Et år efter indførelsen af universel stemmeret, gik de finske kvinder til valgurnerne i 1907.
1. oktober, 1906: Finske kvinder får stemmeret
Som Europas første kvinder fik Finlands fruer og frøkener stemmeret, da en ny valglov trådte i kraft den 1. oktober 1906.
Og ingen ringere end den russiske zar var manden bag det epokegørende tiltag.
Presset af sit krigsnederlag til Japan i 1905 og efterfølgende uro i riget, lovede zar Nikolaj 2. de stadig mere selvbevidste finner i storfyrstedømmet Finland deres eget parlament.
Valgloven til parlamentet garanterede kvinder fuld stemme- og opstillingsret, og ved det første parlamentsvalg i marts 1907 blev 19 kvinder valgt ind. De fleste var opstillet for socialdemokraterne, der vandt 80 af de i alt 200 pladser.
Finland blev endegyldigt selvstændigt fra Rusland efter den russiske revolution i 1917.
Læs nedenfor, hvordan de engelske kvinder måtte gå anderledes hårdhændet til værks for at tilkæmpe sig stemmeret:
Suffragetterne er klar at kæmpe
Lige før daggry den 19. februar 1913 bryder to skikkelser ind i en villa syd for London og placerer to tidsindstillede bomber. Kort efter høres motorstøjen fra en bil på vej væk. Klokken 6.10 vækker et øredøvende brag hele rigmandskvarteret. Den ene fløj i herskabsvillaen, som landets finansminister, David Lloyd George, er ved at få opført, bliver raseret af en voldsom eksplosion.
“Eksplosionen skyldes efter al sandsynlighed en beholder med knap 2,3 kilo grovkornet krudt, som var placeret i soveværelset på første sal i husets nordlige fløj”, skriver politiet i sin
officielle rapport.
“Krudtet blev antændt af en lunte lavet af en klud vædet i vådt krudt”, fortsætter rapporten, der også afslører, at et stearinlys blev anvendt til at tidsindstille de to bomber. Da lyset brændte ned til et vist punkt, antændte det bombernes lunte.
Gerningsmændene efterlod sig kun tre konkrete spor: en hårnål, en hattenål og en galoche. Ingen var dog i tvivl om, hvor skylden skulle placeres. Gerningsmændene var ikke mænd, men kvinder. Den militante kvinde-bevægelse WSPU – Women’s Social and Political Union – havde slået til igen.
Aktionen var langtfra enestående, for England befandt sig midt i væbnet strid mellem forbitrede kvindesagsforkæmpere og stokkonservative politikere.
Suffragetter bryder med demonstrationer
Bombningen af finansminster Lloyd Georges herskabsvilla gav betydelig større opmærksomhed om kvindernes kamp for stemmeret end de demonstrationer, læserbreve og pamfletter, som siden 1897 havde udgjort kvindekampen.
De fredelige aktioner blev organiseret af foreningen National Union of Women’s Suffrage Societies, men allerede i 1903 mente husmoren Emmeline Pankhurst, at kvindekampen også måtte føres med militante midler. Hun dannede derfor WSPU. Organisationen blev efter en omtale i avisen Daily Mail kendt som suffragetterne.
WSPU var domineret af pæne, hjemmegående fruer fra overklassehjem, som kunne vie hele dagen til politisk arbejde, selvom lærere, sygeplejersker og fabriksarbejdere også gik i aktion under suffragetternes banner.
Pankhursts hær af feminister var overbevist om, at hærværk ville skabe opmærksomhed og bane vejen for ligeret. For hvert år blev aktiviteterne mere og mere voldelige. I starten havde
suffragetter smadret vinduer, lænket sig selv til mændenes enemærker og klippet telegrafkabler over. Der skulle svigefulde politikere til, før WSPU optrappede kampen.
...og så begyndte kvinderne at brænde huse ned.
Suffragetter i front for en kvindelig guerillakrig
Håbet om, at kvindelig stemmeret var lige om hjørnet, voksede, da en delegation af 20 WSPU-kvinder den 23. januar 1913 mødtes med finansminister Lloyd George.
Tekstilarbejderen Leonora Cohen fortalte fx en ivrigt lyttende Lloyd George, at hun knoklede til 3,5 pence om dagen, mens hendes mandlige kolleger modtog 6,5 pence for nøjagtig det samme arbejde.
Lloyd George havde tidligere ført sig frem som tilhænger af ligestilling, og han lovede at støtte både kampen for ligeløn og retten til at stemme ved parlamentsvalg.
Da en talsmand fra parlamentets underhus samme dag erklærede, at et forslag om at bringe spørgsmålet om kvinders stemmeret til afstemning i parlamentet var blevet forkastet – og at Lloyd George aldeles ikke havde støttet forslaget – gik WSPU’erne amok.
“Det er en guerillakrig, vi erklærer her til eftermiddag”, fremturede Emmeline Pankhurst, der understregede, at kun menneskeliv ville blive skånet i denne krig. Fire uger efter sprang bomben i Lloyd Georges villa.
Hårnålen, hattenålen og galochen bragte ikke politiet på sporet af terroristerne bag bomben, men WSPU’s stifter påberåbte sig det moralske ansvar:
“Vi har sprængt finansministerens hus i stykker for at vække ham til dåd”, erklærede Pankhurst uden at blinke. Den 24. februar arresterede politiet hende i London, og i retten blev hun idømt tre års fængsel.
Støtteerklæringerne væltede straks ind:
“Måske forstår regeringen nu, at vi vil kæmpe til den bitre ende. Hvis mænd sprænger bomber for en sag, kalder de det krig, og at bekrige andre med bomber bliver omtalt som heltemodigt. Hvorfor må kvinder ikke bruge samme våben som mænd? Vi har ikke kun erklæret krig, vi kæmper for en revolution”, udtalte en af Pankhursts egne døtre.
Eksplosionen i Lloyd Georges villa markerede begyndelsen på en række bombeangreb og ildspåsættelser på ubeboede ejendomme i Storbritannien og Skotland – og en radikalisering af de militante kvindeforkæmperes metoder.
Guerillakrigen i årene 1913 og 1914 skulle vise, at kvinderne var parate til at risikere deres helbred for ligestillingssagen.
Mandeklubber hærges af suffragetter
Suffragetterne havde en særlig forkærlighed for at angribe steder, hvor kun mænd måtte komme. Fx forbød de fleste golfklubber kvinder at spille, så da mændene i foråret 1913 samledes for at tage hul på en ny golfsæson, var banernes normalt velplejede græstæppe skamferet med river og spader: “INGEN STEMMER, INGEN GOLF”, havde suffragetterne skåret i greenen rundt om hullet.
Faner i kvindekampens farver – hvid, lilla og grøn – havde overalt erstattet klubbernes traditionelle hulflag. Også bowlinghaller, væddeløbsbaner og andre steder, der lagde arealer til kammerateri mellem magtfulde mænd, blev angrebet.
I maj fandt politiet fx en bombe uden for Bank of England, mens suffragetterne sprængte et astronomisk laboratorium i samme måned. “En pakke kiks og suffragettelitteratur blev efterladt”, skrev politiet i sin rapport.
I juni brændte en suffragette væddeløbsbanen Hurst Park Racecourses hovedtribune ned, mens en anden kvinde gemte en jernstang i sine skørter og sneg sig ind i selveste Tower of Londons juvelhus, hvor Englands kronregalier opbevares.
Her smadrede hun glasmontrer med prestigefyldte ordener. Hendes våben var svøbt i papir, hvorpå hun havde skrevet: “Dette er min protest mod regeringens udplyndring af Englands arbejdende kvinder”.
Da englænderne nåede frem til juli måned 1913, havde suffragetterne udført 250 bombe- og brandattentater i løbet af blot et halvt år.
Flyveblade og malede slagord viste som regel tydeligt, hvem synderne var, og mange af dem talte åbent om den væbnede kamp: “Mit mål er at brænde to bygninger om ugen”, proklamerede suffragetten Lilian Lenton.
Et satirisk postkort viser en kvinde, der raserer et stemme-lokale, for hun har en kage i ovnen og skal skynde sig hjem.
1.000 suffragetter fængsles
Bål og brand prægede hele Storbritannien i 1913, men WSPU’ernes terrorlinje skånede altid menneskeliv. Suffragetternes aktioner blev udført, når bygningerne stod tomme, og kun kvinderne selv led overlast i kampen for stemmeret.
Hele 1.241 suffragetter blev retsforfulgt, og over 1.000 kom bag lås og slå. Men selv bag tremmer fortsatte de kampen. Da myndighederne ikke ville anerkende suffragetterne som politiske fanger og dermed give dem flere rettigheder i fængslet, nægtede kvinderne at spise.
Myndighedernes modtræk blev tvangsfodring ved at føre e lang slange ned i halsen på de sultestrejkende. Metoden var smertefuld og medførte desuden ofte, at de svækkede kvinder udviklede lungebetændelse eller lungehindebetændelse, der var livstruende sygdomme på denne tid.
Suffragetten Kitty Marion blev tvangsfodret hele 232 gange, og kvinderne sultede i det hele taget så stædigt, at politikerne i 1913 gennemførte en særlov kaldet Cat and Mouse Act.
Loven gav de udmagrede sultestrejkende kvindeaktivister midlertidig udgang, indtil de var kommet til hægterne, hvorefter de på ny skulle bag tremmer. Under udgangen gemte kvinderne sig for politiet og deltog flittigt i kampen for stemmeret, indtil de atter blev arresteret.
1. verdenskrig skabte fred blandt suffragetter
Attentaterne fortsatte gennem de første syv måneder af 1914. Ingen autoritet var hellig for suffragetterne, end ikke kirken. En tidlig morgen i juni rejste en røgsøjle sig fra Westminster Abbey i hjertet af London.
Kirkegængere flygtede i rædsel, selvom WSPU-bomben kun havde antændt kirkens kongelige kroningsstol og fået pudset til at drysse ned fra loftet.
Den voldelige kamp for stemmeret ville være fortsat længe endnu, hvis ikke Storbritannien den 4. august 1914 havde erklæret Tyskland krig.
Fra den ene dag til den anden indstillede suffragetterne guerillakrigen for i stedet at kaste deres energi ind i kampen mod den fælles fjende på kontinentet. Til gengæld løslod magthaverne alle fængslede kvindesagsforkæmpere.
Selvom suffragetterne hurtigt stoppede deres aktioner, fortsatte kampen for stemmeret, uden at ret mange lagde mærke til det. Mens mændene drog mod Europas slagmarker, overtog kvinder stille og roligt deres arbejde.
Lastbilernes førersæder, våbenfabrikkernes samlebånd og togstationernes billetluger blev besat af kvinder.
Ved krigens afslutning var det svært at finde gyldige argumenter for, at kvinder udelukkende skulle holde sig til de huslige sysler, og den 18. februar 1918 – fem år og én dag efter bombningen af finansminister Lloyd Georges villa – gav et stort flertal i parlamentet kvinder stemmeret.
I første omgang dog kun dem over 30 år med fast ejendom. Der gik et årti før alle Englands kvinder fik stemmeret på lige fod med de engelske mænd.