Monticello, USA, 24/10 1823
Kære sir
Spørgsmålet, som du fremsætter i brevene, som du har sendt mig, er de største og vigtigste, som jeg har skullet tage stilling til siden overvejelserne i forbindelse med Uafhængigheden.
Mens Uafhængigheden gjorde os til en nation, vil svaret på dit spørgsmål sætte vor nations kompas og udstikke kursen, som vi skal følge gennem de oceaner af tid, som ligger foran os.
Vi bør aldrig tillade Europa at blande sig på vores side af Atlanten; sådan bør den næste læresætning lyde.
Amerikas interesser adskiller sig skarpt fra Europas. Det gælder for både den sydlige og den nordlige halvkugle. Verdensdelen må derfor have sit eget politiske system, helt adskilt fra Europa.
Sidstnævnte arbejder for at underkaste sig diktaturet. Men vi bør bringe friheden til vor egen halvkugle.
En nation mere end nogen anden kan ødelægge vores bestræbelser. Men denne nation tilbyder nu i stedet at lede og hjælpe os i dette anliggende.
Ved at give vort samtykke til landets forslag kan vi afskære det fra skaren af diktatorer og flytte dets betragtelige tyngde til frihedens vægtskål.
Storbritannien er dette land, som af alle jordens magter kan skade os mest. Men når landet står side om side med os, behøver vi ikke at frygte resten af verden.
Vi skal vedholdende påskønne venskabet, og intet vil bedre kunne binde os sammen end endnu en gang at kæmpe side om side for den samme sag.
End ikke venskabet med Storbritannien ville jeg dog købe, hvis prisen ville være at tage del i landets krige. Men den krig, som det nuværende forslag måske medfører – hvis det nu er sådan, det går – er ikke Englands krig, men vores.
Krigens formål ville i så fald være at indføre det amerikanske system, at holde alle udenlandske magter borte fra kontinentet og at forhindre de europæiske magter i at blande sig i vort lands indre anliggender.
At gå ind i krigen ville være at stå fast på vores egne principper, ikke at afvige fra dem.