Vladimir Putin slog ind på en karriere i russisk toppolitik i 1999 og har siden været både premierminister og præsident ad flere omgange. Inden Putin trådte ind på de bonede gulve, havde han i en lang årrække arbejdet for Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB.
Ifølge Putin selv opstod interessen for spionage, da han var dreng. Det var derfor oplagt for ham at søge ind på en KGB-skole, da han afsluttede sine jurastudier i 1975. Efter en grundig oplæring arbejdede Putin med kontraspionage, og han blev senere overført til KGB’s gren med speciale i spionage i udlandet. Målet var at pleje sovjetiske interesser og indsamle politiske, tekniske og videnskabelige efterretninger.
Turen gik til Østtyskland
Fra 1985 til 1990 var Putin udstationeret i Dresden i Østtyskland, hvor han gik under dække som tolk. Hvad Putin foretog sig i Østtyskland, er omdiskuteret. Ifølge nogle kilder overvågede han blot medierne og indsamlede presseklip. Ifølge andre kilder rekrutterede han tyske spioner for KBG – og nogle mener endda, at han samarbejdede med terrorgruppen Rote Armee Fraktion.
Under alle omstændigheder forlod Putin KGB i 1991, hvor Sovjetunionen faldt. I de efterfølgende år var han ansat som rådgiver for Sankt Petersborgs borgmester, inden han blev rekrutteret til præsident Boris Jeltsins stab. Her arbejdede han sig langsomt op i graderne, og da Jeltsin trådte tilbage i 1999, overtog Putin magten.