George Washington nægtede at være konge

Dødsfald banede vejen for George Washington

George Washington nedstammede fra en slægt af plantageejere, der havde levet i Virginia siden 1690’erne. Han blev født i februar 1732, og i en koloni uden adel var hans slægt så tæt på det blå blod, man kunne komme.

Blot 11 år gammel mistede George sin far, og familiens vaklende økonomi udelukkede, at han fik en boglig uddannelse. I stedet skaffede hans elskede storebror Lawrence ham en plads som kadet i Storbritanniens flåde.

Men før drengen kunne stå til søs, blev karriereplanen dog stoppet af et moderligt veto. Hendes begrundelse lød, at britiske officerer foragtede folk fra kolonierne. I stedet blev George oplært som landmåler.

Som 20-årig mistede han også sin bror Lawrence. George havde nu lidt to smertelige tab, men dødsfaldene skulle få afgørende betydning for det enestående livsforløb, der fulgte.

George Washington arvede plantagen Mount Vernon, hvilket gjorde ham til en betydningsfuld jordejer.

Samtidig blev han Washington-familiens overhoved, og dermed var han ikke længere underlagt normerne for, hvordan en ung Virginia-gentleman burde opføre sig.

Ifølge de uskrevne regler skulle ungdommen holde sig i baggrunden, mens erfarne herrer traf de vigtige beslutninger. Men George Washingtons nye status betød, at han frit kunne jagte velstand og ære.

Den unge mand besluttede sig for at ville være major i Virginias milits. Han havde ganske vist ingen militær-erfaring, men broren Lawrence sad på posten indtil sin død, og det var et gyldigt argument i 1700-tallets Amerika.

Lobby-arbejde klarede resten.

Den unge mand fik majorposten, og han havde knap bestilt sin første uniform hos skrædderen, da franske tropper rykkede ind i Ohio-dalen.

George Washington ville være britisk

Kampen mod franskmændene i Nordamerika blev afgørende for George Washingtons liv: Han mødte den britiske hær og følte sig ringeagtet – blot fordi han var kolonist. Og han opdagede ved selvsyn, at briternes hær kunne besejres.

Washington var tilbage fra sin første kamp mod franskmændene, da 1.400 professionelle britiske soldater forberedte sig på at marchere ind i Ohios vildnis i sommeren 1755.

De blev anført af den nyankomne general Braddock, der ville have Washington med som vejviser.

En del overtalelse viste sig dog nødvendig, før amerikaneren lod sig rekruttere. Han havde nemlig opdaget, at han som oberstløjtnant i militsen havde lavere rang end selv den ringeste løjtnant i hæren.

Braddock tilbød en midlertid rang som britisk kaptajn, men det var ikke nok for den ærekære Washington.

Til sidst accepterede amatør-officeren at tage med som personlig rådgiver for generalen, hvilket placerede ham helt uden for den militære kommandorække.

Franskmændene i Ohio vidste, at Braddocks hær var på vej, og de var for få til at vinde et slag på åben mark.

I stedet havde 250 franske soldater og 600 indianere lagt sig i baghold. Krigs­hylene gjaldede pludselig i den tætte skov omkring briternes kolonne.

“Den frygtelige lyd vil plage mig til den dag, jeg dør”, fortalte en overlevende bagefter. Så begyndte musketskuddene, som fældede britiske soldater i hobevis.

Braddock ville besvare ilden, men hans mænd havde ingen mål at sigte efter, for de franske skytter og indianerne dækkede sig bag træerne.

Britiske soldater var trænede til kamp i slagformationer, men anede ikke, hvad de skulle stille op mod fjendens taktik i skoven.

Officererne forsøgte at presse deres tropper fremad, men blev fældet af velrettede skud, og snart begyndte flugten bagud.

“De engelske soldaters krysteragtige adfærd dømte dem, der var parate til at gøre deres pligt, til den visse død”, skrev Washington i sin rapport efter kampen.

Braddock blev fældet af en kugle i brystet, og da resten af generalens stab allerede var sårede, måtte den 23-årige Washington lede tilbagetoget.

Til hest og med en dengang usædvanlig højde på 1,83 m var amerikaneren et indbydende mål for fjendens skytter. Fire musketkugler passerede gennem hans jakke, og to heste sank sammen under ham, uden at han selv blev ramt.

“Intet andet end forsynets beskyttende hånd frelste ham fra den skæbne, der ramte alle omkring ham”, skrev et vidne senere.

Et enestående held fulgte Washington gennem hele hans karriere, og selvom han næsten altid var blandt sine forreste tropper, blev han aldrig såret.

Washington reddede en tredjedel af Braddocks hær ud af dødsfælden, og som den eneste officer slap han fra katastrofen med et styrket ry.

Kolonisterne ville tages med på råd

Krigen fortsatte år efter år, men Washington spillede kun en lille rolle. Han nægtede fortsat at stille sig under britiske officerer af lavere rang, mens hærens generaler afviste at lade en utrænet og uerfaren ung mand indtage en høj post, hvor modig han end var.

I 1763 ebbede kampene omsider ud, og Frankrig måtte opgive alle sine kolonier i Nordamerika. Washington vendte tilbage til sit liv som plantageejer, og han havde store planer, der krævede penge.

Derfor giftede han sig med den rige enke Martha Dandridge, der allerede havde to børn fra et tidligere ægteskab. Med hendes formue kunne Washington opkøbe marker og slaver, og i løbet af få år blev han den største jordejer i kolonien Virginia.

Washington havde for længst opgivet sin drøm om en karriere i kongens hær. Men han regnede sig fortsat som en britisk gentleman, og det nagede ham, når han ikke følte sig anerkendt som jævnbyrdig af embedsmænd fra London.

Derfor rejste Washington i 1774 til Philadelphia, hvor udsendinge fra alle 13 kolonier i Amerika ville aftale en fælles kurs over for moderlandet.

Mange af Nordamerikas skarpeste hjerner og største talere var til stede, og i denne forsamling var Washington med sin svage uddannelse en biperson.

Alligevel gjorde Virginia-godsejeren indtryk med sin højde, sin urokkelige ro og sine enkle, men selvsikre ord. Han talte på alles vegne, da han udelukkede enhver tanke om løsrivelse.

“Jeg er helt overbevist om, at intet af den art ønskes af noget tænkende menneske i hele Nordamerika”, sagde den 42 år gamle Washington, da han indtog talerstolen.

Men regeringen i London måtte give amerikanerne samme rettigheder som alle andre briter – bl.a. pladser i parlamentet.

George Washington trak i uniform

Begivenhederne i Nordamerika var ved at løbe løbsk. Krav fra den britiske guvernør blev mødt af modkrav fra kolonisterne, og imens begyndte de mest kongetro at sælge deres ejendomme for at flytte til Storbritannien.

Nogle af dem var Washingtons nære venner, men selv følte han kun tiltagende vrede.

En del af utilfredsheden skyldtes, at han personligt stod til at blive ramt på pengepungen.

Den britiske guvernør i Amerika mente, at nogle af Wa­shing­tons jordtransaktioner var sket på ukorrekt vis, og derfor skulle de annulleres. Han ville miste et areal på 93 km².

Midt i denne sag indtraf den begivenhed, der forvandlede Virginia-kolonisten og mange andre fra britisk gentleman til amerikansk oprører.

Nordpå i Boston forsøgte soldater at tage våbnene fra lokale militsfolk, og mere end 100 omkom under det blodige opgør, der fulgte.

En krig kunne ikke længere afværges, og Washington iførte sig sin uniform for at slutte sig til oprøret.

Mens bevæbnede amerikanere drog mod Boston, hvor briterne barrikaderede sig, mødtes de førende patrioter for at udpege en øverstbefalende.

Valget faldt hurtigt på Washington, selvom andre kandidater kunne tilbyde mere militær erfaring. Den spydige John Adams, der siden skulle blive Washingtons vice-præsident, fremførte adskillige årsager til valget af den nye hærs chef:

“Han havde et kønt ansigt, en høj skikkelse, en elegant fremtoning og graciøse bevægelser”. Washington besad desuden selvkontrol og evnen til at tie stille, men først og fremmest var han fra Virginia.

Indtil videre foregik alle kampene nordpå, og oprørerne ville sikre sig hjælp fra Sydstaterne ved at sætte deres kandidat i spidsen for tropperne, der skulle slå Storbritannien.

Amatører stod over for professionelle

Washington stod over for en næsten umulig opgave, da han tog kommandoen uden for Boston. Han skulle smede en hær af civilister anført af ærekære, men uerfarne officerer, og hæren manglede alt.

Kanonerne var få, gamle og i vidt forskellige størrelser. Soldaterne havde ingen bajonetter, så nærkamp var udelukket, og de manglede krudt.

Heldigvis for Washington var Boston umulig at forsvare, og briterne sejlede bort fra byen efter en 10 måneder lang belejring. Men i sommeren 1776 dukkede en stor invasionsflåde op og landsatte tropper uden for New York.

Washington samlede 10.000 mand på Brooklyn-højderne, hvor de skulle stoppe fjendens fremrykning mod den vigtige storby.

Han opmuntrede tropperne til at vise mod, truede med at skyde kujoner ned på stedet og slyngede om sig med forvirrende ordrer. Intet havde forberedt ham på at anføre så stor en styrke i kamp.

Forsvarslinjen på højdedragene blev da også så lang og hullet, at tusindvis af briter kunne snige sig igennem en mørk nat, uden at de blev opdaget.

Næste morgen blev amerikanske stillinger angrebet bagfra, og mere end 1.000 soldater måtte overgive sig.

“Generelt blev vores generaler udmanøvreret”, kommenterede John Adams giftigt. For Washington var målet ikke længere at forsvare New York, men at redde resten af sin hær fra udslettelse.

Den opgave løste han til gengæld perfekt. Mens briterne gjorde klar til at storme de sidste amerikanske stillinger, trak Washington uset sin hær tilbage og færgede den over floden East River uden at miste en eneste mand.

“Vi bør til enhver tid undgå større slag eller at tage chancer”, skrev han til politikerne efter flugtaktionen.

Hans ord var udtryk for en forbigående pessimisme, og i 1777 stillede han to gange sin hær op for at prøve kræfter med fjenden – blot for at lide to ydmygende nederlag.

Herefter affandt Washington sig med, at han, hans soldater og hans officerer ikke kunne måle sig med Storbritanniens veltrænede styrker.

Han så det nu som sin vigtigste opgave blot at bevare hæren intakt. Strategien var ikke populær blandt politikerne, og nogle lyttede til intrigante generaler, der ønskede at overtage posten som øverstbefalende.

“Jeg kan forsikre disse herrer om, at det er meget nemmere at fremføre kritik i et behageligt værelse med en lun pejs end at holde stillinger på en kold, trist bakketop og sove i frost og sne”, skrev Washington fornærmet.

Som regel var hans taktik over for modstandere dog ophøjet værdighed, og det var kun i sjældne øjeblikke, at et iltert temperament fik lov at trænge igennem til overfladen.

Washingtons selvkontrol, høflighed og selvtillid var årsag til, at han aldrig blev udskiftet. Ingen anden kunne holde sammen på en hær, der mere var bevæbnede civilister end ægte soldater.

Frankrig gennemtvang en afgørelse

Krigen trak i langdrag, og ingen af de to parter havde kræfter til at vinde. I stedet kom den afgørende faktor udefra i form af hjælp fra Frankrig, Storbritanniens evige rival, som sendte tusindvis af veltrænede tropper til Nordamerika.

Washington var stadig formelt chef, men i praksis styrede den franske grev Jean-Baptiste Rochambeau nu strategien. Og amerikaneren kunne intet stille op, for de franske tropper var uundværlige.

Det var greven, der i 1781 forlangte, at tropperne skulle marchere sydpå ned i Virginia, hvor krigens afgørende kamp stod.

9.000 britiske soldater blev afskåret ved byen Yorktown, og efter få dages bombardement måtte de alle kapitulere. Efter dette sviende nederlag stod det klart, at Storbritannien havde tabt krigen.

To år lange forhandlinger fulgte, inden en fredsaftale omsider blev underskrevet, og amerikanernes selvstændighed var en realitet.

Sejren gjorde den i forvejen magtfulde Washington til nationens helt. Snart stod han ved en skillevej, hvor han skulle afgøre, hvordan han ville bruge sin særlige status.

Med freden blev det tid til at afvikle hærens sejrrige tropper. Soldaterne havde masser af penge til gode, men kassen var tom, og Kongressen overvejede at annullere al sin gæld.

Det fik officerer til at gå sammen om en skrivelse, der i truende vendinger forlangte hver eneste dollar udbetalt.

Trofaste tilhængere af Washington opfordrede ham til at sætte sig i spidsen for de utilfredse. Han skulle bruge truslen om et militærkup til at presse indrømmelser ud af politikerne.

“Hæren er et farligt instrument at lege med”, lød Washingtons svar. Han agtede ikke at ophøje sig selv til diktator, og under et møde med hærens officerer talte han i klare vendinger.

“Jeg beder jer, mine herrer, om ikke at foretage jer handlinger, som vil formindske den ære og besudle den hæder, I hidtil har opnået”, sagde Washington til de forsamlede mænd. “Jeg opfordrer jer til at have fuld tillid til Kongressens hæderlige intentioner”.

Gennem hele sit liv havde Wa­shing­ton vist, at han var en mand med store ambitioner og vilje til at lede andre. Men over for de sammensvorne officerer trådte han frem som en urokkelig demokrat.

I hans verdensbillede var det æreløst at tage magten fra de ledere, som folket havde valgt til at repræsentere sig.

George Washington takkede af

Washingtons krig var forbi, og en ny fase i hans liv kunne begynde. I London spurgte kongen sine rådgivere, om den amerikanske oprørsgeneral nu ville være hærchef eller statsoverhoved.

Svaret lød, at Washington agtede at trække sig tilbage og leve et privat liv på sin plantage.

“Hvis han gør det, vil han være den største mand i verden”, udbrød kong

George 3. forbløffet. I december 1783 mødte Washington op i Kongressen for at tage sin afsked.

“Da jeg nu har afsluttet min opgave, trækker jeg mig tilbage fra begivenhedernes centrum”, meddelte han, mens følelserne fik hans hænder til at ryste. “Og jeg byder et varmt farvel til denne ophøjede forsamling, under hvis ordrer jeg så længe har handlet. Jeg fratræder hermed min post og forlader offentlighedens tjeneste”.

Et stormende bifald fulgte, og tårerne fik frit løb. Washington kunne have haft mere magt end nogen anden i den nye nation, men gav den frivilligt fra sig.

Washington begav sig hjem ad landevejen til Virginia og plantagen Mount Vernon. Nationen var dog ikke færdig med eks-generalen, hvilket formentlig talte til hans forfængelighed.

Først blev Washington formand for den forsamling, der udformede USA’s forfatning. Og derpå påtog han sig i 1789 at blive landets første præsident.

George Washington afskyede politik

Det var op til Washington selv at fylde indhold i sin nye post, og han kunne ikke efterligne andre lande, for USA var et politisk eksperiment.

I mangel af andre forbilleder besluttede han at optræde som kongen i Storbritannien, der var en kransekage-figur, mens professionelle politikere gjorde arbejdet.

Derfor fandt han det passende at blive tiltalt “Deres Stormægtighed”.

Som statsleder indtog Washington en ophøjet, men mest ceremoniel rolle. Selvom forfatningen gav ham ret til at nedlægge veto mod love, brugte han kun privilegiet to gange.

Først mod en lov, der skulle give flere pladser i Kongressen til USA’s nordlige delstater, og dernæst mod nedskæringer i hæren.

Uden styring fra præsidenten måtte hans ministre selv fastlægge regeringens politik, og dybe uenigheder kom op til overfladen.

Finansministeren og udenrigsministeren kæmpede om lederskabet og om, hvorvidt USA skulle have en stærk eller svag forbundsregering.

Modsætningsforholdet mellem de to udviklede sig til USA’s første politiske partier, hvilket frustrerede præsidenten dybt.

Washington havde et ideal om, at landets ledere skulle tale sig frem til løsninger og derpå stå sammen om at gennemføre dem. Partipolitik var et onde, som efter otte år fik ham til at forlade præsident­posten med en vis bitterhed.

“Partipolitikkens mange og hyppige skader er store nok til, at det er kloge mænds pligt at tøjle den”.

To år senere døde George Washington. Han havde levet sit liv for æren. Og til amerikanernes held regnede deres elskede frihedshelt det for en æressag at værne om demokratiet i den nyfødte nation.