Løjtnant Gustav Knorring er stadig i svensk uniform, da han vandrer gennem Sønderborg på vej mod fronten ved Dybbøl. Hans land er ikke i krig, men ligesom 650 andre svenskere og nordmænd er han kommet Danmark til hjælp imod de preussiske invasionsstyrker. Overalt har tyskernes granater skamferet landskabet, som han skriver i et brev hjem den 15. april 1864:
“Byen så forfærdelig ud. Kirken og den nordlige del er nogenlunde intakt, resten er raseret. Ruinerne ryger endnu”.
Knorring har kun været med i fire dage, da han fører sin deling af danske soldater op for at forsvare de sønderskudte skanser ved Dybbøl den 17. april. Næste morgen bliver han dræbt, da preusserne stormer stillingen. Knorring døde i et fremmed land for sin tro på et fælles Skandinavien.
For mange danskere, svenskere og nordmænd i 1800-tallet var en forening af de tre lande det eneste, de kunne se frelse dem fra at blive opslugt af mægtigere naboer. Og nogle var villige til at begå højforræderi for at nå dertil.
Danmark mistede næsten 5.000 soldater under kampene ved Dybbøl.
Studenter erobrede dagsordenen
Europæerne var på en mental rejse i 1800-tallet. Før var de blot undersåtter af en fyrste eller konge, men nu følte mange, at de var forbundne gennem sprog og kultur – og ikke kun geografisk placering.
Ingen følte forbrødringen stærkere end storbyernes studenter, som var ivrige efter at forandre verden. Sådan gik det også i Danmark og unionsriget Sverige-Norge, hvor de veluddannede unge opdagede deres fælles skandinaviske bånd. Da de samledes til et stort skandinavisk studentermøde Uppsala i 1843, udviklede det sig til en ren folkefest, og succesen blev gentaget to år senere i København.
I Norge og Sverige fulgte orkestre og jublende tilskuere de unge mænd til deres skibe, og da de ankom til København, stod et brusende menneskehav klar til at byde velkommen.
“Jeg spørger jer, om I sammen med os vil indgå et ubrydeligt broderskab?” Orla Lehmann til de skandinaviske studenter, 1845.
Højdepunktet var en sammenkomst for 1.600 mennesker i Christiansborgs ridehus. Her hyldede den danske demokrati-forkæmper og glødende skandinavist Orla Lehmann de unge studerende. I dag var studenterne håbefulde unge, men snart ville de være professorer, embedsmænd og ministre. Snart ville de have den politiske magt, som kunne forene Skandinavien i en samlet stat, lød det fra Lehmann:
“Derfor spørger jeg alle, som her er til stede. Jeg spørger med den alvor, som fylder min sjæl og lyser mig i møde fra jeres øjne. Jeg spørger jer, om I sammen med os vil indgå et ubrydeligt broderskab?”
Studenterne svor at rejse fra København som agenter for den fælles sag, og de bar Lehmann i guldstol ud af ridehuset. Med et slag var skandinavisme ikke blot et spørgsmål om broderlige følelser, men om forening i en samlet stat.
De skandinaviske studenterfester var kæmpe arrangementer. Skibe blev fyldt til bristepunktet for at få alle de unge med.
Frivillige gik i krig for broderfolket
Det var dog langtfra alle i den danske helstat, der følte sig som danskere – og da slet ikke som skandinaver. Danmarks konge, Frederik 7., herskede over hertugdømmerne Slesvig og Holsten ved landets sydlige grænse. Her var befolkningen blandet dansk og tysk, og den nye tids nationalistiske tanker trak dem i hver sin retning.
Lehmann havde allerede i 1842 gjort sig særdeles bemærket, da han holdt brandtalen “Danmark til Ejderen”, hvor han argumenterede for, at hertugdømmet Slesvig skulle integreres fuldt ud i Danmark, mens Holsten skulle skubbes ud af fællesskabet. Tankerne førte til den nye politiske gruppering de nationalliberale, men var absolut ikke populær blandt det tyske mindretal i Slesvig.
Orla Lehmann var uddannet jurist, men fandt især sit kald som en af Danmarks bedste talere.
Stridighederne mellem danskere og tyskere blev voldsommere og voldsommere og udviklede sig i 1848 til Treårskrigen, med hertugdømmerne på den ene side og Danmark på den anden.
Nu skulle de høje tanker om et fælles Skandinavien stå deres prøve, men kun 144 nordmænd og 243 svenskere greb til våben for at kæmpe for Danmarks og Skandinaviens sag. Det udløste foragt fra den svenske løjtnant og digter Gustaf Lorentz Sommelius, som sendte et hånligt åbent brev til dem, som højtråbende “kæmpede med pennen”.
Sommelius selv blev dræbt i juni 1848 efter blot seks dage ved fronten. Hertugdømmerne havde på det tidspunkt fået hjælp fra flere tyske stater, bl.a. stormagten Preussen. Som svar sendte Sverige-Norge tropper til Fyn, men her blev de stående, for politikerne ønskede ikke en krig mod preusserne.
En ny krig lurede i horisonten
Efter tre års krig gennemtvang stormagterne en fred, som ingen af de stridende parter for alvor var tilfredse med. Men det afholdt ikke danskerne fra at fejre freden som en stor sejr, og i hele Skandinavien blev de faldne hyldet som helte ved nye studentermøder.
På trods af at danskerne ikke var blevet mødt med overvældende støtte fra svenskere og nordmænd under krigen, døde de store tanker om skandinavismen langtfra ud.
De danske politikere var udmærket klar over, at freden ikke ikke ville vare for evigt. De havde hårdt brug for støtter, hvis hertugdømmerne igen skulle prøve at løsrive sig. Denne støtte ville en skandinavisk union kunne levere, og i 1857 fik skandinavisterne i de nationalliberale endda magten i landet.
To år senere kunne den danske regering kigge over Øresund og fryde sig ved tanken om, at her nu sad en fuldskægget løsning på alle Danmarks småstats-problemer – den svenske kong Karl 15.
På de nationalromantiske malerier efter Treårskrigen blev skandinavismen ofte understreget, fx her, hvor Sverige og Norges flag også vajer over de hjemvendte danske soldater.
Konger blev drukkammerater
Frederik 7. og Karl 15. blev hurtigt gode venner. Når de to regenter mødtes, blev der drukket tæt, fortalt røverhistorier og talt om de to landes fælles fremtid.
Den danske konge havde ingen arvinger og vidste, at den oldenborgske slægt ville uddø med ham. Tronen ville i stedet overgå til hans fjerne slægtning, prins Christian, som Frederik hadede. Samtidig var kongen bange for tyskerne, som han frygtede ville invadere Danmark under påskud af at hjælpe hertugdømmerne.
Imellem vinglassene fremlagde Frederik 7. derfor et radikalt forslag. Sverige skulle indgå i en alliance med Danmark for at afskrække tysk aggression – og til gengæld ville Karl så få den danske trone ved Frederiks død.
LÆS OGSÅ: Bernadottes fantastiske karriere: Fra rekrut til konge af Sverige
Den svenske konge var selv glødende skandinavist og elskede idéen om, at han skulle regere over et samlet Skandinavien. Ministrene i den svenske regering var derimod mindre begejstrede over udsigten til en krig mod det mægtige Preussen.
Frederik 7. (tv.) og Karl 15. (th.) holdt sig ikke tilbage med sprutten, når de mødtes. Den svenske regering var nervøs for, hvad Karl kunne overtales til, når der blev diskuteret unionsplaner over punchbowlen.
Selvom Karl 15. kæmpede for idéen, var enevældens tid forbi, og han kunne ikke gennemtvinge alliancen uden sin regering. De svenske politikere forsøgte forsigtigt at lægge en dæmper på kongens skandinavisme og trak alle forhandlinger i langdrag.
Frederik 7. og de nationalliberale politikere satsede fortsat på, at Sverige ville blive Danmarks redning. Efter endnu et vagt løfte fra svenskerne i 1862 kunne en smule usikkerhed imidlertid spores hos Frederik 7., som spurgte sin konseilspræsident, C.C. Hall:
“I tror vel ikke, at kong Karl vil lade mig i stikken?”
Krigen i 1864 udsprang af hertugdømmet Slesvigs tilhørsforhold. Det var delt mellem en tysksindet befolkning i syd (orange) og en dansksindet befolkning i nord (rød).
Konge tørstede efter krig
Krigsskyerne samlede sig over Skandinavien i 1863, og behovet for en skandinavisk union blev kun mere presserende. Preussens leder, Otto von Bismarck, forlangte, at spørgsmålet om Slesvigs tilhørsforhold skulle løses, og han var klar til at afgøre det “med jern og blod”.
I København gik en livlig trafik til Kronprinsessegade, hvor Sverige-Norges ambassadør boede. En af de besøgende var Orla Lehmann, som nu var minister, og gæsten lokkede med officielle forslag om at give Danmarks trone i bytte for en alliance.
“Jeg behøver en krig, Europa behøver en krig, og en krig må jeg have. Enten gennem polakkerne mod Rusland eller gennem danskerne mod Tyskland”. Karl 15. til en britisk diplomat, 1863.
Som ambassadøren bagefter skrev hjem, var der reelt set tale om højforræderi, eftersom Christian af Glücksborg allerede var udpeget som dansk tronfølger. I Stockholm var Karl 15. mere end parat til en rask dyst på slagmarken, hvilket han bl.a. erklærede til en forbløffet britisk diplomat:
“Jeg behøver en krig, Europa behøver en krig, og en krig må jeg have. Enten gennem polakkerne mod Rusland eller gennem danskerne mod Tyskland”.
Ifølge briten lod kongen slet ikke til at overveje muligheden for at lide et nederlag. Det gjorde ministrene til gengæld, og snakken gik og gik, uden at en løsning blev fundet. Men så døde Frederik 7., blot 55 år gammel, i november 1863, og de svære spørgsmål om Slesvig og arvefølgen i Danmark krævede øjeblikkelige svar.
Mange skandinaver nærede store tanker om, hvordan Sverige-Norge burde hjælpe deres danske broderfolk i kampen mod Tyskland, men da krigen stod for døren, var hjælpen begrænset.
Krigen kom for tidligt
Frederik 7.s død kom for pludseligt til, at statskuppet – som kunne have givet Karl kongemagten i Danmark – var muligt at gennemføre. Den retmæssige arving, Christian af Glücksborg, fik tilbuddet, men han var holstener, positiv over for at genindføre enevælden og mistænkt for planer om at gøre Danmark tysk.
De nationalliberale hadede den tysksindede Christian, der knap kunne tale dansk, og bandt ham på hænder og fødder med en ny grundlov.
Christian 9. var meget upopulær, da han kom til magten i Danmark, men han vandt med tiden befolkningens gunst.
Den såkaldte November-forfatning slog Danmark og Slesvig sammen, hvilket brød internationale aftaler, så nu havde Bismarck en undskyldning for at angribe. Heldigvis ville kong Karl give rigeligt med militærhjælp, kunne den danske avis “Fædrelandet” rapportere i december 1863:
“Et telegram til os fra Stockholm fra i dag kl. 2.25 melder: 22.000 mand kommer og han selv”.
Nyheden var korrekt så langt, at Karl selv troede på den. Hans ministre havde tidligere støttet en plan om, at han skulle gå i krig med 20.000 mand, hvis Preussen angreb Danmark.
Men det var på betingelse af, at en af Europas andre stormagter også blev involveret. Hverken Storbritannien eller Frankrig ville dog sætte Europa i brand over Slesvig, skulle det vise sig. Danmark måtte klare sig selv med en smule hjælp fra norske og svenske frivillige, som drog i krig på egen hånd.
Kup skulle forene Skandinavien
1. Kongen kidnappes
Om foråret eller efteråret, hvor nætterne er mørke, skal en styrke sammensvorne skandinavister storme Christian 9.s sommerresidens, Bernstorff Slot, nord for København. Her vil indtrængerne hurtigt tage kongen til fange.
2. Ingen hjælp når frem
Andre kupmagere spærrer vejen til Jægersborg Kaserne, som ligger 1,5 km fra slottet og huser de nærmeste danske tropper. Opgaven går ud på at forsinke en undsætningsstyrke så længe, at det er for sent at redde kongen.
3. Christian spærres inde
Den danske konge føres til Charlottenlund, hvor et dampskib ligger klar til afsejling. Christian bringes ombord, fragtes over Øresund og bliver sat i en celle på Malmøhus, en gammel borg, der nu fungerer som et svensk statsfængsel.
4. Modstandere fjernes
Modvillige ministre og embedsmænd bliver arresteret, før de kan skabe en organiseret modstand. En revolutionsregering tager magten og rejser en borgermilits af glødende skandinavister, hvorefter Danmarks trone overlades til Sverige-Norges konge.
5. Ny konge tager magten
Kong Karl 15. udpeger en ny svensk regering, som er villig til at gå i union med Danmark. Han sejler til København og lader sig krone, mens svensk-norske styrker besætter Jylland, hvor befolkningen er mindre skandinavistisk end borgerne i København.
Skandinavismen fik en uventet ven
Imod en samlet hær af preussiske og østrigske soldater havde Danmark ikke en chance. Krigen i 1864 blev tabt eftertrykkeligt, og både Holsten og Slesvig blev tysk. Den skandinavistiske drøm forekom mange at være død, men for de mest ihærdige skandinavister var ulykken en velsignelse i forklædning. Nu var udsigten til forening bedre end nogensinde.
Christian 9. var dybt upopulær blandt sine danske undersåtter, og den store problematik med det slesvigske spørgsmål var forsvundet nu, hvor hele hertugdømmet var gået tabt.
Da en dansk agent i december 1864 i al hemmelighed opsøgte Bismarck for at undersøge, hvad Preussen mente om en forening af Skandinavien, udtalte Bismarck til agentens forbløffelse:
“Jeg er meget stærk skandinav”.
Kansleren erklærede sig positiv over for idéen, da han regnede en forenet stat under svensk dominans som en naturlig allieret mod Rusland. Han var endda villig til at snakke om en fremtidig deling af Slesvig.
Straks fik de danske skandinavister igen blod på tanden, og de begyndte at lægge planer for, hvordan de kunne vælte deres konge og spærre ham inde.
En decideret plan for magtovertagelsen i fem trin blev endda sendt via mellemmænd til den svenske konge.
Mange af de hemmelige dokumenter om disse kupplaner er dog blevet destrueret, og præcis hvem og hvor mange bagmænd der var, vides ikke, men mændene kom utvivlsomt fra de højeste politiske lag i Danmark. To bekræftede støtter er den tidligere konseilspræsident C.C. Hall og den tidligere indenrigsminister H.R. Carlsen.
Efter 1864-krigen begyndte unionstanken mellem Danmark og Sverige-Norge efterhånden at miste opbakning. Samarbejdet foregik i stedet igennem foreninger og begivenheder som Nordisk Naturforskermøde.
At kidnappe en konge og lade revolutionære føre ham til tronen kunne Karl 15. dog ikke acceptere. I de følgende år forsøgte den svenske konge og danske skandinavister i stedet at presse Christian 9. til at afstå sin kongetitel. Karl havde endda danskere på en hemmelig lønningsliste, imod at de svækkede den danske konge med historier i pressen.
Men Christian 9. blev siddende på sin trone, og med tiden løb idéen om en skandinavisk union ud i sandet. Dødsstødet kom endegyldigt, da Karl 15. gik bort i 1872 og den nye svenske konge, Oscar 2., straks begyndte at orientere sig mod det nye, samlede Tyskland.
Lige siden har forbrødring mellem nordmænd, danskere og svenskere mest handlet om kultur og ideologisk fællesskab. Tanken om, at en union var det eneste, som kunne redde Skandinavien fra at blive opslugt af fremmede magter, kan virke fjern i dag. Men for mange mennesker i 1800-tallet virkede det som en reel trussel – og blandt dem fandtes folk, som var villige til at begå højforræderi for at undgå den frygtede skæbne.
Da den første NATO-traktat blev underskrevet i det ovale kontor, var både den danske og den norske ambassadør til stede.
NATO knuste drømmen
Arbejdet for at knytte de skandinaviske lande tættere sammen fortsatte i årevis, indtil den kolde krig tvang dem ind på hver sin kurs.
Selv efter at idéen om at forene skandinaverne i én stat gik i glemmebogen, fortsatte landene med at knytte sig tættere til hinanden på andre måder. I 1875 gik de i møntunion, og deres tre forskellige udgaver af daleren blev erstattet af kronen. Skriftsproget blev også ensrettet, da Norge indførte det svenske bogstav Å i 1917, og Danmark fulgte efter i 1948.
Selv et militært forbund var der planer om i 1948. Den kolde krig var brudt ud, og ligesom 100 år forinden frygtede landene, at de ikke kunne afskrække en stormagts-invasion, hvis de stod alene. Norge og Danmark valgte dog at trække sig fra projektet for i stedet at søge over i det mere slagkraftige NATO, som var ved at blive oprettet med USA som den ledende part. Sverige stod fast ved sin traditionelle neutralitet.
Skandinavien havde endegyldigt vist sig for lille til at stå alene. Kursen blev i stedet sat mod bredere samarbejder som NATO og siden EU, mens skandinavisme kom til at handle om kultur.