Ruten blev gjort “skudvenlig”
Teori: Aftenen inden Kennedys ankomst til Dallas ændrede komplotmagere på ruten, for at snigskytten Lee Harvey Oswald kunne komme på skudhold af præsidenten.
Fakta: Teorien bygger på et kortudsnit, af ruten, der blev trykt i The Dallas Morning News. På kortet drejer Kennedys kortege ikke ind på Dealey Plaza, som den rent faktisk gjorde, men fortsætter ad Main Street op på motorvejen.
Men kortet i avisen var tegnet forkert. En betonadskillelse af vejbanerne på Main Street betød, at det slet ikke var muligt for Kennedys bilfølge at komme op på motorvejen, hvis bilerne var fortsat ligeud.
Det var kun tegningen, avisen havde fået forkert. I artiklen om præsidentbesøget skrev avisen helt korrekt, at kortegen ville dreje ved Dealey Plaza. Den konkurrerende avis Dallas Times Herald beskriver også den rigtige rute både i ord og på et kort.
Paraply lammede Kennedy
Teori: Den sortklædte mand med paraplyen var en del af komplottet og skød fra paraplyen en speciel giftpil i halsen på præsident Kennedy.
Fakta: Manden med paraplyen blev identificeret i 1978, efter at undersøgelseskommissionen United States House Select Committee on Assassinations havde efterlyst ham.
Hans navn var Louie Steven Witt, og han forklarede til kommissionen, at paraplyen ikke havde noget med attentatet at gøre, men var ment som en tavs protest mod præsidentens far, Joseph P. Kennedy, der havde været amerikansk ambassadør i Storbritannien og støttet premierminister Neville Chamberlains eftergivende politik over for Nazityskland.
Chamberlain var kendt for altid at bære en sort paraply, som derfor blev betragtet som hans symbol. Witt omtalte senere sin demonstration mod præsidenten som “en dårlig vits”.

Paraplymanden kan kun ses på ganske få utydelige billeder.
Den magiske kugle spøger
Teori: En enkelt kugle kunne umuligt ramme både Kennedy og Connally i limousinen. Der var tale om to skud – eller en “magisk kugle”, lyder det hånligt fra konspirationsteoretikerne
Fakta: Hele teorien om, at én kugle umuligt kan have ramt de to mænd, bygger på en fejlbehæftet skitse.
I virkeligheden sad Kennedy lidt højere end Connally og havde lænet sig lidt til siden, så kuglen kunne passere lige gennem dem begge. Det krævede hverken to skytter eller en “magisk kugle”.
Denne forklaring er blevet efterprøvet af flere uafhængige efterforskere, bl.a. TV-stationen Discovery Channel, som gennemførte en rekonstruktion i 2007.
Kennedy dræbt i krydsild
Teori: Abraham Zapruders 8-mm-film viser, at præsident Kennedy bliver kastet bagover i sædet med voldsom kraft – et tydeligt bevis på, at han blev ramt forfra, og at der var fire eller flere skytter med i attentatet.
Fakta: Alle fysiske beviser peger på, at der kun var én gerningsmand, Lee Harvey Oswald. Kennedys skudsår stammer kun fra en enkelt gerningsmand. Teorien om, at der var flere skytter, bygger primært på utydelige sekvenser i Zapruder-filmen og absurde detaljer som hak i fortovet, der i konspirationsteoretikernes øjne stammer fra en kugle, der ramte forbi Kennedy.
Faktuelt viser Zapruder-filmen, at skuddene mod Kennedy falder med flere sekunders mellemrum. Det passer ikke med teorierne om flere skytter, der koordinerer deres indsats. Blandt krydsilds-teoriens mange svagheder er også det faktum, at fire mænd med geværer ville have svært ved at skjule sig på den åbne plads.

Præsidentflyet Air Force One i lufthavnen i Dallas fotograferet samme dag, som Kennedy blev skudt.
CIA fik Kennedy dræbt
Teori: USA’s efterretningstjeneste CIA ville af med Kennedy og hyrede Oswald til at gøre det beskidte arbejde.
Fakta: Ingen kilder peger mod CIA-folk som bagmænd for attentatet, men til gengæld kan konspirationsteorien heller ikke modbevises. I løbet af 1950’erne havde CIA vokset sig stor og magtfuld.
Efterretningstjenestens enerådige direktør, Allen W. Dulles, lod nærmest CIA føre selvstændig udenrigspolitik med kup og snigmord på statsledere som midler. Kennedy, der var træt af CIA’s enegang, forsøgte at begrænse tjenestens rolle.
Sandheden kommer muligvis for en dag, når CIA frigiver deres dokumenter i overensstemmelse med President John F. Kennedy Assassination Records Collection Act of 1992 – en lov, der påbyder National Archives and Records Administration (NARA), at samle alle arkivmaterialer, der har med Kennedymordet at gøre. Det sker i 2017.
Vicepræsidenten skød præsidenten
Teori: Kennedy havde planer om at udskifte Johnson som sin vice-præsident efter valget i 1964. Derfor slog det klik for den ambitiøse Lyndon B. Johnson.
Fakta: Madeleine Duncan Brown, som hævder at have været Lyndon B. Johnsons elskerinde gennem 20 år – fra 1948 til 1969 – fortalte i 1982, at vicepræsidenten stod bag attentatet på John F. Kennedy.
Ifølge Brown var hun aftenen før attentatet til en prominent fest sammen med vicepræsident Johnson, hvor også J. Edgar Hoover og Nixon deltog. Her havde Johnson hvisket til hende, at “efter i morgen vil Kennedyerne aldrig ydmyge mig igen. Det er ikke en trussel. Det er et løfte”.
Browns historie er siden blevet gennemhullet af historikere og journalister. Blandt andet var hverken Johnson, Hoover eller Nixon med til den fest, som Madeleine Brown refererer til.

To timer efter mordet bliver Lyndon B. Johnson taget i ed som præsident for USA.
Cubanere tog hævn
Teori: Eksilcubanerne gav Kennedy skylden for, at invasionen af Svinebugten, et amerikansk kupforsøg på Cuba, slog fejl.
Fakta: Rygterne om, at eksilcubanerne hyrede Lee Harvey Oswald som attentatmand, hører til de mest sejlivede konspirationsteorier om mordet på John F. Kennedy.
Undersøgelseskommissionen, The House Select Committee on Assassinations, som Kongressen havde nedsat til at undersøge mordene på både Kennedy og Martin Luther King, undersøgte muligheden for en forbindelse mellem Kennedymordet og højreorienterede eksilcubanere, men fandt ingen afgørende beviser.
Mafiabosser gav ordren
Teori: “Carlos kludrede i det. Vi skulle ikke have dræbt John. Vi skulle have dræbt Bobby”. Sådan skal mafialederen Santo Traffi-cante have sagt på dødslejet til mafiadvokaten Frank Ragano.
Fakta: Carlos med efternavnet Marcello var mafiaboss i New Orleans. Marcello og Trafficante bar angiveligt nag til Kennedyerne, fordi Robert (Bobby) Kennedy som justitsminister gik hårdt til mafiaen.
Ophavsmanden til teorien er Charles N. Shaffer jr., der i sin tid gjorde tjeneste i Warrenkommissionen, som officielt undersøgte Kennedymordet til bunds.
Men ingen, der siden har undersøgt teorien, har fundet skyggen af bevis eller kunnet få bekræftet, at der var en forbindelse mellem mafiaen og Lee Harvey Oswald.
Oswald var russernes mand
Teori: Kennedy var en torn i øjet på Sovjet, som skaffede ham af vejen.
Fakta: Få måneder inde i JFK’s præsidentperiode forsøgte amerikanerne at invadere Sovjetunionens tætte allierede Cuba. Året efter bragte cubakrisen verden på randen af en atomkrig.
Alligevel afviser historikere denne konspirationsteori som helt hen i vejret. For et præsidentmord er det samme som en åben krigserklæring og kunne have ført til en altudslettende atomkrig.
Og da Oswald ovenikøbet havde været bosat i Rusland og var russisk gift, ville det være alt for risikabelt at hyre ham til at skyde Kennedy.
Kennedys lig blev “sminket”
Teori: Kirurger påførte Kennedy et skudsår i nakken, for at kunne hævde at skuddene faldt bagfra. Det skulle skyde skylden på Oswald.
Fakta: Teorien antager, at Kennedys lig blev taget op af kisten under flyveturen til Washington. Her kunne den tomme kiste bæres ud af flyet foran TV-kameraerne, mens liget blev smuglet ud af flyets bagdør til et hospital, hvor læger skabte “falske sår” inden obduktionen.
Men teorien holder ikke, for efter landingen stod Air Force One badet i lys, så tilskuerne havde fuldt overblik over både for- og bagsiden af flyet. Desuden gav tidsplanen slet ikke plads til operative indgreb inden obduktionen.

Et billede af Kennedy på obduktionsbordet, hvor man kan ane, at højre side af hovedet er skudt væk.
Kennedy døde slet ikke
......men blev alvorligt skadet og anbragt på et hemmeligt privat plejehjem. Det hele var finansieret og organiseret af den stenrige skibsreder Aristoteles Onassis.
Teori: Takket være dygtige kirurger overlevede Kennedy attentatet.
Fakta: Ifølge konspirationsteoretikerne døde Kennedy slet ikke, men blev svært hjerneskadet og måtte derfor gemmes væk fra offentligheden på en ø ejet af den græske rigmand Aristoteles Onassis.
Teorien gennemhulles fuldstændigt af billeder fra obduktionen af John F. Kennedy. Billederne viser meget tydeligt, at hele højre side af præsident Kennedys hjerne blev skudt væk under attentatet.
Lægerne på Parklandhospitalet i Dallas, hvor Kennedy blev kørt hen efter attentatet, var derfor med det samme klar over, at præsident John F. Kennedy umuligt kunne overleve sine omfattende skader.