I den sene eftermiddags svindende lys, den 30. januar 1948, ventede plantageformanden Shri Jigyasu i Birla-husets have.
Sammen med snesevis af andre mennesker var han mødt op for at få et glimt af den mand, der havde sikret Indiens selvstændighed – Mahatma Gandhi.
Hele sit voksenliv havde Shri Jigyasu beundret Gandhi for hans kamp mod den britiske kolonimagt. Nu var han på forretningsrejse til New Delhi og ville benytte besøget til at møde sit forbillede.
“Lev, som hvis du skulle dø i morgen. Lær, som hvis du skulle leve for evigt”. Mahatma Gandhi
Hver aften holdt Gandhi nemlig offentlige bønnemøder og gik ture med sine tilhængere i Birla-familiens store park-lignende have. Og så – præcis kl. 18 – trådte han frem i de store terrassedøre. Den lille, tynde, skaldede mand med de runde, stålindfattede briller.
Manden, der havde besejret det britiske imperium og sikret Indiens selvstændighed året før Gandhi. Med værdige, afmålte skridt gik han hen ad grusstien for at hilse på aftenens tilhørere.
Sammen med resten af de fremmødte knælede Jigyasu for at hilse og ære frihedshelten.
Med et mildt smil hævede Gandhi sin højre hånd til hilsen og velsignede de fremmødte. Pludselig blev idyllen brudt.
Som om Gandhis hævede hånd var et signal, sprang en mand ved siden af Jigyasu op.

Liget af Gandhi blev fragtet til den nærliggende Jumna-flod og brændt.
Frem trak manden en pistol, som han havde holdt skjult under sin løse skjorte. Og på kun to meters afstand affyrede han tre skud mod Gandhi, der livløst sank sammen på havegangen.
Jigyasu skænkede ikke gerningsmanden en tanke, men løb straks hen til Gandhi.
Sammen med to andre bar han sin døende helt ind i Birla-huset. Inden lægen nåede frem, udåndede Gandhi. I mellemtiden var attentatmanden – den hinduistiske ekstremist – Nathuram Godse blevet overmandet og afvæbnet.
Mahatma Gandhi levede de sidste fem måneder af sit liv i Birla-huset – et palæ, der tilhørte den indiske forretningsfamile Birla.
Mange af slægtens medlemmer var blandt Gandhis gode venner, og familien havde deltaget aktivt i kampen for Indiens løsrivelse fra Storbritannien.
Birla-slægtens overhoved Ghanshyam Birla havde i 1929 ladet huset opføre.

Birlaernes forretningsimperium spænder fra tekstilfremstilling til telekommunikation. Familiens tidligere palæ er i dag museum.
Det blev bygget i britisk kolonistil og udstyret med store vinduer og glasdøre, der vendte ud mod den smukt anlagte grund. Palæets to etager rummede 11 soveværelser og var udstyret med mødelokaler og kontorer.
Huset blev et af centrene i den indiske frihedskamp. Hver gang Gandhi opholdt sig i New Delhi, boede han her hos familien.
Efter Indien fik sin selvstændighed i 1947, flyttede Gandhi permanent ind i huset. Herfra orkestrerede Gandhi opsplittelsen af sit land i et primært hinduistisk Indien og det muslimske Pakistan.
Oprettelsen af Pakistan ophidsede nationalistiske hinduer, der mente, at området var indisk territorium. Gandhis drabsmand Nathuram Godse var en af dem.
Efter Gandhis død valfartede tusinder til palæet for at ære landsfaderen. Birlaerne tillod offentligheden adgang til dele af deres grund og lod en helligdom opføre på stedet. I 1984 forærede familien ejendommen til den indiske stat.
Palæet blev omdøbt til Gandhi Smriti (Gandhis minde) og omdannet til museum for Gandhi og for Indiens selvstændighedskamp.
I dag rummer huset bl.a. 60.000 bøger, 6000 fotos og en lang række genstande, der vidner om Gandhis liv.
Morderen blev dømt til døden
Vagter pågreb straks Godse, men måske var han ikke hjernen bag attentatet.
Efter mordet på Gandhi blev morderen Nathuram Godse og hans medsammensvorne hurtigt fængslet. Herefter begyndte en langstrakt retssag, hvor Godse forklarede, at han ikke fortrød drabet.
I lange forsvarstaler sagde han, at “Gandhi var skyldig i bommert efter bommert, fiasko efter fiasko, katastrofe efter katastrofe”, og forklarede, at Gandhis nøglerolle i Pakistans løsrivelse fra Indien havde optændt hans had til fredselskeren.
Kun én mulig bagmand til aktionen, Vinayak Savarkar, var i politiets søgelys. Savarkar var leder af den hinduistiske nationalistbevægelse “Hindu Mahasabha”, men nægtede ethvert kendskab til mordet. Til trods for, at anklageren aldrig fandt bevis for, at Savarkar var hjernen bag attentatet, lever mistanken stadig.
Den 10. februar 1949 blev Godse og medhjælperen Apte dømt til døden. De medsammensvorne fik livstidsstraffe. En appelsag førte ikke til noget for Godse, og den 15. november 1949 endte han og Apte deres liv i galge.

Nathuram Godse
Efter en lang retssag blev morderen hængt.

Vinayak Savarkar
Anklageren forsøgte at bevise, at Savarkar var bagmanden.