På det kolde stengulv i Skt. Opportune-kirken i Paris knæler en ung kvinde foran alteret. Agnes Durochier er 18 år gammel og eneste datter af en velhavende parisisk købmand.
Denne dag, den 5. oktober 1402, går et barndomsønske i opfyldelse. Ulig sine jævnaldrende veninder knæler hun ikke ved alteret for at indlede et liv med ægteskab og børn.
Tværtimod ønsker Agnes at forlade denne verden og alle dens problemer og vil spærres inde bag en mur i en lille, mørk celle resten af sit liv.
Agnes Durochier var blot en af mange, der i middelalderen lod sig mure inde i små aflukker. De ønskede at leve i total isolation med Gud som eneste selskab, men sådan gik det sjældent.
De indemurede endte tværtimod som berømtheder, der ikke kunne få et øjebliks ro.
Ørkenfædrene forsagede verden
De første kristne eneboere dukkede op i 200-tallet, hvor især mænd søgte ud i ørkenen for at leve som eremitter.
I den tidlige kristendom blev den verdslige verden foragtet, og eremitterne forsøgte derfor at undgå den.
De boede i huler, levede i fattigdom og spiste kun det, der akkurat skulle til for at overleve.
Da kristendommen spredte sig nordpå, fulgte eneboertraditionen med. Men de nordlige himmelstrøg bød ikke på det samme gunstige klima som Mellemøsten, så de kristne begyndte i stedet at mure sig inde i små celler for at være alene.
Allerede kort tid efter kristendommens indtog i Frankerriget i 400-tallet fortæller en kilde fx om en Sankt Trièse, der lod sig indemure i Poitiers.
De indespærrede blev kaldt anakoreter efter det græske ord for at trække sig tilbage.
Men hvor eremitterne kunne rejse sig op og gå deres vej, hvis de blev trætte af det religiøse liv, var anakoretens valg i princippet permanent og kunne kun ophøre ved døden.
Kirkernes annaler fortæller om både kvinder og mænd, der frivilligt lod sig indespærre i løbet af middelalderen og den tidlige renæssance.
Alene i England kendes til 780 personer, og formentlig var fænomenet lige så stort i resten af Europa.
Indemuringsdillen greb folk fra alle samfundslag: rige og fattige, unge og gamle, gejstlige og helt almindelige mennesker.
Nogle havde ligesom Agnes Durochier haft et ønske fra barnsben om at leve isoleret, mens andre først blev optændt af den religiøse ild senere i livet.
Annalerne viser, at indemuringen især var populær blandt kvinder. Mere end tre gange så mange kvinder som mænd lod sig indemure.
Kvinder var i næsten alle middelalderlivets aspekter underlagt mænd, og de havde ikke på samme måde mulighed for at udøve deres tro aktivt.
Mændene kunne vinde rigdom og magt i korstogene eller stige til tops inden for kirken som biskop eller kardinal.
Kvindernes eneste reelle karrieremulighed var at gå i kloster og stile efter titlen som abbedisse – eller lade sig indemure.
Indespærringen gav paradoksalt nok de middelalderlige kvinder en frihed, de ikke fik andre steder.
Anakoreterne blev nemlig betragtet som levende helgener, hvilket gav dem magt og indflydelse. Fx fungerede indemurede Christina af Markyate i 1100-tallet som rådgiver for den engelske abbed Geoffrey af Skt. Albans.
Som bogen understregede, kom ingen til at se den indespærrede. “Vær derfor tilfreds med dit tøj, om det er hvidt eller sort. Se kun til, at det er simpelt og varmt”.
Instruktionsbøger hjalp kvinderne
De fleste informationer om de indespærrede kvinders liv og hverdag stammer fra instruktionsbøger.
Den mest udbredte regelbog fra middelalderen hedder Ancrene Wisse – Håndbog for anakoreter – og blev skrevet mellem 1225 og 1240 af en unavngiven bror til tre søstre, der var muret inde i England.
Håndbogen er skrevet som en opslagsbog og indeholder retningslinjer for alt fra indretning, tøj og kæledyr til bønner og salmer.
Selvom bogen er stilet til hans egne tre søstre, er den skrevet med henblik på at blive brugt af andre indemurede.
“Hvis (denne) bog kommer i deres hænder, kan den være en trøst for dem”, skrev den anonyme forfatter.
Indespærringen var en dyr fornøjelse
Kvinderne måtte ofte vente længe, fra ønsket om at blive spærret inde opstod, til det rent faktisk skete.
Potentielle anakoreter skulle først søge om tilladelse hos biskoppen, som satte gang i en omfattende proces, der skulle afklare, om ansøgeren var værdig til at blive en levende helgen.
Efter indemuringen ville biskoppen være ansvarlig for anakoreten, så ansøgerne blev udvalgt med stor omhu.
Først undersøgte han nøje, om personen var mentalt egnet til et indemuret liv. Allerede i middelalderen kunne selv den mest fanatiske biskop godt se, at et ønske om at blive indemuret lå på grænsen mellem religiøsitet og vanvid.
I et brev fra 1329 bad biskoppen af Winchester eksempelvis ærkediakonen i Surrey om hjælp til at afgøre, om en ung kvinde ved navn Christine var egnet.
“Hun ønsker at vie sig selv til fastsættelse og evig kyskhed og ønsker at lade sig blive lukket inde på et smalt sted i kirken i Shire”, skrev han.
“Du skal gøre dig umage med at finde sandheden om, hvorvidt denne Christine er af den rette støbning”.
Hvis biskoppen vurderede, at ansøgeren var egnet, skulle han også sikre sig, at han havde penge nok til at forsørge anakoreten resten af hendes liv.
Hun kunne af gode grunde ikke bidrage til husholdningen og skulle desuden vartes op. Nogle anakoreter tjente lidt småpenge på at sy eller brodere, men ifølge Ancrene Wisse var det forkert.
“En anakoret bør ikke have noget, der trækker hendes hjerte udad. En anakoret, der handler, sælger sin sjæl til helvedes handelsmand”.
Begravet levende
Indemuringsceremonien mindede mest af alt om en begravelse.
Exeters biskop beskrev fx i 1400-tallet i bogen Liber Pontificalis processen og fortalte, at den udvalgte først fastede og bad i flere dage for at forberede sig.
På selve dagen for indemuringen afholdt kirken en messe, hvor anakoreten bekendte sine synder og svor at overgive sig selv til Guds nåde.
Herefter blev hun ført i procession fra kirken hen til cellen, hvor hun ligesom en døende person fik den sidste olie.
I nogle tilfælde havde kirkens folk endda gravet en grav inde i cellen, som anakoreten symbolsk lagde sig i. Imens kastede præsten jord på hende og messede:
“For af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå”.
Til sidst blev cellen muret til, og den indespærrede ville fra nu blive betragtet som en levende død.
Et liv i indemuret ensomhed kunne være en langstrakt fornøjelse. Derfor skulle timerne ifølge Ancrene Wisse udfyldes med religiøse ritualer.
Over 26 bønner skulle eksempelvis siges i en bestemt rækkefølge i løbet af dagen.
Den første bøn fandt sted allerede kl. tre om natten, og de næste fulgte flere gange i timen indtil solnedgang.
Derudover skulle den indespærrede meditere og læse religiøse tekster.
Historikerne har svært ved at vurdere, om indemuringen og det strenge religiøse liv gjorde anakoreterne vanvittige. Men kilderne beretter om adskillige, der begyndte at høre stemmer.
Fx beskrev ærkebiskoppen i Oxford i 1224, hvordan en indemuret mand ved navn Matthew pludselig i et syn så to tidlige saksiske biskopper ligge begravet i Dorchester Kirke.
“Det er Birinus under gulvet, Bertinus bag døren”, sagde en stemme til ham.
Birinus og Bertinus var biskopper i Dorchester i 600- og 700-tallet, og legenden melder, at da gulvet i kirken blev undersøgt og deres grave fundet, begyndte miraklerne at ske.
En død mand blev levende igen, en spedalsk blev helbredt, og en ganske almindelig englænder begyndte at tale flydende fransk.
“Miraklerne” gjorde stort indtryk på kong Henrik 3. af England. Han var i hvert fald så imponeret, at han fik bygget en større og mere luksuriøs celle til den indemurede Matthew.
Pyntegenstande hørte til i den lavere verden udenfor og var derfor forbudt for anakoreterne.
Kvinderne fik aldrig fred
Retningslinjerne i de religiøse håndbøger til anakoreterne fortæller det ikke direkte, men forbuddene giver et fingerpeg om, at cellerne blev brugt til alt fra bank og hotel til skole og sladdercentral.
Fx står der indirekte i Ancrene Wisse, at nogle mennesker deponerede deres værdier hos anakoreten, eftersom hun nærmest boede i en bankboks og tilmed var beskyttet af Gud:
“Tag ikke ansvar for andre menneskers ejendom i dit hus, ej heller deres kvæg eller deres tøj, og tag ikke kirkens ornat under din beskyttelse, ej heller alterkalken, medmindre nødvendigheden byder dig det eller stor frygt”.
Et lignende forbud gjorde sig gældende for mænd, der manglede et sted at sove – omend det ikke var helt tydeligt, hvordan de skulle trænge ind til den indespærrede og tage hendes dyd.
“Lad ingen mand sove inden for dine vægge. Hvis dit hus dog bliver brugt på grund af stor nødvendighed, sørg da for at have en kvinde med uplettet ry hos dig dag og nat”.
Den indemurede skulle helst forsage det verdslige liv uden for cellen, men det kunne være svært at overholde, når landsbyens beboere opsøgte hende og fristede med spændende historier.
“Folk siger om anakoreten, at næsten alle har en gammel kone, der fylder hendes ører, en brovtende sladdertante, der fortæller hende alle historierne fra landet, en skade, der pludrer om alt, hvad hun ser eller hører”, beretter Ancrene Wisse eksempelvis.
Englænderen Aelred af Rievaulx var inde på noget lignende, da han i 1100-tallet skrev en instruktionsbog til en kvindelig anakoret.
I bogen fortæller han, at det “nu om dage kan være svært at finde en ensom eneboer”.
“Ved hendes vindue sidder et gammelt sludrechatol og hudfletter først præstens, så munkens eller degnens udseende, tøj og vaner”, skrev Aelred.
“Alt imens vil eneboeren blive opløst af en højlydt, rungende latter, og giften, som hun drikker med så stor glæde, vil således sprede sig i kroppen”.
I princippet burde anakoreten kun tale med besøgende om religiøse spørgsmål, og hvis det gik vildt for sig, bede en bøn eller synge en salme.
Det benyttede mange i sognet sig af. Anakoreten var nemlig så hellig, at hendes bøn fungerede som en smutvej til himlen. Som forfatteren til Ancrene Wisse skriver: “Hun løfter hele sognet med sine bønner”.
De fleste anakoreter døde bag murene af alderdom. Da Agnes Durochier gik bort i 1482, i en alder af 98 år, havde hun tilbragt 80 år som indemuret.
I al den tid havde hun kun haft kontakt til omverdenen gennem et lille kighul ind til kirken, hvor hun kunne følge præstens prædikener og få en smule mad.
Hun blev ligesom de fleste andre anakoreter begravet i den celle, hvor hun havde levet størstedelen af sit liv.
Reformationen stoppede skikken
Anakoreternes indemurede liv fik en brat afslutning under reformationen i 1500-tallet, hvor klostrene i de protestantiske lande blev opløst og deres ejendomme givet til kronen.
Anakoreterne blev flere steder bogstavelig talt smidt på porten.
I nonneklostret i Polesworth i England blev en gruppe nonner, deres abbedisse og en kvindelig anakoret på angiveligt over 100 år smidt ud, efter at klostret var blevet opløst.
De fortvivlede nonner søgte om tilladelse til at blive genhuset og blev indstillet til det af den protestantiske kirkes kommission, der fik medlidenhed med dem, da “de fleste af dem er gamle og svage og uden venner”.
Andre fik ikke en lige så mild behandling. En embedsmand blev fx sendt ud af den engelske krone for at smide en dominikansk nonne ud fra hendes celle i Worchester.
Han skrev tilbage til Thomas Cromwell, kongens højre hånd, at han havde haft et stort hyr med at tvinge hende ud, “... men ude er hun”.