Bismarck

Jernkansleren samlede Tyskland

For 150 år siden blev Otto von Bismarck kansler i Preussen og erklærede, at tidens store spørgsmål skulle løses “med blod og jern”. De ord gav ham øgenavnet Jernkansleren. Med diplomatisk snilde, rå militærmagt og spandevis af cognac samlede han de tyske småstater til en europæisk stormagt, Det Tyske Rige.

For 150 år siden blev Otto von Bismarck kansler i Preussen og erklærede, at tidens store spørgsmål skulle løses “med blod og jern”. De ord gav ham øgenavnet Jernkansleren. Med diplomatisk snilde, rå militærmagt og spandevis af cognac samlede han de tyske småstater til en europæisk stormagt, Det Tyske Rige.

Scanpix/AKG-images & scala/BPK

Når en stor statsmand gør klar til at stoppe efter et langt liv på magtens tinde, burde han med sindsro kunne hvile på laurbærrene. Men ikke Otto von Bismarck.

Han lod sig i stedet æde op af had til den mand, der havde sat en stopper for hans lysende karriere: den tyske kejser Vilhelm 2.

Bismarck foragtede kejseren af hele sit hjerte, han tålte end ikke at se en mønt med den kejserlige profil, og han tilgav aldrig kejseren, at han havde tvunget ham til at søge sin afsked som rigskansler.

Igennem tre årtier havde Bismarck kæmpet for tysk storhed og havde så rigeligt nået sit mål. Med enestående politisk tæft havde han samlet Tyskland og skabt en ny, europæisk supermagt. Og takken var fyring.

Tyskere i krig, 1800-tallet

Som kansler sørgede Otto von Bismarck for, at Preussen fik en stærk, veltrænet hær med moderne våben, fx bagladegeværet.

© Scanpix/AKG-images & scala/BPK

Otto von Bismarck blev bitter.

Han følte sig uundværlig og underkendt, og selv om han i sine unge dage aldrig havde drømt om, at der en dag skulle blive en statsmand ud af ham, savnede han sit politiske liv så lidenskabeligt, at han ikke evnede at nyde sit otium.

Heller ikke selv om han nu var tilbage i landlige omgivelser som dem, han voksede op i, men som moren havde tvunget ham væk fra.

Mor bestemmer Ottos uddannelse

Bismarck voksede op på godset Schönhausen nær Magdeburg i kongeriget Preussen, som efter Østrig var den næststørste af de 39 stater, Tyskland dengang bestod af.

Hans far, Ferdinand von Bismarck, var godsejer, men en sorgløs, doven og uduelig en af slagsen, som konstant stod på randen af fallit – til hustruen Wilhelmines store fortrydelse.

Hun var fra det bedre borgerskab og ud af en rig familie, der talte en perlerække af succesrige akademikere og bureaukrater.

Allerede som 16-årig var hun blevet gift med Ferdinand, men livet på landet passede hende dårligt. Hun var barn af byen og færdedes hjemmevant blandt intellektuelle.

Hendes store drøm var, at Otto, den yngste og klogeste i børneflokken, skulle følge den stolte familietradition, så da drengen var syv år, flyttede hun med ham til Berlin og sendte ham i byens bedste skole.

Kort over Tyskland, 1852
© Scanpix/AKG-images & scala/BPK

Tyskland 1852

Mellemeuropa er splittet op i næsten 40 tysktalende lande. De er selvstændige stater med egen udenrigspolitik, men de samarbejder via Det Tyske Forbund.

Landene sender delegerede til forbundsdagen i Frankfurt og er forpligtet til at stille med soldater til forbundshæren.

Østrig er det mest indflydelsesrige medlem af forbundet, Preussen den ambitøse nummer to. Tre korte krige gjorde Preussen til en stormagt:

  • Krigen mod Danmark – sikrede Bismarck magten i Preussen.
  • Krigen mod Østrig – smed Østrig ud af Det Tyske Forbund.
  • Krigen mod Frankrig – samlede de tyske stater om Preussen.

Otto var bestemt ikke tilfreds med den beslutning. Han elskede at bo på landet og hadede sin mor for at rive ham op med rode, men Wilhelmine var stålsat: Hendes søn skulle være akademiker – den sag stod ikke til diskussion.

Drengen fandt sig aldrig til rette i Berlin, han følte sig ensom og ulykkelig og afskyede de intellektuelle kredse, som moren førte ham ind i.

Og havde han troet, at han skulle tage styringen over eget liv efter studentereksamen, tog han fejl: Moren insisterede på, at han skulle læse jura, så i 1832 blev han sendt til universitetet i Göttingen.

Her var det dog ikke bøgerne, der fængede den unge Bismarck. Han foretrak værtshuset frem for læsesalen og piger frem for professorer, og med de hobbyer opbyggede han på kort tid en anselig gæld.

Derfor gik turen atter tilbage til Berlin, hvor han kunne bo hjemme, mens han gjorde sine studier færdige.

Den gale junker

Bismarck fik arbejde i den preussiske statsadministration i Aachen, men gjorde sig fra første færd ud til bens.

Han fremturede med sin udsvævende livsstil, pjækkede fra arbejdet, gik på kasino og halsede efter alle de kvinder, der krydsede hans vej, samtidig med at gælden igen voksede ham over hovedet.

Karrieren som embedsmand blev lige så kort, som den var mislykket, og da moren døde i 1839, flyttede den nu 24-årige Bismarck hjem til et af familiens godser, hvor han kunne træde i karakter som landmand.

Men livet igennem havde Bismarck følt sig malplaceret, og den fornemmelse varede ved. Han kedede sig på landet, forførte bøndernes døtre, gik på vilde jagter og drak som et hul i jorden.

Da han på et tidspunkt slap en ræv fri i stuen hos en kvindelig bekendt, sikrede han sig tilnavnet “den gale junker”.

Otto von Bismarck og Johanna von Puttkamer

Levemanden og hasardspilleren Otto von Bismarck faldt først til ro, da han mødte Johanna von Puttkamer.

© Scanpix/AKG-images

1847 blev året, hvor lykken vendte, og de vilde eskapader blev afløst af sjælefred: Bismarck blev gift med den kvinde, han ønskede at dele sit liv med, den strengt kristne godsejerdatter Johanna von Puttkamer.

Han blev også selv dybt troende, og samtidig tog han de første, famlende skridt ind i politik.

Han blev valgt ind i den preussiske landdag, hvor han førte sig frem som ærkekonservativ royalist, hvis mål var at knuse de kræfter, der krævede demokrati.

Han var en overbevist tilhænger af ideen om kongedømmet af Guds nåde og stod last og brast med Frederik Vilhelm 4., som var konge af Preussen og Bismarcks nære ven.

Med sin tynde og pibende stemme, der stod i pudsig kontrast til det barske og fyldige ydre, gik han verbalt til angreb på enhver, der satte spørgsmålstegn ved den gamle samfundsorden.

Og når nogen luftede tanken om at forene det løstvævede kludetæppe af tyske stater til én nation – et af tidens brændende emner – verfede han dem brutalt af med bemærkningen:

“Vi er preussere og ønsker at forblive preussere!”

De ord skulle han komme til at bide i sig, men endnu havde han ingen anelse – eller for den sags skyld visioner – om, at han en dag skulle blive manden, der forenede Det Tyske Rige.

Preussens mand i Frankfurt

Fra landdagen fortsatte Bismarck op ad magtens stige, da Frederik Vilhelm i 1851 som tak for loyal støtte udpegede ham til Preussens repræsentant i den fællestyske forbundsdag i Frankfurt.

“Jeg vil gøre min pligt, så må Gud give mig den indsigt, jeg behøver”, lød hans fortrøstningsfulde tilgang til embedet.

Kongen havde set rigtigt, da han sendte Bismarck til Frankfurt, for en mere lidenskabelig forkæmper for preussiske interesser kunne han næppe opstøve.

I den preussiske landdag havde Bismarck igen og igen prædiket samarbejde med Østrig, nu skiftede han pludselig mening.

Han tålte ikke, at østrigerne betragtede deres eget land som den eneste stormagt i Tyskland.

Konstant gerådede han ud i hidsige skænderier med den østrigske delegerede og slog på et tidspunkt fast, at “Tyskland er for lille til at rumme os begge”.

I Forbundsdagen var en kamp om herredømmet i Tyskland så småt under opsejling, og rivalerne var klassens stærke drenge, den falmende stormagt Østrig og det fremadstormende Preussen.

Striden stod om, hvorvidt en eventuelt kommende tysk nationalstat skulle udformes som stortysk og dermed omfatte Østrig, eller om den skulle være lilletysk og være domineret af Preussen og med Østrig hægtet af.

Bismarck falder dybt

Konflikten med Østrig var det eneste, Bismarck brændte for i Frankfurt, og det gjorde han i en grad, så han ikke havde en eneste sygedag – på trods af, at han pulsede havanacigarer fra morgen til aften og svælgede i “sort fløjl”, en selvopfunden drink af porter og champagne.

Men i 1858 så hans politiske karriere ud til at slutte brat. Det år blev Frederik Vilhelm så svækket af sindssyge, at broderen Vilhelm 1. måtte overtage magten.

Den nye regent udnævnte en liberal regering og gjorde det klart, at han ønskede at samarbejde med Østrig.

I samme omgang lagde han Bismarck på is. Han blev sendt langt væk fra begivenhedernes centrum, til en post som ambassadør i først Skt. Petersborg i Rusland og dernæst Paris, men i 1862 var der atter bud efter Bismarck.

Kongen stod i problemer til halsen, fordi landdagens flertal nægtede at bevilge penge til at udbygge og modernisere Preussens hær.

Så Vilhelm 1. havde desperat brug for en mand, der turde trodse flertallet, og sådan en var Bismarck – hans mod var uforligneligt, hans viljestyrke legendarisk.

1864 maleri af efterspillet

Krigen mod Danmark blev afgjort i to blodige slag, som kostede mere end 1.500 danskere livet. Efter krigen slap preusserne 3.500 fanger fri.

© Scanpix/AKG-images

Med ryggen mod muren så Vilhelm ikke anden udvej end at udnævne Bismarck til preussisk kansler og udenrigsminister, og dermed stod godsejersønnen i en alder af 47 år på magtens tinde.

Ganske vist havde han hverken erfaring som minister eller kendskab til økonomi, men han havde noget andet: en drøm om et stærkt Tyskland under preussisk ledelse.

Ved et møde i landdagens budgetudvalg understregede Bismarck behovet for at styrke hæren, og i en profetisk tale, der aldrig skulle blive glemt, erklærede han, at “tidens store spørgsmål løses ikke med taler og flertalsbeslutninger, men med blod og jern”.

Med dette udsagn lagde Bismarck kortene på bordet. Selv om han til enhver tid foretrak at nå sine mål med fredelige midler, betragtede han krig som et nødvendigt onde – “når alle andre muligheder er udtømt”.

Så da flertallet i landdagen fortsat nægtede at godkende udgifterne til at udvide hæren, gjorde Bismarck kort proces: Han gennemtrumfede militærbudgettet uden om forfatningen og parlamentet, hvilket fik politikerne til at syde af raseri.

I krig mod Danmark og Østrig

Med en stærk hær havde Bismarck redskabet til at forfølge sin stormagtsdrøm. Nu manglede han blot en krig, der kunne sætte skub i udviklingen og samle befolkningen bag kongen og ham.

En krise mellem Danmark og den tysksindede befolkning i hertugdømmerne Slesvig og Holsten kom som en foræring til Bismarck.

Den danske regering havde stik mod internationale aftaler vedtaget en forfatning, der indlemmede Slesvig i kongeriget, hvilket vakte vrede i hele Tyskland.

I denne spændte atmosfære truede Bismarck i alliance med Østrig med at besætte Slesvig, hvis ikke Danmark ophævede forfatningen.

Bismarck havde ikke glemt sit had til Østrig, men af politiske årsager var det fornuftigt at glemme de anti-østrigske holdninger for en stund:

“Senere får vi så at se, om der kommer et adskillelsens øjeblik, og hvem der fremkalder det”, betroede han sin ambassadør i Frankrig.

Den danske regering afviste Bismarcks krav, hvorefter den preussisk-østrigske besættelse var en realitet.

Tysklands krig mod Østrig 1866

Vilhelm 1. og kansler Bismarck deltog selv i det afgørende slag vedKöniggrätz, hvor denøstrigske hær led et udslettende nederlag.

© Scanpix/AKG-images

Kampene endte hurtigt i tysk triumf. Danmark måtte afstå Slesvig og Holsten til Preussen og Østrig, og oven på triumfen blev Bismarck og kongen hyldet som helte.

Bismarcks politiske liv var reddet, og nu pønsede han på det endegyldige opgør med Østrig. Han talte åbent om at “befri Tyskland for Østrigs dominans”.

Slaget om overherredømmet i Tyskland kom til at stå i 1866 og blev udløst af stridigheder om Slesvig-Holsten.

Efter at Bismarck med dygtigt diplomati på forhånd havde sikret sig, at ingen andre stormagter i Europa ville gribe ind i konflikten, lod han preussiske tropper rykke ind i det østrigske Holsten og fremprovokerede en krig, som Østrig tabte.

Frederik 3., Vilhelm 1., Vilhelm 2. og Frederik Vilhelm

Tysklands tre kejsere samlet. Da den spæde prins Frederik Vilhelm blev voksen, gik kejserriget under.

© Bundesarchiv 102-00625a

Preussen i 245 år

1701:

Kurfyrst Frederik af Brandenburg udråber sit land til kongeriget Preussen. I de næste 170 år sørger hans efterfølgere på tronen for, at Preussen vokser arealmæssigt, får en stærk administration og en disciplineret hær med moderne våben.

1871:

Efter krigen mod Frankrig samles landene i Det Tyske Forbund under den preussiske konge, Vilhelm 1. Han krones til kejser.

1888:

Det såkaldte “tre kejser-år”. Vilhelm 1. dør. Og efter blot 99 dage dør også Frederik 3. Den 15. juni bestiger Vilhelm 2. tronen.

1890:

Vilhelm 2. afskediger Bismarck efter evige skænderier.

1914:

Første verdenskrig bryder ud. Tyskland kæmper sammen med Østrig-Ungarn og Tyrkiet.

1918:

Tyskland taber krigen, og Vilhelm 2. tvinges til at gå i eksil i Holland. Tyskland bliver en føderation, hvor hver enkelt delstat har et parlament. Preussen er føderationens største og folkerigeste medlem.

1933:

Nazisterne tager magten i Tyskland. De ser sig som Preussens arvtagere og videreudvikler den berømte preussiske disciplin.

1946:

De allierede sejrherrer nedlægger Preussen. Delstatens landområder, der spreder sig over store dele af Tyskland, overgår til de nyoprettede delstater.

Kansler i krampegråd

Vilhelm 1. havde kun modstræbende ladet sig trække ind i krigen, og oven på succesen krævede han sejrens frugter i form af territoriale gevinster eller i det mindste en preussisk sejrsmarch gennem det besejrede Wien.

Men Bismarck sagde nej. Han forudså, at Preussen hurtigt kunne få brug for Østrigs velvilje, og ville gøre alt for ikke at ydmyge krigens taber.

I to dage skændtes Bismarck, så det føg, med kongen og hans generaler. Bismarck rasede, brast i krampegråd, smed sig på gulvet, smadrede tallerkener, hulkede og truede med at springe ud af vinduet.

Kongen, der ellers var vant til at se sin kansler folde sig ud på den facon i forsøget på at få sin vilje, endte med at bøje sig.

Kendsgerningen var, at Bismarck havde en betydelig magt over Vilhelm 1., og lykkedes det ham en enkelt gang ikke at tryne regenten, kunne han finde på at fnyse ad ham:

“Det er hvide mennesker, der er sorte mennesker, og endelig er der monarker!”

Med sejren over Østrig oprettede Preussen i 1866 Det Nordtyske Forbund, der talte 22 stater under preussisk ledelse.

I sit hjemland blev Bismarck hyldet som alle tiders helt, men den blodige krig havde bestemt ikke ladet ham uberørt.

Han erklærede, at “ingen, der har set ind i øjnene på en mand, der ligger og dør på slagmarken, vil gå i krig igen med et let sind”.

Det politiske arbejde havde tæret hårdt på kræfterne, og han begyndte at tale om at trække sig ud af politik.

Men i stedet for helt at slippe magtens tøjler nøjedes han dog med for en stund at forlade rampelyset og trække sig tilbage til sin rodebutik af en embedsbolig i Berlin.

På gulvene stod massevis af malerier og ventede på at blive hængt op, selv køkkenet var i en elendig forfatning, og maden måtte bestilles udefra.

Boligen var upassende til repræsentative forpligtelser, men Bismarck var ligeglad.

“Hvad der ikke tilhører mig, interesserer mig ikke”, slog han fast, når diplomater og andre fine folk, der kom på besøg, måtte bane sig vej gennem stabler af bøger, gammelt ragelse og kostbare gaver fra statsoverhoveder.

På gulvene stod massevis af malerier og ventede på at blive hængt op, selv køkkenet var i en elendig forfatning, og maden måtte bestilles udefra.

Vinkælderen fejlede til gengæld ikke noget; her lå over 10.000 flasker på rad og række.

Den imponerende samling faldt fint i tråd med Bismarcks erklærede mål om at nå at drikke mindst 5.000 flasker champagne i løbet af sit liv – foruden naturligvis øl, bordvin og cognac.

Især sidstnævnte var en favorit; når han holdt tale, havde han altid et cognacglas ved hånden, og det kunne nå at blive tømt 20 gange i løbet af talen.

Karikatur af Otto von Bismarck

Bismarck blev et hyppigt offer i satiretegninger. Spidsen af den preussiske pikkelhjelm er vokset fast i hans pande.

© Scanpix/AKG-images

Napoleon 3. provokeres til krig

Den selvvalgte pause varede ikke længe. Af natur var Bismarck en rastløs sjæl og på udkig efter nye udfordringer.

Med sin aldrig svigtende evne til at skabe en krise, når han havde mest brug for den, fik han i juli 1870 provokeret arvefjenden Frankrig til at erklære krig mod Preussen, og krigserklæringen skulle vise sig at være særdeles uovervejet:

Franskmændenes styrker var sørgeligt underlegne og blev på kort tid slagtet af den tyske hær.

Fyrster og politikere i hele Tyskland sprudlede af begejstring over succesen på slagmarken, og Bismarck havde nu de bedste forudsætninger for at samle riget og sætte punktum for en epoke, hvor de tyske stater havde været andre nationers kastebold.

Han manglede blot at overtale de sydtyske fyrster til at bakke op om hans plan.

“Det er ikke let at være kejser under sådan en kansler”. Vilhelm 1.

Som et skakgeni, der selvsikkert manøvrerer med brikkerne på brættet, spillede Bismarck fyrsterne ud mod hinanden.

To ud af i alt tre insisterede på fortsat at bevare deres uafhængighed, men ved at forhandle med dem hver for sig og skræmme dem med, at de to andre havde indvilget, lykkedes det Bismarck at få alle overtalt til at slutte op om en forenet nation.

Den 18. januar 1871 blev dagen, hvor Bismarck omsider kunne se sit politiske livsværk kronet med succes:

Ved en ceremoni i Spejlsalen i Versailles lige uden for Paris lod han Vilhelm 1. udråbe til kejser over et samlet Tyskland, Det Tyske Rige. En ny europæisk supermagt var født, en drøm var gået i opfyldelse, og Bismarck blev “rigskansler”.

Æresbevisninger og ordener i alle afskygninger regnede nu ned over ham – han blev både greve, fyrste og hertug – men Bismarck lod sig ikke imponere.

Da Vilhelm 1. tildelte ham et storkors med diamanter, lød hans kommentar:

“Jeg ville hellere have haft en hest eller en tønde god rhinskvin”.

Én ting satte Bismarck dog højt: jord. Da kejseren overdrog ham godset Fried-richsruh i nærheden af Hamborg, et af de største i Tyskland, var Bismarck en glad mand.

Selv om han nu beklædte det mest magtfulde embede i Europa, foretrak Jernkansleren at holde lav profil.

Han ville hellere isolere sig på Friedrichsruh end føre sig frem på de bonede gulve i Berlin, og en pæn portion mæthed havde sneget sig ind i hans sind.

“Jeg keder mig. De store ting er gjort. Det Tyske Rige er skabt”, forklarede han.

I månedsvis holdt Bismarck sig væk fra Berlin, men når han endelig var i byen, mødtes han hver eftermiddag med Vilhelm for at drøfte tingenes tilstand.

Forholdet mellem de to var som mellem ægtefolk, der kender hinanden ud og ind, og efter en af deres diskussioner sukkede Vilhelm:

“Det er ikke let at være kejser under sådan en kansler”.

Eventyrslottet Neuschwanstein

Bayerns konge, Ludvig 2., brugte Bismarcks penge til bl.a. at bygge eventyrslottet Neuschwanstein.

© Library of Congress

Bismarck bestak sine modstandere

Ud over forhandlingstalent og rå magt benyttede Otto von Bismarck også bestikkelse for at få sin politik igennem. Pengene sikrede han sig efter krigen mod Østrig, hvor kongeriget Hannover havde stået på taberens side.

Kongen måtte gå i eksil, og hansformue på 48 millioner rigsmark blev konfiskeret. Gennem årene fik fxBayerns konge, Ludvig 2., et millionbeløb for sin støtte til Bismarck.

Kritiske journalister blev også købt – Bismarck foragtede journalister, som han kaldte reptiler. Derfor blev den hemmelige fond bl.a. omtalt som “Reptilfonden”.

Selv om rigskansleren fortsat havde kampgejsten i behold, var hans helbred ikke længere, hvad det havde været.

Den livslange kærlighed til mad og alkohol havde sat sine spor, og Bismarck lignede en olding, selv om han kun var midt i 50’erne.

Han led af konstant tandpine og kunne ikke sove. I stedet lå han og rugede over verdens fortrædeligheder. “Jeg har tilbragt hele natten med at hade”, fortalte han en bekendt efter endnu en søvnløs nat.

En ny mand på Tysklands trone

I sin tid som rigskansler brugte Bismarck kræfterne på at værne om den nationalstat, han havde skabt.

“Når vi er kommet ind i en god havn, bør vi være tilfredse og udvikle og bevare det, vi har erhvervet”, forklarede han.

Bismarck var chef for det hele og stod kun til ansvar for kejseren, som i store træk lod ham få det, som han ville have det. Men da kejseren døde i 1888, trak mørke skyer sammen over Bismarck.

Sønnen, Frederik 3., døde efter kun 99 dages regeringstid, hvorefter hans søn, Vilhelm 2., blev kejser.

I modsætning til bedstefaren insisterede Vilhelm 2. på at være herre i eget hus, men Bismarck tog ham ikke alvorligt.

Han fortsatte sin enerådige stil, og hvis den unge kejser kom med et forslag, kvitterede Bismarck med en hånlig bemærkning om, hvor idiotisk forslaget var.

“Nonsens”, kunne han fnyse.

I 1890 førte magtkampen til et åbent opgør: I mange år havde Bismarck bekæmpet socialisterne med alle midler, men stik imod hensigten fik socialdemokraterne ved et valg i februar 1890 flere stemmer end noget andet parti.

Bismarck opfordrede derfor til statskup, men Vilhelm 2. afviste ham. Kejseren nægtede at få sine første regeringsår plettet af blod og tvang den 74-årige Bismarck til at søge sin afsked.

Bismarck var både rystet og rasende, og i sin afskedsbegæring lagde han ikke skjul på, at han betragtede sig selv som den eneste “uundværlige mand” i riget.

Efter tre årtier som en af Europas førende statsmænd indgav Bismarck 18. marts 1890 sin afskedsbegæring og forlod Berlin.

Gaderne var sorte af beundrere, der ville tage afsked, og på togstationen var alle landets spidser, bortset fra kejseren, mødt op.

Da toget rullede væk fra perronen, begyndte et militærorkester at spille en sørgmodig march.

“En statsbegravelse med alle æresbevisninger”, konstaterede ekskansleren, idet han lænede sig tilbage i sædet.

Bismarck-statue i Hamborg

Bismarcks død udløste landesorg i Tyskland. Hundreder af byer hyldede ham med statuer og mindesmærker. Den 15 meter høje Bismarck-statue i Hamborg blev afsløret i 1906.

© Polfoto/Ullstein bild

Bismarck dør som en bitter mand

Resten af sit liv tilbragte Bismarck med at hade Vilhelm 2. i sit nu ufrivillige eksil på Friedrichsruh.

Han svinede kejseren til i interview, hånede hans politik og lagde altid sine mønter med regentens profil vendende nedad.

“Så slipper jeg for at se på den maske”, snerrede han, selv om han inderst inde håbede, at kejseren en dag ville erkende sin brøler og kalde ham tilbage.

I 1894 døde hans kone Johanna, og herefter slukkedes hans livsgnist.

“Jeg kan nu kun se frem til én lykkelig dag i mit liv. Den dag, da jeg ikke mere vågner” Otto von Bismarck

“Jeg kan nu kun se frem til én lykkelig dag i mit liv. Den dag, da jeg ikke mere vågner”, skrev Bismarck i sin dagbog.

Dagen indfandt sig den 30. juli 1898. På sit dødsleje slog Bismarck pludselig ud med hånden og erklærede:

“Det er umuligt af hensyn til statens vel”.

De ord skulle dog ikke blive hans sidste. Lidt før kl. 23 blev han tilbudt en ske med en tår vand, men han slog vredt skeen til side og råbte “fremad!”.

Så greb han et vandglas, tømte det og udåndede øjeblikket efter.