Alt du skal vide om Sankt Hans

Sankt Hans er det danske navn for Johannes Døberen.

Johannes Døberen er en central skikkelse i Det Nye Testamente, og han er i bibelhistorien tæt forbundet med Jesus.

Johannes Døberen skildres i både bibelen og i andre apokryfe skrifter som en profet og prædikant, der forkyndte, at jødernes Messias var på vej.

Han praktiserede dåbshandlinger og døbte også Jesus, da deres veje mødtes ved Jordanfloden i Palæstina.

Johannes var ifølge overleveringen født et halvt år før Jesus. Det er årsagen til, at Johannes Døberens navnedag fejres 24. juni (eller 23. juni) - et halvt år efter Jesu egen fødselsdag 24. december.

I et af evangelierne kan man blandt andet læse, hvordan Johannes Døberen sammenligner sig med Jesus: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Johannesevangeliet 3, 30). Den passage indikerer, at Johannes Døberen tydeligt så Jesus som værende over ham i status.

Samme symbolik markerer sig også ved, at dagene bliver kortere efter Sankt Hans (Johannes Døberens fødsel) og længere efter jul (Jesu fødsel).

Sankthansaften er traditionelt set en tilbagevendende årlig fest for midsommeren, hvor sommerens solhverv også bliver fejret.

Solhverv falder 21. juni og 21. december og markerer de to dage om året, hvor solen er fremme i henholdsvis længst og kortest tid.

Fra og med sommerens solhverv 21. juni begynder dagene at blive kortere, mens de fra 21. december bliver længere.

Sommerens solhverv har været fejret i flere tusinde år, og selvom dagen officielt først falder 21. juni, så er der meget, der taler for, at kristendommen fik medløb i fejringen af Johannes Døberens fødselsdag 24. juni på grund af, at disse to dage falder så tæt på hinanden.

Traditionen med at tænde bål til Sankt Hans bunder i overtro. Natten var efter sigende fyldt med overnaturlige kræfter og magi, og bålet blev brugt som et værn mod det onde, der var på spil – blandt andet hekse.

Folkemyterne fortæller, at heksene mødtes på Nordtysklands højeste bjerg, Bloksbjerg i Harzen, og dem ville man nødig have for tæt på.

I et forsøg på at skræmme dem væk tændte man store bål ude i det fri.

I nogle lande har der siden begyndelsen af 1900-tallet været tradition for at brænde hekselignende figurer af på bålet i forbindelse med sankthansaften som et symbol på, at man skiller sig af med det onde.

Da man mente, at onde, overnaturlige kræfter særligt var i spil omkring Sankt Hans – og at hekse i den forbindelse var nogle af dem, man gerne ville jage bort – blev det en tradition i flere lande, at heksefigurer skulle på bålet til Sankt Hans.

I dag bliver hekseafbrændinger af mange anset for at være en kontroversiel og barbarisk handling, fordi det giver associationer til de omfattende og systematiske hekseforfølgelser, der fandt sted - særligt i Europa - i perioden fra ca. 1450 til 1700.

Her blev flere tusinde kvinder (og mænd) i Europa tortureret og brændt til døde, fordi de var blevet dømt til at være hekse.

Store bål og afbrændinger af heksefigurer er ikke kun forbeholdt Sankt Hans.

Længe før man begyndte at fejre Johannes Døberens fødselsdag, har der i flere lande i Nord- og Centraleuropa været tradition for at tænde op for ilden i håb om at skræmme hekse væk.

Det foregik – og foregår stadig i flere lande – 30. april på Valborgsaften (Walpurgis Night).

Aftenen har sit navn efter Sankt Walburga (på dansk Valborg), en engelsk prinsesse fra 700-tallet, der levede og virkede som abbedisse i Tyskland. Hun døde i 779 og blev helgenkåret 1. maj i 870.

Natten fra 30. april til 1. maj betragtes visse steder som heksenes store fest, og særligt i Tyskland og Sverige gør man stadig meget ud af Valborgsaften.

Der tændes bål over store dele af Europa, når midsommeren og Johannes Døberen bliver fejret til Sankt Hans.

I de baltiske lande foregår fejringen af Sankt Hans også med oppyntning med blomster og blomsterkranse.

Før 1900-tallet havde bondesamfund i lande som Danmark, Tyskland, Holland og Frankrig tradition for at markere dagen med en Sankt Hans-ko. Ved at pynte en ko med perikumkranse, kunne man ifølge gammel overtro forhindre heksene i at stjæle mælk fra køerne.

Sydeuropæiske lande som Spanien, Portugal og Italien fejrer Sankt Hans natten mellem 23. og 24. juni. Her fejres og markeres solhvervet og Johannes Døberens fødsel med store fester og bål.

Også i lande som England, Irland og Rusland er der tradition for at tænde bål 23. juni.

I Sverige er der tradition for at fejre sommersolhverv med blomster og dans.

Selvom festlighederne datomæssigt ligger tæt op af de øvrige nordiske landes fejring af Sankt Hans, så adskiller svenskernes midsommerfest sig markant fra en traditionel Sankt Hans-fejring.

Siden 1952 har Sverige holdt Midsommer på den fredag og lørdag, der ligger tættest på 21. juni. Netop det, at fejringen hvert år rykkes til den nærmeste weekend, indbyder til, at der kan festes igennem, da de næste dage er fridage.

Udover at den svenske tradition skiller sig ud ved at være en fejring over to dage, så er der hverken bål eller hekseafbrændinger forbundet med festlighederne.

Derimod danser man rundt om et trækors, der er beklædt med friske grene, grønne blade og farverige blomster - den såkaldte "majstang".

Der bliver sunget et væld af sange, og flere af dem er fulde af bevægelse, dans og leg – som fx “Små grödarna”, hvor man grynter som grise og kvækker som frøer.

Til festlighederne hører også særlige kulinariske traditioner. Kryddersild, kolde kartofler og ’gräddfil‘ (svensk mælkeprodukt) er for eksempel altid at finde på et svensk midsommerbord. Det samme er friske jordbær og snaps i store mængder.

Midsommer er i dag en af Sveriges vigtigste højtider.