtier med konstant død og ødelæggelse havde Metternich skabt grundlaget for en varig fred i Europa. Hans traktat sikrede, at kun få blodige krige blev udkæmpet i Europa i 1800-tallet, og kontinents grænser forblev – i det store hele – stabile frem til 1. verdenskrigs udbrud.