Da Mussolini kom til magten i 1922, overtog han et Italien, der stadig ikke var kommet sig oven på 1. verdenskrig. Især tognettet var i en sørgelig forfatning, og fascisternes propaganda fokuserede bl.a. på store forbedringer her.
Mange vestlige medier havde sympati for det fascistiske styre, og allerede i 1923 skrev den amerikanske avis Prescott Evening Courier:
“De italienske tog kører nu til tiden, efter at den unge diktator har overtaget magten”.
Ofte blev propagandaen brugt som fakta i udlandet, selv af Mussolinis kritikere. I 1931 skrev New York Times:
“Selvom turisterne komplimenterer ham for, at togene kører til tiden, står Mussolinis styre for nogle af de største krænkelser af indbyggernes frihed”.
Løgnen om togdriften havde så godt fat i de udenlandske medier, at den blev fortalt selv efter 2. verdenskrig, hvor Mussolini var blevet henrettet og sympatien for fascismen var fuldkommen forsvundet i Vesten.
I 1949 skrev Time Magazine: “Ud over at få togene til at køre til tiden fik Mussolini også Roms turbulente trafik til at køre glat”.
KONKLUSION: Togene kørte til tiden for turister og overklassen
Inden sin karriere som politiker var Mussolini journalist, og han forstod til fulde massemediernes og propagandaens magt. Han tog udgangspunkt i udbygningen af tognettet for at fremstå som en stærk leder, der kunne modernisere Italien og arbejde for folket. Mange medier faldt for propagandaen og viderebragte historien.
I dag er de fleste historikere enige om, at fascisterne tog æren for mange udvidelser af tognettet, der reelt ikke var deres fortjeneste, og at forbedringerne primært kom overklassen og turisterne til gode.
Som den amerikanske journalist George Seldes skrev i 1936 efter at have opholdt sig i landet i flere år:
“Det er sandt, at størstedelen af eksprestogene, dem, som transporterer blåøjede turister, bliver sendt igennem til tiden. Men på de mindre linjer er banenettet i så ringe stand, at der ofte er forsinkelser”.