I 1096 sendte pave Urban 2. en hær mod Jerusalem for at erobre kristendommens hellige steder fra muslimerne.
To år senere passerede korshæren byen Edessa i det sydøstlige Tyrkiet. Her afsatte korsridderne den græsk-ortodokse leder og indsatte en af deres egne, Baldwin af Boulogne.
Byen kom til at udgøre korsfarernes første stat. Flere fulgte.
Korsfarerstaterne strakte sig i storhedstiden over et bredt bælte, som dækkede kysten langs nutidens Tyrkiet, Syrien, Israel og Palæstina.
Korsfarerne kaldte området Outremer efter det franske udtryk outre-mer – landet, som ligger bag havet.
De fire stater – grevskabet Edessa, fyrstendømmet Antiochia, grevskabet Tripoli og kongeriget Jerusalem – spillede gennem de følgende omkring 200 år rollen som den romersk-katolske kristenheds forpost og religiøst, kulturelt og militært bolværk mod de omgivende muslimske lande.
2. Fjenderne blev stærke
Politisk splittelse i den muslimske verden gjorde det let for korsfarerne at slå sig ned i den østlige middelhavsregion.
Alt dette ændrede sig i 1174, da den egyptiske sultans rådgiver, Saladin, ved sultanens død overtog magten i det regerende Fatimide-dynasti.
Saladin opløste dynastiet og grundlagde Ayyubide-dynastiet. Herefter erobrede han Syrien, Palæstina og dele af nutidens Irak fra de tyrkiske seldsjukker.
Slaget ved Hattin blev skæbnesvangert for de kristne.
I spidsen for ayyubidernes slagkraftige hær besejrede han i 1187 korsfarerne i slaget ved Hattin. Nederlaget betød, at de kristne mistede Jerusalem, et tab, de aldrig overvandt.
I 1200-tallet var kongeriget reduceret til en stribe land langs kysten, og i 1291 faldt korsfarernes sidste holdepunkt, byen Akko.
Hjelm og ringbrynje hørte til ridderens kostbare udstyr.
3. Korstogene drænede statskassen
Den enkelte korsfarer afholdt i begyndelsen selv alle udgifter til rejsen. Historikere anslår, at en ridder for hver turnus måtte betale, hvad der svarer til fire års indkomst, for udstyr, heste, logi, tjenere og forplejning.
Senere overtog de europæiske stater omkostningerne, som bl.a. blev finansieret gennem øgede skatter; fx måtte europæerne for første gang betale kopskat, et fast beløb opkrævet af hver enkelt borger.
De høje omkostninger fik efterhånden kongerne til helt at opgive at sende riddere til Det Hellige Land.
4. Korsfarerne var altid i mindretal
Den vesteuropæiske befolkning i korsfarerstaterne var lille og konstant i mindretal.
Det lave befolkningstal gjorde det svært at opstille en hær – et problem, som korsfarerne forsøgte at imødegå ved at bygge enorme borge som fx Krak des Chevaliers i Syrien.
Korsfarerne blev desuden i stigende grad isoleret, da Europas konger efterhånden mistede interessen og i stedet koncentrerede sig om hjemlandet.
Sørejsen var både dyr og besværlig og fartøjerne ofte svære at skaffe.
5. Logistikken var et mareridt
Korsfarerne tilbagelagde tusinder af kilometer på togterne til Det Hellige Land. Rejsen varede adskillige måneder og gik over bjerge, floder og andet uvejsomt terræn.
Undervejs måtte de rejsende krydse Middelhavet eller Bosporusstrædet stuvet sammen i både. Mange omkom af sult og tørst, fordi de ikke kunne finde mad og vand undervejs.
Andre døde af sygdomme, som opstod i de tætpakkede og ofte uhumske lejre.
I felten led korsfarerne under, at deres forsyningslinjer var utilstrækkelige eller ikke-eksisterende. Ofte nåede udstyr som fx belejringsmaskiner ikke frem i tide.
De muslimske hære medbragte derimod karavaner med tusinder af kameler lastet med mad, krigsudstyr og medicin – en faktor, der gjorde kampen ulige.