Forud for præsidentvalget i USA i 1944 havde Det Demokratiske Parti en klar besked til præsident Franklin D. Roosevelt: Han skulle skille sig af med sin hidtidige, venstreorienterede vicepræsident og i stedet tage det moderate senatsmedlem Harry S Truman.
På skrivebordet i Det Ovale Værelse stillede han et skilt, som forpligtede: “The Buck Stops Here” – ansvaret er mit.
60-årige Truman var søn af en farmer i Midtvesten og havde forsøgt sig i flere jobs, før han gik ind i politik. Men blot tre måneder inde i sin fjerde embedsperiode døde Roosevelt af en hjerneblødning – og så blev Truman pludselig USA’s 33. præsident.
2. verdenskrig var endnu ikke slut, og det var Trumans svære valg at smide atombomber over Japan. Efter krigen påtog han sig ansvaret for at bygge Europa op igen samt grundlægge FN og NATO.
Få amerikanske præsidenter har truffet så vidtrækkende beslutninger som Truman, men han veg ikke tilbage for efterkrigstidens problemer. På hans skrivebord stod et skilt med beskeden: “The Buck Stops Here!”.
I månederne efter sin tiltræden som præsident kunne Harry S Truman afslutte 2. verdenskrig.
Nazismen skulle fjernes fra Tyskland
I slutningen af juli 1945 mødtes 2. verdenskrigs sejrherrer til konference i Potsdam i Tyskland. Stalin deltog for Sovjet, Churchill for Storbritannien, og Truman for USA.
På slottet Cecilienhof aftalte parterne retningslinjerne for besættelsen af Tyskland. Først og fremmest skulle befolkningen afnazificeres og den tyske stat demokratiseres og decentraliseres.
Som kompensation for krigens ødelæggelser fik Stalin lov til at afmontere østtyske fabriksanlæg, så de kunne bruges til at genopbygge Sovjet.
Endnu rasede krigen i Østen, og topmødet formulerede en advarsel til Japan om, at landet enten skulle overgive sig eller imødese sin ødelæggelse.
Atombomben: Trumans sværeste beslutning
Som vicepræsident var Truman ikke blevet orienteret om det enorme forskningsprogram, der under navnet “Manhattan-projektet” var ved at udvikle atombomben. Først efter tiltrædelsen i april 1945 blev han indviet i hemmeligheden.
Måneden efter kapitulerede tyskerne, men i Østen kæmpede Japan stædigt videre – selvom krigen var tabt. Her kunne atombomben muligvis indsættes.
Under de allieredes topmøde i juli i den tyske by Potsdam antydede Truman over for Josef Stalin, at USA ville tage et helt nyt, ødelæggende våben i brug mod japanerne.
Stalin lyttede uden tegn på overraskelse. Via sine spioner vidste han allerede mere om USA’s atomvåbenprogram end præsidenten.
I august var det op til Truman at beslutte, om bomben skulle kastes: “Jeg vil ikke gøre det, medmindre det er ubetinget nødvendigt”, skrev han. “Jeg ved, at i krig er Japan en forfærdelig ond og uciviliseret nation, men jeg kan ikke bringe mig selv til at tro, at bare fordi de er bæster, skal vi opføre os som bæster”.
“Little Boy” ramte Hiroshima den 6. august 1945.
Præsidenten sad med flere andre muligheder: At fortsætte krigen med konventionelle midler og gå i land på de japanske øer – en langt større og blodigere operation end D-dag – eller at demonstrere atombombens ødelæggende virkning på en ubeboet ø.
Truman valgte at kaste den over en større japansk by. Den første bombe ramte byen Hiroshima, hvor 80.000 døde omgående – uden at Japan overgav sig.
“Når du har at gøre med et bæst, må du behandle ham som et bæst”, bemærkede Truman og gav ordre til at kaste en bombe over Nagasaki. Næste by på listen ville være Tokyo, meddelte han. Endelig overgav Japan sig.
FN-pagt underskrevet med en kuglepen
Idéen om et internationalt forum, der kunne løse alverdens konflikter, opstod allerede under 1. verdenskrig.
Men Folkeforbundet blev ingen succes, fordi USA ikke ville være med – og fordi forsamlingen ikke havde mulighed for at indføre sanktioner mod lande, der brød freden.
Under 2. verdenskrig var den daværende præsident Franklin D. Roosevelt en af bannerførerne for en ny verdensorganisation. Det forberedende arbejde var langt fremskredet, da Roosevelt pludselig døde.
Derfor var det Truman, der afsluttede forhandlingerne om “De Forenede Nationers Pagt” på USA’s vegne.
“Hvis vi forsøger at bruge den egoistisk – til fordel for en enkelt nation eller en lille gruppe af nationer – er vi lige skyldige i forræderi”, manede han i en tale til organisationens grundlæggere.
Pagten trådte i kraft den 24. oktober 1945 og indeholdt et primært mål om at opretholde freden samt skabe respekt for menneskerettighederne.
Grundlæggelsesceremonien gennemførte Truman helt uden bombastiske fagter – og typisk for ham benyttede han en almindelig kuglepen til 10 cent, da han skrev under. Den ceremonielle fyldepen, der var lagt frem, lod han ligge.
Jerntæppet – Truman gav Churchill ordet
Ordene om, at “et jerntæppe har sænket sig tværs gennem Europa”, blev udtalt af Winston Churchill i 1946 – men det var Truman, der rakte ham megafonen, så han blev hørt.
Truman havde inviteret Churchill til USA for at lade briternes – på dette tidspunkt forhenværende premierminister – tale om den nye verdensorden.
Året før talen i Fulton havde Churchill tabt valget i Storbritannien.
Under sin forelæsning på universitetet i Fulton, Missouri, brugte Churchill ordet “Jerntæppe”, der gjorde frontlinjen mellem de to samfundssystemer helt konkret.
Men Jerntæppet var mere end en symbolsk skillelinje – det var en 7.000 km lang og helt håndgribelig grænse, der delte Tyskland og strakte sig ned gennem Europa.
På den østlige side af Jerntæppet blev der rullet pigtråd ud, bygget vagttårne, og bevæbnede soldater skød på alle, der prøvede at slippe væk.
Churchill var lykkelig for mødet med Truman. “Min kære Harry. Jeg kan ikke lade være med at beundre, hvad du har gjort for verdensfreden og friheden siden vort møde på Fulton”, skrev han i et brev til præsidenten.
USA skulle stoppe Sovjets ekspansion med økonomiske, politiske og militære midler, mente Truman.
Inddæmning af kommunisterne
Amerikanerne så med den største misbilligelse på, at Østeuropa efter 2. verdenskrig blev forvandlet til kommunistiske lydstater styret af Moskva.
I det mindste skulle kommunismen bremses i de lande, som Stalin endnu ikke havde underlagt sig, mente Truman. Denne holdning affødte et nyt dogme i amerikansk udenrigspolitik.
Under en tale til Kongressen den 12. marts 1947 fastslog Truman nødvendigheden af – endda med militær magt – at gribe ind, hvis et land var i fare for at komme under sovjetisk kontrol.
Talen var også henvendt til det amerikanske folk og til resten af verden. Den såkaldte Truman-doktrin var et brud med den lyst til at trække sig ud af verdenspolitikken, som herskede i USA efter krigen.
Nye traktorer fra USA blev losset i Europas havne og kørte direkte ud til markarbejdet.
Truman godkendte Marshall-planen
Den krigshærgede verdensdel havde svært ved at komme på fode igen, og ingen havde råd til at købe amerikanske varer. Løsningen var at pumpe penge ind i de europæiske lande.
Under 2. verdenskrig havde general George Marshall organiseret den amerikanske krigsindsats – da freden endelig kom, gjorde Truman ham til udenrigsminister.
Under sine rejser til Europa blev Marshall bestyrtet over ødelæggelserne, sulten og manglen på fremtidsudsigter i verdensdelen.
Industriproduktionen var faldet stærkt, og landbruget kunne ikke brødføde befolkningerne.
Derfor foreslog Marshall et omfattende hjælpeprogram, der på samme tid skulle få Europa på fode igen og give amerikansk industri nye civile opgaver nu, hvor krigen var slut.
Truman accepterede – selvom planen beslaglagde ca. 10 pct. af USA’s statsbudget i perioden 1948-53: I alt 13 mia. dollars, hvoraf Danmark modtog 276 mio. dollars – i vore dages mønt svarende til mere end 50 mia. kr.
Pengene blev brugt til import af vigtige varer som foderstoffer til landbruget og ny, tidsvarende teknologi til industrien, så dansk økonomi fik et afgørende skub til at rejse sig.
Marshalls plan gik op: Landene i Vesteuropa kom på fode igen, så de kunne handle med hinanden og dermed blive bundet tættere sammen.
De østeuropæiske lande fik også tilbuddet, men de måtte sige nej, for Moskva ville ikke risikere at miste grebet om Østeuropa.
Milliarder af dollars
Marshall-planen pumpede penge til Europa, så landene kunne købe reservedele og fødevarer i USA – og komme på fode igen.
Tyskland
skulle efter den tabte verdenskrig integreres i Europa. Landet fik i alt 1,4 mia. – ca. 10 pct. af den samlede Marshall-hjælp. De største modtagerlande var Storbritannien og Frankrig med hhv. 3,44 mia. og 2,8 mia. dollars.
Danmark
var sluppet forholdsvis let gennem verdenskrigen, alligevel modtog vi 276 mio. dollars i amerikansk støtte i årene 1948-1953.
Finland
førte efter krigen en strengt neutral udenrigspolitik, og for ikke at provokere Stalin afstod finnerne fra Marshall-hjælpen.
Byens børn stimlede sammen ved lufthavnene, for piloterne smed gerne slik ned. Derfor fik flyene navnet “rosin-bombere”.
Truman indsatte luftbro mod Stalins blokade
Den første farlige konfrontation mellem Øst og Vest kom i 1948, da Sovjetunionen lukkede Vestberlin inde. Truman reddede byen.
Den 24. juni 1948 indledte Stalin en blokade af Vestberlin, så storbyen midt i den sovjetiske besættelseszone ikke længere kunne få forsyninger med tog og lastbiler.
Stalins mål var at sulte Vestberlin, indtil indbyggerne sluttede sig til det sovjetisk kontrollerede Østberlin, men så let skulle han ikke få fingre i byen.
Trumans modsvar kom prompte: Efter blot to dage havde han arrangeret en luftbro til at forsyne de 2,2 mio. indbyggere. Opgaven krævede en sværm af amerikanske, britiske og franske fly. 200.000 ture blev det til.
Da trafikken var på sit højeste, landede et fly i Berlin hvert halve minut. Sovjet turde ikke standse luftbroen af frygt for en åben konflikt, og den 30. september 1949 gav Stalin omsider op: Blokaden blev hævet.
Trumans luftbro havde reddet byen med i alt 486.891 tons fødevarer og 1,44 mio. tons kul til varme og el.
Truman ønskede ligestilling
Under 2. verdenskrig tjente 125.000 sorte soldater i den amerikanske hær. De havde kæmpet i særlige sorte enheder – og havde fx ikke adgang til den samme hospitalsbehandling som hvide soldater.
Da de sorte veteraner kom hjem fra krigen, fortsatte racismen. Derfor tog Truman fat på at indføre ligestilling. Han begyndte med at ophæve raceadskillelsen i hæren. Det skete den 26. juli 1948 med præsidentielt dekret nr. 9981.
Allerede to år før havde han nedsat en kommission, der skulle undersøge de sorte amerikaneres borgerrettigheder og se på, hvordan de kunne styrkes.
Det var de bestræbelser, præsidenterne Kennedy og Johnson byggede videre på næsten 20 år senere.
Gandhi forsøgte at vise sammenhold, men den pakistanske leder, Muhammad Ali Jinnah, ville ikke være med.
Anerkendelse gav nye stater sikkerhed
Den store indiske frihedshelt Gandhi forsøgte at forhindre, at Indien efter sin uafhængighed blev delt i to stater – en hinduistisk og en muslimsk.
Men muslimerne stod fast, og dagen før Indiens officielle selvstændighed den 15. august 1947 rev pakistanerne sig løs af Storbritannien.
Som en af de første sendte Truman sine lykønskninger til pakistanernes leder og sørgede for, at ingen kunne sætte spørgsmålstegn ved Pakistans status som en suveræn nation.
På samme måde gratulerede Truman staten Israel i 1948. Telegrammet skulle fortælle de arabiske naboer, at USA stod bag den nye stat.
For Danmark underskrev ambassadør Henrik Kauffmann (2. tv.).
Nato: Musketer-eden mod Sovjet
I marts 1948 indledte USA og Canada møder med 10 vesteuropæiske nationer i Pentagon-bygningen. Møderne førte til grundlæggelsen af Atlantpagten – det senere NATO.
Ud over USA og Canada var det Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal og Storbritannien.
Formålet var og er at beskytte frihed og stabilitet i alliancens lande. Vesttyskland kom med i 1955.
Alliancen bygger på en såkaldt musketer-ed: Hvis en fremmed magt angriber et land, vil det blive forsvaret af samtlige NATO-lande.
Nordkorea nåede at besætte næsten hele Sydkorea, før USA vendte krigen.
Uafgjort på Korea-halvøen
Da det kommunistiske Nordkorea i 1950 forsøgte at underlægge sig Sydkorea, blev det nyetablerede De Forenede Nationer (FN) sat på sin første alvorlige prøve.
“Vi kan ikke svigte FN”, mente Truman og fik medlemslandenes mandat til en militær aktion, der skulle drive nordkoreanerne tilbage. Sovjet og Kina stillede sig på Nordkoreas side, og krigen rasede i tre år.
I 1953 indgik parterne en våbenhvile, der lagde grænsen ved den 38. breddegrad – omtrent dér, hvor den lå før krigens begyndelse.
Truman skabte to Kinaer
Før den kinesiske borgerkrig mellem nationalist-lederen Chiang Kai-shek og kommunisterne under Mao Zedong var afgjort, anerkendte USA i 1940’erne nationalisterne som Kinas legitime regering.
Men efter 2. verdenskrig blev Chiang Kai-shek trængt ud på øen Taiwan, mens kommunisterne underlagde sig Fastlands-kina.
Med erfaringerne fra Korea erklærede Truman i juni 1950, at det var i USA’s interesse, at strædet mellem Taiwan og fastlandet var neutralt.
Derefter blev den 7. amerikanske flåde beordret til Taiwanstrædet for at forhindre et kinesisk angreb på Taiwan.
Herved kom Truman til at garantere øens uafhængighed, mens Kina nu i 70 år har insisteret på, at Taiwan er en kinesisk provins.
