National Photo Collection
Israelsk leder Golda Meir blandt børn

Hvem var Golda Meir?

Hun blev født ind i en fattig familie i Ukraine, men steg til tops i Israels politiske system. Da landet atter engang var i krig med sine naboer, satte Golda Meir sig ved roret.

Golda Meir - ofte kaldt Israels jernlady - var en af staten Israels grundlæggere og blev i 1969 landets første og hidtil eneste kvindelige premierminister.

Hun stod i spidsen for Israel under den vanskelige tid efter Seksdageskrigen, hvor landet var under stort pres fra de arabiske nabolande.

Under Meirs regeringstid brød den anspændte situation ud i Yom Kippur-krigen i 1973, hvor Meir styrede Israel igennem konflikten med Egypten og Syrien.

Det var ellers ikke skrevet i stjernerne, at Meir skulle lede et land, da hun i 1898 blev født som datter af en tømrer i Kyiv.

I jagten på arbejde emigrerede den fattige familie i 1906 til USA, hvor den unge Meir mødte zionismen.

De zionistiske idéer om, at jøderne skulle vende tilbage til det Hellige Land slog kraftige rødder hos den unge kvinde, og i 1921 rejste hun til Palæstina for at arbejde med oprettelsen af et jødisk land.

Meir havde stort politisk talent

I Palæstina blev hun involveret i arbejderbevægelsen og fik så fremtrædende en politisk position, at Meir blev en af underskriverne på det nyfødte lands uafhængighedserklæring, da Israel blev grundlagt i 1948.

Meir viste sig at besidde en stor diplomatisk og politisk tæft. De evner gjorde hende både til Israels ambassadør i Sovjetunionen og senere arbejdsminister og udenrigsminister.

I 1969 steg Meir til landets højeste embede som premierminister, men hendes tid på tinderne var ikke uden kontroverser.

Hendes håndtering af Yom Kippur-krigen førte til betydelig kritik, og hun trådte tilbage fra sit embede i 1974.

Ikke desto mindre forblev hendes arv intakt, og hun bliver i dag husket som en Israels mest betydningsfulde ledere.

Israel blev døbt i blod

Den 14. maj 1948 trak Storbritannien sig ud af sit mandatområde i Palæstina, og samme dag erklærede Israel etableringen af en jødisk stat. Allerede dagen efter endte israelerne i krig med deres arabiske naboer - en konflikt, som skulle trække blodige spor i de efterfølgende årtier.

Krigere med tørklæde og geværer
© The Palmach Archive

Den arabisk-israelske krig

Dato: 15. maj 1948 - 20. juli 1949

Efter Israels uafhængighedserklæring angreb en alliance af arabiske stater den nyligt proklamerede jødiske stat.

Resultat:
Kampene sluttede med våbenhvileaftaler, men Israel udvidede sit territorium betydeligt ud over den oprindelige delingsplan foreslået af FN i 1947. Over 700.000 palæstinensere mistede deres hjem.

Mænd med geværer i huller
© Israel Defense Forces

Suezkrisen

Dato: 29. oktober – 5. november 1956

Israel invaderede den egyptiske Sinai-halvø, efter at Egypten nationaliserede Suezkanalen og blokerede for israelsk skibsfart.

Resultat:
Konflikten sluttede med en våbenhvile, hvor Israel trak sig fra Sinai i bytte for visse garantier - især, at Suezkanalen skulle være åben for israelske skibe, og at en fredsbevarende FN-styrke skulle stationeres i Sinai.

Smadrede fly set fra oven
© Government Press Office of Israel

Seksdageskrigen

Dato: 5.-10. juni 1967

Efter længere tids fjendtlige handlinger søsatte Israel et præventivt luftangreb mod Egypten og besejrede Egypten, Jordan og Syrien.

Resultat:
Israel erobrede Vestbredden, Golan-højderne, Gaza-striben og Sinai-halvøen. Dette førte til en radikal ændring af Mellemøstens geopolitiske forhold og skabte nye grundlag for fremtidige konflikter i regionen.

Soldater under to flyvende helikoptere
© Israel Defense Forces

Yom Kippur-krigen

Dato: 6.-25. oktober 1973

Egypten og Syrien lancerede et overraskelsesangreb mod Israel på den jødiske helligdag Yom Kippur.

Resultat:
Krigen endte med en våbenhvile, der fastholdt status quo i forhold til territorier. Men konflikten fremmede en følelse af sårbarhed i Israel og satte fokus på diplomati, hvilket banede vej for flere fredsforhandlinger og aftaler.