John F. Kennedy blev helt efter katastrofal mission

Amerikanerne aner knapt, hvad der har ramt dem, men PT-109 er lige blevet sejlet ned af den 115 meter lange japanske destroyer Amagiri. Skibet består af 2000 tons stål og kan bevæge sig fremad med 38 knob – 70 km/t. Efter påsejlingen forsvinder det i natten.

Sænkningen af PT-båden er den ydmygende afslutning på en helt igennem mislykket mission. Datoen er den 1. august 1943. Sammen med 15 andre PT-både har Kennedy forsøgt at afskære en japansk konvoj med forstærkninger til de dele af Salomonøerne, som endnu er på japanske hænder.

Amerikanerne har dog ikke formået at gøre skade på de fjendtlige skibe, og nu er de andre motortorpedobåde på vej tilbage til basen. Kun PT-109 ligger alene tilbage som et amputeret vrag, omspændt af flammer.

Katastrofen er resultatet af et bevidst valg fra Kennedys side. Med lav fart undgår han en lang, hvid kølvandsstribe, der selv om natten kan opdages af lavtflyvende japanske fly. Men den lave fart gør det samtidig umuligt at manøvrere hurtigt nok, da destroyeren dukker op.

To mænd fra John f. Kennedys skib er savnet

I de første kaotiske sekunder kan John F. Kennedy kun se Maguire og skibets kok, Edgar Mauer. Resten af den 13 mand store besætning er væk.

Vraget af PT-båden flyder stadig og flammerne omkring det er heldigvis ved at dø ud. De tre mænd klatrer ombord.

Oppe på vraget finder de bådens signallampe. De lader lyskeglen glide hen over vandet. Stilheden er ildevarslende. Kennedy tager sin skjorte og sine sko af og lader sig glide ned i vandet.

En gennemtrængende stank af benzin hænger over den spejlblanke overflade. Til Kennedys store lettelse begynder mændene én for én at give sig til kende rundt om ham. Nogle er uskadte, mens andre er slemt tilredte.

Værst står det til med maskinisten Patrick McMahon. Han befandt sig som den eneste under dæk, da båden blev ramt.

Han hørte et voldsomt brag og så en rød flod af ild komme imod sig. Efter ilden kom vandet og en vældig kraft trak ham ned i dybet. Da han fik sig kæmpet op på overfladen, lå flammerne over vandet.

Svært forbrændt flyder han nu omkring i sin redningsvest, ude af stand til at bevæge sig.

“Svøm videre, Skipper. Af sted med dig, jeg er færdig”, siger han til John F. Kennedy, der som svar griber ham i kraven og trækker ham med tilbage til vraget.

Et andet besætningsmedlem, William Johnston, er omtumlet efter at have indåndet benzindampe og først senere får de andre historien om, hvordan han var vågnet og havde set lige op i Amagiris mægtige skrog.

Derefter blev han trukket ned af suget fra destroyerens skruer. Mens han kæmpede sig op, fik han lungerne fyldt med vand og benzin. Han hoster voldsomt og har det dårligt.

To mænd mangler stadig. De overlevende kalder på dem gennem hele den lange nat. De får aldrig noget svar.

John F. Kennedy redder McMahon

Morgenen den 2. august kommer med nyt håb. Alle holder modet oppe i forventning om, at de snart vil høre brølet fra en PT-båd på vej for at undsætte dem. Men med lyset kommer også faren for at blive opdaget af fjenden.

Japanske fly patruljerer regelmæssigt farvandet og piloterne kan umuligt undgå at få øje på det drivende vrag, som endnu bliver holdt flydende af sine vandtætte skot. Hvis ikke de snart bliver samlet op, må de selv se at komme væk.

Tiden er knap. Hvor knap finder de ud af omkring klokken 10 om formiddagen, da resterne af PT-109 ruller rundt og lægger sig med bunden i vejret. De må af sted, men hvorhen?

Mod øst ligger Kolombangara Island, som er fyldt med japanere. Mod vest ligger en lille øgruppe, omgivet af et rev. Ud for revet ligger strædet Ferguson Passage, som PT-bådenes jævnligt passerer på deres patruljer. Øerne vil være det perfekte udgangspunkt for at få flådens opmærksomhed. Hvor nødigt mændene end vil, må de i vandet igen.

“Kommer vi nogensinde godt fra det her?” spørger én spagfærdigt.

“Det kan godt lade sig gøre”, svarer Kennedy. “Vi gør det!”

Plum Pudding Island hedder øen, som ligger knap seks kilometer fra vraget. Selv for John F. Kennedy, som har været konkurrencesvømmer på Harvard-universitetets hold, vil turen være lang. For de sårede er afstanden nærmest uoverkommelig.

Kennedy finder en lang planke, som har understøttet en af bådens kanoner, og siger til mændene, at de skal holde sig fast til den. Planken kan ikke bære mændene oppe, men den fungerer som samlingspunkt og giver tryghed for mændene, mens de sparker og plasker sig af sted, iført flådens blå redningsveste.

Kun McMahon er for svag til at klare sig selv. Saltet brænder i sårene og han er overbevist om, at han skal dø, mens Kennedy hjælper ham ud i vandet. Med en kniv skærer Kennedy den lange strop bag på McMahons redningsvest op og anbringer den mellem sine tænder.

Sådan trækker han McMahon gennem vandet. Liggende på ryggen kan McMahon kun se himlen og det øverste af vulkanen på Kolombangara Island.

Bag sig hører han vandet plaske omkring planken med de ni mænd. Hans tanker kredser om faren for at møde en haj. Han er sulten, tørstig og pinefuldt klar over, at hans skæbne afhænger af skipperens udholdenhed.

Han hører Kennedy ånde tungt, mens han med lange, seje tag arbejder sig frem gennem vandet.

Fire timer senere falder John F. Kennedy om i strandkantens hvide sand. Han er totalt udmattet og kæben smerter efter den lange svømmetur med McMahon på slæb. McMahon kommer op på knæene og kravler hen for at hjælpe ham op.

Men knap er Kennedy på benene før han begynder at kaste op og falder om igen. Først efter nogle minutter lykkes det de to mænd at få sig slæbt ind under nogle buske, hvorfra de kan se de andre nå ind til land.

Besætningen er kun lige blevet samlet under buskene, da en japansk båd passerer tæt forbi. Mændene gyser ved tanken om, hvad der ville være sket, hvis den var kommet bare et par minutter tidligere.

Plum Pudding Island er en ø af sjælden frodighed og tropisk skønhed; palmer strækker sig mod himlen og sandet er dækket med skaller og koral. Rundt om den hvide sandstrand bølger vandet i mintgrønne og safirblå farver, men de 11 mænd fra PT-109 ænser knap alt dette.

De tænker kun på at komme hjem i sikkerhed. De er også tørstige og på Plum Pudding Island findes intet ferskvand.

Øen er ikke et varigt tilflugtssted. Selv om de andre protesterer, beslutter Kennedy sig for en ny vandgang. Han vil ud hvor han kan signalere til de amerikanske både, som plejer at passere forbi på deres natlige patruljeture.

Der hviler en sær, spøgelsesagtig stemning over revet, da Kennedy med pistolen bundet om halsen og skibets store batteri-lygte indsvøbt i en redningsvest begiver sig ud i det nattemørke vand.

Nogle steder er vandet så lavt, at han kan vade frem. Andre steder falder han i dybe huller. Fra tid til anden forvandles den faste grund under hans fødder til en levende skabning, der glat og lydløs forsvinder i dybet.

Han mister orienteringen og driver rundt. Fantasier om, hvor dejligt det bliver, når en PT-båd viser sig i mørket, veksler med det dybeste mismod.

John F. Kennedy er stadig forsvundet

På Plum Pudding Island falder en tung regn. For at lindre tørsten slikker mændene dråberne af buskenes blade. Flere gange mener de at se John F. Kennedy nede i vandkanten, men de bliver skuffede hver gang. Skipperen er stadig væk.

Tirsdag den 3. august vågner de med bange anelser. Det virker nu sandsynligt, at Kennedy er druknet. Johnston er stadig omtåget og McMahon har stærke smerter. Tørsten er ved at blive ulidelig for dem alle.

Mauer, skibskokken, klatrer op i en af palmerne og forsøger at ryste et par kokosnødder ned. Halvvejs oppe bider en stor, rød myre sig fast på hans ben. Han må lade sig glide ned og piller den af med neglene.

Endelig kommer han til tops og et par nødder bumper ned på jorden. Med en kniv får Mauer en af dem åbnet og labber med største velbehag den søde, tyktflydende mælk i sig.

Den forbrændte McMahon ser til, men siger ikke noget. Johnston får medlidenhed med ham og spørger, om Mauer ikke vil dele.

“Ja, ja, der er jo to mere”, mumler Mauer, og peger på nødderne på jorden, mens han smasker videre.

“Har du fået nok?” kommer det sarkastisk fra en af de andre, da Mauer omsider har tømt kokosnødden. Mauer ser på McMahon, og det går op for ham, at hverken han eller Johnston har styrke til at åbne en kokosnød. Han skammer sig over sin grådighed.

Endelig viser noget sig i vandkanten og denne gang er det Kennedy. Han ser elendig ud, afmagret og med rande under de blodskudte øjne. Hans før så solbrune krop har fået et gulligt skær.

Mens han kaster op, mumler han noget om at være faret vild i natten – og så falder han i søvn. Resten af eftermiddagen sidder de andre omkring ham, tørstige, sultne og modløse.

Næste nat tager én af de andre officerer, George “Barney” Ross, ud på revet, men heller ikke han får kontakt med nogen. Situationen begynder at blive kritisk for de skibbrudne.

Det er nu onsdag og fire dage er gået siden de blev sejlet ned. Mange af dem har ikke fået mad siden.

McMahon har det dårligt. Store skæl på øjenlågene forhindrer ham i at se ordentligt, og hans håndflader er svulmet op, så de ligner groteske trædepuder. Det forbrændte kød er begyndt at sprække og lugter råddent.

Værst af alt er den manglende udsigt til at blive reddet. Mændene begynder at blive bange. Tankerne kredser om familien derhjemme og mange spørger sig selv, hvorfor de overhovedet meldte sig til krigen.

Nogle begynder at kritisere flåden, der tilsyneladende ikke har løftet en finger for at komme dem til undsætning. Over for de to andre officerer giver John F. Kennedy sine frustrationer frit løb, men over for mændene forsøger han at virke glad og optimistisk.

John F. Kennedy drikker sig syg

Fra stranden kan de se over til en nærliggende ø, Olasana. Her er masser af kokospalmer, og desuden ligger øen lige ud til Ferguson Passage, hvor PT-bådene plejer at sejle. De beslutter at svømme derover. Turen foregår ligesom sidst med McMahon på slæb efter John F. Kennedy.

Mændene er frygteligt tørstige. Så snart de når frem, kaster de sig over nogle kokosnødder, der ligger på jorden.

John F. Kennedy og McMahon er de første, der drikker og de bliver begge syge. De andre beslutter sig for at holde lidt igen med at drikke.

Øen ser ud til at være dobbelt så stor som Plum Pudding Island, men amerikanerne går ikke på opdagelse, for som én siger: “Hvorfor opsøge problemerne?”

Da mørket falder på, sover mændene tæt sammen for at holde varmen. Fremmede lyde fylder natten. Ingen ved, om de er alene på øen, eller om de er havnet midt i fjendeland.

Enhver raslen og puslen får den mest ildevarslende betydning. McMahon lytter til lyden af regn mod løvet. Hans læber er sprukne og tørre, og han står op for at slikke på bladene. Stille sniger han sig frem i mørket.

Så stivner han. Kun få meter fremme ser han omridset af en lille, tæt skikkelse. En mand står ubevægelig og stirrer ufravendt på ham. McMahon er prisgivet.

Han har hverken pistol eller kniv på sig, og hans forbrændte fødder kan ikke bære ham hurtigt nok til, at han kan undslippe en angribende japaner.

Sekunderne går, uden at nogen af mændene rører sig. Så går det op for McMahon, at hvis han havde stået over for en bevæbnet fjende, ville denne for længst have kastet sig over ham.

I det samme genkender han radiomanden Maguire, der er lige så rædselsslagen som han selv.

Amerikanerne møder to fremmede

Næste dag svømmer John F. Kennedy og Ross over til en nærliggende ø, Naru. Herfra har de frit udsyn over Ferguson Passage.

Et ideelt sted for en japansk observationspost, tænker de gysende, mens de sniger de sig frem.

Fra Naru kan de se næsten helt hjem til deres base. Med fornuften ved de, at mere end 60 kilometer adskiller dem fra sikkerheden, men hen over det åbne hav synes afstanden besnærende kort.

I sandet ved vandkanten ligger vraget af et lille japansk fartøj. I båden finder Kennedy og Ross en hel kasse med bolsjer. Grådigt propper de nogle stykker i munden og bliver straks i bedre humør.

Lidt væk fra stranden finder de en kano lavet af en udhulet træstamme. I kanoen ligger en stor beholder med ferskvand, som de drikker lidt af, inden de igen går ned mod vandet. Snakken går om, hvordan de skal få kassen med bolsjer med over til de andre.

Pludseligt bliver de begge stille.

Ude i vandet står to skikkelser og kigger på dem. Så tumler de fremmede ned i deres kano og padler væk i fuld fart, mens John F. Kennedy og Ross kaster sig ind i buskene.

Det gode humør er forsvundet. Begge mænd er overbeviste om, at de er blevet set af japanerne og at det kun er et spørgsmål om tid, før en hel deling vil blive landsat for at gennemsøge øen.

På Olasana ligger de ni mænd og hviler sig, mens de venter på deres overordnede. Pludselig får de øje på noget ude i vandet.

Alt det de gennem tiden har hørt om japanernes behandling af krigsfanger – tortur og henrettelser – flyver gennem tankerne, mens de ser kanoen komme nærmere.

Men det er ikke japanere, ser de nu. Det er to indfødte. Men mændene ved ikke, om de er venner eller fjender. Måske vil de angive dem til japanerne.

Amerikanerne hvisker indbyrdes. De indfødte har ikke set dem endnu, så de kan stadig nå at gemme sig i buskene. På den anden side set vil det måske være at forpasse deres eneste chance for at blive reddet væk fra øen.

Leonard Thom er i Kennedy og Ross’ fravær den eneste officer på øen. Han træffer beslutningen. Roligt rejser han sig og går ned mod stranden.

For de indfødte er Thom et skræmmende syn; meget høj og blond med et viltert skæg. Med rædslen malet i ansigterne – og arme, der går som trommestikker – padler de baglæns i desperat flugt ud mod det åbne vand.

Thom begynder at løbe, mens han vifter med armene og råber: “Amerikanere!”

De to mænd i kanoen holder op med at padle og ser skeptisk ind på ham. De er spejdere for de allieredes kystobservatører og forstår til sidst, at det er venner, de står overfor. Hurtigt padler de ind til land igen.

John F. Kennedy vil finde Ross

Amerikanerne ved ikke helt, hvad de skal mene om de to indfødte med de vagtsomme øjne og det korte, krusede hår.

Mændene, som hedder Biuku og Eroni, kan ikke tale engelsk, men ved at pege og gøre grimasser får de fortalt, at de er bange, fordi de har set japanere på Naru.

Amerikanernes humør styrtdykker ved tanken om, at John F. Kennedy og Ross er faldet i fjendens hænder.

Nu hvor de har en kano, beslutter Thom, at de straks skal prøve at nå over til deres base ved Rendova Harbor.

Da han beordrer kanoen sat i vandet, protesterer de indfødte energisk. Men for amerikanerne er fristelsen for stor, og trods protesterne sætter Thom ud, fulgt af én af de andre amerikanere og en hovedrystende Biuku.

Så snart de kommer fri af kysten, må amerikanerne dog sande, at de indfødte vidste, hvad de talte om, for bølgerne kaster det lille fartøj omkring, så de må kæmpe for at hænge på. Ærgerlige vender de om og sejler ind igen.

I mellemtiden er John F. Kennedy kommet tilbage – sejlende i den kano, han har fundet på Naru, og med et stykke træ som pagaj. Med sig har han vandet og kassen med slik. Begge dele gør stor lykke hos de tørstige og sultne mænd.

Ross er blevet tilbage på Naru, da de senere vil forsøge at padle ud i Ferguson Passage for at få kontakt med de amerikanske både.

John F. Kennedy bliver derfor urolig over at høre, at de indfødte har set japanere på øen. På intet tidspunkt strejfer det ham, at det er ham selv og Ross, de har set.

John F. Kennedy beslutter at tage tilbage til Naru og finde Ross. Det går fint, men blæsten forhindrer nu også ham og Ross i at sejle ud i Ferguson Passage. De to mænd tilbringer natten på Naru, men vender tilbage til de andre tidligt næste morgen.

På Olasana er stemningen dårlig, fordi én eller anden i ly af mørket har sneget sig til at drikke alt vandet i beholderen. Kennedy ser til gengæld lyst på tingene.

Han stoler på de indfødte og føler, at de med to kanoer og to lokalkendte forbundsfæller er tættere på at blive reddet end nogensinde før. Han får Biuku til at klatre op efter en kokosnød.

I skallen ridser han en kort besked med sin kniv: “Den indfødte kender positionen. Han kan vise vejen. 11 mænd i live. Har brug for en lille båd. Kennedy”.

Hjælpen kommer

Tidligt lørdag morgen når Biuku og Eroni frem til den amerikanske torpedobådsbase efter at have sejlet 60 km i deres lille kano.

På basen er der allerede vildt postyr, for undervejs har de indfødte varskoet deres nærmeste chef, en australsk kystobservatør på Kolombangara, som har sendt besked videre til den amerikanske flåde.

Desuden har han sendt spejdere afsted til de strandede på Olasana med et brev om, hvordan den videre redningsaktion skal foregå. Spejderne ankommer til Olasana ca. samtidig med, at Biuku og Eroni når basen i Rendova Harbor.

Pludseligt står en indfødt foran John F. Kennedy og rækker ham et brev.

For første gang i en uge ler Kennedy højt, for situationen er både uvirkelig og grotesk; her står han midt i junglen, langskægget, uvasket og halvnøgen – og en mand kun iført lændeklæde rækker ham et brev med den højtidelige overskrift “I Hans Majestæts tjeneste…”.

Kennedy vender sig mod Ross: “Det må man lade dem, de briter…”.

Kasser med lækkerier bliver hentet frem fra kanoen, mens de indfødte tænder de medbragte petroleumsblus.

Begejstret over at kunne vende tilbage til de gamle rutiner træder skibskokken Mauer til og går i gang med at røre i gryderne. Snart kan de sultne skibbrudne mæske sig i roastbeef og kartofler, ris og søde pawpaw-frugter.

Bagefter pulser de lykkelige på de Chelsea-cigaretter, som de indfødte tryller frem.

Hvor nødigt han end vil forlade sine folk, må Kennedy bryde op lige efter måltidet, for spejderne har lovet kystobservatøren at bringe den øverstbefalende med tilbage.

Den ledende spejder forklarer sagen. Han hedder Benjamin og taler perfekt engelsk. Modstræbende lader Kennedy sig gelejde ned i den overfyldte kano.

John F. Kennedy smugles ud

Så snart de når ud på det åbne vand, får Kennedy besked på at lægge sig ned i bunden af kanoen. Spejderne dækker ham med palmeblade.

Pludselig hører de lyden af fly, der nærmer sig. Den vedholdende summen bliver højere og højere, til flyene hænger som irriterende insekter over deres hoveder. Spejdernes angst forplanter sig til Kennedy.

“Hvad sker der?” spørger han fra sit skjul.

“Japanske fly, bliv nede”, svarer Benjamin hurtigt.

Med ivrige stemmer begynder spejderne at diskutere, hvad de skal gøre. En af dem holder på, at de skal vinke op mod flyene. Til sidst rejser Benjamin sig op og vinker begejstret mod himlen. De tre fly tipper vingerne over og forsvinder mod horisonten.

Ved 18-tiden lørdag aften når kanoen med John F. Kennedy frem til kystobservatøren på øen Gomu i Ferguson Passage, hvor Kennedy bliver inviteret på te.

Observatøren mener, at spejderne skal sejle Kennedy videre til basen i Rendova, mens en PT-båd henter de andre på Olasana. Det vil Kennedy dog ikke høre tale om.

Han har stadig ansvaret for sine folk, og desuden tror han ikke på, at nogen kan finde dem igen i mørket, hvis ikke han er med. Han insisterer på at vente og lade sig samle op af PT-båden, så han kan tage med ud og hente de andre.

Klokken lidt over ti om aftenen lyder den trygge lyd af motoren fra en PT-båd, efterfulgt af det aftalte signal på fire skud. John F. Kennedy besvarer signalet. Langsomt løber kanoen op på siden af PT-157.

“Hey, Jack”, lyder det i mørket.

“Hvor helvede har I været?” spørger John F. Kennedy.

“Vi har mad med til dig”, svarer stemmen.

“Mange tak”, svarer Kennedy sarkastisk. “Men jeg har lige spist en kokosnød”.

Søndag morgen løber PT-157 ind i Rendova Harbor. En hel uge er gået siden John F. Kennedy og hans besætning sidst så deres base med dens virvar af olietønder og sandsække, vildtvoksende vinranker og skyttehuller.

Under det bevægede gensyn får mændene at vide, at alle har anset dem for døde. Der har endda været afholdt en mindehøjtidelighed. Mens Kennedy kommer til hægterne, ringer en ven til hans mor.

“Jack er blevet reddet”, siger han bevæget.

“Reddet fra hvad?” lyder Rose Kennedys forundrede stemme i den anden ende af linjen.

I flere dage har Kennedys far vidst, at hans søn er forsvundet i Stillehavet, men han har holdt det for sig selv for ikke at gøre sin hustru bekymret.