Otto von Bismarck lå død i sin seng, da fotograferne klatrede ind ad vinduet. De løftede hans hoved, rettede på forbindingen og stillede uret tilbage, så det passede med dødstidspunktet.

© Scanpix/AKG Images & Shutterstock

Paparazzier manipulerede med Bismarcks lig

Historiens første paparazzi-fotografer øjnede et scoop, da Tysklands gamle jernkansler døde. I ly af natten sneg de sig ind på hans gods og tog billedet, der skulle gøre dem rige. I stedet kom de i fængsel.

8. august 2018 af Torsten Weper

Otto von Bismarck nærede en indædt mistro til fotografer. “Når de knipser, ved man aldrig, om man bliver skudt eller fotograferet”, sagde han engang. 

Hvis de formastelige tog et billede, der ikke passede ham, lod han det konfiskere, for Bismarck ville kun ses fra sin bedste side – som den vitale, tyske statsmand.

Men i 1898 slap hans kræfter op, og nu lå han på godset Friedrichsruh ved Hamborg. Og ventede på at dø.

Det var kun et spørgsmål om dage, vidste de to fotografer Willy Wilcke og Max Priester, der begyndte at planlægge et uhørt kup: Et foto af den døde jernkansler skulle gøre dem rige.

Med en skruppelløshed, der ikke står tilbage for vore dages paparazzi-fotografer, bestak de Bismarcks kammertjener Pinnow og skovfogeden Spörcke for at få besked om den 83-åriges tilstand.

“Det skal ikke komme an på et par blå sedler”, lokkede Wilcke. Løftet om 200 rigsmark fik kammertjeneren til at glemme loyaliteten over for den gamle, som han passede og plejede.

Max Priester (t.v.) var den teknisk bedste fotograf af de to. Efter dommen endte han på en galeanstalt og døde blot 45 år gammel. Willy Wilcke (t.h.) drev en lille forretning i Hamborg. Efter dommen kom han i fængsel (billedet) og blev ruineret.

© Bismarck Archiv Friedrichsruh

I den dødes værelse

Den 30. juli kom beskeden fra kammertjeneren: Bismarck ville dø snart. De to fotografer ilede til Fried­richsruh og tog et værelse på den nærliggende kro.

Ved 23-tiden samme aften udåndede Bismarck i sin seng, der stod i stueetagen. Skovfoged Spörcke sørgede for at komme på listen over folk, der holdt æresvagt ved den afdøde. Kort før kl. 4 om morgenen åbnede han et vindue og slap de to fotografer ind. 

Mens Max Priester riggede kameraet til ved sengens fodende, tog Willy Wilcke fat i den døde. Han ville løfte Bismarcks hoved, så det kom højere op på puden. 

Uret på natbordet stillede Wilcke tilbage, så det svarede til dødstidspunktet – en vigtig, dokumentarisk detalje, som ville gøre billedet endnu mere værdifuldt.

Max Priester antændte magnesiumpulveret, og i glimtet fra det flammende metal tog han det første billede. Der var lige tid til at tage et mere.

Auktion i Berlin

Allerede ti minutter efter var de på vej ud gennem parken igen. På kroen fremkaldte de billederne, og så gik turen til Hamborg, hvor en retouchør stod klar til at forskønne motivet. Bl.a. skulle natpotten ved Bismarcks seng fjernes.

Den bedste pris kunne billederne kun opnå i rigets hovedstad, Berlin. 1. august ankom de to fotografer med toget og indlogerede sig på Hotel de Rome ved Unter den Linden.

De sørgede også for at indrykke annoncer, hvori aviserne blev indbudt til købe “de eneste billeder” af den døde Bismarck.

En annonce inviterede Berlins avisudgivere til en rask auktion over “det eneste eksisterende billede af Bismarck på dødslejet”. De skulle blot komme til Hotel de Rome kl. 10-13 og give et bud.

© Scanpix/AKG Images

Interessen var overvældende. Næste dag myldrede journalister og redaktører ind, og prisen steg. Ud på eftermiddagen bød det store bladforlag Deutscher Verlag billederne for 30.000 rigsmark – en sum på ca. to mio. nutidskroner.

Uheldigvis havde Otto von Bismarcks søn Herbert fået nys om billederne, og ved hjælp af telegrafen alarmerede han Berlins politi. 

Willy Wilcke anede ikke uråd, da han forlod hotellet for at læse avis på en café, mens Max Priester blev tilbage for at bevogte billederne.

“Efter nogen tid kom min kollega med en velklædt mand. Denne præsenterede sig som kriminalbetjent og meddelte, at billederne fra fyrstens dødsleje skulle beslaglægges”, berettede Willy Wilcke siden.

Her sluttede drømmen om rigdom for historiens første paparazzi-fotografer. Herbert von Bismarck fik billederne udleveret, og fotograferne måtte i fængsel dømt for indbrud. Først i 1952 – 54 år efter – blev et af billederne offentliggjort.

Er du vild med at læse de historier, du ikke umiddelbart blev præsenteret for i historietimerne i skolen? 

I hvert nummer af HISTORIE dykker vi ned i de mere ukendte - og til tider obskure - sider af verdenshistorien, og lige nu har vi et rigtig godt tilbud til dig.

Få 3 numre af HISTORIE til spotpris

Læs mere

Lothar Machtan: Bismarcks Tod und Deutschlands Tränen, Wilhelm Goldmann Verlag, 1998.

Måske er du interesseret i...

Læs også