Den 28. februar 1986 klokken 23.21 brydes stilheden i Stockholms gader af to brag. Sveriges statsminister Olof Palme falder til jorden, og tre kvarter senere erklæres han død.

© Scanpix, Polfoto & Shutterstock

Olof Palme: Morderen forsvandt i mørket

En sen aftentime i 1986 bliver den svenske statsminister Olof Palme myrdet på vej hjem fra biografen med sin hustru. Flere vidner overværer den brutale nedskydning på en gade i det centrale Stockholm. Men gernings­­­manden undslipper, og den dag i dag forbliver mordet en gåde.

26. februar 2016 af Boris Koll

Statsministeriet i Stockholm, fredag den 28. februar 1986 kl. 13.20.

I forbindelse med et frokostmøde har den svenske regering højst usædvanligt måttet vente på statsminister Olof Palme i mere end tyve minutter.

Da Palme endelig viser sig, er han i et ualmindeligt rædsomt humør – helt ude af sig selv. Flere af de ministre, som kender ham bedst, spørger, hvad der dog er i vejen. Men Palme vil ikke sige noget.

Statsministeren sætter sig ned og begynder at spise, men han virker stadig både vred og ængstelig.

En af ministrene foreslår godmodigt, at Palme snupper en snaps til frokosten “for at dulme nerverne”. Men det forslag falder ikke i god jord.

“Jeg skal ikke have noget snaps!” fnyser den svenske statsminister.

Olof Palme er FN's officielle mægler i krigen mellem Iran og Irak. Enkelte af ministrene ved, at han lige før frokosten har haft et møde med Iraks ambassadør, Mohammed Saeed al-Sahaf.

Ambassadøren bliver senere kendt som “Komiske Ali” – Saddam Husseins fabulerende informationsminister under den anden golfkrig.

Men ingen kan vide, om det lige er dét møde, som i den grad har bragt Olof Palme fra koncepterne.

Efter frokosten er statsministeren imidlertid igen blevet sit sædvanlige jeg. Han giver et interview til fagbladsjournalisten Ingvar Ygeman.

Ygberg synes, Palme virker til at være i ganske godt humør. Interviewet forløber helt normalt – lige indtil Palme bliver bedt om at stille op til fotografering ved vinduet i sit kontor.

Højst overraskende nægter statsministeren at nærme sig vinduet: “Man ved aldrig, hvad der venter mig derude”, svarer han Ygberg i et underligt dystert tonefald.

Fagbladsjournalisten studser over bemærkningen, men han spørger ikke nærmere ind til, hvad regeringslederen egentlig mener.

Ingen våger over Olof Palme

28. februar, kl. 20.35: Til fods forlader Olof Palme og hustruen Lisbet deres bopæl i Gamla Stan, Stockholm. De vil tage tunnel­banen det korte stykke ind til Grand-biografen for at se filmen “Brødrene Mozart”.

I 1985 – kun et år før sin død – kunne statsminister Olof Palme fejre endnu en valgsejr sammen med sin hustru Lisbet Palme. 

© Scanpix

På stationen genkender mange statsministeren.
“Hej Palme!” råber en fulderik højt.

En anden mand ser politikeren vandre rastløst op og ned ad perronen, indtil toget kommer. Manden synes, Palme virker nervøs.

Da ægteparret stiger af toget, genkendes de af en beruset ung mand, som i kådhed begynder at gå lige i hælene på Palme for at se, hvad livvagterne vil gøre ved det.

Ingenting sker, for statministerens sikkerhedsfolk holder weekend. Som så ofte før har Olof Palme valgt at bevæge sig ubeskyttet rundt i den svenske hovedstad.

Olof Palme trodser kulden

28. februar, kl. 23.15: Efter filmen står Lisbet og Olof Palme på fortovet uden for Grand-­biografen på Sveavägen i Stockholm. De taler om, hvordan de skal komme hjem.

“Jeg er træt”, siger Lisbet, men Olof hører ikke rigtig efter. Han har ikke lyst til at tage tunnelbanen igen og insisterer på, at de spadserer de godt to kilometer hjem.

Det er en pudsig beslutning, for fortovene er dækket af et tyndt lag is, en strid vind fyger gennem gaderne, og det er syv graders frost.

Klokken 23.17 ser fagforeningslederen Björn Rosengren Lisbet og Olof Palme vandre ud ad Sveavägen. Fagforeningsmanden har kort forinden vekslet et par ord med statsministerparret, da de mødtes i biografen.

“Hvor er Sverige dog et fantastisk land”, siger Rosengren til sin kone. “Hvor ellers kan statsministeren vandre uledsaget hjem sent om aftenen som enhver anden borger?”

Da ordene falder, har Olof Palme præcis fire minutter tilbage af sit liv.

Mystisk mand affyrer revolver

28. februar, kl. 23.19: Den mandlige musiklærer Inge Morelius holder parkeret på hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan.

Inge Morelius synes, der er noget skummelt ved en høj mand i sort overfrakke, som står foran farvehandlen Dekorima. Manden virker, som om han er i alarmberedskab, og han kigger hele tiden nervøst op og ned ad Sveavägen.

Morelius tænker, at det kan være en narkohandler, som har en aftale med en kunde.

Han bliver ved med at holde øje med manden – undtagen når han selv spejder nervøst op og ned ad Sveavägen på udkig efter politibiler.

Et par af hans venner er ude at hæve penge i en kontantautomat, og Morelius holder ulovligt parkeret, mens han venter.

To af Morelius' venner sidder stadig omme på bagsædet, og Morelius henleder deres opmærksomhed på manden foran farvehandlen.

“Se lige ham den mærkelige fyr derovre. Han står og venter på et eller andet”.

Morelius ser en mand og en kvinde komme gående, men genkender dem ikke som statsministerparret. Til gengæld ser han den mistænkelige mand gå over til dem med en vis hast.

“Nu stjæler han fandeme damens taske!” råber musiklæreren til sine venner.

Morelius ser den mistænkelige fyr gribe fat i kraven på Palme, mens han trækker et stort håndskydevåben og på kloshold affyrer to skud mod offerets ryg.

“Nej, han skyder!” råber Inge Morelius.

Klokken er 23.21. Palme falder livløs om på fortovet. Gerningsmanden bruger et par sekunder på at sikre sig, at hans offer er helt død. Derefter stikker han roligt våbenet i hylsteret og sætter i løb op ad Tunnelgatan.

Arkivar forfølger Olof Palme-morderen

28. februar, kl. 23.21: Arkivar Lars Jeppsson kommer gående ad Tunnelgatan.

Lars Jeppsson er ude at gå en tur, da han pludselig hører to skud og ser en mand falde sammen på hjørnet af Tunnelgatan og Sveavägen. En kvinde skriger højt.

“Nej, hvad laver du!?” råber hun med skinger stemme og bøjer sig over offeret.

Gerningsmanden løber lige imod Lars Jeppsson. Heldigvis kan arkivaren skjule sig bag nogle skurvogne, som midlertidigt er stillet op på gaden.

Morderen løber lige forbi uden at bemærke Jeppsson, der får et glimt af en høj, velbygget mand med sort frakke eller jakke og en mørk hue på sit hoved.

Morderen løber op ad en stejl trappe på Tunnelgatan. Han forcerer adræt de 89 trin, som han tager to-tre trin ad gangen.

Da han er nået helt op, kigger han sig tilbage for at se, om han bliver forfulgt. Derefter forsvinder gerningsmanden ud af Jeppssons synsfelt.

Arkivaren er en lille, spinkel mand, som ikke vil kunne stille noget op mod en bevæbnet morder. Men efter at have tøvet et øjeblik beslutter han alligevel at sætte efter manden for at se, hvor han løber hen.

Da Jeppsson når op ad trappen, møder han to andre vidner, Yvonne Nieminen og Ahmed Zahir. De har begge set manden løbe videre ad David Bagares Gata – Tunnelgatans fortsættelse.

Manden løb ikke særlig hurtigt, fordi det var så glat, at han hele tiden var ved at falde.

Jeppsson styrter videre og ser en mand, som han antager er morderen.

Manden har tilsyneladende opdaget, at Jeppsson er efter ham, og han drejer pludseligt ind mellem nogle parkerede biler.

Jeppsson ser ham ikke komme frem igen, så han går ud fra, at morderen dukker sig et eller andet sted blandt bilerne. Men modet svigter ham.

Jeppsson tør ikke nærme sig den bevæbnede mand, og han opgiver forfølgelsen.
Siden Lars Jeppsson har ingen med sikkerhed set Olof Palmes morder.

Ingen svarer hos politiet

28. februar, kl. 23.21: Entreprenør Leif Ljungqvist kommer kørende ad Sveavägen i bil.

Ved lyden af to revolverskud vender entreprenøren Leif Ljungqvist sin Chevrolet kassevogn, og på gerningsstedet ser han en stærkt blødende mand ligge på fortovet.

Ljungqvist griber resolut sin biltelefon og ringer til alarmcentralen.

Først i andet forsøg lykkes det ham at komme igennem. Opkaldet registreres kl. 23.22.07, kun ca. 45 sekunder efter at skuddene er faldet.

Ljungqvist fortæller den vagthavende, at en mand er blevet myrdet på Sveavägen, og han stilles straks videre til politiet.

Politiet svarer ikke. Frustreret lader Ljungqvist telefonen ringe i mindst 90 sekunder, inden han lægger på.

Ifølge reglerne skal den vagthavende ved alvorlige forbrydelser intervenere i mindre vigtige samtaler og give politiet besked på at svare det akutte opkald med det samme. Men det sker ikke.

Hvis Ljungqvists opkald var blevet besvaret, og politiet straks havde slået alarm over
radioen, ville Palmes morder være løbet lige i armene på fem unge betjente.

De sad i en transportvogn på Malmskillnadsgatan kun et stenkast fra morderens flugtrute på Tunnelgatan. Morderen så formentlig politibilen, mens politiet intet anede om hans eksistens.

Mens Ljungqvist forgæves prøver at komme igennem, laver taxachauffør Anders Delsborn et opkald til sin taxacentral og fortæller, at en mand er blevet skudt på Sveavägen. Taxacentralen ringer straks efter ambulance og politi.

Politiassistent Ulf Helin besvarer opkaldet. Ifølge politiets regler skal han i situationer som denne straks tilkalde en overordnet, mens han selv holder forbindelsen til gerningsstedet åben.

Helin gør ingen af delene. Han smækker i stedet røret på efter 20 sekunder. Senere forsvarer han sig med, at han syntes, damen fra taxacentralen lød forvirret.

Derfor fandt han det nødvendigt lige at få en patruljevogn til at tjekke, om informationen holdt stik.

Alarmcentralens bånd dementerer Helins påstand om, at taxadamen var forvirret.

Hun er tværtimod helt klar og tydelig, da hun indtrængende forlanger, at en ambulance sendes af sted til gerningsstedet, hvilket alarmcentralen straks gør.

Blodet vælter ud af Olof Palme

28. februar, kl. 23.23: På Sveavägen forsøger tre unge mennesker at genoplive mordofferet.

Mens sygeplejeelev Anna Hage giver offeret hjertemassage, forsøger en ung mand tappert at give kunstigt åndedræt med mund til mund-metoden.

Trods hendes uddannelse er det ingen behagelig opgave for Anna Hage. Blodet vælter ud af Olof Palmes mund, hver gang hun trykker på hans bryst.

Den indpustede luft har i øvrigt ingen effekt. Den siver straks ud af statsministerens gennemhullede brystkasse med en uhyggelig hvæsen.

Lisbet Palme står lige i nærheden. Statsminister-fruen er oversprøjtet med blod, dybt chokeret og selv overfladisk såret af et af de skud, som revolvermanden affyrede.

Da hun opdager, hvad Anna Hage er i gang med, reagerer hun helt irrationelt og aggressivt.

“Lad min mand være!” skriger hun, idet hun styrter frem, slår Anna Hage i ansigtet og prøver at hive hende væk fra Olof Palme.

Anna Hage forsøger at ignorere den hysteriske kvindes overfald og fortsætter beslutsomt med at give hjertemassage.

Politiet genkender ikke Olof Palme

28. februar, kl. 23.24: En taxachauffør, som har hørt taxacentralens kommunikation over sin egen radio, får øje på en tilfældigt forbipasserende politibil og skynder sig at praje den.

I bilen sidder politikommissær Gösta Söderström, som har 39 års erfaring i politiet.

Han tøver ikke et sekund, da den oprevne taxachauffør fortæller, at en mand er blevet skudt på hjørnet mellem Sveavägen og Tunnelgatan.

“Sømmet i bund!” råber han til sin chauffør.

Politibilen accelererer med hvinende dæk og er fremme på gerningsstedet kun 30-40 sekunder senere. Et øjeblik efter ankommer en transportvogn med fem betjente, som er sendt til stedet af politiassistent Ulf Helin.

Politikommissæren kan konstatere, at der hersker stor forvirring på gerningsstedet, hvor adskillige personer befinder sig.

Söderström ser, at nogle unge mennesker utrætteligt forsøger at genoplive ofret, mens en blodoverstænket kvinde løber forvirret rundt.

Politiet prøver at udspørge hende, men hun er for chokeret til at kunne fortælle dem noget – hun kan ikke engang oplyse sit eget navn.

Så tager Söderström kommandoen.

“Hvor løb gerningsmanden hen?” råber han.

Et vidne peger op ad Tunnelgatan.

“Den vej”, forklarer vidnet.

Söderström giver fire betjente ordre på at eftersætte manden, men en af betjentene indvender, at det kan være farligt, og at de ikke har skudsikre veste med. En anden påpeger, at betjentene ikke ved, hvordan gerningsmanden ser ud.

“Hold kæft, og se at komme i omdrejninger!” råber politikommisær Söderström.

“Jeg sender signalementet over radioen, hvis jeg får noget ud af vidnerne”, tilføjer han.

De fire politifolk trækker deres pistoler og løber op ad Tunnelgatan.

Söderström ser en ambulance ankomme og koncentrerer sig om den blodoverstænkede kvinde, som er meget svær at kommunikere med. Söderström har en underlig fornemmelse af at have set hende før.

“Har du noget ID?” spørger han flere gange, men uden at det giver et resultat.

Da han endnu en gang gentager spørgsmålet, stirrer kvinden vredt på ham og råber:

“Er du vanvittig? Kan du ikke kende mig? Jeg er Lisbet Palme for fanden, og der ligger min mand, Olof Palme!”

Söderström går hurtigt hen til ofret, som ambulancefolkene netop er ved at anbringe på båren.

Den dræbtes ansigt er dækket af det blod, som er gylpet op under hjertemassagen. Men kommissæren genkender ham alligevel.

“Åh nej, åh nej”, udbryder han og vakler tilbage mod sin politibil, hvor han synker sammen på forsædet.

I et par sekunder sidder han stille og prøver at få styr på sine tanker. Så rækker han ud efter radioen og meddeler på en åben kanal, at Sveriges statsminister er blevet skudt.

Et øjeblik hersker der total stilhed i æteren. Så brydes tavsheden af en stemme fra politihovedkvarteret:

“For Guds skyld, Gösta, du siger da ikke, at Olof Palme er blevet skudt. Gør du?”
“Svaret er jo!” bekræfter Söderström.

Læge masserer Olof Palmes hjerte

28. februar, kl. 23.30: Palmes ambulance ankommer til Sabbatsberg Sygehus, Stockholm.

Olof Palmes hustru, Lisbet Palme, haster ind på Sabbatsberg Sygehus i Stockholm, hvor lægerne kæmper en desperat, men forgæves kamp for at redde hendes mands liv.

Både narkoselægen og vagthavende kirurg kan straks se, at Olof Palme er død, og at de ikke kan gøre noget for ham.

Men da den voldsomt oprevne Lisbet Palme insisterer på, at de skal forsøge alt, åbner kirurgen Palmes brystkasse og masserer hjertet direkte med sin behandskede hånd.

Hjertemasssagen har ingen effekt. Seks minutter over midnat erklæres statsminister Olof Palme officielt død.

Ingen vil tage ansvar for efterforskningen

28. februar, kl. 23.30: I politiets hovedkvarter er situationen præget af forvirring og rådvildhed. Politiet kimes ned af journalister.

Det svenske politi har masser af ressourcer – teknisk set. Nervecentret er et topmoderne operationsrum med højteknologisk udstyr.

Det er bemandet med 10 radiooperatører, tre politiassistenter og en vagthavende kommissær – Hans Koci. Og ude i Stockholms gader patruljerer 70 vogne denne aften.

Politiet kan hurtigt lægge en jernring omkring det centrale Stockholm. Men ordren udebliver.

Hans Koci er chokeret og handlingslammet. Frem for straks at tage initiativer bruger han sin tid på desperat at ringe rundt til sine chefer for at få dem til at komme ind og overtage ansvaret for efterforskningen.

Stockholms politimester, Hans Holmér, er imidlertid rejst nordpå for at deltage i et skiløb. Også chefpolitiinspektør Hans Wranghult er bortrejst.

Koci ringer videre, og efter 20 minutter får han fat i chefen for ordenspolitiet, chefpolitiinspektør Sune Sandström, og orienterer ham om situationen.

Sandström ringer videre til vicepolitimester Gösta Welander, som beslutter at tage ind til hovedkvarteret og overtage kommandoen.

En politibil sendes ud for at hente Welander, som ganske vist aldrig har gennemført politiets grunduddannelse og heller ikke har erfaring i at lede større politioperationer.

Han ankommer til politihovedkvarteret ca. 00.30 – mere end en time efter at det svenske politi hørte om mordet på landets statsminister.

Med Welanders ankomst slipper Hans Koci lettet tøjlerne. Han tror, at Welander nu har roret, men Gösta Welander tror, at Koci stadig koordinerer den praktiske indsats.

Welander formoder, at Koci som en af sine allerførste handlinger har alarmeret de øvrige politikredse i Stockholm, da dette er ren rutine. Men det har Koci ikke fået gjort.

Denne alarm går derfor først ud efter to timer. Og først efter næsten tre timer kommer en eller anden i det stockholmske politihovedkvarter i tanke om at alarmere politiet i det øvrige Sverige, herunder det nok så vigtige grænsepoliti.

Desværre indeholder alarmen forkerte oplysninger. Den taler om to gerningmænd på 40-45 år, hvoraf den ene er meget høj, og den anden er iført en blå parkacoat.

Politiet i det øvrige land er ikke alene om at få nyheden sent. En af cheferne for den svenske efterretningstjeneste SÄPO får først kendskab til drabet på landets statsminister, da en velinformeret journalist ringer hjem til ham.

“Er Olof Palme blevet skudt? Du gode gud, hvad skal jeg dog stille op?!” udbryder SÄPO-chefen vantro og chokeret.

“Du skulle måske tage på arbejde”, foreslår journalisten i den anden ende af røret.

Sporet efter Olof Palmes morder er koldt

28. februar, kl. 23.36: Præcis et kvarter efter drabet når en hundepatrulje frem til gerningsstedet, som i mellemtiden er blevet afspærret.

Så snart hundepatruljen ankommer, udpeger Söderström gerningsmandens flugtrute for hundeføreren, som straks vil sætte sin hund på sporet.

Han bliver dog stoppet af en anden ledende politimand, politikommissær Christian Dalsgaard, som også er nået frem.

“Sporet er allerede koldt”, mener Dalsgaard.

Hundeføreren kan ikke se, at det kan skade i det mindste at prøve, men han er opdraget til at adlyde sine overordnede og protesterer ikke.

Lange smider håndklædet i ringen

1. marts, kl. 01.30: Wincent Lange, chefen for politiets kriminaltekniske afdeling, ankommer.

Kriminalteknikeren tror ikke sine egne øjne, da han ankommer til gerningsstedet.

Fortvivlet ser Wincent Lange på det ganske lille afspærrede område på kun 10 gange 10 meter, hvor folk ikke desto mindre har fået lov til at gå ind for at lægge blomster og tænde lys ved blodpølen.

Hvor gerningsmandens fodaftryk for et par timer siden måske har været tydeligt i sneen, er alle spor efter hans færden nu blevet trampet ned af de sørgende svenskeres vinterfodtøj.

Hovedrystende over sine kollegers inkompetence sætter kriminalchefen sig ind i sin bil igen og kører hjem til sig selv. Blandt sådanne idioter kan selv de dygtigste intet stille op!

Langes beslutning om bare at give op og tage hjem er imidlertid endnu en fejl. Tæt på gerningsstedet ligger i dette øjeblik et af de projektiler, som dræbte den svenske statsminister.

Sammen med sine folk kunne Lange have sikret dette vigtige bevismateriale allerede på mordnatten. Nu finder politiet aldrig projektilet.

Det gør til gengæld en dame, som næste dag vil lægge en buket roser på gerningsstedet. På det tidspunkt er projektilet dog blevet trampet på så mange gange, at dets værdi i ballistiske analyser er forringet.

Holmér haster til Stockholm

1. marts om morgenen: Stockholms politi­mester, Hans Holmér, befinder sig ved
skisportsområdet Mora i Mellemsverige. Han hører først om mordet, da han går
ned til morgenmad på sit hotel.

Nyheden om drabet kommer som et totalt chok for Hans Holmér. Og politimesteren bliver ikke bedre tilpas, da receptionisten fortæller, at politiet i Stockholm har nedkimet telefonen på hans værelse hele natten.

Efterforskningschef Hans Holmér var i årevis overbevist om, at Olof Palme var blevet skudt med en Smith and Wesson .357 revolver.

© Scanpix

Der er en simpel, men også ret privat årsag til, at Holmér ikke har hørt sin telefon.

Han har slet ikke været på sit værelse hele natten, men derimod på et af hotellets andre værelser sammen med sin elskerinde – en ung politikvinde.

Nu griber Holmér straks telefonen og ringer til politihovedkvarteret i Stockholm.

Han får fat i vicepolitimester Welander, som siger, at han da endelig bare skal deltage i skiløbet som planlagt. Alt er under kontrol i Stockholm.

Få minutter senere sidder Holmér og elskerinden imidlertid i bilen og kører i rasende fart mod Stockholm ad de isglatte veje.

Holmér har en fornemmelse af, at hans folk har begået katastrofale fejl i løbet af natten.

Han må hurtigst muligt tilbage og overtage kommandoen, indkalde til en pressekonference og på en eller anden måde få befolkningen overbevist om, at politiet nok skal opklare sagen.

Han træder endnu hårdere på speederen, og bilen suser fremad i en hvid sky af sne.

Hele Sverige er i chok over mordet på Olof Palme

1. marts ved middagstid: Tusinder af stockholmere passerer forbi stedet, hvor Olof Palme blev skudt natten før.

Det er lørdag og fridag for de fleste. På årets første forårsdag er tusinder af svenskere vågnet op til den chokerende og næsten ubegribelige nyhed om mordet på deres statsminister.

Sverige befinder sig i en tilstand af nationalt traume, og en historisk milepæl er hamret ned i svenskernes kollektive bevidsthed.

Næsten alle, som oplever denne dag, vil resten af deres liv huske, hvor de var, og hvad de lavede, da de hørte om mordet på deres øverste politiske leder.

I den svenske hovedstad passerer tusinder af sørgende forbi gerningsstedet. Olof Palme har været en kontroversiel politiker – hadet af mange, men elsket af flere.

Det er de sidste, som er på gaden i dag. En midaldrende kvinde lægger en stor buket røde roser på toppen af det næsten to meter høje blomsterbjerg.

Hun bliver stående stille et øjeblik, åbenlyst grædende, inden hun vender sig og går videre.

Opklaringen af mordet på Olof Palme løb af sporet

I ugerne efter mordet på Olof Palme stod politiet på bar bund, og efterforskningsleder Hans Holmér var ved at blive desperat.

Hans Holmérs karriere i politiet fik en brat ende, da han 341 dage efter mordet stadig var på bar bund.

For at finde Palmes morder havde han brug for en teori, og Holmér fandt en ideel mistænkt i den militante kurdiske separatistbevægelse PKK.

Bevægelsen var kort forinden blevet sat på listen over terrororganisationer. Det kunne være et motiv, mente Holmér og koncentrerede hele indsatsen om PKK.

Politiet fandt imidlertid aldrig noget, som kunne sammenkæde PKK med mordet på Palme. Og da Holmér i begyndelsen af februar 1987 blev sat fra bestillingen –
efter 341 dage uden resultater – lå hele efterforskningen reelt i ruiner.

Hans efterfølgere måtte møjsommeligt forsøge at samle de tabte tråde op igen.

Narkoman fik skylden

Den 14. december 1988 anholdt politiet den 41-årige alkoholiker og narkoman Christer Pettersson.

Pettersson var i forvejen dømt for at have dræbt en mand med en bajonet, og han havde flere gange siden overfaldet folk med bajonet, kniv, jernstang eller økse.

En retspsykiater havde karakteriseret Christer Pettersson som “en meget farlig psykopat”.

Ved en vidnekonfrontation udpegede Lisbeth Palme Pettersson som sin mands morder, og han blev efterfølgende dømt for mordet.

Sagen blev dog straks appelleret til landsretten, som frikendte Christer Pettersson i 1989. Indicierne imod ham var ganske enkelt for spinkle.

Med frifindelsen tabte de fleste – både i og uden for politiet – troen på, at mordet nogensinde ville blive opklaret.

Gradvist blev mandskabsressourcerne trukket ud af efterforskningen og overført til andre opgaver.

I 1999 gennemgik en granskningskommission hele efterforskningen og offentliggjorde en rapport på over 1.000 sider, som påpegede en lang række fejl
i politiets håndtering af sagen.

Det var en slags foreløbigt punktum, men efterforskningen er formelt ikke afsluttet.

Måske er du interesseret i...

Læs også