Golda Meir - ofte kaldt Israels jernlady - var en af staten Israels grundlæggere og blev i 1969 landets første og hidtil eneste kvindelige premierminister.
Hun stod i spidsen for Israel under den vanskelige tid efter Seksdageskrigen, hvor landet var under stort pres fra de arabiske nabolande.
Under Meirs regeringstid brød den anspændte situation ud i Yom Kippur-krigen i 1973, hvor Meir styrede Israel igennem konflikten med Egypten og Syrien.
Det var ellers ikke skrevet i stjernerne, at Meir skulle lede et land, da hun i 1898 blev født som datter af en tømrer i Kyiv.
I jagten på arbejde emigrerede den fattige familie i 1906 til USA, hvor den unge Meir mødte zionismen.
De zionistiske idéer om, at jøderne skulle vende tilbage til det Hellige Land slog kraftige rødder hos den unge kvinde, og i 1921 rejste hun til Palæstina for at arbejde med oprettelsen af et jødisk land.
Meir havde stort politisk talent
I Palæstina blev hun involveret i arbejderbevægelsen og fik så fremtrædende en politisk position, at Meir blev en af underskriverne på det nyfødte lands uafhængighedserklæring, da Israel blev grundlagt i 1948.
Meir viste sig at besidde en stor diplomatisk og politisk tæft. De evner gjorde hende både til Israels ambassadør i Sovjetunionen og senere arbejdsminister og udenrigsminister.
I 1969 steg Meir til landets højeste embede som premierminister, men hendes tid på tinderne var ikke uden kontroverser.
Hendes håndtering af Yom Kippur-krigen førte til betydelig kritik, og hun trådte tilbage fra sit embede i 1974.
Ikke desto mindre forblev hendes arv intakt, og hun bliver i dag husket som en Israels mest betydningsfulde ledere.
Israel blev døbt i blod
Den arabisk-israelske krig
Dato: 15. maj 1948 - 20. juli 1949
Efter Israels uafhængighedserklæring angreb en alliance af arabiske stater den nyligt proklamerede jødiske stat.
Resultat:
Kampene sluttede med våbenhvileaftaler, men Israel udvidede sit territorium betydeligt ud over den oprindelige delingsplan foreslået af FN i 1947. Over 700.000 palæstinensere mistede deres hjem.
Suezkrisen
Dato: 29. oktober – 5. november 1956
Israel invaderede den egyptiske Sinai-halvø, efter at Egypten nationaliserede Suezkanalen og blokerede for israelsk skibsfart.
Resultat:
Konflikten sluttede med en våbenhvile, hvor Israel trak sig fra Sinai i bytte for visse garantier - især, at Suezkanalen skulle være åben for israelske skibe, og at en fredsbevarende FN-styrke skulle stationeres i Sinai.
Seksdageskrigen
Dato: 5.-10. juni 1967
Efter længere tids fjendtlige handlinger søsatte Israel et præventivt luftangreb mod Egypten og besejrede Egypten, Jordan og Syrien.
Resultat:
Israel erobrede Vestbredden, Golan-højderne, Gaza-striben og Sinai-halvøen. Dette førte til en radikal ændring af Mellemøstens geopolitiske forhold og skabte nye grundlag for fremtidige konflikter i regionen.
Yom Kippur-krigen
Dato: 6.-25. oktober 1973
Egypten og Syrien lancerede et overraskelsesangreb mod Israel på den jødiske helligdag Yom Kippur.
Resultat:
Krigen endte med en våbenhvile, der fastholdt status quo i forhold til territorier. Men konflikten fremmede en følelse af sårbarhed i Israel og satte fokus på diplomati, hvilket banede vej for flere fredsforhandlinger og aftaler.