Preussen forvandlede Tyskland til et militært monster

Om morgenen den 6. november 1730 træder to vagter ind i fængselscellen på borgen i byen Küstrin. Her sidder den 18-årige kronprins af Preussen, den kommende Frederik 2.

Han er blevet sat bag tremmer af sin far, Preussens konge, Frederik Vilhelm 1., fordi han et par måneder tidligere forsøgte at flygte ud af den tyske stat sammen med løjtnant Hans Hermann von Katte, der er hans bedste ven og – ifølge flere historikere – hans elsker.

Kronprins Frederiks barndom og ungdom var præget af hård militærtræning og fysisk afstraffelse. Den følsomme prins, der elsker at spille fløjte og skrive digte, har længe drømt om at slippe ud af sin fars jerngreb og sætte kursen mod England.

Flugtforsøget blev dog forpurret, og nu kan prinsen kun se magtesløst til, mens von Katte bliver tortureret på gårdspladsen ude foran cellen.

De to vagter i kronprinsens celle er blevet instrueret i at presse ham helt hen til vinduet, så han ved selvsyn får alle afstraffelsens detaljer med.

“Jesus, tag imod min sjæl”, skriger von Katte og falder på knæ. Bødlen løfter sit sværd og hugger til.

Liget får lov at ligge på gårdspladsen indtil kl. to om eftermiddagen som en advarsel til kronprinsen om, hvad der hænder den, som sætter sig op imod Preussens konge.

Henrettelsen af Hans Hermann von Katte blev ikke blot et vendepunkt i Frederik 2.s liv – den banede vejen for Preussen som den mest magtfulde stat i Det Tysk-Romerske Rige.

Synet af den døde ven pillede den sidste rest af oprør mod faren ud af kronprinsen og transformerede ham til en jernhård leder.

Da Frederik 2. overtog tronen efter sin fars død i 1740, gennemførte han flere succesrige erobringstogter, der gav ham tilnavnet “den Store”.

Når kongen red ud for at erobre nyt land eller slå en fjende tilbage, bar han sit våbenskjold med Preussens sorte ørn og valgsproget “Suum cuique” – “Enhver sit”.

To århundreder senere stod det samme motto – “Jedem das Seine“ – over indgangen til kz-lejren Buchenwald.

At Adolf Hitlers nazistiske rige er inspireret af det militaristiske Preussen, er svært at overse.

For Preussen gav sine dyder videre til kommende slægter, selv efter at kongeriget var gået under.

Tolerance, ærlighed og andre bløde værdier talte også blandt de preussiske dyder, men det er langt mere skæbnesvangre egenskaber som streng disciplin og blind lydighed, der gjorde preusserne berømte og berygtede.

Det lå langtfra i kortene, at Preussen vha. fanatisk nationalisme og en aggressiv ekspansionspolitik skulle sejre i kampen om at blive Tysklands ledende magt.

Da Trediveårskrigen brød ud i 1618, blev Europa hvirvlet ind i en blodig udmattelseskrig mellem især Tysklands protestantiske konger på den ene side og den katolske kejser og hans støtter på den anden. Men efterhånden som krigen trak ud, fik de mange stridende parter et utal af andre magtpolitiske motiver som drivkraft.

Konfliktens slagmark var Det Tysk-Romerske Rige, der bredte sig mellem Frankrig i vest til Ungarn i øst og fra Danmark mod nord til Italien mod syd.

På det tidspunkt var Tyskland endnu ikke én samlet nation, men et kludetæppe af omtrent 300 selvstændige grevskaber, hertugdømmer, kongeriger og frie byer med en kejser som samlende overhoved.

Et af disse fyrstedømmer var Brandenburg-Preussen, der omfattede store dele af Tyskland nord for floden Main.

Brandenburg-Preussen med byen Berlin som hovedstad led særligt under Trediveårskrigen.

For eksempel faldt bybefolkningen i 1630’erne i Brandenburg-Preussen fra 113.500 til kun 34.000 indbyggere.

Krig og katastrofe kunne dog ikke slå Brandenburg-Preussens hersker, kurfyrsten Frederik Vilhelm 1., ud.

Efter indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648 beskattede kurfyrsten sin befolkning hårdt for at få penge til at opbygge en hær, der kunne modstå fremtidige angreb.

“En hersker behandles ikke med respekt, medmindre han har sine egne tropper og ressourcer”, sammenfattede kurfyrsten Frederik Vilhelm 1. i 1667.

Preussen skulle ikke længere være en ubetydelig orm i Det Tysk-Romerske Kejserrige, men en monstrøs giftslange, der kunne sætte hugtænderne i sine fjender.

Da Sverige i 1675 invaderede Brandenburg-Preussen, slog slangen til, og den 25. juni 1675 nedkæmpede Frederik Vilhelm 1., en overtallig svensk hær ved byen Fehrbellin i Brandenburg.

Sejren over svenskerne blev et vendepunkt i Preussens historie. Den tyske stat positionerede sig som en magtfaktor i Det Tysk-Romerske Rige.

Da Frederik Vilhelm 1. døde i 1688, havde Brandenburg-Preussen erobret en lang række landområder og var nu den største tyske stat efter Østrig.

I 1701 lod Frederik 1. af Brandenburg-Preussen sig krone til konge af Preussen. Brandenburg-Preussen hed nu blot Preussen og var ét samlet kongerige.

Hans efterfølger som konge, Frederik Vilhelm 1., overtog magten i 1713. Frem til sin død i 1740 øgede han hæren fra 40.000 mand til 80.000.

Da sønnen Frederik 2. blev konge i 1740, rådede Preussen over den fjerdestørste hær i Europa, og udgifterne til militæret udgjorde 86 pct. af hele statsbudgettet.

Som den franske forfatter og filosof Voltaire (1694-1778) skrev: “Hvor nogle stater har en hær, så har den preussiske hær en stat”.

I sin regeringstid, der løb helt frem til 1786, forvandlede Frederik den Store Preussen til en europæisk stormagt.

Under de såkaldte Schlesiske Krige (1740-1763) og Syvårskrigen (1756-1763) erobrede kongen den tyske stat Schlesien fra de østrigske habsburgere og fik indlemmet den tyske stat Sachsen i sit rige.

Krigene kostede omkring 400.000 menneskeliv i Preussen – eller ca. 10 pct. af befolkningen. Alligevel forgudede preusserne deres konge.

Da Frederik den Store døde i 1786, var kulten omkring hans person enorm, og den næsten fanatiske hyldest af “Alte Fritz” mindede om den, man så opstå omkring Adolf Hitler halvandet århundrede senere.

Det samme gjorde den særlige mentalitet, som gennemsyrede ikke blot hærens knap 200.000 mand, men befolkningen i det hele taget.

Preussens autoritære styreform var indbegrebet af benhård militarisme, maskuline dyder, stokkonservatisme og kadaverdisciplin.

Blind lydighed var påkrævet af alle til alle tider, og kongens ordrer og statens ukrænkelighed måtte aldrig betvivles.

Preussens velsmurte militærmaskine måtte dog se sig slået, da den franske kejser Napoleon invaderede Det Tysk-Romerske Rige i begyndelsen af 1800-tallet.

I 1806 besejrede han Preussen ved byerne Jena og Auerstedt – og indtog kort efter hovedstaden Berlin.

Franskmændenes sejre gav alvorlige buler i den preussiske rustning.

Den 9. juli 1807 indgik det slagne Preussen en fredsaftale med Frankrig – Freden i Tilsit – som betød, at Preussen indvilgede i at afstå alle sine territorier vest for floden Elben.

Dermed mistede det preussiske kongerige ca. halvdelen af sit land.

I kølvandet på det sviende nederlag til Frankrig moderniserede Preussen hæren ved at indføre en række reformer.

Korporlig afstraffelse blev forbudt, og det blev nu muligt for enhver uanset stand at gøre karriere i hæren og blive officer.

Moderniseringen af Preussens militær virkede.

Kongeriget deltog i flere store slag mod Napoleon, herunder det afgørende slag ved Leipzig i 1813, der tvang Napoleon til at trække sig ud af Det Tyske Rige.

Året efter invaderede preusserne Frankrig i en koalition med Rusland, Sachsen, Sverige og Storbritannien. Napoleon abdicerede i april 1814, og året efter blev Europas nye grænser forhandlet på plads under Wienerkongressen.

Det Tysk-Romerske Rige havde Napoleon opløst – nu blev det erstattet af Det Tyske Forbund, der bestod af i alt 35 lande og fire fristæder.

De efterfølgende årtier voksede Preussens magt i det nye tyske område, bl.a. takket være indførelsen af en toldunion, Zollverein, i 1834, som fjernede toldbarrierne mellem de tyske stater og gjorde Tyskland til et fælles marked.

Godsejeren Otto von Bismarck, der blev udnævnt som Preussens ministerpræsident i 1862, havde dog langt større ambitioner.

Hans vision var at samle de mange tyske småstater i én tysk nationalstat, men Østrig og Frankrig stod i vejen. For at nå sit mål måtte Bismarck vække det preussiske krigsmonster til live igen.

Først blev våbnene vendt mod Danmark, der havde de tyske besiddelser Slesvig og Holsten. I 1864 løb Preussen og Østrig den danske hær over ende i Den Anden Slesvigske Krig.

To år efter gik Bismarck i krig mod Østrig for at presse landet ud af Det Tyske Forbund og etablere Preussen som den mægtigste stat i forbundet.

I 1870 stod Frankrig tilbage som den eneste modstand mod et samlet Tyskland. Bismarck samlede de tyske småstater i en lynkrig mod vest.

I 1871 var sejren over Frankrig i hus, og Det Tyske Kejserrige kunne etableres med Preussens kong Vilhelm 1. som hersker.

Den benhårde militarisme og det autoritære statsapparat, der havde været grundpillerne i Preussens succes de foregående århundreder, endte dog med at blive kejserrigets undergang.

Som den tyske historiker Ramsay Muir skrev efter udbruddet af 1. verdenskrig i 1914:

“Den historiske baggrund for konflikten er resultatet af en gift, der har spredt sig gennem det europæiske system i århundreder. Og hovedkilden til denne gift er Preussen”.

Efter 1. verdenskrig blev Tysklands kejser, Vilhelm 2., tvunget til at abdicere, og i 1918 udråbte socialdemokratiet SPD Tyskland som republik – senere kendt som Weimarrepublikken.

De preussiske dyder om blind lydighed og benhård militarisme blev genoplivet under nazismen, men efter Nazitysklands fald blev Preussen officielt opløst som tysk delstat.

Som den amerikanske præsident, Dwight D. Eisenhower, formulerede det, var der ikke plads til Preussen i den nye verdensorden:

“Når Hitler og nazisterne er væk, skal den preussiske militærklike forsvinde med dem. Krigsliderlige bander af militarister skal udryddes fra Tyskland, hvis vi skal have nogen reel sikkerhed for fremtidig fred”.