Machiavelli afskyede brutale fyrster

Diplomaten arvede farens talent

Niccolò Machiavelli kom til verden i 1469 i Firenze – Italiens rigeste bystat.

Staten blev regeret af den stenrige bankfamilie Medici. Ved Niccolòs fødsel hed Firenzes hersker Lorenzo Medici, og Machiavelli-familien var blot en land­adelig slægt uden stor indflydelse i byen.

Unge Niccolòs far, advokaten Bernardo Machiavelli, havde imidlertid en veludviklet diplomatisk forståelse.

Da familiens tjenestepige i 1475 påstod, at Bernardos rige og betydningsfulde fætter havde gjort hende gravid, lagde Bernardo Machiavelli en snedig plan.

En aften mødtes han med sin fætter og fortalte, hvad tjenestepigen havde sagt. Fætteren nægtede pure og skød skylden på en af sine venner.

Bernardo lod, som om han var forarget på fætterens ven, og foreslog, at pigen blev giftet bort med en medgift – som belønning for ikke at sladre og ødelægge familiens renommé.

Fætteren, der frygtede for sit personlige ry, bifaldt lettet planen og lovede at betale medgiften.

Fætrene underskrev dernæst et aftaledokument om medgiftens størrelse og detaljerne for overdragelsen af beløbet til pigens familie.

Kun ét andet betroet familiemedlem var til stede som vidne, “så sagen ikke bliver afsløret”, noterede Bernardo Machiavelli senere i sin dagbog.

Niccolò Machiavelli var blot seks år gammel, da hændelsen fandt sted, men han fik den genfortalt af sin far. Episoden lærte den unge dreng en vigtig lektie.

“Folk er mere interesserede i deres rygte og i at opnå fordele end i at gøre det rette”, skrev han som voksen med henvisning til sagen.

Allerede tidligt i livet stod det klart, at unge Niccolò mindede meget om sin far.

Da han begyndte at modtage undervisning hos privatlæreren mester Matteo, viste det sig, at han havde et lige så stort talent for at formulere sig på skrift og i tale som Bernardo.

Ydermere havde Niccolò også arvet sin fars interesse for historie og i forlængelse deraf Bernardos had mod despoter.

Italiens fortid myldrede med tyranner, der var blevet styrtet af folket. Et instruktivt eksempel for Niccolò var den upopulære konge af Rom, Tarquinius, som byens borgere i 509 f.Kr. drev i eksil.

Rom blev derefter en republik.

“Republikker er meget mere opmærksomme på at overholde overenskomster end fyrster og laver færre fejltrin”, konkluderede Niccolò Machiavelli.

Diktator blev smidt på porten

Omkring 1494 begyndte Machiavelli på Firenzes universitet, hvor han gik til forelæsninger om retorik og historie.

Niccolò var en kvik ung studerende – kendt for sin humor, diskussionslyst og evne til at gennemhulle vennernes argumenter, fx om, at fyrstedømmer var stabilere end folkestyrer.

Et fyrstedømme var altid plaget af magtkampe, der truede med at rive staten fra hinanden, argumenterede Machiavelli.

Eksempler på interne magtkampe var der nok af i Firenze. I 1478 var byens hersker, Lorenzo Medici, og hans bror, Giuliano, gået til messe med en flok venner.

Før messen var vennerne glade og hilste venligt på brødrene, men under messen angreb de pludselig de to Medici-brødre med knive.

Giuliano mistede livet, mens Lorenzo undslap med skrammer. Niccolò Machiavelli var ni år på det tidspunkt, men han hørte de voksne tale om mordet.

“Det er værd at notere, hvor meget had og planlægning der indgik i denne brøde, som blev maskeret med stor hjertelighed”, skrev Machiavelli senere i værket “Firenzes historie”, som blev til i årene 1520 til 1527.

Morderne blev fanget og hængt, og Lorenzo de Medici styrede Firenze indtil sin død i 1492. Efter hans bortgang tog sønnen Piero Medici over, og magtkampene fortsatte.

Piero regerede Firenze med hård hånd, og efter to år fik en gruppe af byens adelsmænd nok: De afsatte Piero og forviste Medicierne fra byen. Efter 60 år under bankfamiliens kontrol blev bystaten atter en republik.

For den fyrste-kritiske Machiavelli gav systemskiftet mulighed for en stilling som embedsmand i det nye byråd.

Lederen af rådet, adelsmanden Piero Soderini, indså, at Machiavelli med den skarpe hjerne spildte tiden bag sit skrivebord.

I 1499, et år efter ansættelsen, fik Machiavelli sin første store opgave af byrådet:

Han skulle på et diplomatisk visit hos Firenzes allierede grevinden af Forlì, den berygtede Katarina Sforza.

Skønhed viste sit underliv frem

Machiavelli var bekendt med Katarina Sforzas ry, inden han ankom til Forlì – en by ca. 50 km nord for Firenze.

Tidligere udsendinges rapporter beskrev grevinden som snu og med nerver af stål.

Efter et kup i 1488 var hun blevet omringet i sin borg af kupmagerne, som forinden havde myrdet hendes mand og taget parrets børn som gidsler.

Foran borgen forlangte kupmagerne, at Katarina Sforza overgav sig. Men grevinden var iskold:

“Da de truede med at myrde børnene, hev hun op i skørterne og viste dem sine kønsdele med ordene: ‘Jeg har midlerne til at lave flere!’”

Kuppet viste sig at mangle folkelig opbakning og brød sammen. Nådesløst beordrede grevinden kupmagerne fængslet og tortureret, mens deres ejendomme blev konfiskeret eller tømt for værdier og brændt.

Trods grevindens ry var kollegerne hjemme i Firenze misundelige på Machiavellis opgave, for Katarina Sforza var kendt for sin skønhed.

“Tag et portræt med tilbage af fyrstinden – et af dem på et stykke papir, som de sælger der. Sender du det med bud, så rul det op, så folder ikke ødelægger det”, tiggede kollegaen og vennen Biagio Buonaccorsi i et brev til Machiavelli.

Mens han afventede sin audiens hos grevinden i Forlí, skrev Machiavel­li selv et brev til Firenzes byråd.

På sin vej gennem regionen Romagna, hvori Forlí ligger, havde han hørt rygter om, at Katarina Sforza udrustede en hær og lod soldater plyndre områdets landsbyer.

“De lokale hverken agter eller stoler på hende. Dermed er byboer og land­befolkningen i en konstant tilstand af angst”, lød det i Machiavellis rapport.

Dele af Romagna tilhørte Firenze. Hærgede soldaterne landsbyerne her, kunne en krig bryde ud mellem Firenze og Forlí.

Under dække af høflighedsfraser borede Machiavelli i sagen, da grevinden modtog ham i sit palads.

Med kold stemme afviste Katarina Sforza alt, selvom også Forlí myldrede med soldater.

Efter flere møder med grevinden dæmrede sagen for Machiavel­li. Katarina Sforza rustede sig til krig, men modstanderen var Cesare Borgia – Italiens mægtigste hærfører.

Hjemme igen spåede Machiavelli over for byrådet, at blev Forlí erobret, var Firenze også i fare. Cesare Borgia var kendt for sit uhæmmede magtbegær.

Tomme løfter skulle styrke alliance

På Machiavellis tid havde alle italienere hørt om Cesare Borgia.

Blot 18 år gammel var han blevet udnævnt til kardinal af sin far, pave Alexander 6. Fem år senere, i 1498, aflagde den rastløse pavesøn dog sin røde kardinalkappe for i stedet at stille sig i spidsen for Pavestatens hær.

Machiavellis frygt voksede, da Cesare Borgia i efteråret 1499 marcherede ind i Romagna. Her erobrede han Forlí og sendte Katarina Sforza til Rom i lænker.

I Firenze trådte byrådet sammen i al hast. Stemningen var panisk, men rådsformanden, Piero Soderini, manede til besindighed.

Firenze var allieret med Frankrigs kong Ludvig 12., som havde en hær på over 10.000 mand.

Firenze skyldte dog kongen penge. Ludvig 12. havde bekostet tusindvis af lejesvende i sin støtte til Firenzes krig mod nabobyen Pisa.

Den uafgjorte krig havde varet siden 1497, og regningen for soldaterne var løbet op i 12.000 dukater – ca. 8 mio. nutidskroner. Kongen havde flere gange bedt Firenze betale for hjælpen.

I stedet for at betale sendte byrådet nu to diplomater til Frankrig.

De skulle forny alliancen og holde kongen hen med forsikringer om, at pengene var på vej – dog uden at love hvornår. Byrådet belønnede Machiavellis indsats i Forlí ved at gøre ham til den ene diplomat.

Færden for de to diplomater begyndte den 18. juli 1500. Ifølge Machiavellis beretning fra rejsen var turen et helvede.

Fed mad på de franske kroer gav ham dårlig mave, og hans tjener var uduelig. I stedet for at sætte sin herres oppakning op på en hylde efterlod tjeneren den på gæsteværelsets gulv natten over.

Næste morgen var Machiavellis støvler fyldt med museafføring, og i vadsækken var det fine diplomattøj gnavet i stykker og fyldt med levende musefamilier.

“Selvom det blot er små ting og lyder latterligt, så taler jeg af erfaring”, lød Machiavellis advarsel om kro-mus til andre rejsende, der begav sig til Frankrig.

Diplomater fedtede for kongen

Machiavelli anskaffede sig nye præsentable klæder før ankomsten til Ludvig 12.s hof i sommeren 1500.

Han havde aldrig været uden for Italiens grænser før og sugede alle indtryk til sig. I Machiavellis ører lød fransk som gebrokkent latin.

“De er fjender af romernes sprog”, notede han i sin bog “Franskmændenes natur”, som han skrev på frem til 1503.

Ved deres foretræde for Ludvig 12. overøste Machiavelli og hans kollega kongen med roser og løfter om evigt venskab mellem Firenze og Frankrig. Men Ludvig afbrød dem med et krav om sine penge.

Machiavel­li måtte derefter sende rykkere til Firenzes byråd, hvilket irriterede ham. Kongens attitude var for Machiavelli nemlig et tegn på selvovervurdering og arrogance.

“Disse franskmænd bruger andre ord og ser på sagen på en anden måde, for de er forblændet af deres magt og deres umiddelbare overtag, og de respekterer kun dem, der er veludrustede eller parate til at betale”, skrev en frustreret Machiavel­li hjem til byrådet i Firenze.

Væmmelsen over magtspillet voksede, efterhånden som Machiavelli kom i kontakt med og observerede udsendinge fra andre af de italienske bystater. Ved det franske hof krøb alle for kongen.

“De er mere slavegjorte end hebræerne, mere sleske end perserne, mere delt end athenienserne”, noterede han.

Opholdet i Frankrig blev dog en anelse bedre af, at vennerne hjemmefra sendte breve – ofte med beskrivelser af det fagre køn, som Machiavelli holdt meget af.

“Du skulle se dem (kvinderne, red.) sidde i vinduerne og sukke efter dig”, lød det fx fra vennen Biagio Buonaccorsi.

Forhandlingerne mellem bystaten og kongen trak ud. Machiavelli brugte ventetiden på at spise middage sammen med udsendinge fra andre italienske bystater.

Trods rigelige mængder vin og selskab af prostituerede under middagene fik Machiavelli altid udvekslet vigtige informationer med de andre udsendinge.

“Den bedste metode til at få informa­tioner er at give dem”, lød Machiavellis personlige råd til en anden ambassadør.

Efter måneders tovtrækkeri endte forhandlingerne med, at Firenzes byråd indgik en aftale med Ludvig 12. om en afbetaling af gælden. Så snart aftalen var i hus, rejste Machiavelli hjem.

Truslen mod bystaten bestod dog, for i foråret 1501 drog Cesare Borgia atter på felttog. Alle i Firenze frygtede, at hærføreren ville vende blikket mod deres by.

Skruppelløs fyrste var en pralhals

For mange italienske byer blev 1501 et rædselsår.

Afbrændte marker, nedhuggede husdyr og lig lå tilbage, når Cesare Borgias hær havde været forbi.

På tværs af Italien angreb hærførerens soldater byerne Bologna, Faenza og Piombino. Da Capua i syd blev indtaget, slagtede soldaterne 3.000 civile i gaderne.

På landet plyndrede hæren klostre. Munke blev hakket ned med sværd og nonner udsat for voldtægt og tortur, før de til sidst blev spiddet på hellebarder.

Da hæren i maj stod ca. 10 km fra Firenze, tømte byens købmænd deres butikker og gemte varerne hjemme i kælderen.

Byrådet pålagde borgerne at sætte tændte lys i vinduerne om natten og holde øje med mistænkelige folk på gaden.

Cesare Borgia havde nemlig tidligere bestukket lokale til i nattens mulm og mørke at åbne byporten og lukke hær­førerens soldater ind.

Truslen mod Firenze blev afværget, da Frankrigs konge sendte 6.000 soldater til hest for at beskytte byen. Tjenesten kos­te­de dog.

Ludvig 12. forlangte 40.000 dukater for hjælpen – over tre gange så meget, som bystaten i forvejen skyldte.

Borgerne i Firenze skumlede, for regningen hang på dem i form af højere skatter.

Utilfredsheden gav sig udslag i graffiti, hvor byrådsmedlemmer fik tegnet galger på deres huse. Under tegning­erne stod der, at Firenze burde overgive sig til den uovervindelige Cesare Borgia.

Byrådet nægtede at bøje sig for kritikken. I stedet sendte de et hold diplomater, heriblandt Niccolò Machiavelli, til den erobringslystne hærfører.

Diplomaterne “skal afdække Borgias intentioner i forhold til os, så vidt de kan, og prøve at holde ham os fra livet”, lød den officielle mission ifølge byrådets egne protokoller.

Machiavelli havde hørt en del om opkomlingen Cesare Borgia. Han var angiveligt ligefrem og opblæst – og på ingen måde mindre arrogant end andre fyrster.

Efter deres første møde vurderede Machiavelli selv, at Cesare Borgia var forblændet af sin krigslykke og sin nye titel som hertug af Romagna – en titel, han havde fået af sin far, pave Alexander 6.

“Hertugen lader sig rive med af sin iltre selvtillid”, skrev Machiavelli hjem til byrådet i Firenze.

Da krigslykken vendte efter et par nederlag, udbrød der mytteri blandt Cesare Borgias generaler.

Rasende lagde hær­føreren en grusom fælde. Et forsoningsmøde med oprørerne blev sat i stand, men Machiavelli vidste bedre.

“Hertugen vil tage hævn over dem, som bragte hans stat i fare. Han er ikke seriøs med en forsoning”, afslørede en af Cesare Borgias livvagter over for diplomaten fra Firenze.

Guvernør blev fundet i to stykker

Som gæst hos Cesare Borgia var Machiavelli tæt på det blodige opgør, der fulgte.

Først lokkede hertugen sin guvernør over Romagna, Ramiro de Lorca, til at mødes med sig. I Cesare Borgias øjne var guvernøren en forræder, fordi han ikke havde standset oprøret.

Under mødet greb Borgias soldater den intetanende Ramiro og smed ham i fængsel. Efter tre dage lød det i en rapport fra Machiavelli til byrådet:

“Denne morgen blev guvernøren fundet i to stykker på den offentlige plads, hvor han stadig ligger. Hertugen har vist, at han efter behag kan skabe såvel som ødelægge en mand”.

Med løfter om frit lejde og fornyet venskab mødtes hertugen derefter med oprørerne, men mødet var en fælde.

“Hertugen hilste hjerteligt på dem og førte dem ind i et rum”, rapporterede Machiavelli hjem til Firenze.

I rummet blev de ubevæbnede mænd grebet af Cesare Borgias soldater. Dagen efter var de allesammen døde.

Med så skruppelløs en modstander blev Machiavelli for alvor bekymret, da Cesare Borgia rekrutterede nye soldater for at erobre mere land.

Men den 18. august 1503 faldt hans planer fra hinanden, da pave Alexander 6. døde.

Roms nye pave, Julius 2., var modstander af Borgia-familien og fik pavesønnen fanget og smidt i fængsel.

Cesare endte med at blive udvist til Spanien, hvor Borgia-slægten stammede fra.

Pavens død svækkede bystyret

Samtidig med Borgia-slægtens fald fra magtens tinder øjnede Medicierne en chance for at vende tilbage til Firenze.

Pave Julius 2. støttede familiens krav om igen at kunne bosætte sig i staden.

Flere i byrådet anede dog, at Mediciernes tilbagekomst blot var et slet skjult forsøg på at kuppe Piero Soderini. Men rådslederen nød ingen stor opbakning.

Piero var blevet upopulær blandt mange i byrådet, efter at han uden tilladelse var flyttet ind i Firenzes imposante rådhus, Palazzo Vecchio – en ulovlig handling, der af rådsmedlemmerne blev betragtet som embedsmisbrug.

Machiavelli var en af Soderinis mest betroede embedsmænd, og han mærkede selv den fjendtlige stemning.

Et byrådsmedlem, som var modstander af Soderini, bombarderede ham med breve, hvori han i en nedladende tone klagede over, at Machiavelli ikke holdt ham informeret i en verserende sag.

“Jeg har allerede skrevet svaret til rådet på latin, men jeg gentager gerne her på italiensk”, lød det spydigt i Machiavellis svar til byrådsmedlemmet.

Svaret antydede, at rådsmedlemmets manglende indsigt i sagen skyldtes, at han ikke var dannet nok til at forstå latin.

Medicierne tog magten i Firenze

Mens Machiavelli var på diplomatiske missioner i bl.a. Frankrig og Tyskland, voksede modstanden mod Piero Soderini.

I 1509 kom Machiavelli selv i fare­zonen. Byrådet modtog et anonymt brev med anklager om, at han havde ubetalt gæld, og at hans far var født i dølgsmål.

Begge forhold gjorde efter datidens regler Machiavelli uegnet til at varetage et embede i bystatens administration.

“Sagen er ude allevegne, selv i bordellerne, og nu sladrer alle om det”, lød advarslen, som Machiavelli modtog fra vennen Biagio Buonaccorsi.

Anklagerne var falske, men Machiavellis modstandere lugtede blod. Ifølge Biagio Buonaccorsi havde et medlem af Firenzes krigsråd i vidners påhør kaldt Machiavelli for “en slyngel”.

I september 1512 blev Piero Soderini kuppet af Mediciernes støtter i byrådet. Bankfamilien greb atter magten og forviste Soderini til byen Siena.

Machiavelli røg også i fængsel – anklaget for at deltage i et komplot mod Medicierne.

I fængslets torturkælder hejste en bøddel den bagbundne Machiavelli op i hænderne, indtil hans skuldre gik af led.Diplomaten skreg af smerte, men han kunne intet røbe, da det påståede komplot var det pure opspind.

Efter tre uger i et usselt fangehul blev Machiavelli frigivet. Pave Julius 2. var død, og afløseren, Leo 10., gav amnesti til alle fanger i sin fødeby, Firenze.

Medicierne ville dog af med Machiavel­li, og de sendte ham i eksil. På sit landsted skrev Machiavelli om politik, magtteori og historie.

Da paven i 1520 udbad sig forslag til reformer af Firenzes styre, henvendte han sig til Machiavelli.

Året efter døde Leo 10., og planerne blev skrinlagt. Medicierne sad stadig på magten i Firenze, da Ma­chi­a­vel­li døde i 1527.

Til det sidste drømte han om at “indføre en sand republik”.

Ordene stod i hans oplæg til paven.