Rosa Parks sidder forrest i bybus efter sejr i USA's højesteret

Rosa Parks og busturen, der ændrede historien

Da Rosa Parks i 1955 steg ind i en raceopdelt bybus i Montgomery, Alabama, var det ikke planen, at hun skulle være den gnist, der satte gang i en revolution. Men det ændrede en vrissen, hvid buschauffør på, for Rosa havde fået nok: Aldrig mere ville hun give sin plads i bussen til en hvid.

Da Rosa Parks i 1955 steg ind i en raceopdelt bybus i Montgomery, Alabama, var det ikke planen, at hun skulle være den gnist, der satte gang i en revolution. Men det ændrede en vrissen, hvid buschauffør på, for Rosa havde fået nok: Aldrig mere ville hun give sin plads i bussen til en hvid.

Bettmann/Getty Images

Rosa Parks er i dag en nationalhelt i USA med egen statue i Kongressen og helligdage i fem amerikanske stater opkaldt efter sig.

Vejen til den hæder kostede dog dyrt.

Dødstrusler, mavesår og dyb fattigdom var noget af det, Rosa Parks måtte gennemleve på grund af sin stilfærdige politiske aktivisme den kølige decemberdag i 1955.

Regler for buskørsel i Montgomery og omegn

Montgomery er hovedstaden i Alabama, hvor raceadskillelsen i 1950’ernes USA var fuldt udfoldet.

Her kørte busserne i 1955 med en belægning på mere end 70 procent sorte. Alligevel skulle afroamerikanere pænt sætte sig bagerst i bussen og så i øvrigt give hvide deres siddeplads, når buschaufføren bestemte det.

Den mere eller mindre uskrevne regel var James F. Blake berygtet for at håndhæve. Han var chaufføren i den bus, som Rosa Parks steg ind i på vej hjem fra sit arbejde som syerske i et stormagasin den skæbnesvangre 1. december-dag i 1955.

Bussen, som dramaet omkring Rosa Parks udspillede sig i

I 1971 købte Henry Ford-museet i Detroit den bus, som dramaet omkring Rosa Parks udspillede sig i. Bussen var et vrag. I dag er den sat i stand, så den fremstår, sådan ca. som den gjorde den 1. december 1955.

© Flickr/Roderick Eime

James F. Blake var berygtet for at billettere sorte og hvide ved sit førersæde for derefter at insistere på, at de sorte trådte ud af hans bus for derpå at gå ind ad bagindgangen.

Rosa Parks får taget fingeraftryk

Den 22. februar 1956 bliver Rosa Parks og 73 andre sorte aktivister anholdt for at have iværksat en boykot af busserne i Montgomery, Alabama. Boykotten, der blev anført af pastoren Martin Luther King jr., var en direkte konsekvens af Rosa Parks’ anholdelse et par måneder tidligere.

© Wikimedia Commons

Helt tilbage i 1943 havde Parks og Blake haft et sammenstød, da hun nægtede at følge netop den ordre.

Den episode endte med, at James Blake greb fat i Rosa Parks’ jakke, da hun i trods var på vej ned igennem midtergangen til de sortes afdeling. Ved den lejlighed endte episoden med, at Rosa Parks forlod bussen i protest – men mere skete der ikke.

Rosa Parks anholdt

12 år senere var der en hvid mand, der ikke havde et sted at sidde i James F. Blakes bus. Derfor beordrede han de afroamerikanere, der sad på de forreste sæder i de sortes del af bussen, til at rejse sig, så den hvide mand kunne få et sted at sidde.

Rosa Parks med Martin Luther King i baggrunden

Rosa Parks blev anholdt for at nægte at rejse sig for en hvid mand i bussen i 1955. Hendes anholdelse fik Martin Luther King jr., der her ses i baggrunden, til at iværksætte en boykot af busserne i Montgomery, Alabama. Det blev startskuddet til borgerrettighedsbevægelsen i USA.

© Wikimedia Commons

Det gjorde de tre sorte passagerer, der sad på sæderne ved siden af Rosa Parks, men ikke Rosa.

Lige meget hvor hidsig James Blake kørte sig op, blev hun siddende. Da to politibetjente indfandt sig, og Rosa Parks stadig nægtede at rejse sig, blev hun anholdt.

Martin Luther King engagerer sig

Rosa Parks blev ført på politistationen, hvor hun fik taget fingeraftryk og forbryderfotos. Her kunne sagen have endt. Men nu begyndte det at summe i den sorte befolkning i Montgomery.

Året forinden var den 27-årige baptistpræst Martin Luther King jr. flyttet til byen, og han blev en central person i de protestplaner, som byens sorte befolkning begyndte at brygge på.

“Vi er trætte af adskillelsen og ydmygelsen, trætte af at blive sparket rundt af undertrykkelsens brutale fødder”, dundrede King i kirken kort efter Rosa Parks’ anholdelse.

382 dages busboykot

Sammen med andre medlemmer af det afroamerikanske samfund i Montgomery opfordrede den unge baptistpræst til, at de sorte skulle boykotte busserne i Montgomery for at presse busselskabet økonomisk.

I alt 35.000 flyers, der opfordrede til busboykotten, blev distribueret i byen den 5. december 1955 – samme dag, som Rosa Parks blev dømt for ulydighed ved retten og modtog en bøde på 10 dollars, hvilket svarer til 107 dollars i dag.

Her sad Rosa Parks i bussen den 1. december 1955

Rosa Parks’ placering i James F. Blakes bybus den 1. december 1955.

© Wikimedia Commons

Optændt af den uretfærdige dom boykottede Montgomerys sorte befolkning busserne de efterfølgende 382 dage.

Da den sorte befolkning udgjorde omkring 70 procent af alle buspassagerer i Montgomery, blev det en dyr boykot for busselskaberne.

Boykotten sluttede først, da USA’s højesteret den 13. november 1956 afgjorde, at raceopdelingen i busserne var i strid med forfatningen.

Rosa Parks inden den historiske bustur

Rosa Parks’ nedtur

I kølvandet på den historiske bustur i 1955 blev Rosa Parks fyret fra sit job som syerske og modtog adskillige trusler fra vrede, hvide amerikanere.

Det var i en epoke, hvor lynchninger og blodige overfald fra organisationer som Ku Klux Klan var en reel trussel mod sorte i Syden.

Hverken Rosa Parks eller hendes mand kunne finde arbejde i Montgomery, og parrets økonomiske situation blev tiltagende desperat. Hun kunne ikke engang finde midler til at betale for medicin mod det mavesår, hun kæmpede med i de år.

Lykken vender

I 1957 flyttede hun og ægtemanden Raymond til Detroit, Michigan. Her behøvede hun ikke at frygte racistisk vold, men alligevel fortsatte den nedadgående spiral.

Lavpunktet var nok, da hun I 1960 i en artikel i magasinet JET, der primært henvendte sig til den sorte befolkning, blev beskrevet som boende i en toværelses lejlighed og lidende af mavesår og kræft i svælget.

Fra 1965 kom hendes liv dog ind på et permanent mere stabilt spor, da hun fik ansættelse som sekretær for det demokratiske, afroamerikanske medlem af Repræsentanternes Hus for Michigan, John Conyers. Det var en stilling, hun bestred frem til 1988.

Rosa Parks blev ved med at tale borgerrettighedsbevægelsens sag resten af sit liv.

Borgerrettighedsbevægelsens moder

Med årene voksede Rosa Parks’ anseelse, og i hendes alderdom fremstod hun som selve borgerretighedsbevægelsens moder.

I 1996 fik hun præsidentens frihedsmedalje af daværende præsident Bill Clinton, og i 1999 fik hun Kongressens guldmedalje. Samme år udgav hun selvbiografien “Rosa Parks: My Story”.

Foto af tidligere præsident Bill Clinton

Bill Clinton.

© Shutterstock

Rosa Parks døde 92 år gammel efter længere tids sygdom den 24. oktober 2005.

Under begravelsen blev hendes kiste opstillet med æresvagt under kongresbygningens rotunde.

Det var første gang, Kongressen havde givet den hædersbevisning til en kvinde og kun anden gang til en person med afroamerikanske rødder.

Bill Clinton ved Rosa Parks’ begravelse

Ved hendes begravelse i Detroit, Michigan, i 2005 holdt den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton en hæderstale for Rosa Parks.

“Rosa Parks var gnisten, der antændte den vigtigste sociale bevægelse i moderne amerikansk historie”, sagde han.

Bill Clinton delte også en personlig erindring i sin tale: hvordan han som 9-årig i Arkansas – der også var en del af det raceadskilte Syden – var blevet inspireret af Rosa Parks’ eksempel.

Han var som hvid dreng vant til at sætte sig forrest i bussen, men efter Rosa Parks’ modige handling besluttede han og to af hans jævnaldrende, at de fremover ville sætte sig, hvor som helst i bussen og ved siden af hvem som helst.

Fem andre berømte kvindelige borgerrettighedsaktivister

1. Amelia Boynton Robinson

Amelia Boynton Robinson blev banket af politiet under en fredelig protestmarch i Selma i 1965.

Billederne af hendes livløse krop gik kloden rundt og var med til at sikre den folkelige støtte i USA til borgerrettighedsbevægelsen.

Hun kæmpede hele livet ligesom Rosa Parks for at sikre lige stemmerettigheder for USA’s sorte – en kamp, hun var med til at vinde, da lovgivningen Civil Rights Act blev vedtaget i 1964.

Den lov forbød ulige krav for sorte og hvide borgere, i forbindelse med at borgere registrerede sig som vælgere.

2. Mamie Till Mobley

Mamie Till Mobley mistede sin eneste søn, 14-årige Emmett, i august 1955, da han blev lynchet af hvide mænd under en ferie i byen Money, Mississippi.

I hjembyen Chicago fremviste Mamie Till Mobley liget af sin søn midt i byen i en åben kiste som et vidnesbyrd om de brutale konsekvenser, Sydstaternes racistiske samfundssyn og love havde på den sorte befolkning.

Mere end 100.000 besøgte den døde dreng i det, der dengang var USA’s største borgerrettighedsdemonstration.

3. Coretta Scott King

Coretta Scott King var også politisk aktiv, da hendes mand, Martin Luther King, stadig levede, men efter hans død i 1968 fortsatte hun sin afdøde mands kamp for sortes borgerrettigheder.

Coretta Scott King ledte en kæmpe demonstration gennem Memphis fire dage efter mordet på hendes mand.

Senere stablede hun en række støttekoncerter – “Freedom Concerts” – på benene, som samlede adskillige hundrede tusind kroner ind til borgerrettighedsbevægelsen.

4. Ella Baker

Ella Baker var ligesom Rosa Parks aktiv i National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) fra 1930’erne og blev en af de mest markante og åbenmundede kvindelige borgerrettighedsaktivister i USA i 1950’erne og 1960’erne.

I 1960 var hun med til at stifte ungdomsorganisationen “Studenternes ikke-voldelige koordinationskomité” (Student Nonviolent Coordinating Committee, SNCC), der bl.a. stod bag ikke-voldelige, direkte aktioner i Sydstaterne.

5. Dorothy Height

Dorothy Height var teenager, da hun i 1920’erne begyndte at hellige sit liv til at forbedre rettighederne for den sorte amerikanske befolkning og særligt kvinderne.

Op gennem 1950’erne og 1960’erne rekrutterede hun frivillige til borgerrettighedsbevægelsen, organiserede seminarer, koordinerede sit-ins og meget andet.

Hun var en vigtig motor i bevægelsens demonstrationer og var desuden præsident i den politiske organisation “Nationalrådet for negerkvinder” (National Council of Negro Women, NCNW) i mere end 40 år.