Tolv udødelige citater

Mange har gennem historien forsøgt at tage æren for det berømte citat, og det er ofte blevet brugt til at beskrive, hvordan krig bruges som undskyldning for politisk snyd og bedrag.

Ordene stammer fra den græske digter Aischylos (526-456 f.Kr.). Han deltog som soldat i flere krige, sidst under slaget ved Salamis i 480 f.Kr., hvor den persiske dominans i Grækenland blev brudt.

Slaget gav ham inspiration til skuespillet Perserne, der vakte furore, fordi det kunne tolkes som sympatisk overfor den persiske fjende.

Allerede fra starten på den anden puniske krig (218-202 f.Kr.) viste hærføreren fra Karthago, Hannibal, sig som en af tidens største taktiske genier, som altid kunne finde en ny og uventet vej til angreb på fjenden.

Da det viste sig umuligt at angribe Rom fra søsiden, overraskede han romerne ved at føre sin hær med kampelefanter over Alperne.

Hannibal holdt store dele af Italien besat i 15 år, og romerne måtte studere hans taktiske tænkning grundigt for at kunne stille med et modangreb, der var effektivt nok til at trænge ham ud af landet igen.

I år 47 f.Kr. rykkede den romerske hærleder Julius Cæsar ind i Lilleasien med en stor hær. Den lokale prins Pharnakes havde løsrevet dele af landet fra Romerriget, og dette oprør skulle knuses. Hurtigt!

Efter et felttog på kun fem dage, rettede de romerske legionærer dødsstødet mod prinsens styrker ved Zile, en by i det nordlige Tyrkiet. Lynaktionen blev omsat i ordene Jeg kom, jeg så, jeg sejrede!

Det er langt fra sikkert, at Cæsar virkelig har sagt eller skrevet de berømte ord, men allerede dengang fik de stor propagandaværdi for den tilsyneladende uovervindelige romerske hær.

Den franske dronning Marie Antoinette skal hånligt have sagt, at hvis de fattige ikke havde råd til brød, kunne de da bare spise kage – eller rettere, Lad dem spise brioche!

Hun og hendes mand, kong Ludvig 16., blev afsat og henrettet i 1793 under den franske revolution, og bemærkningen syntes at illustrere dronningens manglende forståelse for folkets elendige levevilkår.

Marie Antoinette har imidlertid aldrig udtalt de berømte ord.

De stammer fra Maria-Theresia (1638-1683), der var fransk dronning mere end hundrede år tidligere, og for hende fik ordene ingen følger.

I 1683 kommenterede hendes gemal, kong Ludvig 14. (Solkongen) i hvert tilfælde hendes død med ordene: ”Dette er første gang, hun har voldt mig bekymringer!”

Maximilien Robespierre var inspireret af oplysningstidens store filosoffer, da han i 1789 stod frem som en af lederne i den franske revolution.

Men han snublede også i sine egne frihedsidealer. Det var samme Robespierre, der fra september 1793 stod i spidsen for Terrorregimet, som i revolutionens tjeneste begrænsede franskmændenes frihedsrettigheder og kostede op mod 50.000 mennesker livet.

Den blodige periode sluttede først den 28. juli 1794, med henrettelsen af Robespierre, der havde forvandlet sig fra frihedshelt til tidens største tyran.

Carl von Clausewitz var prøjsisk officer, og hans bog fra 1830, Om Krig, studeres stadig af militærteoretikere.

Men først og fremmest afspejler hans bog en tid, hvor hele synet på krig var ved at ændre sig. Oplysningstiden havde opfattet krig som kaos.

Men især under napoleonskrigene, hvor Clausewitz deltog, vandt opfattelsen af krig som summen af en lang række faktorer, der omfattede økonomi, teknologi og troppernes sociale sammensætning, frem.

Og efter den tankegang var det jo naturligt at betragte politik og krig som beslægtede.

Den engelske forfatter George Orwell havde mistet mange illusioner om politiske ledere efter at have deltaget i kampene mod fascisterne i den spanske borgerkrig (1938-39).

Det blev en tendens i det 20. århundrede, at forfattere og journalister skrev kritisk om krigen.

Den spanske borgerkrig fik betegnelsen ’historiens første mediekrig’. Skribenter var ikke længere blot iagttagere af krigen, men var blevet aktive deltagere, og de antikrigsromaner, som der ofte kom ud af det, kom til at præge almindelige menneskers syn på krig.

Orwell skrev romanen Hyldest til Catalonien.

Således skrev den franske biolog Jean Rostand i 1939, og han hentydede til den tyske diktator Adolf Hitlers åbenlyse foragt for menneskeliv, som Europa skulle blive vidne til de efterfølgende år.

Det 20. århundredes anden store diktator, Sovjet-lederen Josef Stalin kan opfattes som Hitlers ideologiske modpol, men på mange måder var hans tankegang ikke så forskellig.

Stalin sagde: ”En død er en tragedie, en million er en statistik”.

Selv de største politiske ledere ved ikke, hvor historien bærer hen.

Den indiske frihedshelt, Mahatma Gandhi, så først og fremmest den engelske kolonimagt som sin fjende, da han i sommeren 1940 udtalte sig om Englands nazistiske modstander.

Men hverken han eller ret mange andre kendte på det tidspunkt det fulde omfang af nazismens forbrydelser, og han kunne derfor tillade sig at lade sin egen mærkesag styre sit syn på forholdene i Europa.

Efter krigen talte Mahatma Gandhi på en helt anden måde.

Den britiske premierminister, Winston Churchill kom med sine berømte ord i en tale til Underhuset den 20. august 1940. Slaget om England rasede, og lederen takkede de britiske piloters indsats for at imødegå de voldsomme tyske luftangreb.

Men i modsætning til populær opfattelse, refererede han ikke kun til den lille gruppe Spitfire-piloter, men også til bombeflyenes besætninger og andre, der satte livet på spil i luften.

Det var stadig et relativt lille antal, og Churchills tale havde en så stor effekt, at piloterne i Royal Air Force herefter kom til at hedde The Few – “De få”.

Harry S. Truman var amerikansk vicepræsident, da præsident Franklin D. Roosevelt døde den 12. april 1945.

Han var på mange områder dårligt forberedt på opgaven, og havde fx kun overfladisk kendskab til Manhattan Projektet og planerne om at bruge bomben mod Japan.

Da 2. verdenskrig kort efter sluttede, udviklede hans arbejde sig for at omstille landets økonomi til fredstid sig til politisk kaos og omfattende strejker.

Det fik ham til at konkludere, at man i politik ikke har venner.

Den 26. juni 1963 udtalte den amerikanske præsident John F. Kennedy sin støtte til Berlin, 20 måneder efter at Sovjetunionen havde bygget muren tværs gennem byen.

I en tale foran rådhuset i Berlin sagde han, at han – og dermed hele den vestlige verden – opfattede sig selv som berliner.

Det hed sig, at han kom på formuleringen, og at det skulle siges på tysk, umiddelbart inden talen, og at borgmester Willy Brandt lærte ham at udtale ordene på vej op på podiet.

Men efterfølgende undersøgelser har pillet ved myten om at historiens store ord kommer som pludselige, geniale indfald – det ser ud til, at taleskrivere i Washington udtænkte Ich bin ein Berliner omhyggeligt, og at præsidenten var velforberedt i god tid før talen.

Test dig selv i berømte citater

Dette var blot 12 udødelige citater. Der findes selvfølgelig mange flere berømte citater, som har skrevet sig ind i historiebøgerne.

Du har sikkert hørt mange af dem, men har du mon styr på, hvem det lige var, der sagde hvad?

Test dig selv her med fem historiske citater.