10 skandaleramte paver

Pave Stefan 6. (896-897)

Stefan 6. nåede kun at bestride paveembedet i lidt over et år. Alligevel blev han bagmanden bag én af de mest aparte og morbide episoder i pavedømmets historie.

Da Stefan 6. var trådt til, ønskede han desperat at cementere sin magt. Hans metode til formålet var meget bizar. Pave Stefan 6. beordrede sin døde forgænger gravet op. Liget blev iklædt fuldt paveligt ornat og placeret på en trone i Laterankirken i Rom.

Her blev han anklaget for at have fungeret både som pave og som biskop af Porto. En diakon blev udpeget til at tale på vegne af liget og forsvare sig mod Stefan 6.s anklage om, at Formosus havde overtrådt kanonisk ret (den lovgivning, der er gældende i den katolske kirke, red.).

Da dommen blev afsagt, lød den, at pave Formosus havde opført sig uværdigt som pave. Samtlige af pave Formosus’ officielle handlinger blev kendt ugyldige, og alle hans ordinationer blev annulleret.

Liget blev afklædt sine fine klæder og i stedet klædt i triste klude. For virkelig at understrege hævntogtet blev tre af hans fingre skåret af. Herunder den finger, han i løbet af sin pavetid havde givet velsignelser med. Til slut blev Formosus' lig kastet i floden Tiberen.

Retssagen vakte oprør i Rom. Pavens palads blev stormet, og Stefan 6. blev sat bag tremmer. Den upopulære pave Stefan 6. endte med at blive kvalt i fangehullet.

Pave Sergius 3. (904-911)

Sergius 3. er formentlig den eneste pave, som har myrdet en anden pave.

Han kunne sætte sig i pavestolen, efter hans allierede Theofylakt, general og greve af Tusculum sydøst for Rom, invaderede byen.

Den siddende pave, Leo 5., blev kastet i fangekælderen og angiveligt kvalt på Sergius'­ ordre.

Den samtidige historiker Liutprand fra Lombardiet skrev, at Sergius 3. overlod styringen af Rom til “en skamløs hore… der regerede, som var hun en mand”. Kvinden var adelskvinden Theodora – mor til Sergius' elskerinde Marozia­.

I år 931 blev Marozias og Sergius' formodede søn udnævnt til pave Johannes 11. ved sin mors og bedstemors hjælp. De to kvinder kunne på ny regere Rom. I Sergius 3.s samtid var der hyppig udskiftning i pavesædet. Mellem 896-904 bestred ikke mindre end syv forskellige mænd embedet.

Det altoverskyggende fokus i disse skiftende paver embedsperioder var deres holdning og positionering i forhold til den tidligere omtalte pave Formosus.

Enten ønskede de at ære ham. Eller de gik direkte efter at skade hans eftermæle. Det mest kendte eksempel på hævn mod Formosus er Stefan 6.s retssag mod det pavelige lig.

Stefan 6.s ligskænding af pave Formosus blev bakket op af Sergius 3. Han arbejdede også i sin pavetid på at gøre alle Formosus' ordinationer ugyldige.

Pave Urban 2. (1088-1099)

Et mylder af mennesker fylder domkirkepladsen i den franske by Clermont den 27. november 1095. Pave Urban 2. træder op på podiet og giver en tale, der opfordrer folket til at drage mod Det Hellige Land for at tage kampen op mod de vantro muslimer.

“Hvis I vil pleje jeres udødelige sjæle, så skynd jer modigt frem som Guds riddere, og befri Den Hellige Grav. Find det smukt at dø for Kristus i den by, hvor han døde for vores synder!” prædikede paven.

I sin tale lovede Urban 2. frelse til de mennesker, der drog af sted for at kæmpe. Historikere er i dag enige om, at talen i Clermont var startskuddet til det første korstog.

I sommeren 1099 erobrede korsfarerne Jerusalem, men beskeden om de kristnes ekspansion nåede ikke til Rom før Urban 2.s død.

Urban 2. er mest kendt for det første korstog og sin tale i Clermont, men han kæmpede også indædt mod præster, der ikke overholdt kravet om at leve et afholdende liv uden sex og ægteskab.

Cølibat-kravet er faktisk forholdsvist nyt i en pavehistorisk kontekst.

Det var først i slutningen af 1000-tallet med den gregorianske reform, at kravet blev indført.

Flere præster sneg sig uden om reglen ved at ansatte “husholdersker” til at styre deres hjem. Hvis der kom børn ud af den løsning, kom børnene i alvorlig klemme, fordi de i samfundet blev anset for at være “horeunger”.

Sønnerne kunne dermed ikke følge i deres fædres fodspor og blive præster. Mange valgte derfor at søge dispensation for denne regel hos myndighederne i Rom. Det er blandt andet herfra, at historikerne har kendskab til, at mange præster ikke levede i cølibat.

Generelt var der en modstand mod det nye cølibat-krav. Urban 2. følte derfor, at han måtte gå hårdhændet til værks for at forhindre, at alt for mange ignorerede kravet.

Urban 2. smed de præster, der levede med hustru og børn, i fængsel. Deres hustruer og børn blev også fanget og efterfølgende solgt til slaveri.

Op til det 13. århundrede fortsatte præster med at gifte sig og få børn trods forfølgelse og stigmatisering.

Pave Bonifacius 8. (1294-1303)

Den magtfulde italienske Colonna-familie brød sig ikke om Bonifacius 8. og udfordrede i 1297 hans pavemagt ved at erklære ham for at være modpave.

Bonifacius svarede igen ved at indtage den italienske by Palestrina, som Colonna-familien herskede over. I 1299 jævnede pavens styrker den erobrede by med jorden.

Foruden ødelæggelsen af den italienske by Palestrina er Bonifacius 8. kendt for sine udtalelser om pædofili:

“Det er ikke en større synd at have sex med unge drenge end at gnide den ene hånd mod den anden,” er han citeret for at have udtalt.

Bonifacius 8.s pavetid varslede en nedgang for pavedømmets verdslige magt. Det var især uenigheden med den franske konge Filip 4., der kom til at præge Bonifacius 8.s tid i pavestolen.

Filip 4., der også er kendt som Filip den Smukke, lykkedes nemlig med at gøre den politiske magtkamp med pavestolen til en konflikt om national uafhængighed. Derigennem lykkedes det for kongen at sikre sig bred opbakning fra alle stænder.

Da Bonifacius blev ramt af anklager om kætteri, gik han til modværge med den berømte bandbulle Unam Sanctam. Bullens budskab var, at pavens magt var større end fyrsternes.

Pave Urban 6. (1378-1389)

Urban­ 6. var først from munk og senere gudfrygtig ærkebiskop. Han var berømmet for inderligt at ville befri kirken for kardinaler og biskopper, der levede et liv i åbenlys synd og luksus. Men da han kom til magten, glemte han hurtigt alle sine hellige idealer.

Allerede under indsættelsesceremonien angreb han med slag og skældsord de kardinaler, der lige havde udnævnt ham.

Kardinalerne kvitterede med at forvise Urban 6. og udnævne en modpave i Avignon. Urban 6. svarede igen ved at ekskommunikere den alternative pave og udpege sine egne kardinaler.

Snart blev det katolske Europa spittet i to. Konflikten kendes som det store skisma.

Urban 6. angreb sine fjender med våbenmagt, og kardinaler, som kritiserede hans voldelige fremfærd, blev fængslet og pint til døde.

Under torturen beklagede­ han sig over, at han ikke kunne høre sine lidende kardinaler skrige­ højt nok.

Pave Alexander 6. (1492-1503)

Hans modstandere kaldte ham, “den mest rovgriske ulv, verden har set”.

Alexander 6. udnævnte sine tre sønner til biskopper og fyrster i Italien. Sammen med den ene, Cesare, anklagede han adskillige fyrster, biskopper og kardinaler for konspiration, fængslede dem, lod dem myrde og konfiskerede deres ejendom.

Det store bytte brugte Cesare til at erobre det meste af Italien. Privat holdt Alexander 6. sig heller ikke tilbage.

Han holdt orgier i pavepaladset og levede åbenlyst med flere elskerinder.

Paven fik 10 børn med forskellige kvinder, og mange af hans børn spillede en vigtig rolle i hans storpolitiske magtkampe. Datteren Lucrezia Borgia blev giftet bort i 1493 til et medlem af Sforza-slægten, der herskede i Milano fra 1450-1535.

Paven annullerede dog ægteskabet, da Milano og Frankrig allierede sig mod paven.

Lucrezia Borgia blev i stedet gift med en uægte søn af Alfonso 2., kongen af Neapel (Napoli, red.). Målet med ægteskabet var, at paven skulle styrke båndene til Napoli.

Lucrezia Borgias ægtemand blev myrdet blot et år senere. Nogle peger på, at Lucrezia Borgias bror Cesare Borgia var bagmanden, da han ønskede at svække den nye alliance.

I 1503 blev Alexander 6. muligvis offer for sit eget forsøg på at begå giftmord. To glas blev på fatal vis ombyttet, da han forsøgte at forgive en fjende, men selv endte med at indtage giften.

Pave Leo 10. (1513-1521)

Ingen pave kan overgå Leo 10. i ekstravagant luksus og brutalitet over for fjender­. Hans hensynsløse optræden fik munken Martin Luther til at ændre Europa for altid.

Giovanni de Medici var søn af Firenzes mægtige fyrste Lorenzo de Medici og vant til et liv i den største luksus. Da Giovanni blev udnævnt til pave Leo 10., sagde han angiveligt til sin bror: “Siden Gud har givet os pavestolen, så lad os nyde det”, og gav ham i samme åndedrag høje kirkelige embeder.

Han brugte enorme summer på den fornemste kunst og luksuriøse fester. I parade red han rundt i Rom på ryggen af en hvid elefant med lange rækker af gøglere og vilde dyr efter sig.

For at dække sine enorme udgifter solgte han afladsbreve i stor stil og lod velhavere købe embeder for store summer.

Leo 10.s livsførelse vakte stor opstandelse. Kritiske kardinaler blev anklaget for mordforsøg, men de omkom alle – tilsyneladende af madforgiftning – inden retssagen.

Pavens største kritiker var den tyske munk Martin Luther. Pavens uhæmmede forbrug inspirerede ham til at skrive sine 95 teser, der førte til reformationen.

Clemens 7. (1523-1534)

Paven skiftede konstant alliancepartner i krigen mellem den franske kong Frans 1. og Karl 5., kejser af Det Tysk-romerske Rige og konge af Spanien.

Styrkeforholdet mellem de to ændrede sig hele tiden, og da paven i 1527 skiftede side for femte gang, fik Karl 5. nok og sendte sin hær mod Rom. Efter sejren plyndrede den byens paladser og kirker.

Soldaterne voldtog og myrdede mange civile. Kejseren fratog Pavestaten store landområder, og Roms indbyggertal faldt drastisk. Først efter flere århundreder kom byen igen på fode.

England fik sin egen kirke, mens Clemens 7. var pave. Baggrunden var, at paven i 1533 afviste kong Henrik 8.s anmodning om at blive skilt fra sin hustru, Katharina af Aragonien.

Henrik 8. benyttede lejligheden til at bryde med den katolske kirke. På den måde kunne han selv udnævne en ny ærkebiskop af England, der var villig til at acceptere skilsmissen.

Pave Pius 12. (1939-1958)

Pius 12. var overhoved for den katolske kirke, mens 2. verdenskrigs rædsler udspillede sig.

Han var en respekteret pave i sin samtid, men eftertiden har dømt ham anderledes. I 1960'erne blev han kendt som “Hitlers pave”. Kritikken gik navnlig på, at han ikke havde taget afstand fra nazisternes forbrydelser.

I 1999 udgav den britiske journalist John Cornwell en biografi med netop denne titel: “Hitlers pave”. Heri argumenterer han for, at Pius 12. bør betragtes som medskyldig i jødeudryddelserne, fordi han ikke talte nazisterne imod.

Nogle katolikker har dog fremhævet andre og mere positive sider af pavens handlinger. Blandt andet at over 5000 jøder blev skjult i romerske kirker og klostre under Pius 12.s pavedømme.

I marts 2020 blev hidtil fortroligt materiale om Pius 12. gjort tilgængelig for historikere. Det gav endnu engang liv til debatten om Pius 12.s rolle.

Den tyske historiker Hubert Wolf kunne på baggrund af det nye materiale dokumentere, at Vatikanet havde holdt sin viden om jødeudryddelserne for sig selv.

I september 1942 kontaktede en amerikansk diplomat Vatikanet for at få bekræftet oplysninger i en hemmelig rapport.

I rapporten stod der, at 100.000 jøder var blevet myrdet i og omkring Warszawa og 50.000 i den ukrainske by Lviv.

Vatikanet ville ikke bekræfte disse oplysningerne over for USA, selvom dokumenter i Vatikanstaten viser, at Lvivs græsk-katolske biskop en måned forinden havde underrettet i Rom om, at 200.000 jøder var blevet myrdet i Ukraine.

Pave Benedikt 16. (2005-2013)

Benedikt 16. var, inden han satte sig i pavestolen, kendt som en af de mest anerkendte teologer i den romersk-katolske kirke.

Det spillede en væsentlig rolle, da kardinalkollegiet valgte ham til pave i 2005. Selvom mange havde stor respekt for den nye pave, delte valget alligevel vandene verden over.

Kritikere anholdt hans konservative syn på kirken. Gennem sin pavetid udtalte han sig negativt om homoseksuelle og fraskilte, ligesom han kæmpede mod kvindelige præster og abort.

Den nuværende pave Frans, der afløste ham i 2013, repræsenterer en mere reformvenlig linje. Han har bl.a. udtalt, at homoseksuelle skal have ret til at indgå registreret partnerskab.

Den største skandale, Benedikt 16. måtte håndtere, var afsløringer af misbrug og mishandling af børn i katolske menigheder.

Allerede inden Benedikt 16. blev pave, var omfattende pædofili-sager i katolske menigheder i USA og Irland kommet i søgelyset. I Benedikt 16.s pavetid blev sager om seksuelle overgreb mod børn i bl.a. Norge, Tyskland, Belgien, Østrig og Holland også afdækket.

Hans rolle som ærkebisop i München og Freising fra 1977-1982 blev også undersøgt. I 2022 kunne en advokatundersøgelse konkludere, at Benedikt 16. dengang havde haft kendskab til misbrug af børn uden at handle på det.

Da en af pavens mest betroede medarbejdere, hans butler, tog nogle fortrolige dokumenter fra Benedikt 16.s skrivebord og gav dem til den italienske journalist Giuanluigi Nuzzi, blev det starten på den sag, der kendes som Vatileaks-affæren.

Gennem utallige artikler, bøger og dokumentarfilm har pressen sat spotlight på kirkens årelånge korruption.

Benedikt 16. blev også kendt for sin abdikation. Det er nemlig højst usædvanligt, at paver trækker sig frivilligt. Sidste gang, det skete, var da Coelestin 5. abdicerede i 1294.

Benedikt beholdt sit pavenavn og boede frem til sin død nytårsaftensdag 2022 i et tidligere nonnekloster i Vatikanstaten.