Præst tvinger sin ulydige kone på sindssygeanstalt

Elizabeth Packard tøver aldrig med at modsige sin mand. Men det er farligt i 1860’ernes USA, hvor en ægtemand kan spærre sin hustru inde på en sindssygeanstalt – uden beviser for, at hun er sindssyg.

Elizabeth Packard tøver aldrig med at modsige sin mand. Men det er farligt i 1860’ernes USA, hvor en ægtemand kan spærre sin hustru inde på en sindssygeanstalt – uden beviser for, at hun er sindssyg.

The Woman They Could Not Silence/Kate Moore/Scribe

Stiv af skræk gemmer Elizabeth Packard sig under et tæppe i sin celle. Hun er spærret inde på en sindssygeanstalt i den amerikanske delstat Illinois. I nabocellen skriger en nyindlagt patient så hjerteskærende, at blodet fryser til is i Elizabeths årer.

Personalet er åbenbart blevet træt af den besværlige patient og har skubbet hende ned i et badekar for at lukke munden på hende, men det iskolde vand får bare kvinden til at skrige endnu højere. Pludselig tier kvinden. Elizabeth holder vejret i sin celle, mens sekunderne går.

Endelig hører hun livstegn fra nabocellen. En spag stemme råber:

“Hjælp, hjælp”.

Men personalet fortsætter ufortrødent med at presse patientens hoved under vand og lader hende kun komme op for at trække vejret, lige før hun drukner.

I 1860 er Illinois’ sindssygeanstalt ikke et sted, hvor nogen bliver helbredt. Det er snarere et fængsel, hvor kvinder bliver vanvittige.

“Min kone er blevet sindssyg på emnet om kvinders rettigheder”. Elizabeths ægtemand, Theophilus Packard.

I de næsten 21 år før indespærringen havde Elizabeth Packard været en omsorgsfuld hustru for sin dominerende husbond, præsten Theophilus Packard. Seks børn havde ægteparret sat i verden.

Elizabeth holdt hus, lavede mad og passede køkkenhaven i den lille by Manteno. Men med tiden ændrede hun sig.

Det blev sværere og sværere for hende at holde sine meninger for sig selv. Pastor Packard brød sig ikke om at tabe ansigt i deres diskussioner, og han besluttede at sende hende til behandling på en anstalt.

Gifte kvinder havde dengang stort set ingen rettigheder. I 1860 var amerikanske ægtemænd i deres gode ret til at tvangsindlægge deres hustruer. I Illinois kunne det sågar ske “uden bevis på sindssygen”, fremgik det af delstatens love.

Elizabeth blev eskorteret til toget af byens sherif, så hun kunne rejse de 300 km til anstalten i Jacksonville.

Elizabeth Packard bæres på tog

Mod sin vilje blev Elizabeth Packard båret ombord på et tog og kørt til sindssygeanstalten.

© U.S. National Library of Medicine

Ved ankomsten var Elizabeth så småt ved at komme sig over det værste chok. Hun så frem til at møde forstanderen og forventede, at han omgående ville indse, at hun på ingen måde var mentalt forstyrret.

Men forstanderen, dr. Andrew McFarland, knuste hendes forhåbninger. Som altid antog han i stedet, at der var god grund til hendes tvangsindlæggelse, og han satte sig for at afsløre galskaben, der måtte gemme sig bag præstefruens pæne facade.

Elizabeth troede, at hun med tiden ville kunne overbevise McFarland. I fire måneder opførte hun sig eksemplarisk og underdanigt, mens hun deltog i timelange terapeutiske samtaler med forstanderen. Men lige lidt hjalp det, og så slap hendes tålmodighed op.

Under sit ophold havde Elizabeth indset, at en del af hendes medpatienter heller ikke fejlede noget. Ligesom hende var de blevet spærret inde af deres ægtemænd.

Kvinde og barn i retssag

Kvinder skulle tie i offentlige forsamlinger, prædikede Elizabeth Packards mand for sin menighed.

© Culture Club/Getty Images

Kun en sindssyg modsiger sin mand i bibeltimen

Under mr. Packards bibeltimer med sin menighed bliver han ofte modsagt af sin egen hustru – et tydeligt tegn på vanvid, mener pastoren.

Pastor Theophilus Packard var rasende over, at hans hustru tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved hans udlægning af Biblen. Han var dog præst og tilmed hendes mand. Derfor bad han Elizabeth om at blive væk fra bibeltimerne, men først skulle hun bilde resten af menigheden ind, at det var hendes eget valg.

Til det svarede præstefruen:

“Men, min kære, det er jo ikke mit eget valg”.

Næste gang parret skændtes, truede pastoren med at sende sin hustru på sindssygeanstalt. Elizabeth tog dog ikke truslen alvorligt. Pastoren gik derefter i gang med at bagtale hende foran menigheden. Kirkegængerne i byen Mantero blev langsomt overbevist om, at Elizabeth var skør. De underskrev sågar en begæring om at få hende indlagt.

Nu vidste pastor Packard, at ingen ville se skævt til ham, når han skred til handling. Han kontaktede delstaten Illinois’ sindssygeanstalt for at få sin hustru tvangsindlagt.

Patienter med virkelige psykiske problemer blev overladt til personale, som ikke forstod, hvad de indlagte fejlede. Elizabeth skrev derfor anklagende til forstanderen:

“Jeg føler mig kaldet af Gud, og det er et kald, jeg vil følge. Jeg vil afsløre Deres handlinger, hvis ikke De angrer”.

Men brevet fik ikke den håbede virkning.

Tallerkener fløj gennem luften

Samme dag som McFarland læste brevet, blev Elizabeth ført over i anstaltens uhumske Afdeling 8, hvor voldelige kvinder og patienter med alvorlige sindslidelser sad indespærret.

Når maden blev serveret, fløj bestik og tallerkener gennem luften, og en dag greb medfanger Elizabeth ved håret og slæbte hende skrigende gennem gangene.

Elizabeth begyndte at tvivle på, om hun ville overleve indespærringen. Vrede og aggression blev af og til afløst af tårer. En dag dristede hun sig til at trøste en anden kvinde med et moderligt kys på panden, men det fik den paranoide patient til at lange hende en lige højre.

Slaget var så voldsomt, at Elizabeth var tæt på at miste synet på det ene øje.

Sindssygehospital

Mrs. Elizabeth Packard sad indespærret på Illinois State Asylum and Hospital for the Insane i byen Jacksonville. Det åbnede i 1851 og skulle pleje psykisk syge, som var for stor en belastning for deres familier.

© Library of Congress

Som eneste kvinde ved sine fulde fem lykkedes det Elizabeth at få et godt forhold til de ansatte, som tvang de uregerlige patienter i Afdeling 8 ned i isbade, bandt dem til sengene og pryglede dem.

Efterhånden som månederne gik, fik Elizabeth også overtalt dem til at lade hende bade patienterne på en mere human måde – og gøre det hver dag i stedet for med ugers mellemrum.

Elizabeths magtkamp med McFarland fortsatte, mens måneder blev til år. Præstefruens ukuelighed gik ham tydeligvis på, og han fik aldrig sat en stopper for hendes korstog mod uretfærdighed behandling af patienterne.

I perioder fratog han hende muligheden for gåture på anstaltens gårdsplads, men Elizabeth viste sig umulig at knække. Så skiftede han taktik og talte hende efter munden for at vinde hendes tillid – for derved at kunne afsløre hende som sindssyg. Men også den taktik slog fejl.

Efter tre år var McFarland godt og grundigt træt af sin besværlige patient og tog med kyshånd imod et uventet tilbud.

VIDEO: Lynkursus i kvindekampens største landvindinger – del 1

I juni 1863 henvendte Elizabeths ældste søn sig til ham. Han var lige blevet myndig og tilbød at påtage sig ansvaret for sin mor, hvis anstalten ville udskrive hende. McFarland stemplede hendes journal med ordene “uhelbredelig” og lod hende gå.

Uden andre steder at tage hen vendte Elizabeth hjem til sin mand i Manteno. Men her var hun tydeligvis uønsket. Da pastoren en dag ikke kunne finde et sæt af husets nøgler, beskyldte han sin kone for at have stjålet dem og låste hende inde på et værelse. Derefter sømmede han vinduerne til, så hun ikke kunne undslippe.

Elizabeth havde ganske rigtigt gemt nøglerne og advaret sine veninder i byen om, at hendes mand i raseri ville gøre noget overilet, som de kunne slæbe ham i retten for. Planen lykkedes. Veninderne hyrede en advokat til at føre en sag om ulovlig frihedsberøvelse.

Retssagen begyndte i 1864 – lige inden pastoren nåede at arrangere Elizabeths tilbagevenden til sindssygeanstalten. Dermed kom sagen i stedet til at handle om, hvorvidt Elizabeth Packard var så sindssyg, at hendes mand havde ret til at spærre hende inde.

VIDEO: Lynkursus i kvindekampens største landvindinger – del 2

I fem dage hørte juryen på pastorens vilde påstande – og på hans hustrus velformulerede svar. På den sidste retsdag glimrede pastoren ved sit fravær, og juryen behøvede kun syv minutters voteren, før den forkyndte, at Elizabeth uden tvivl var ved sine fulde fem.

Ægtemanden stak af med børnene

Da hun vendte hjem i triumf, forstod Elizabeth, hvorfor hendes mand ikke havde været i retten til domsafsigelsen: I hendes fravær havde han solgt alle møblerne, lejet huset ud og var rejst til delstaten Massachusetts med børnene.

Amerikanske ægtemænd havde i 1860’erne forældremyndigheden over børnene og ejerskabet over familiens værdier. Pastor Packard var derfor i sin gode ret til at rejse, hvorhen han ville.

Som en advokat forklarede, havde Elizabeth kun to muligheder: At blive skilt eller ændre USA’s love.

“Jeg vælger den sidste”, svarede hun uden tøven.

Nu begyndte et årelangt felttog. Resolut rejste hun til den nærmeste storby, Chicago, og gik fra dør til dør for at samle penge til at udgive en bog om de grufulde overgreb på sindssygeanstalten.

Kvinder og mænd om bord

Mrs. Packard inspirerede andre kvinder til at blive politisk aktive. I de næste årtier bestormede de USA’s mest magtfulde mænd og krævede ligestilling.

© Interim Archives/Getty Images

I løbet af fem år udgav hun fem bøger om ægteskabets uligheder og tilstandene på Illinois’ sindssygeanstalt. Bøgerne solgte godt og gav hende gennemslagskraft i offentligheden, hvor hun ivrigt argumenterede for ligestilling.

I 1867 tvang presset fra hendes organisation, “Anti-Insane Asylum Society”, delstaten Illinois til at give gifte kvinder ret til en uvildig vurdering af deres åndelige sundhed, før de kunne sendes på en anstalt.

Loven fik tilbagevirkende kraft, så mange indespærrede hustruer fra anstalten i Jacksonville genvandt deres frihed. Snart indførte delstaterne Massachusetts, Iowa og Maine en lignende lovgivning.

For Elizabeth var kvindekampen dog kun lige begyndt. To år senere var hun en af hovedårsagerne til, at Massachusetts gav gifte kvinder ret til penge, som de selv havde tjent.

Lovændringen betød, at pastor Packard ikke længere kunne råde over hendes formue. Delstaten vedtog også, at kvinder havde samme ret til deres børn som mænd.

To kvinder og mand i automobil

Efter Packards død i 1897 fortsatte kampen for ligestilling. Først i 1920 fik amerikanske kvinder stemmeret.

© Library of Congress

Med de to love på plads sprang Elizabeth på toget mod Massachusetts for at hente sine børn. Dér havde pastoren slået sig ned hos sin søster. Ved ankomsten kapitulerede han over for sin viljestærke kone og lod hende få børnene.

Livet igennem fortsatte Elizabeth med at udgive bøger – og med at kæmpe for kvinders rettigheder. I løbet af 1870’erne lykkedes det hende at påvirke præsident Ulysses S. Grant og USA’s kongres til at vedtage love, der garanterede patienter på sindssygeanstalter retten til at modtage og sende breve.

Til hendes største bedrifter hører, at hun i 1880 var med til at sikre kvinder samme rettigheder som mænd i delstaten Oregon. Elizabeth Packard døde i 1897, 81 år gammel.