6 grunde til at Jesus fik succes
I oldtiden kæmpede et utal af religiøse menigheder om tilhængernes gunst. Blandt de største var dyrkerne af romernes guder samt den egyptiske gudinde Isis og persernes solgud Mithras. De tabte alle til en prædikant fra landsbyen Nazaret i det besatte Palæstina: Jesus.
Efter et år som missionær havde Jesus sikret sig stor popularitet blandt Palæstinas indbyggere.
På trods af forbud og forfølgelse voksede den lille kristne sekt sig større for hvert århundrede – og i dag er den verdens største religion med godt to mia. troende. Hemmeligheden bag den store genklang, Jesus vandt, var enkle budskaber og løftet om en plads i paradis. Men det var aldrig lykkedes uden hjælp fra konger og kejsere.
1. Kristendom begyndte med dåben
Historikerne ved stort set intet om Jesu liv. Men i evangelierne hedder det, at han som næsten 30-årig sluttede sig til Johannes Døberen og lod sig døbe af ham. Johannes var en benhård prædikant, der forkyndte Messias’ snarlige komme. Dåben har lige siden fungeret som et symbolsk optagelsesritual i den kristne menighed, hvor barnet bliver døbt i Sønnen, Jesu, navn.
Ifølge evangelierne viste en hvid due sig under Jesu dåb – et symbol på Helligånden.
2. Historierne blev husket
Som prædikant vandt Jesus hurtigt en skare af følgere. Ifølge apostlen Matthæus kunne han overbevise sine tilhørere uden at fremstå som en skinhellig skriftklog.
Blandt tilhørerne var Jesu nærmeste kreds – de 12 disciple. Efter frelserens død fik de besked på at vandre ud i verden for at sprede budskabet. Deres fortællinger gik fra mund til øre i hele Mellemøsten og fandt vej til Det Nye Testamente, hvor en del af deres beretninger blev samlet.
3. Han lovede, at paradis var for alle
Med budskabet om, at det hårde liv på jorden efter døden ville blive afløst af en plads i himlen, vandt genklang blandt mange fattige og slaver. Modsat andre religioner lovede Jesus, at der var plads til alle i paradis. Løftet om retfærdighed var en stor trøst i oldtiden og senere også i middelalderen.
4. Religionen var en gevinst for kongen
Nok havde Jesus især henvendt sig til samfundets fattige og i sin levetid skabt en del optøjer, men snart tog også magthaverne den nye tro til sig, fx de romerske kejsere, som i 300-tallet
afskaffede religionsfriheden og gjorde kristendommen til statsreligion. I Norden indså vikingernes konger, at en stærk kirke kunne styrke deres magt.
5. Nadveren sikrede frelserens eftermæle
Jesus ville sikre sig, at de kristne huskede ham og kristendommen længe efter hans død, og inviterede derfor sine 12 disciple til middag i påsken. Han tog brødet, de spiste, og sagde, at det var hans legeme. På samme måde gjorde han med vinen, som var hans blod.
Middagen gentog de første kristne i husmenigheder ved at mødes og spise et medbragt måltid sammen indtil omkring år 300 e.Kr., hvor de første kirker blev bygget. Her blev ritualet fra “den sidste nadver” fastholdt og har siden været en del af den kristne gudstjeneste.
Jesu prædikener om Guds kærlighed og tilgivelse skaffede ham utallige støtter.
6. Genopstandelsen var det bedste argument
Den romerske historiker Tacitus omtaler i et skrift fra 117 e.Kr. en “Kristus”, der blev henrettet af statholderen Pontius Pilatus. Tacitus nævner ikke, at den henrettede to dage efter korsfæstelsen genopstod fra de døde – som det fortælles i Biblen. Netop beretningen om Jesus, der påskedag overvandt døden, blev siden udlagt som beviset på, at han måtte være Guds søn.
Ydermere forsynede romernes barbariske henrettelsesmetode kirken med et enkelt og virksomt vartegn – korset, som Jesus ifølge Biblen døde på for at sone hele menneskehedens synder.
På tredjedagen efter døden på korset genopstod Jesus ifølge Biblen.