Sådan forvandlede Pinochet Chile til en rædselsstat

Fly og kampvogne kuer hovedstaden

Pinochet har allerede sendt to af flyvevåbnets Hawker Hunter-fly på vingerne her sidst på formiddagen 11. september 1973, og de brummer nu i lav højde ind over det centrale Santiago.

Fra alle indfaldsveje ruller tunge kampvogne frem mod paladset. På gader og pladser har soldater indtaget strategiske positioner og omringet La Moneda, og en knugende stemning af frygt hviler over hovedstaden. For hvert minut er præsidentens død rykket nærmere, men Salvador Allende lader sig stadig ikke kyse, og det ved den chilenske befolkning:

“Dette vil med sikkerhed blive min sidste henvendelse til jer. Disse ord bliver ikke sagt i bitterhed, men i skuffelse. Jeg træder ikke tilbage. Placeret i denne historiske brydningstid vil jeg betale med mit liv for folkets loyalitet”, har han forsikret i en radiotale lidt over klokken ni om morgenen.

Nu er der gået et par timer siden talen, og alle statskontrollerede radio- og tv-stationer er på Pinochets ordre blevet gjort tavse. Lidt før klokken 12.00 begynder bomber fra Hawker-flyene at regne ned over paladset, og kort efter bombardementet følger skudsalver og tåregasgranater, der knuser vinduer og forvandler “La Moneda” til et rygende inferno.

Indstillet på at forsvare sig til det sidste griber Salvador Allende om den AK-47 maskinpistol, han har fået af sin ven Fidel Castro, Cubas præsident. Sammen med loyale livvagter besvarer han ilden fra et af paladsets vinduer, men angrebene er overvældende. Kort før klokken 14.00 om eftermiddagen råder han sine folk til at overgive sig.

Midt i kaosset af røg og flammer trækker Allende sig ubemærket tilbage til en sal i bygningens nordøstlige fløj. Han synker ned i en rød fløjlssofa, placerer riflen mellem sine knæ, trykker på aftrækkeren og affyrer en salve mod sit eget hoved.

Få minutter senere bliver et blodigt lig fundet af militæret. “Missionen er fuldført. Moneda er indtaget og præsidenten er fundet død”, meddeler en af soldaterne over en radio til hærchef Augusto Pinochet. Fra sin kommandopost i udkanten af Santiago har han styret angrebet på den bygning, som i 130 år har stået som symbolet på det chilenske demokrati.

USA trækker tæppet væk

Pinochet er en mand uden et bemærkelsesværdigt karriereforløb. Han bliver født i havnebyen Valparaiso som ældste søn af en toldfunktionær i 1915, og som 16-årig indleder han sin militære karriere. Fra 1932 til 1936 gennemfører han en uddannelse til officer i hovedstaden Santiago.

Siden er han steget støt i graderne og har udmærket sig som lærebogsforfatter og underviser på militærakademier i flere lande. Ingen steder har han vundet ry for at være noget stort lys, men til gengæld lydig og loyal.

Da marxisten Salvador Allende i 1970 kommer til magten som præsident, er Pinochet ligesom sine generalkolleger tro mod forfatningen og demokratiet. Også selv om den chilenske hær traditionelt har været knyttet til den yderste højrefløj.

Men fra efteråret 1972 har det knaget i geledderne. Regeringens gennemgribende forsøg på at nationalisere Chiles industri, give jord til de jordløse og indføre streng priskontrol har gjort Allende til en upopulær skikkelse i
brede, borgerlige kredse, ikke kun nationalt, men også i USA med præsident Richard Nixon og udenrigsminister Henry Kissinger i spidsen.

Amerikanerne frygter, at Chile er på nippet til at udvikle sig til en klon af det kommunistiske Cuba, og ud fra Nixons devise “make the economy scream” – få økonomien til at bløde – kapper USA
alle handelsforbindelser til Chile i forsøget på at underminere det socialistiske styre.

Via efterretningstjenesten CIA finansierer amerikanerne en strejke blandt de chilenske vognmænd, hvilket betyder, at varerne ikke længere kan nå frem til butikkerne.

Samtidig pumper USA flere millioner dollar i en række propagandakampagner, hvor tre af Chiles største aviser sværter Allende til og fortæller læserne, at præsidentens omfattende nationaliseringer er i direkte modstrid med forfatningen.

Også i store dele af befolkningen kniber det gevaldigt med opbakningen til Allendes venstreorienterede projekt. Både små og store erhvervsdrivende gruer for, at netop deres virksomhed står for tur som den næste, der kommer på statens hænder.

I butikkerne er hylderne efterhånden gabende tomme, både på grund af vognmændenes strejke, og fordi ejerne generelt ikke kan følge med efterspørgslen.

De fattige har fået flere penge mellem hænderne og råd til varer, som de tidligere kun kunne drømme om. Nu mangler selv de mest basale dagligvarer.

Husmødre fra middelklassen begynder jævnligt at troppe op til massedemonstrationer foran præsidentpaladset. Kvinderne mangler først og fremmest oksekød, hovedingrediensen i borgerskabets husholdning, men også andre varer som dåsetomater, toiletpapir og cigaretter.

Vrede kvinder presser hæren

Husmødre fra middelklassen tropper jævnligt op til massedemonstrationer foran præsidentpaladset. Kvinderne mangler først og fremmest oksekød, hovedingrediensen i borgerskabets husholdning, men også andre varer som dåsetomater, toiletpapir og cigaretter.

Både økonomisk og politisk befinder Chile sig i dyb krise. Inflationen galoperer af sted, produktionen styrtdykker, og i efteråret 1972 er situationen højspændt.

Højrefløjen presser på for et militærkup, og samtidig indleder kvinder fra landets overklasse en intensiv brevkampagne, hvor de forsøger at presse de væbnede styrker til at fjerne Allende.

De vedlægger brevene hvide fjer – et traditionelt symbol på fejhed – til officererne, og smider korn på gulvet i kasernerne for at antyde, at soldaterne er nogle bange høns. Også en skare ekstremt liberalistiske økonomer bearbejder militærfolkene og lader en plan for Chiles økonomi efter et kup cirkulere blandt officererne.

Efterhånden er utilfredsheden så massiv, at hærledelsen beslutter sig for at tage affære: 29. juni 1973 forsøger dele af hæren at kuppe Allende, men hærens øverstbefalende Carlos Prats og hans nærmeste underordnede, Augusto Pinochet, griber ind og afværger det dårligt forberedte kup. Begge har svoret regeringen og demokratiet troskab, og det løfte står de. Foreløbig.

Pinochet skifter side

I de følgende måneder presser højrefløjen og flere officerer Prats til at gå af, og i hans sted udnævner Allende den loyale Pinochet til hærchef. Utilfredsheden med det socialistiske styre består imidlertid, og højtstående militærfolk pusler med planer for et ultimativt statskup. Men Pinochet står fast: Han nægter at deltage i magtovertagelsen.

Blandt officererne lyder det snart, at den nye hærchef er en kujon. Han er en så overforsigtig type, at han end ikke kunne drømme om at sætte sig ned, før han har børstet sin stol, lyder et hånligt rygte. Den karakteristik genkender luftvåbnets chef, general Gustavo Leigh. I august 1973 forsøger han at overtale sin chef til at medvirke i et kup.

“Er du klar over, at vi alle kan blive dræbt”, lyder Pinochets første reaktion.

Ved et møde med hærens overkommando 9. september 1973 fornemmer den tøvende militærmand dog, at han står helt alene med sin modstand – og nølende lader han sig overtale til at tage affære. Blot 36 timer senere sætter han militærkuppet i gang og beordrer al modstand nedkæmpet.

Hvorfor Pinochet så brat vælger at skifte side, og om han oprigtigt har støttet demokratiet og Allende, kan historikere fortsat kun gætte på. Muligvis har hans personlige sigte først og fremmest handlet om at holde sig der, hvor magten er – og være klar til at skifte side om nødvendigt.

Sikkert er det, at lige så lunken Pinochet har været over for tanken om et kup, lige så brutalt demonstrerer han sin hensynsløshed, da Allende først er ryddet af vejen. Selv om den nye militærjunta består af et firkløver af militære topfolk, betragter hærchefen sig som den selvskrevne leder. På kupdagen 11. september erklærer han landet i undtagelsestilstand og beordrer total krig mod fjendtlige civile såvel som politikere.

Dagen efter proklamerer han i en radioudsendelse, at “dette er ikke et statskup, men en militær bevægelse, som har til formål at redde landet”.

I talen forsikrer hærchefen Chiles 11 millioner indbyggere om, at han ikke nærer noget ønske om at søge hævn eller absolut magt. “Der vil hverken blive tabere eller vindere”, garanterer han – men dagens handlinger taler et andet sprog. Endnu inden solen er gået ned over Santiago denne dag i september, er gennemhullede og maltrakterede kroppe begyndt at hobe sig op på byens lighuse, og i de næste 17 år vil ingen borger kunne føle sig sikker noget sted.

“Der er en hel flok svin derude. Alt det smuds, der var på nippet til at lægge landet i ruiner. De skal pågribes, sæt dem på et fly, uden tøj og ejendele, og kast dem ud”, brøler Augusto Pinochet til en assistent ved sin side.

Straks efter kuppet har militær-juntaen forbudt de politiske partier og al fagforeningsaktivitet, medierne er blevet underlagt streng censur, og enhver form for retssikkerhed er ophævet. Samtidig har Pinochet advaret om, at alle, der udviser en “stridbar holdning”, vil blive henrettet på stedet.

I militærets øjne bugner landet med “stridbare elementer”. De, der har støttet Allende eller blot går ind for demokrati, er fjender, og Pinochet indleder en nådesløs klapjagt på både formodede og reelle modstandere.

Diktatoren ser modstandere overalt og frygter konstant attentater eller kupforsøg. På hans direkte ordre foretager militæret massearrestationer i flæng overalt i landet. Folk, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, bliver anholdt og interneret i en af de flere hundrede små og store koncentrationslejre, som militæret i al hast har oprettet.

Dødens karavane myrder løs

Det nationale sportsstadion i Santiago, Estadio Nacional, bliver snart en af de mest berygtede lejre. Dagen efter kuppet, den 12. september 1973, er 600 studerende og undervisere fra byens tekniske universitet spærret inde og stuvet sammen i interimistiske celler på stadionets græsplæne, i omklædningsrummene og i kælderen.

Fangerne – som skal vise sig at være de første af op mod 40.000 på Estadio Nacional – får bind for øjnene og bliver dag og nat ført til timelange forhør. Her udsætter militærfolk dem for grov tortur.

De giver fangerne elektriske stød, sparker dem og slår både børn og voksne til blods med pisk og køller. Mange slipper ikke levende ud igen, men bliver i bunker fragtet til byens lighuse eller dumpet på gaderne, hvis de da ikke forsvinder sporløst fra jordens overflade.

Blodsudgydelserne er imidlertid først lige begyndt: I slutningen af september 1973 sender Pinochet en delegation af højtstående militærfolk på en mission i en Puma-helikopter. I godt tre uger turnerer den fra by til by i det nordlige og sydlige Chile i en straffeaktion, der bliver kendt som Dødens karavane.

På Pinochets befaling henter kommandoenheden op mod 100 fanger ud af fængselsceller placeret i hele landet. De føres til afsides beliggende steder, hvor de bliver henrettet ved skud, hugget ned med machete eller brændt ihjel.

Fangernes eneste forbrydelse er, at de tilhører regeringspartiet, og dødspatruljen skelner ikke mellem ung og gammel. De yngste ofre er teenagere, de ældste har passeret de 70 år.

Mange får skåret øjnene ud og brækket adskillige knogler inden henrettelsen, som gerne slutter med, at de døde kroppe bliver parteret af maskingeværsalver. Nogle af ligene bliver gravet ned, ender på lossepladsen eller forsvinder uden spor.

Andre bliver ikke skudt, men derimod samlet i helikoptere og kastet levende i havet.

Hemmeligt politi spreder rædsel

Formålet med straffeaktionen er først og fremmest at indgyde frygt – eller med Pinochets ord “statuere et eksempel” – både hos befolkningen og hos Pinochets egne mænd.

For ikke alle i militæret sympatiserer med de brutale overgreb. Adskillige officerer forsøger at modsætte sig likvideringerne, men det er risikabelt. Hvis de er heldige, bliver de afskediget, men i flere tilfælde bliver de selv fængslet, tortureret eller nådesløst henrettet:

“Missionen skulle terrorisere den vilje, som det chilenske folk formodentlig havde til at kæmpe imod. Men den skulle også indgyde frygt og rædsel blandt ledere og forhindre, at militært personel, ned til den lavest rangerende officerer, tog et forkert skridt: Dette kunne ske for dig!”, forklarer Oleguer Benaventes Bustos i et senere vidneudsagn.

Han var næstkommanderende i et af hærens regimenter. Straffeaktionen er imidlertid ikke nok for Pinochet, som ser fjender alle vegne. For yderligere at overvåge og terrorisere befolkningen opretter Pinochet et hemmeligt sikkerhedspoliti, DINA (Dirección de Inteligencia Nacional), der tæller eksperter i blandt andet mord og tortur.

Med stor ihærdighed jagter DINA fremtrædende Allende-støtter på tværs af landegrænser, heriblandt den afsatte hærleder Carlos Prats, som nægtede at deltage i et militærkup.

Han bliver i 1974 snigmyrdet af en bilbombe i Bue-nos Aires i Argentina. Dermed undgår han i det mindste den langvarige mishandling, som tusindvis af venstreorienterede, studerende og kunstnere bliver udsat for i fx “Villa Grimaldi”, et af landets flere hundrede torturcentre.

Først i 1978 lukker “Villa Grimaldi”. Da har omkring 4.500 mænd og kvinder været spærret inde i klaustrofobiske celler, hvor voldtægt, vandtortur, elektriske stød og rå vold hører til dagens orden.

Tit bliver fangerne tvunget til at overvære mishandlingen af deres medfanger, som eksempelvis får benene kørt over af en bil. En af de mest barbariske udgaver af den statslige tortur går ud over de kvindelige indsatte, som får proppet levende, udsultede rotter eller edderkopper op i underlivet eller bliver tvunget til at lade sig bedække af hunde eller af mandlige familiemedlemmer.

I løbet af få år forandrer Pinochet det chilenske samfund til uigenkendelighed: Chile er blevet en nation af fjender, som lever i en atmosfære af frygt og utryghed. Naboer angiver naboer, familiemedlemmer stikker hinanden, og foran politistationerne står folk i kø for at aflevere lange lister over mistænkelige personer i håb om, at de ved at vise vilje til samarbejde selv kan slippe for at blive forfulgt af styret.

Den udvikling glæder Pinochet. Han understreger igen og igen nødvendigheden af at gøre de venstreorienterede gemytter tavse. Som han siger: “Hvis man har koldbrand i en arm, er man nødt til at skære den af”.

Modstanden vokser mod diktaturet

Økonomisk går det hurtigt fremad: Med en chokkur lykkes det militærstyret at få landet på fode. Men kun kortvarigt.

På den ene side udløser chokkuren nemlig et væld af nye finansimperier, der skovler penge ind og gør de rige endnu rigere. På den anden side skaber den en social nedtur med ekstrem fattigdom og arbejdsløshed.

I begyndelsen af 1980’erne slår økonomien revner. Flere af de store virksomheder krakker, og pludselig får Pinochet modstand fra alle sider. Nu kræver også kirken og de gamle højrefløjpartier, som tidligere helhjertet har bakket op om ham, med stadig kraftigere røst diktaturet afskaffet.

Protesterne vækker international opsigt. Pinochet er blevet en paria, og selv hans gamle støtte USA vender ryggen til ham oven på styrets mange brud på menneskerettighederne.

Trods den gryende opposition ser Pinochet fortrøstningsfuldt på fremtiden. Han er overbevist om, at flertallet foretrækker ham som statsoverhoved, og selvsikkert udskriver den 73-årige enehersker et valg i oktober 1988.

Satsningen giver bagslag: Pinochet taber til sin overraskelse til en gammel støtte, advokaten og kristendemokraten Patricio Aylwin. Modvilligt erkender diktatoren sit nederlag, og da han dagen efter afgørelsen toner frem på fjernsynet, slår han bistert fast, at han “anerkender og accepterer flertallets dom”. I samme åndedrag advarer han dog om, at “der ikke vil ske nogen som helst ændring i regimets konstitutionelle orden”.

Med valgnederlaget må Pinochet dog alligevel slippe sit jerngreb om magten, og efter 17 års diktatur går landet igen over til demokrati.

Men Chiles tidligere enevældige hersker har taget sine forholdsregler. Forud for valget har han sikret sig, at han uanset udfaldet kan beholde sin post som chef for de væbnede styrker i otte år.

Dermed sidder han i en perfekt position til at forhindre ethvert forsøg på at trænge til bunds i de forbrydelser, som militæret har begået.

Uanset hvilke anklager der rettes mod ham, udtrykker hærchefen ingen form for sympati med hverken ofre eller pårørende. Han er kun stolt over at have reddet sit land fra økonomisk kollaps, som han udtrykker det.

Pinochet reagerer heller ikke, da grave med forsvundne chilenere bliver fundet efter flere årtier. De efterladte er vrede over, at kisterne i flere tilfælde rummer knoglerne fra ikke ét, men to mennesker.

Men den tidligere diktator er ikke berørt af chilenernes skæbne.

“Den person, der lagde dem i samme kiste, burde hyldes, fordi han sparede den chilenske regering for udgifterne til flere søm”, slår Pinochet fast.