Tidslinje for EU: Fra Kul- og Stålunion til Europas forenede nationalstater

1941-1942: Ventotene-manifestet

Manifest nedskrevet på cigaretpapir

Italienerne Altiero Spinelli og Ernesto Rossi er indædte modstandere af Mussolinis fascistiske styre. Ligesom mange andre antifascister i slutningen af 1930'erne bliver deres oprør straffet med fængsel. Mens de sidder i fangenskab på den lipariske ø Ventotene nord for Sicilien, forfatter de et manifest, der indeholder idéerne til en ny form for europæisk samarbejde.

Forfatterne nedskriver programpunkterne på cigaretpapir, for det er det eneste, de har til rådighed. Det lykkes Ursula Hirschmann, som er tysk socialdemokratisk jøde og senere bliver gift med Rossi, at smugle manifestet ud fra fængselsøen. Manifestet “For et frit og forenet Europa” bliver udbredt blandt modstandsfolk og er et af de tidligste udtryk for den europæisk føderalisme.

Grundtanken i Ventotene-manifestet er, at landene i Europa skal knyttes tættere sammen i en føderation. Spinelli er sikker på, at der vil komme flere ødelæggende verdenskrige, hvis det politiske system med suveræne nationalstater ikke ændres. Resten af sit liv arbejder han for mere integration mellem de europæiske lande.

7.-11. maj 1948: Haag-kongressen

Churchill var skeptisk

Før 2. verdenskrig var samarbejde mellem Europas stater baseret på aftaler, hvor nationalstaterne ikke afgav suverænitet. I løbet af krigen vokser en bevægelse frem, der argumenterer for et mere forpligtende samarbejde. Et slags Europas Forenede Stater, hvor landene skal indgå i en føderation med en overstatslig regering og en fælles hær.

På en kongres i Haag diskuterer en række europæiske parlamentarikere idéerne om et fremtidigt samarbejde. Blandt dem er den vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer, den britiske premierminister Winston Churchill, den belgiske premierminister Paul-Henri Spaak og den italienske premierminister Alcide de Gasperi.

Churchill er dog – sammen med de skandinaviske lande – forbeholden over for de nye, forpligtende idéer. Den britiske premierminister vægter forholdet til USA og Commonwealth-landene (et samarbejde mellem briternes nuværende og tidligere kolonier) højere, og den prioritering giver ikke plads for den styrkede føderalisme, som især franskmændene og tyskerne ønsker.

5. maj 1949: Oprettelsen af Europarådet

Forskellen på EU og Europarådet

Parterne finder hinanden i en kompromis, der udmønter sig i dannelse af Europarådet. Samarbejdet bliver officielt med underskrivelsen af organisationens første traktat i London den 5. maj 1949.

Europarådet har ikke nogen forbindelse til det senere EF og EU. De ti stiftende vesteuropæiske lande er Belgien, Danmark, Irland, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg, Norge, Storbritannien og Sverige.

I dag er 47 lande medlemmer af Europarådet. Den helt afgørende forskel mellem EU og Europarådet er, at Europarådets medlemmer kun arbejder mellemstatsligt.

Når EU i dag laver overstatslige aftaler, betyder det, at EU-reglerne ikke skal godkendes i de enkelte nationale parlamenter og har direkte virkning på hver enkelt EU-borger.

En betingelse for at blive medlem af Europarådet er i øvrigt, at staterne skal skrive under på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

9. maj 1950: Schumanerklæringen

EU's fødselsdag

Den franske udenrigsminister Robert Schuman fremlægger sin plan for et europæisk samarbejde, der skal forhindre fremtidige krige i Europa. Han foreslår blandt andet, at de europæiske lande skal arbejde sammen om produktionen af kul- og stål. Planen bliver begyndelsen på det europæiske samarbejde, der senere udvikler sig til EF og siden EU.

Den historiske tale bliver holdt i Frankrigs udenrigsministerium på Quai d'Orsay. Men det er tæt på, at begivenheden går i glemmebogen, for mødet er blevet indkaldt med så kort varsel, at ingen fotografer eller radiojournalister er nået frem. For at erklæringen kan arkiveres må udenrigsministeren derfor læse talen op en gang til.

I dag markeres 9. maj årligt som Europadagen, og datoen betragtes som EU's grundlæggelse.

19. marts 1958: Schuman bliver Europa-Parlamentets første formand

På et møde i Strasbourg bliver den franske udenrigsminister Robert Schuman valgt som formand for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling. Den nye organisation erstatter Kul- og Stålunionen og får 30. marts 1962 et nyt navn: Europa-Parlamentet.

3. maj 1960: EFTA

Frihandelssammenslutning

Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) bliver oprettet. Formålet er at styrke frihandelen mellem de vesteuropæiske lande, der står udenfor EF: Danmark, Norge, Portugal, Sverige, Schweiz, Storbritannien og Østrig. I dag samarbejder fire lande i EFTA: Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Det skyldes, at en række af de oprindelige EFTA-lande siden er blevet optaget i EU.

1963-1964: To vigtige retssager – Van Gend & Loos og Costa mod ENEL

To retssager skubber ved magtbalancen mellem medlemmernes nationale lovgivning og EF-lovgivningen.

I 1963 bliver princippet om den direkte virkning af EF-loven etableret. Det betyder, at EF-lovgivningen ikke er afhængig af, at nationalstaterne implementerer lovgivningen. Det sker med den såkaldte Van Gend & Loos-sag.

Med Romtraktaten forpligtede medlemslandene sig til gradvist at fjerne tolden mellem landene. Men de nederlandske skattemyndigheder kræver alligevel otte pct. told af det hollandske vognmandsfirma Van Gend & Loos' import fra Tyskland. Firmaet vælger at lægge sag an mod de nationale skattemyndigheder, som afviser klagen. Da firmaet tager afgørelsen til en national domstol, bliver sagen principiel. Spørgsmålet bliver nu rettet til EF-Domstolen, der ender med at give firmaet medhold.

Året efter bliver en anden retssag afgjort – Costa mod ENEL. Den italienske advokat Flaminio Costa har i årevis undladt at betale sin elregning, fordi han er utilfreds med nationaliseringen af en række elselskaber. Han mener, at han har EF-retten på sin side, da nationaliseringen er i strid med Romtraktaten. Men de italienske myndigheder er af en anden opfattelse: De mener ikke, at EF-retten overtrumfer den nationale lovgivning. Costa ender med at lægge sag an mod den italienske stat og vinder sagen. Det danner præcedens for, at EF-retten får forrang over den nationale lovgivning.

De to skelsættende retssager er med til at definere magtforholdet mellem EF-Domstolen (senere EU-Domstolen) og de nationale domstole.

30. juni 1965 - 29. januar 1966: Krisen om “den tomme stol”

Ret til at nedlægge veto

En ny afstemningsform i Ministerrådet bliver indført. Ministerrådet er det forum, hvor medlemsstaternes ministre mødes og diskuterer lovforslag. Nu bliver der ikke længere krævet enstemmighed blandt landene, men et kvalificeret flertal er nok, når et forslag skal gennemføres. Samtidig giver en budgetaftale mere magt til Europa-Parlamentet.

Den franske præsident Charles de Gaulle er alt andet end fan af den nye kurs. Faktisk er han så utilfreds med de nye tiltag, at han sammen med de resterende franske ministre boykotter møderne i Ministerrådet i syv måneder i 1965.

På et dybere plan handler krisen om uenighed om retningen for den europæiske integration. Vesttyske og franske politikere er delt i to principelle lejre. Formanden for Europa-Kommissionen, vesttyske Walter Hallstein, ønsker, at det europæiske samarbejde skal udvikle sig til en føderaton, hvor de enkelte medlemslande afgiver nationale rettigheder, mens de Gaulle hellere ser, at medlemslandene får mere magt, og Europa bliver samlet som et forbund af stater.

Krisen bliver løst med Luxembourg-forliget i januar 1966, som giver medlemslandene ret til at nedlægge veto mod forslag, der er imod deres vitale interesser. Denne aftale er ikke gældende længere.

1. juli 1967: Det Europæiske Fællesskab (EF)

De seks lande samarbejder i tre organisationer: Kul- og Stålunionen, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og EURATOM. Den 8. april 1965 underskriver parterne den såkaldte fusionstraktat i Bruxelles, der samler organerne under navnet Det Europæiske Fællesskab (EF). Traktaten træder i kraft fra den 1. juli 1967.

1. januar 1973: Den første udvidelse

Tre nye lande indlemmes i EF

Danmark, Irland og Storbritannien bliver optaget i EF. Allerede i 1961 søgte de tre lande samt Norge om EF-medlemskab. Dengang nedlagde den franske præsident de Gaulle veto mod optagelsen af briterne. Og da danske politikeres ønske om medlemskab var betinget af Storbritanniens samtidige optagelse, trak Danmark sin ansøgning tilbage.

7. juni 1979: Første direkte valg til Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har i dag 705 medlemmer, der træffer beslutninger om EU's lovgivning. De såkaldte EP-medlemmer blev indtil 1979 udpeget i medlemsstaternes regeringer, og de sad på dobbeltmandat. I juni 1979 ændrer den praksis sig, da EF-borgere går til det første Europa-parlamentsvalg. Der afholdes Europa-Parlamentsvalg hvert femte år, og næste EU-Parlamentsvalg bliver den 6.-9. juni 2024.

Siden det første Europa-parlamentsvalg er vælgerdeltagelsen faldet støt i alle lande. I 1979 stemte 62 pct. af de stemmeberettigede EF-borgere til valget. I 2014 faldt det til det laveste niveau nogensinde, da 42,61 pct. gik til stemmeurnerne. Udviklingen er måske vendt: I 2019 skete i hvert fald en fremgang, da 50,66 pct. stemte.

1. januar 1981: Grækenland bliver medlem af EF

Militærdiktaturet i Grækenland bliver væltet i 1974, og landet indfører et demokratisk styre. Det baner vejen for det græske EF-medlemskab, der træder i kraft i 1981. Landet bliver det tiende EF-medlemsland.

1. februar 1985: Grønland forlader EF

Grønland blev som en del af det danske rigsfællesskab indlemmet i Det Europæiske Fællesskab, da Danmark blev optaget i 1973. I 1979 får Grønland hjemmestyre, og et flertal af den grønlandske befolkning (53 pct.) stemmer ved en folkeafstemning den 23. februar 1982 landet ud af EF. Grønland bliver det første land, der forlader samarbejdet. Udtrædelsen træder i kraft den 1. februar 1985.

1. januar 1986: Spanien og Portugal bliver medlemmer af EF

De to sydeuropæiske nabolande bliver optaget i fællesskabet, der nu tæller 12 medlemslande.

1986: Fra fællesmarked til det indre marked

Medlemslandene underskriver Den Europæiske Fællesakt i februar 1986 i Luxembourg og Haag. Den lægger rammerne for det indre marked og udbygger frihandlen mellem landene. Det europæiske udenrigspolitiske samarbejde bliver også styrket. Den Europæiske Fællesakt træder i kraft den 1. juli 1987.

Det indre marked bliver oprettet 1. januar 1993 og sikrer fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser, varer og personer.

Oktober 1990: Det tidligere Østtyskland bliver medlem

Muren falder - ekspansion mod øst

Efter Berlinmurens fald og Tysklands genforening bliver den østlige del af Tyskland (DDR) indlemmet i fællesskabet. Det sker i oktober 1990.

21.-22. juni 1993: Københavnerkriterierne

På et EU-topmøde i København bliver de såkaldte Københavnerkriterier nedfældet.

Medlemslandene bliver enige om, at ansøgerlande skal opfylde en række tiltrædelseskriterier for at kunne blive optaget i EU. Det gælder krav om demokrati, retsstat, menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Senere bliver kravene udbygget på et EU-topmøde i Madrid i 1995.

1. januar 1995: Østrig, Finland og Sverige bliver EU-medlemmer

I alt er 15 lande nu en del af EU.

Norge havde også søgt om medlemsskab, men ved en folkeafstemning i 1994 stemte 52,2 pct. nej til EU-medlemsskab. Det var næsten en gentagelse af afstemningen om medlemskab i 1972. Her stemte 53,5 pct. af den norske befolkning nej til medlemskab af EF.

10.-11. december 1999: Tyrkiet anerkendes som kandidatland

Tyrkiet ansøger om medlemsskab i 1987, og på det Europæiske Råds møde i Helsinki i 1999 bliver Tyrkiet optaget som EU-kandidatland. Det betyder, at EU-landene er positive over for den politiske udvikling, der foregår i den tyrkiske stat.

Tyrkiet anses dog ikke for at opfylde Københavnskriterierne. Ifølge disse skal EU's medlemslande være kendetegnet ved "stabile institutioner, der garanterer demokrati, retsstatsprincipper, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal".

Det var først i oktober 2005, at EU's medlemslande og Tyrkiet indledte optagelsesforhandlinger. Men siden juni 2018 har forhandlingerne været sat på standby. Det er den generelle politiske uro i Tyrkiet og den fortsatte manglende opfyldelse af Københavnskriterierne, der forhindrer substantielle forhandlinger.

1. januar 2002: Lancering af euromønten

11 EU-lande bliver enige om at indføre den fælles valuta (euroen) den 1. januar 1999. I 2001 kommer Grækenland med i den såkaldte eurozone, og flere lande kommer med året efter. Fra 1999 begyndte bankerne at bruge valutaen til store transaktioner, og i 2002 var der både mønter og sedler i omløb. Eurosedlerne er de samme i alle lande, men mønterne har et lidt anderledes udseende med et nationalt symbol på den ene side.

Hvilke lande bruger euroen som valuta?

I dag har 20 EU-lande forladt deres nationale valutaer til fordel for den fælles valuta, euroen: Belgien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Holland, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tyskland og Østrig.

1. januar 2004: Østudvidelsen – 10 nye medlemslande

Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Cypern og Malta bliver medlemmer af EU.

1. januar 2007: Bulgarien og Rumænien bliver medlemmer af EU

Endnu to østeuropæiske lande bliver optaget i EU. Det sker efter EU-Kommissionens anbefaling.

30. januar 2012: Finanspagten

På baggrund af Finanskrisen og især Grækenlands økonomiske krise bliver 25 EU-lande enige om at skærpe kravene til medlemsstaternes budgetstyring. Målet er, at aftalen skal forhindre en lignende krise i fremtiden. Finanspagten træder i kraft i 2013.

1. juli 2013: Kroatien bliver medlem af EU

Kroatien bliver medlem af EU efter årelange forhandlinger.

Den konservative premierminister David Cameron meddeler i den såkaldte Bloombergtale den 23. januar 2013, at han vil udskrive en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab. Det sparker for alvor den politiske debat om briternes forhold og tilknytning til EU i gang.

Lidt over tre år senere er det endelig afgørelsens time: 51,89 pct. af den britiske befolkning stemmer “leave” ved folkeafstemningen i den 23. juni 2016. Processen afsluttes først, da Storbritannien officielt forlader EU den 31. januar 2020.

1. juni 2022: Det danske forsvarsforbehold afskaffes

Efter Ruslands invasion af Ukraine beslutter den socialdemokratiske regering i Danmark at udskrive en folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold. Et flertal af Folketingets partier opfordrer danskerne til at stemme ja til afskaffelsen, og forsvarsforbeholdet bliver afskaffet, idet 66,9 pct. stemmer ja til afskaffelsen af forbeholdet.