Den tidlige kirkes medlemmer frygtede statsmagten, der slog hårdt ned på den kristne sekt. Eftersom religionen var helt ny, trivedes forskellige idéer om kristendommen side om side.
Men da kirken i 300-tallet kom tættere på statsmagten, mødtes dens biskopper på såkaldte økumeniske møder for at udstikke den rette tro.
Afvigere, som erklærede sig uenige i den katolske kirkes lære eller kritiserede kirkens ledere, blev udråbt som kættere.
Kætterne blev – efter kirkens og dens verdslige allieredes forgodtbefindende – forfulgt, arresteret eller dræbt i den rette tros navn.
1. Konkurrence
Afvigere påstod at besidde hemmelig viden
Gnostikernes tanker er nedfældet i en række oldtids-skrifter fundet ved den egyptiske by Nag Hammadi i 1945.
Blandt de første, som kirken stemplede som “kættere”, var gnostikerne, der trivedes fra kort efter Kristi død til 300-tallet.
De påstod, at de besad hemmelige overleveringer, som gik uden om kirken og helt tilbage til Jesus selv.
Gnostikerne troede på en højere frelsende erkendelse, der kunne frigøre de indsigtsfulde fra legemets og sjælens bindinger til denne verden.
Kirken beskyldte gnostikerne for orgier og gudsbespottelse. Strategien virkede. Efter 300-tallet forsvandt gnostikerne stort set.
2. GRÅDIGHED
Griske adelige tog på korstog
Fæstningen i Carcassonne i Sydfrankrig var katharernes højborg, indtil de i 1209 blev fordrevet.
I 1100-tallets Sydfrankrig trivedes de såkaldte katharer. Den kristne sekt mente, at verden var ond, og at Guds frelse kun kunne opnås ved at fornægte alt jordisk.
I vrede over, at katharerne ikke ville underlægge sig den katolske kirke, indledte pave Innocens 3. et korstog mod sekten.
Korstoget fik stor tilslutning, da paven i en bulle lovede alle deltagere en del af kætternes jord – et tilbud, som især den nordfranske adel benyttede sig af.
Korstoget, som varede fra 1209 til 1229, kostede tusinder livet.
3. KØNSMORAL
Nøgne kristne blev fordømt
Myndighederne slog hårdt ned, når adamitter demonstrerede i Amsterdam.
Hykleri gennemsyrede middelalderkirken; fx havde paverne ofte elskerinder, mens sex uden for ægteskabet var strengt forbudt for almindelige mennesker.
I protest smed de såkaldte adamitter i bl.a. Amsterdam tøjet og prædikede fri kærlighed.
Trods kirkens fordømmelse dukkede nye adamit-bevægelser op igen og igen.
“De sagde, at tøj var opfundet pga. af de første menneskers synd, men at de selv befandt sig i en tilstand af uskyld”, forklarede krønikeskriveren Laurence af Březová i 1400-tallet.
4. Præstekritik
Præster frygtede folkeligt oprør
Lollarderne havde indtil år 1400 indflydelse i et begrænset område (grøn). I det følgende århundrede spredte læren sig vidt omkring (rød).
Den engelske teolog ved Oxford-universitetet John Wycliffe studerede i 1300-tallet Biblen indgående og kaldte herefter den katolske kirkes lære og ritualer for noget vrøvl.
I stedet for blindt at stole på præsterne skulle folk danne deres egen mening, mente han. Teologen fik mange tilhængere, der blev kendt som lollarder.
Angsten for en folkelig bevægelse fik kirken til at fordømme Wycliffe som kætter. Wycliffe måtte forlade sin stilling, og flere af hans tilhængere blev senere brændt på bålet.
5. MAGTBEGÆR
Forfølgelse skulle styrke kronen
Tusinder blev tortureret og dræbt under den spanske inkvisition.
Muslimske hære invaderede i 711 Den Iberiske Halvø. De kristne havde næsten tilbageerobret hele området, da dronning Isabella af Castilien og kong Ferdinand af Aragonien i 1469 forenede store dele af halvøen ved at gifte sig.
For at styrke deres magt fik parret i 1478 pave Sixtus 4. til at nedsætte en katolsk domstol – en inkvisition.
Den spanske inkvisition skulle forfølge kættere samt afsløre jøder og muslimer, der udgav sig for at være kristne.
At læse udenlandske bøger og vaske sig ofte var nok til at vække præsternes mistanke.