Rosa Parks og busturen, der ændrede historien

Montgomery er hovedstaden i Alabama, hvor raceadskillelsen i 1950’ernes USA var fuldt udfoldet.

Her kørte busserne i 1955 med en belægning på mere end 70 procent sorte. Alligevel skulle afroamerikanere pænt sætte sig bagerst i bussen og så i øvrigt give hvide deres siddeplads, når buschaufføren bestemte det.

Den mere eller mindre uskrevne regel var James F. Blake berygtet for at håndhæve. Han var chaufføren i den bus, som Rosa Parks steg ind i på vej hjem fra sit arbejde som syerske i et stormagasin den skæbnesvangre 1. december-dag i 1955.

12 år senere var der en hvid mand, der ikke havde et sted at sidde i James F. Blakes bus. Derfor beordrede han de afroamerikanere, der sad på de forreste sæder i de sortes del af bussen, til at rejse sig, så den hvide mand kunne få et sted at sidde.

Rosa Parks blev ført på politistationen, hvor hun fik taget fingeraftryk og forbryderfotos. Her kunne sagen have endt. Men nu begyndte det at summe i den sorte befolkning i Montgomery.

Året forinden var den 27-årige baptistpræst Martin Luther King jr. flyttet til byen, og han blev en central person i de protestplaner, som byens sorte befolkning begyndte at brygge på.

“Vi er trætte af adskillelsen og ydmygelsen, trætte af at blive sparket rundt af undertrykkelsens brutale fødder”, dundrede King i kirken kort efter Rosa Parks’ anholdelse.

Sammen med andre medlemmer af det afroamerikanske samfund i Montgomery opfordrede den unge baptistpræst til, at de sorte skulle boykotte busserne i Montgomery for at presse busselskabet økonomisk.

I alt 35.000 flyers, der opfordrede til busboykotten, blev distribueret i byen den 5. december 1955 – samme dag, som Rosa Parks blev dømt for ulydighed ved retten og modtog en bøde på 10 dollars, hvilket svarer til 107 dollars i dag.

I kølvandet på den historiske bustur i 1955 blev Rosa Parks fyret fra sit job som syerske og modtog adskillige trusler fra vrede, hvide amerikanere.

Det var i en epoke, hvor lynchninger og blodige overfald fra organisationer som Ku Klux Klan var en reel trussel mod sorte i Syden.

Hverken Rosa Parks eller hendes mand kunne finde arbejde i Montgomery, og parrets økonomiske situation blev tiltagende desperat. Hun kunne ikke engang finde midler til at betale for medicin mod det mavesår, hun kæmpede med i de år.

Lykken vender

I 1957 flyttede hun og ægtemanden Raymond til Detroit, Michigan. Her behøvede hun ikke at frygte racistisk vold, men alligevel fortsatte den nedadgående spiral.

Lavpunktet var nok, da hun I 1960 i en artikel i magasinet JET, der primært henvendte sig til den sorte befolkning, blev beskrevet som boende i en toværelses lejlighed og lidende af mavesår og kræft i svælget.

Fra 1965 kom hendes liv dog ind på et permanent mere stabilt spor, da hun fik ansættelse som sekretær for det demokratiske, afroamerikanske medlem af Repræsentanternes Hus for Michigan, John Conyers. Det var en stilling, hun bestred frem til 1988.

Rosa Parks blev ved med at tale borgerrettighedsbevægelsens sag resten af sit liv.

Med årene voksede Rosa Parks’ anseelse, og i hendes alderdom fremstod hun som selve borgerretighedsbevægelsens moder.

I 1996 fik hun præsidentens frihedsmedalje af daværende præsident Bill Clinton, og i 1999 fik hun Kongressens guldmedalje. Samme år udgav hun selvbiografien “Rosa Parks: My Story”.

Ved hendes begravelse i Detroit, Michigan, i 2005 holdt den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton en hæderstale for Rosa Parks.

“Rosa Parks var gnisten, der antændte den vigtigste sociale bevægelse i moderne amerikansk historie”, sagde han.

Bill Clinton delte også en personlig erindring i sin tale: hvordan han som 9-årig i Arkansas – der også var en del af det raceadskilte Syden – var blevet inspireret af Rosa Parks’ eksempel.

Han var som hvid dreng vant til at sætte sig forrest i bussen, men efter Rosa Parks’ modige handling besluttede han og to af hans jævnaldrende, at de fremover ville sætte sig, hvor som helst i bussen og ved siden af hvem som helst.

1. Amelia Boynton Robinson

Amelia Boynton Robinson blev banket af politiet under en fredelig protestmarch i Selma i 1965.

Billederne af hendes livløse krop gik kloden rundt og var med til at sikre den folkelige støtte i USA til borgerrettighedsbevægelsen.

Hun kæmpede hele livet ligesom Rosa Parks for at sikre lige stemmerettigheder for USA’s sorte – en kamp, hun var med til at vinde, da lovgivningen Civil Rights Act blev vedtaget i 1964.

Den lov forbød ulige krav for sorte og hvide borgere, i forbindelse med at borgere registrerede sig som vælgere.

2. Mamie Till Mobley

Mamie Till Mobley mistede sin eneste søn, 14-årige Emmett, i august 1955, da han blev lynchet af hvide mænd under en ferie i byen Money, Mississippi.

I hjembyen Chicago fremviste Mamie Till Mobley liget af sin søn midt i byen i en åben kiste som et vidnesbyrd om de brutale konsekvenser, Sydstaternes racistiske samfundssyn og love havde på den sorte befolkning.

Mere end 100.000 besøgte den døde dreng i det, der dengang var USA’s største borgerrettighedsdemonstration.

3. Coretta Scott King

Coretta Scott King var også politisk aktiv, da hendes mand, Martin Luther King, stadig levede, men efter hans død i 1968 fortsatte hun sin afdøde mands kamp for sortes borgerrettigheder.

Coretta Scott King ledte en kæmpe demonstration gennem Memphis fire dage efter mordet på hendes mand.

Senere stablede hun en række støttekoncerter – “Freedom Concerts” – på benene, som samlede adskillige hundrede tusind kroner ind til borgerrettighedsbevægelsen.

4. Ella Baker

Ella Baker var ligesom Rosa Parks aktiv i National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) fra 1930’erne og blev en af de mest markante og åbenmundede kvindelige borgerrettighedsaktivister i USA i 1950’erne og 1960’erne.

I 1960 var hun med til at stifte ungdomsorganisationen “Studenternes ikke-voldelige koordinationskomité” (Student Nonviolent Coordinating Committee, SNCC), der bl.a. stod bag ikke-voldelige, direkte aktioner i Sydstaterne.

5. Dorothy Height

Dorothy Height var teenager, da hun i 1920’erne begyndte at hellige sit liv til at forbedre rettighederne for den sorte amerikanske befolkning og særligt kvinderne.

Op gennem 1950’erne og 1960’erne rekrutterede hun frivillige til borgerrettighedsbevægelsen, organiserede seminarer, koordinerede sit-ins og meget andet.

Hun var en vigtig motor i bevægelsens demonstrationer og var desuden præsident i den politiske organisation “Nationalrådet for negerkvinder” (National Council of Negro Women, NCNW) i mere end 40 år.