Theodore Roosevelt på livsfarlig ekspedition i Amazonas

Ekspeditionens ledere mødes

Knap to måneder efter har Roosevelt overstået sine foredrag. Nu trækker han i sin kakifarvede jakke og spænder tropehjelmen om den buttede hage.

Den 12. december 1913 kan Roosevelt for første gang hilse på ekspeditionens brasilianske leder, Cândido Rondon.

Dagen markerer den officielle begyndelse på Roosevelt-Rondon-ekspeditionen. For den slanke og hårdføre brasilianer ligner den velpolstrede amerikanske ekspeditionsleder en mand, som er meget lidt egnet til strabadserne uden for storbyen.

Alligevel udviser Rondon stor respekt for Roosevelt. Den garvede opdagelsesrejsende har nemlig hørt, at ekspræsidenten er markant mere sejlivet, end hans udseende umiddelbart afslører.

Svage amerikanere sorteres fra

Roosevelt, ofte blot kaldet “Teddy”, viser da heller ingen svaghedstegn på den lange rejse fra Paraguay-floden i det sydligste Brasilien til ekspeditionens virkelige mål – Rio da Dúvida – som Rondon personligt har opdaget og navngivet på en rejse i 1909.

Dengang måtte han opgive at sejle ned ad den ukendte flod, fordi malaria og sult, to af regnskovens største farer, havde drænet ham for energi.

Selvom Roosevelt uden problemer har klaret den mere end to måneder lange tur frem til Rio da Dúvida, som ekspræsidenten og hans amerikanske ekspeditionsmedlemmer internt omtaler som “River of Doubt”, står det anderledes skidt til med landsmændene.

16 timers strabadser hver dag gennem muddermasser og i stegende sol har gjort én amerikaner syg, mens flere andre konstant har brokket sig over de fysiske prøvelser, de er udsat for.

Især den evige klagen er ifølge Roosevelt uacceptabel:

“Det er et ekspeditionsmedlems pligt at kæmpe sig frem, om nødvendigt på alle fire, indtil han segner”, proklamerer han og sorterer fem landsmænd fra, inden kanoerne sættes i vandet på “Tvivlens Flod”.

Med sig har ekspræsidenten to robuste amerikanere: den fuldskæggede naturhistoriker George Cherrie og Roosevelts egen søn – den 24-årige Kermit.

Inden ekspeditionen krævede ekspræsidentens hustru, Edith, at Kermit tog med for at sikre, at ægtemanden vender levende hjem.

Kermit har tidligere ledsaget sin far på en safari i Afrika. Foruden de tre amerikanere og Cândido Rondon sætter en brasiliansk navigatør, en læge og 16 medhjælpere – såkaldte camaradas – sig til rette i kanoerne den 27. februar 1914.

Roosevelts camaradas begynder at padle, og langsomt glider kanoen ind i den ukendte regnskov.

“Held og lykke”, råber de tilbageblevne amerikanere inde fra bredden. Roosevelt skal nok få brug for det.

Giftslange angriber Roosevelt

Ikke mange timer senere har ekspeditionens medlemmer indset, at rejsen vil blive lang og drøj.

Insekterne sværmer om hovederne på de svedige mænd, hvis tøj er fugtigt og klistret af varmen og den hyppige regn.

Luftfugtigheden gør det samtidig vanskeligt at trække vejret, og hvert pagajtag dræner energien ud af mændene.

“Flodens løb er ekstremt snoet. Den vrider og drejer sig i alle mulige retninger. Bådførerne har nogle anstrengende perioder, hvor de skal dirigere bådene rundt i kurverne”, bemærker George Cherrie i sin dagbog.

Hans primære opgave på turen er at indsamle eksemplarer af ukendte dyr og planter.

Derfor deltager den 48-årige forsker ikke i det møjsommelige arbejde med at kortlægge floden, som er den altovervejende grund til, at ekspeditionen blot tilbagelægger 13 km de første tre dage.

Hver gang den forreste kano med Kermit Roosevelt og to camaradas ombord ser en kurve, må de ro ind til bredden. Her hopper Kermit i land og rydder en lysning i vildnisset med sin machete.

Herefter kan han banke en observationsstang i jorden. Stangen fungerer som et pejlemærke for ekspeditionens navigatør og kartograf, João Lyra, der fra sin kano ude på floden tager et telemeter frem, som kan måle afstanden hen til observationsstangen, imens Rondon i sin kano aflæser et kompas for at notere flodens retning.

Samarbejdet sikrer en præcis kortlægning af den ukendte flod. Men med mere end 100 markerings-stop om dagen er Kermit hver eftermiddag udmattet – samt oversået med rifter og insektbid:

“Masser af myrer, ret hårdt arbejde”, konstaterer amerikaneren kortfattet i sin dagbog.

På tredjedagen glider ekspeditionens syv kanoer forbi en indianerlandsby, der øjensynlig er forladt i al hast.

Den minder dem om en af regnskovens største farer: de indfødte. Især Cândido Rondon er på vagt, for han husker tydeligt et møde med indianerne på sin opdagelsesrejse i 1909.

Her dræbte de indfødte flere af hans folk med giftpile, hvorefter de begravede ligene oprejst med arme og hoveder stikkende op af jorden.

Den 48-årige brasilianer frygter derfor, at indianere har lagt sig på lur med deres dødbringende våben et sted inde i skovens tætte buskads.

“Om nødvendigt må vi dø, men vi må aldrig selv dræbe”, formaner Cândido Rondon sit hold.

Brasilianeren ved, at hvis de først besvarer et indianerangreb, så vil ingen af dem slippe levende ud af regnskoven.

Til ekspeditionens held har de ikke set skyggen af indfødte, da de slår lejr kort inden solnedgang på tredjedagen.

Mens de er i gang med at rydde et område med deres økser og macheter, brøler en camarada pludselig vildt.

En giftig koralslange snor sig tæt ved hans fødder, og i panik kaster brasilianeren sin økse efter det sort- og rødstribede bæst for at slå det ihjel.

Øksen rammer forbi, hvorefter slangen ormer sig hen mod Roosevelt. Han forsøger at knuse dyrets hoved under sin hæl, men han misser målet.

Slangen åbner lynhurtigt sit gab og borer hugtænderne ned i støvlen.

Forskrækket trækker Roosevelt foden til sig, mens slangen hurtigt forsvinder væk i det grønne vildnis.

Amerikaneren ved, at koralslangens gift kan lamme og dræbe et fuldvoksent menneske:

“Men jeg havde tykke støvler på, og disse slangers hugtænder er – modsat grubeormens – for korte til at gå gennem kraftigt læder”, nedfælder en lettet Roosevelt.

Denne gang er ekspeditionsmedlemmerne sluppet med skrækken. Men regnskoven skal snart kræve sit første offer.

Vilde strømme og vandfald forsinker rejsen

Den 2. marts begynder som en smuk dag uden regn, da mændene sætter sig i kanoerne.

På “Tvivlens Flod” kan gruppen dog “aldrig vide, hvad der venter rundt om næste kurve”, som Roosevelt skriver i sin dagbog.

Amerikanerne og brasilianerne nyder formiddagen. De betragter planterne, der hænger ud over det mørke vand, og lytter til de mange fuglestemmer, som fylder luften.

Midt på eftermiddagen overdøver en foruroligende brusen dyrelydene, og flodens strøm griber pludselig kanoerne.

Snart glider fartøjerne gennem uroligt vand, og den brusende støj forvandler sig til en torden.

Med besvær og takket være flere af de dygtige brasilianske camaradas lykkes det at få alle syv kanoer bragt uskadte ind til bredden.

Herfra kan Theo­dore Roosevelt og Cândido Rondons mandskab betragte, hvordan vandet længere fremme nærmest syder. Naturfænomenet viser, at strøm- og vandfald venter forude.

Mens de brasilianske camaradas slår lejr, kæmper lederne sig frem gennem regnskoven for at vurdere situationen.

På en ca. én kilometer lang strækning er “Tvivlens Flod” forvandlet til et klippehelvede, hvor vandet pisker uregerligt afsted.

Rondon beslutter derfor, at gruppen bliver nødt til at hugge en sti gennem regnskoven, så de kan trække kanoerne forbi det farlige flodstykke.

Næste morgen begynder en gruppe af de flittige camaradas at fjerne buske og krat med deres macheter, indtil en sti opstår.

Andre brasilianere fælder små træer, som de stripper for grene, til kun stammerne er tilbage. Træerne placerer de på stiens bløde jord, så kanoerne kan trækkes hen over de runde stammer.

Efter to en halv dags knoklen er konstruktionen færdig. Med sveden haglende af sig slæber de brasilianske camaradas kanoerne gennem skoven, til alle syv både er fremme på den anden side af flodens vilde strømme.

Omsider kan ekspeditionen fortsætte, men den følgende uge møder Roosevelt og hans følge adskillige ufarbare flodafsnit. Igen og igen må mændene fælde træer og rydde regnskov.

I et enkelt tilfælde knuses to kanoer endda; de fortøjede både har i løbet af natten revet sig løs og er gledet direkte ned gennem et vandfald.

“Vi kan ikke gøre andet end at bygge en eller to nye kanoer. Det koster tid, og vi tærer yderligere på vores i forvejen begrænsede proviant”, noterer en bekymret George Cherrie den 11. marts.

Brasilianer forsvinder sporløst i strømmen

Så snart de nye kanoer er færdige, går turen videre. Den 15. marts sidder Kermit som altid i den forreste båd med sin hund og sine camaradaer – Simplicio og João.

Mændene ser et vandfald længere fremme, men Kermit beordrer dem alligevel til at padle frem mod en lille ø af sten ude i floden, så han bedre kan danne sig et overblik over den ventende forhindring.

Inden kanoen når frem til øen, sender en strømhvirvel dog fartøjet ud af kurs. Sekunder efter ryger de ud over vandfaldet.

Mirakuløst befinder alle mand sig i kanoen efter faldet, men endnu en malstrøm vender fartøjet rundt og kas­ter mandskabet i vandet.

Kermit og João får kæmpet sig ind til bredden, hvor også hunden kravler i sikkerhed. Rys­tede spejder de to mænd ud over floden.

Simplicio er væk – ligesom kanoen og deres blikkasser med ca. 10 kg livsvigtig proviant. Teddy er lettet, da han ser, at sønnen er i live.

Simplicio kan de imidlertid ikke finde, hvilket får ekspræsidenten til at konstatere, at camaradaen må være “smadret mod kampestenene nede under den stærke strøm”.

Døden er blevet en fast følgesvend på rejsen.

Indianere skyder med dræbende pile

Med tabet af 10 kg proviant er situationen kritisk for de 21 tilbageværende. Efter en optælling af provianten beslutter Roosevelt, at dagsrationerne skal sættes ned – ingen kan forudse, hvor længe ekspeditionen skal være undervejs:

“Hvad der venter forude, er helt uvist. Vi har ingen idé om, hvor vi kommer ud, hvordan vi kommer ud, eller hvornår vi kommer ud”, skriver amerikaneren, der som en af ekspeditionens to ledere ikke kan risikere, at mændene grovæder for så siden at sulte ihjel.

Manglende succes med at nedlægge vildt inde i regnskoven har bidraget til madkrisen. Dagen efter Simplicios død drager Cândido Rondon derfor ind i regnskoven med sin hund, Lobo, for at forbedre situationen. Et par km fra lejren hører brasilianeren abelyde. På alle fire sniger han sig tættere på byttet, mens en overivrig Lobo spæner i forvejen gennem skovens buskads. Få sekunder senere hører Rondon hunden hyle.

Nervøst spidser brasilianeren ører, og lyden af fremmed-artede stemmer får ham til at konkludere, at det ikke kan være en jaguar eller et navlesvin, der har angrebet Lobo.

“Disse stemmer kendte jeg. Små udråb, energiske og gentaget med en særlig rytme, der er typisk for indianere, når de gør klar til at angribe”, forklarede Rondon.

Den pibende Lobo finder sin herre, men hunden humper hjælpeløst afsted med en pil i venstre ben og en anden i maven lige under hjertet.

Rondon affyrer et varselskud i luften for at skræmme indianerne, men stemmerne kommer stadig nærmere, og brasilianeren ser ingen anden udvej end at flygte og lade den døende hund ligge.

Tilbage i lejren venter dårligt nyt, da endnu en kano ved et uheld er splintret mod en klippe. Pga. faren for indianer­an­greb har mændene ikke tid til at bygge en ny, så alle må efterlade personlige ejendele, for at der er plads til mænd og proviant i de tilbageværende både.

Rondon beslutter at vise sin respekt over for de indfødte og meddele, at de er kommet med fred – derfor placerer han to metaløkser og nogle perler ved siden af noget fiskeudstyr, som han har fundet ved bredden.

Turen går videre. Til gruppens store held bliver bådene ikke angrebet længere nede ad floden, og den 18. marts – den 20. dag på “Tvivlens Flod” – føler Rondon sig sikker nok til at afholde en lille ceremoni inde på land, da han og Kermit har opdaget en biflod.

For at ære Teddy og Kermit insisterer Cândido Rondon på at navngive den nyfundne biflod “Rio Kermit”, mens “Tvivlens Flod” skal hedde “Rio Roosevelt”.

Brasilianeren sætter et træskilt med flodens nye navn op i regnskoven, mens flokken af camaradas skråler “hip, hip, hurra”.

“Både Kermit og jeg havde på det kraftigste anmodet om, at flodnavnet skulle bevares. Vi følte, at Rio da Dúvida var et godt navn. Men mine kære venner insisterede, og det ville være ubehøvlet af mig at protestere. Jeg var meget rørt over deres handling og selve ceremonien”, nedfælder Teddy i sin dagbog.

Situationen er dog langtfra fryd og gammen. Flere camaradas er syge, og hver dag knurrer maverne mere og mere. Roosevelt har også fået hovedpine og feber – et tegn på malaria. Tiden er knap.

Klippesten flænser Roosevelts ben op

Truslen fra de indfødte får Roosevelt og Rondon til at stille vagter ud om natten.

Den største trussel finder lederne imidlertid ikke inde i regnskoven, men i deres egen lejr. Roosevelt bemærker nemlig, at beholdningen af proviant svinder hver nat, hvilket gør ham rasende:

“På en ekspedition er tyveri af mad lige så alvorlig en forbrydelse som mord og bør derfor straffes i samme grad”, påpeger ekspræsidenten.

Han glemmer dog kortvarigt alt om proviantkrisen og sin egen tilstand, da Cherrie den 27. marts kommer farende hen til ham – mens han sidder og hviler sig på flodbredden sammen med Kermit og en flok camaradas.

“To kanoer er kæntret og sidder klemt fast mellem klipperne i strømmen. Hvis de bliver skyllet fri, vil de knuses mod stenene”, råber Cherrie.

Som den første spæner Teddy ned til floden, hvor han vader ud i strømmen. I vand til midten af brystet bakser han og en gruppe camaradas med de fastklemte kanoer. Der går timer, før fartøjerne omsider bliver vristet fri.

Bådene er reddet, men da Teddy kommer op af vandet, halter han – og blodet løber ned ad skinnebenet.

De skarpe sten i vandet har flænset hans ben. Ekspeditionens læge renser og forbinder såret med det samme, men smerterne er voldsomme.

Næste morgen har Teddy svært ved at støtte på benet, og situationen bliver værre, da Rondon under en rekognosceringstur ned ad floden opdager seks stejle vandfald, der venter forude.

“Vi bør efterlade kanoerne, og hver enkelt mand må kæmpe sig gennem skoven”, siger Rondon med alvorlig mine, da han har samlet dem alle.

For den sårede og syge Roosevelt kan en sådan tur betyde en dødsdom.

Alligevel opponerer han ikke imod Rondons beslutning – for den kan øge resten af gruppens muligheder for at overleve.

Til gengæld vil Kermit for alt i verden have sin far levende med hjem fra ekspeditionen. Den unge Roosevelt går derfor straks til Rondon med et alternativt forslag:

Sammen med en håndfuld camaradas vil Kermit forsøge at lempe kanoerne ned ad vandfaldene vha. reb – en livsfarlig opgave. Rondon er ikke begejstret for idéen, men giver sig til sidst.

Roosevelt har voldsom feber og kan konstatere, at der er gået betændelse i hans sår.

Tidligt næste morgen – efter 31 opslidende dage på floden – kalder ekspræsidenten derfor sin søn og Cherrie til sig for at give dem en vigtig besked:

“Drenge, jeg har indset, at nogle af os ikke vil klare denne rejse. Jeg ved, at jeg kun er en byrde for resten af jer. Cherrie, jeg vil have, at du og Kermit fortsætter. I kan slippe ud. Jeg stopper her”.

Roosevelt håber, at hans søn vil opgive sin livsfarlige plan og acceptere Rondons beslutning.

Kermit kæmper sig gennem seks vandfald

Teddys opfordring nytter imidlertid ikke; hans søn nægter at svigte sit løfte til moderen om at bringe sin far sikkert hjem.

Sammen med navigatøren, Lyra, og fire camaradas begiver Kermit sig derfor ud til vandfaldene.

Konstant regn gør klipperne spejlglatte, og kun et reb spændt fast om livet redder de modige mænd fra at styrte ned i vandmasserne, imens de med andre reb forsøger at føre kanoerne uskadt gennem de brølende fald.

“Arbejdet var ikke bare ekstremt besværligt, men hasarderet”, skriver Roosevelt, som selv må støttes af Cherrie på vejen ned til bunden af vandfaldene.

Efter fire dages strabadser kommer Kermit og hans folk endelig ned til lejren for foden af faldene. Alle seks er i live, men kun fire af ekspeditionens kanoer har klaret transporten.

Kermit er udmattet, da han lægger sig i sin hængekøje om aftenen:

“Mændene meget modløse, vådt hele dagen, halv ration”, skriver den 24-årige mand kortfattet i sin dagbog.

Dagen efter klemmer mændene sig ned i de tilbageværende kanoer og fortsætter.

Kiloene er raslet af dem, mens dysenteri og malaria har svækket flere af de tilbageværende 15 camaradas så meget, at de ikke længere er i stand til at arbejde for fuld kraft.

Kiks og dåsebønner forsvinder stadig fra blikkasserne, men en morgen ser lederen af camaradaerne, Paixão Pai­shon, at en af hans kolleger – Julio – er i gang med at stjæle fra en kasse.

Situationen udvikler sig, og pludselig runger lyden af et riffelskud i regnskoven.

“Julio har dræbt Paishon!” skråler en forfærdet camarada, da han overbringer nyheden.

“Han, som dræber, må dø. Sådan er loven i mit land”, siger Roosevelt iltert, men selvom ekspræsidenten bider smerterne i sig og med gevær i hånden humper efter den flygtede Julio, er morderen pist væk.

I tre dage ser de tilbageværende 19 ekspeditionsmedlemmer intet til Julio, mens turen fortsætter.

Farlige strømme tvinger jævnligt mandskabet op på land, men når de kan sejle, hviler Teddy på ryggen i den største båd.

Jagten på Julio har forværret hans tilstand, og Kermit frygter i flere døgn, at faderen skal dø.

Om morgenen den 6. april – dag 39 på floden – ligger Teddy i båden med svedperler på panden, da et råb lyder fra en trætop: “Senhor coronel”, råber Julio, som tigger Roosevelt om at få lov at komme ombord i båden.

Gennem sine duggede briller betragter Teddy morderen, men uden et ord lader amerikaneren sin kano passere forbi træet.

Julio bliver efterladt til indianerne og de vilde dyr. Ingen fra ekspeditionen ser nogensinde tyveknægten igen.

Eventyrerne møder atter civilisationen

I ugen, der følger, kigger ekspeditionsmedlemmerne med ængstelse rundt om hver af flodens krumninger for at se, hvad der gemmer sig af vandfald forude.

Halvdelen af selskabet lider nu af malaria, og Teddys ben er efterhånden så betændt, at enhver berøring er voldsomt smertefuld.

Alligevel klager ekspræsidenten ikke – heller ikke da ekspeditionens læge uden brug af smertestillende medicin åbner benet med en skalpel for at fjerne pus fra såret.

“På trods af alt var han konstant munter. Selv i de mørkeste øjeblikke var han altid klar med en joke.

Fars mod var en inspiration, som vi aldrig nogensinde vil glemme”, nedfælder sønnen Kermit i sin dagbog. Også han får dagligt en dosis kinin af ekspeditionslægen.

Den 13. april lysner situationen, og Cherrie noterer, at de “efter mere end én måneds kamp mod strømfald omsider sidder i en lejr, hvor deres buldren ikke høres”.

De udmagrede mænd nyder samme aften et regulært festmåltid bestående af fisk, abe og en kalkunlignende fugl.

Næste formiddag stiger modet yderligere hos ekspeditionsmedlemmerne, da Rondon inde på flodbredden får øje på et træskilt med bogstaverne “J.A.”.

“Det var det første sikre tegn på, at et civiliseret menneske havde været på floden”, konstaterer Cherrie, som sammen med resten af gruppen bliver ét stort smil, da en fremmed mand i en kano senere kommer til syne.

Efter 47 døgn på “Tvivlens Flod” er eventyrerne for første gang i kontakt med et menneske, og Rondon fortæller den fremmede, hvem de er, og hvordan de har rejst ned ad floden.

“Er han virkelig præsident?” kommer det forundret fra manden, da han præsenteres for Roosevelt.

Rondon uddyber, at Roosevelt ikke længere er præsident, men at han tidligere har været det.

“Den, der én gang har været en konge, har altid en majestæts ret”, lyder det fra den fremmede, og selvom Teddy ikke er i stand til at sætte sig op i sin kano, værdsætter amerikaneren mandens kløgt og høflighed.

Selvom det vil tage ekspeditionen endnu to uger at nå Aripuanã-floden, hvor Rio Roosevelt ender, møder mændene på resten af turen lokale beboere, som Rondon kan købe kanoer og mad af. De behøves ikke længere at frygte at sulte ihjel eller møde farlige vandfald.

“Vores farlige færd var ovre. Det hele var nu den rene barneleg”, nedfælder Roosevelt, hvis tilstand takket være den rigelige mad bedres stort for hver dag, der går.

Teddy dør som en tilfreds eventyrer

Officielt afsluttes ekspeditionen den 26. april 1914, og den 25 kg slankere Roosevelt er pavestolt over at have været med til at “kortlægge denne store flod”, der nu officielt bærer hans navn.

De 640 km gennem det uudforskede vildnis har desuden bidraget til ny viden om dyr og planter, da ekspeditionen returnerer med mange sjældne eksemplarer.

Roosevelt kommer dog til at betale en høj pris for turen.

De sidste fem år af sit liv må han døje med et dårligt ben og tilbagevendende malariaanfald.

Men ekspræsidenten har oplevet et vaskeægte jungleeventyr, og han fortryder aldrig den farefulde færd, hvilket han klart giver udtryk for i et brev til en ven kort inden sin død i 1919:

“Jeg er nu en gammel mand, og jeg havde en morderisk rejse nede sydpå, men den var mægtig spændende”.