Forud for præsidentvalget i USA i 1944 havde Det Demokratiske Parti en klar besked til præsident Franklin D. Roosevelt: Han skulle skille sig af med sin hidtidige, venstreorienterede vicepræsident og i stedet tage det moderate senatsmedlem Harry S. Truman.
60-årige Truman var søn af en farmer i Midtvesten og havde forsøgt sig i flere jobs, før han gik ind i politik. Men blot tre måneder inde i sin fjerde embedsperiode døde Roosevelt af en hjerneblødning – og så blev Truman pludselig USA’s 33. præsident.
2. verdenskrig var endnu ikke slut, og det var Trumans svære valg at smide atombomber over Japan. Efter krigen påtog han sig ansvaret for at bygge Europa op igen samt grundlægge FN og NATO.
Få amerikanske præsidenter har truffet så vidtrækkende beslutninger som Truman, men han veg ikke tilbage for efterkrigstidens problemer. På hans skrivebord stod et skilt med beskeden: “The Buck Stops Here!”.
Atombomben: Trumans sværeste beslutning
Som vicepræsident var Truman ikke blevet orienteret om det enorme forskningsprogram, der under navnet “Manhattan-projektet” var ved at udvikle atombomben. Først efter tiltrædelsen i april 1945 blev han indviet i hemmeligheden.
Måneden efter kapitulerede tyskerne, men i Østen kæmpede Japan stædigt videre – selvom krigen var tabt. Her kunne atombomben muligvis indsættes.
Under de allieredes topmøde i juli i den tyske by Potsdam antydede Truman over for Josef Stalin, at USA ville tage et helt nyt, ødelæggende våben i brug mod japanerne.
Stalin lyttede uden tegn på overraskelse. Via sine spioner vidste han allerede mere om USA’s atomvåbenprogram end præsidenten.
I august var det op til Truman at beslutte, om bomben skulle kastes: “Jeg vil ikke gøre det, medmindre det er ubetinget nødvendigt”, skrev han. “Jeg ved, at i krig er Japan en forfærdelig ond og uciviliseret nation, men jeg kan ikke bringe mig selv til at tro, at bare fordi de er bæster, skal vi opføre os som bæster”.
Præsidenten sad med flere andre muligheder: At fortsætte krigen med konventionelle midler og gå i land på de japanske øer – en langt større og blodigere operation end D-dag – eller at demonstrere atombombens ødelæggende virkning på en ubeboet ø.
Truman valgte at kaste den over en større japansk by. Den første bombe ramte byen Hiroshima, hvor 80.000 døde omgående – uden at Japan overgav sig.
“Når du har at gøre med et bæst, må du behandle ham som et bæst”, bemærkede Truman og gav ordre til at kaste en bombe over Nagasaki. Næste by på listen ville være Tokyo, meddelte han. Endelig overgav Japan sig.
Jerntæppet – Truman gav Churchill ordet
Ordene om, at “et jerntæppe har sænket sig tværs gennem Europa”, blev udtalt af Winston Churchill i 1946 – men det var Truman, der rakte ham megafonen, så han blev hørt.
Truman havde inviteret Churchill til USA for at lade briternes – på dette tidspunkt forhenværende premierminister – tale om den nye verdensorden.
Under sin forelæsning på universitetet i Fulton, Missouri, brugte Churchill ordet “Jerntæppe”, der gjorde frontlinjen mellem de to samfundssystemer helt konkret.
Men Jerntæppet var mere end en symbolsk skillelinje – det var en 7.000 km lang og helt håndgribelig grænse, der delte Tyskland og strakte sig ned gennem Europa.
På den østlige side af Jerntæppet blev der rullet pigtråd ud, bygget vagttårne, og bevæbnede soldater skød på alle, der prøvede at slippe væk.
Churchill var lykkelig for mødet med Truman. “Min kære Harry. Jeg kan ikke lade være med at beundre, hvad du har gjort for verdensfreden og friheden siden vort møde på Fulton”, skrev han i et brev til præsidenten.
Truman godkendte Marshall-planen
Den krigshærgede verdensdel havde svært ved at komme på fode igen, og ingen havde råd til at købe amerikanske varer. Løsningen var at pumpe penge ind i de europæiske lande.
Under 2. verdenskrig havde general George Marshall organiseret den amerikanske krigsindsats – da freden endelig kom, gjorde Truman ham til udenrigsminister.
Under sine rejser til Europa blev Marshall bestyrtet over ødelæggelserne, sulten og manglen på fremtidsudsigter i verdensdelen.
Industriproduktionen var faldet stærkt, og landbruget kunne ikke brødføde befolkningerne.
Derfor foreslog Marshall et omfattende hjælpeprogram, der på samme tid skulle få Europa på fode igen og give amerikansk industri nye civile opgaver nu, hvor krigen var slut.
Truman accepterede – selvom planen beslaglagde ca. 10 pct. af USA’s statsbudget i perioden 1948-53: I alt 13 mia. dollars, hvoraf Danmark modtog 276 mio. dollars – i vore dages mønt svarende til mere end 50 mia. kr.
Pengene blev brugt til import af vigtige varer som foderstoffer til landbruget og ny, tidsvarende teknologi til industrien, så dansk økonomi fik et afgørende skub til at rejse sig.
Marshalls plan gik op: Landene i Vesteuropa kom på fode igen, så de kunne handle med hinanden og dermed blive bundet tættere sammen.
De østeuropæiske lande fik også tilbuddet, men de måtte sige nej, for Moskva ville ikke risikere at miste grebet om Østeuropa.
Truman indsatte luftbro mod Stalins blokade
Den første farlige konfrontation mellem Øst og Vest kom i 1948, da Sovjetunionen lukkede Vestberlin inde. Truman reddede byen.
Den 24. juni 1948 indledte Stalin en blokade af Vestberlin, så storbyen midt i den sovjetiske besættelseszone ikke længere kunne få forsyninger med tog og lastbiler.
Stalins mål var at sulte Vestberlin, indtil indbyggerne sluttede sig til det sovjetisk kontrollerede Østberlin, men så let skulle han ikke få fingre i byen.
Trumans modsvar kom prompte: Efter blot to dage havde han arrangeret en luftbro til at forsyne de 2,2 mio. indbyggere. Opgaven krævede en sværm af amerikanske, britiske og franske fly. 200.000 ture blev det til.
Da trafikken var på sit højeste, landede et fly i Berlin hvert halve minut. Sovjet turde ikke standse luftbroen af frygt for en åben konflikt, og den 30. september 1949 gav Stalin omsider op: Blokaden blev hævet.
Trumans luftbro havde reddet byen med i alt 486.891 tons fødevarer og 1,44 mio. tons kul til varme og el.
Truman ønskede ligestilling
Under 2. verdenskrig tjente 125.000 sorte soldater i den amerikanske hær. De havde kæmpet i særlige sorte enheder – og havde fx ikke adgang til den samme hospitalsbehandling som hvide soldater.
Da de sorte veteraner kom hjem fra krigen, fortsatte racismen. Derfor tog Truman fat på at indføre ligestilling. Han begyndte med at ophæve raceadskillelsen i hæren. Det skete den 26. juli 1948 med præsidentielt dekret nr. 9981.
Allerede to år før havde han nedsat en kommission, der skulle undersøge de sorte amerikaneres borgerrettigheder og se på, hvordan de kunne styrkes.
Det var de bestræbelser, præsidenterne Kennedy og Johnson byggede videre på næsten 20 år senere.
Nato: Musketer-eden mod Sovjet
I marts 1948 indledte USA og Canada møder med 10 vesteuropæiske nationer i Pentagon-bygningen. Møderne førte til grundlæggelsen af Atlantpagten – det senere NATO.
Ud over USA og Canada var det Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal og Storbritannien.
Formålet var og er at beskytte frihed og stabilitet i alliancens lande. Vesttyskland kom med i 1955.
Alliancen bygger på en såkaldt musketer-ed: Hvis en fremmed magt angriber et land, vil det blive forsvaret af samtlige NATO-lande.
Truman skabte to Kinaer
Før den kinesiske borgerkrig mellem nationalist-lederen Chiang Kai-shek og kommunisterne under Mao Zedong var afgjort, anerkendte USA i 1940’erne nationalisterne som Kinas legitime regering.
Men efter 2. verdenskrig blev Chiang Kai-shek trængt ud på øen Taiwan, mens kommunisterne underlagde sig Fastlands-kina.
Med erfaringerne fra Korea erklærede Truman i juni 1950, at det var i USA’s interesse, at strædet mellem Taiwan og fastlandet var neutralt.
Derefter blev den 7. amerikanske flåde beordret til Taiwanstrædet for at forhindre et kinesisk angreb på Taiwan.
Herved kom Truman til at garantere øens uafhængighed, mens Kina nu i 70 år har insisteret på, at Taiwan er en kinesisk provins.