Theodore Roosevelt var USA’s måske barskeste præsident med utallige vilde eventyr bag sig.
Én person skræmte ham imidlertid mere end nogen anden: Datteren Alice.
I 1901, da Roosevelt blev præsident, var Alice blot 17 år, men hun blev på rekordtid hele landets samtaleemne.
Præsident-datteren udfordrede alle normer.
Hun festede konstant og både røg og gnaskede tyggegummi offentligt.
På 15 måneder nåede hun ifølge en optælling at deltage i 300 fester, 350 baller og 407 middage.
Når hun ikke festede, elskede Alice at spille poker og race rundt i bil.
I sin taske havde hun en dolk og en kæledyrsslange ved navn Emily, som ofte slyngede sig rundt om hendes arm.
Under en rejse til Japan hoppede Alice fuldt påklædt i skibets pool og fik et kongresmedlem til at gøre det samme.
Da hun under et møde i Det Hvide Hus igen og igen afbrød sin far, råbte præsidenten til sidst desperat:
“Jeg kan enten styre dette land eller tage mig af Alice, men jeg kan umuligt gøre begge dele!”