Ateisme – den farligste idé i oldtiden

Skeptikerne lider afsavn

Længe inden Sokrates tømte sit bæger med skarntyde i 399 f.Kr., havde Athen og andre græske bystater huset mennesker, der var skeptiske over for guderne eller afviste at tro på dem.

Fænomenet var så udbredt, at grækerne opfandt ordet atheos, som betyder “gudløs”. Ordet ligger til grund for de nutidige begreber “ateist” og “ateisme”.

Udtrykket viser, at ateister blev opfattet som mennesker, der manglede noget i tilværelsen. Flertallet af grækerne opfattede nemlig guderne som en naturlig del af verden – og uden guder opstod der et spirituelt tomrum.

Forskerne har ingen mulighed for at fastslå, hvornår den første græker blev beskyldt for at være atheos.

Historikere vurderer dog, at den nye filosofi opstod sideløbende med en række andre nyskabelser i den arkaiske tid – perioden 800-600 f.Kr. – hvor de græske områder gennemløb en eksplosiv udvikling.

Myter bliver nedfældet på skrift

Befolkningen i Grækenland havde i mange generationer ført en jævn tilværelse som bønder og fiskere, indtil de omkring år 800 f.Kr. begyndte at gøre sig gældende i Middelhavet.

På dette tidspunkt blev de første af oldtidens omkring 1.200 græske bystater grundlagt.

Grækerne hejste sejlene på deres galejer og begyndte at udforske kysten ud for Lilleasien – det nuværende Tyrkiet, hvor de oprettede bosættelser.

Omrejsende købmænd og eventyrere tjente godt på handel med uld, oliven, vin og tømmer, og de vendte hjem med eksotiske varer og nye idéer i lasten.

Et af periodens nybrud var fønikernes bogstaver, som grækerne tilpassede deres eget sprog.

Resultatet blev det græske alfabet, som for første gang gjorde det muligt for grækerne at nedfælde deres mange gudefortællinger.

Engang i løbet af 700-tallet f.Kr. blev de omfattende digtværker “Iliaden” og “Odysseen” skrevet ned – ifølge traditionen af den blinde digter Homer.

Uanset hvem der stod bag forevigelsen af værkerne, som ifølge forskerne bygger på mundtligt overleveret folkedigtning, var det en skelsættende begivenhed.

Både Homer og andre digteres skriverier om guder og helte blev nemlig spredt i hele Middelhavsregionen.

Grækerne fik dermed en række fortællinger at være fælles om – og skeptikerne fik noget at kritisere.

Misundelige guder skaber tvivl

Til forskel fra de kristne havde grækerne ikke nogen hellig bog, og i fortællingerne var guderne langtfra perfekte.

Faktisk fremstillede Homer og andre græske forfattere guderne som fejlbarlige og næs­ten menneskelige væsener, som blev ramt af jalousi og opførte sig selvisk.

I “Iliaden” kappes guderne således om at manipulere parterne i den trojanske krig, hvor grækerne kæmper mod den lilleasiatiske bystat Troja.

Undervejs ifører gudinden Hera sig kærlighedsgudinden Afrodites magiske bælte for at forføre sin mand – overguden Zeus, der støtter grækerne.

Planen virker, og mens de to forlyster sig i de guddommelige sovegemakker, har de andre guder frie hænder til at hjælpe trojanerne.

Fortællinger som denne om guddommelig svaghed fik enkelte skriftlærde til at sætte spørgsmålstegn ved gudernes uindskrænkede magt – og historikerne skønner, at atheos allerede var et velkendt begreb i det 7. århundrede f.Kr.

I værket “Kvindekataloget” fra omkring 630 f.Kr. indgår en fortælling om en konge ved navn Salmoneus, der fornægter Zeus’ eksistens. I stedet hævder Salmoneus, at han selv er en tordengud:

“Han sagde, at han var Zeus, og han fjernede gudens offergaver og beordrede folk til at ofre til ham i stedet. Idet han trak bronzekar efter sin hestevogn, sagde han, at han lavede torden, og ved at slynge tændte fakler mod himlen sagde han, at han lavede lyn”.

Den ukendte forfatter var dog ikke selv klar til oprøret mod guderne, så han lod Zeus straffe Salmoneus’ frækhed med et velplaceret lynnedslag.

Filosoffer bortforklarer guderne

I kolonierne i Lilleasien skabte filosoffer og videnskabsmænd efterhånden grundlaget for en gudefri verden.

Rigmanden og matematikeren Thales, født omkring 624 f.Kr. i bystaten Milet, regnes som den første præ-sokratiker – græske filosoffer før Sokrates.

Thales var inspireret af babylonisk videnskab, og han var angiveligt så opslugt af sit arbejde, at han en nat faldt ned i en brønd, mens han studerede stjernehimlen. Kun et par af hans idéer har overlevet, deriblandt den berømte påstand, “alt er vand”.

Forskerne anser Thales’ udsagn for at være et af de første ikke-religiøse forsøg på at forklare, hvordan verden hænger sammen: I stedet for at være skabt af guderne består verden af et naturgivet grundelement – som Thales altså anså for at være vand.

To af hans efterfølgere, Anaximander og Anaximenes, fortsatte jagten på naturlige forklaringer.

Anaximander mente, at alt udsprang af et element, som han kaldte “det uendelige”. Anaximenes hævdede, at luft var verdens byggesten.

Selvom de ikke brugte moderne videnskabelige metoder, forsøgte de begge at finde alternative forklaringer på fænomener, som folk traditionelt tilskrev guderne.

Anaximander påstod eksempelvis, at tordenvejr opstod, når vind og skyer stødte sammen – og at fænomenet derfor intet havde med Zeus at gøre.

Anaximenes postulerede på sin side, at jordskælv ikke blev skabt af guden Poseidon – med tilnavnet “Jordrysteren” – men derimod forekom, når jorden tørrede ud efter regnvejr.

Regnbuer anså han desuden som solskinnets effekt på skyerne og ikke et guddommeligt tegn fra regnbuegudinden Iris.

Mens de første præ-sokratikere gerne bortforklarede gudernes handlinger, kritiserede de ikke guderne direkte.

I den lilleasiatiske by Kolofon gav filosoffen Xenofanes (ca. 570-475 f.Kr.) sig imidlertid til at hudflette de græske myter, som han kaldte “vores forfædres digtværk”.

Xenofanes havde intet tilovers for historier om kæmper og kentaurer – og guderne anså han for at være projiceringer af menneskets skyggesider.

I sine skrifter, som han ligesom Homer forfattede på vers, langede han hårdt ud efter de mange troende blandt grækerne og latterliggjorde deres gudeverden:

“Hvis køer, heste eller løver havde hænder, som de kunne tegne og skabe ting med, ligesom mennesker gør, så ville heste tegne guder i form af heste og køer i form af køer”.

Kritikere får lov til at være i fred

Ifølge myterne levede de græske guder i verden, hvor de kunne få børn med mennesker. Idéen om, at guderne kunne overvindes, var derfor nærliggende.

I værket “Theogonien” (Gudernes fødsel) beskriver digteren Hesiod, hvordan det hellige bjerg Olympen bliver angrebet af titaner og uhyrer. Kun på et hængende hår lykkes det guderne at afværge faren mod deres hjem.

At bekæmpe guderne kaldte grækerne theomakhia (gudekamp), og når en religionsskeptiker som Xenofanes fornægtede guderne, betragtede mange grækere det som en form for gudekamp, der under alle omstændigheder var et brud på de herskende samfundsnormer.

Ud fra historikernes viden om det græske samfund tyder en del imidlertid på, at ateisme i den præ-sokratiske tid var et acceptabelt livssyn.

Intet antyder eksempelvis, at Xenofanes i sin samtid blev betragtet som decideret kriminel.

Kilderne vidner snarere om, at ateisme – hvor ugleset anskuelsen end var i samfundene – nød en stiltiende accept: At undsige guderne var altså ikke en strafbar forbrydelse.

Årsagen til den afslappede holdning over for ateismen skal ifølge forskere findes i det splittede græske samfund.

Grækerne talte et væld af dialekter og boede i adskilte bystater, der kun havde sproget og en håndfuld myter tilfælles.

Fastlandet var så forrevet og bjergrigt, at kontakten mellem hovedparten af indbyggerne var begrænset.

Langt de fleste mennesker koncentrerede sig om deres eget lokalsamfund; og det samme gjorde sig gældende på de mange øer i Ægæerhavet samt i de talrige græske kolonier rundt om Middelhavet.

Hver bystat og koloni havde sine egne traditioner og styreformer, der varierede fra enmandsvælde (monarki/tyranni) over fåmandsvælde (oligarki) til Athens folkestyre (demokrati).

På samme måde var religionen et virvar. Ud over de 12 olympiske guder, som Homer nævner – anført af Zeus og Hera – dyrkede grækerne et væld af regionale guder, halvguder, skovånder, nymfer og helte.

Mange af disse ekstra-guder var ganske vist kendte i hele den græske verden, men en guddom var altid knyttet til et konkret sted og et konkret tempel.

Fællesguderne optrådte derfor også i lokale udgaver – fx blev Apollon fremstillet anderledes i Delfi end på øen Delos.

Skønt de to steder i princippet hyldede den samme gud, var de lokale riter så forskellige, at en præst fra det ene Apollon-tempel ikke kunne arbejde i det andet.

Ateismen er ufarlig

Virvaret betød, at grækerne troede på mange forskellige udgaver af den samme gud – og der fandtes ingen skarp opdeling mellem en korrekt og en falsk tro.

På den måde blev ateisternes afvisning af guderne, hvor unaturlig den end måtte virke på flertallet, snarere set som en kuriositet end en trussel mod den bestående orden. Og derfor blev ateisterne ikke retsforfulgt.

Præsterne for de forskellige guder brugte sandsynligvis heller ikke tid på at fordømme de første ateister.

En præsts primære opgave lå nemlig i at styre sit tempels økonomi, organisere religiøse fes­ter og sørge for, at der med mellemrum blev ofret dyr til gud­dom­men.

Modsat de senere kristne præster havde de græske kult­ledere ikke til opgave at fortælle folk, hvad de skulle tro eller foretage sig.

Mange steder havde de græske præster dog mulighed for at give bøder for asebeia – ugudelighed.

Præsterne udskrev bøderne til dem, der forbrød sig mod de lokale religiøse traditioner – fx ved at undlade at deltage i en ofring.

Også præster kunne erklæres ugudelige, hvis de forsømte at overholde forskrifterne i deres eget tempel.

Demokrati medfører flere gudløse

I 507 f.Kr. indførte statsmanden Kleisthenes folkestyre i Athen, den største by i Middelhavsområdet.

Eftersom beslutninger nu skulle træffes ved afstemninger blandt byens frie mænd, blev det vigtigt at tænke logisk og argumentere for sine synspunkter.

Athen udviklede sig derfor til en højborg for logik, retorik, filosofi – og ateisme. De gudløse tanker spredte sig til andre bystater, hvis intellektuelle tog den nye livsanskuelse til sig.

Nogle nutidige forskere mener, at der opstod et netværk, hvorigennem de ateistiske tænkere udvekslede idéer og skrifter om emnet.

En af disse tænkere var Hippo fra øen Samos. I 430’erne f.Kr. levede han i Athen og var kendt som atheos (gudløs).

Hippo mente, at menneskets ikke-guddommelige sjæl sad i hjernen, og med sin ironiske gravskrift proklamerede han, at guderne, ligesom han selv, var døde: “Denne grav tilhører Hippo, som skæbnen i døden gjorde til de udødelige guders ligemand”.

På Athens amfiteatre gjorde dramatikere som Aristofanes og Euripides grin med både guder og ateister.

Satiren fandt sågar sted i forbindelse med store religiøse begivenheder som den populære Dionysos-fest om foråret, hvor der blev vist skuespil ved Akropolis.

I komedien “Skyerne” parodierede Aristofanes fx byens ateister: I stykket opsøger hovedpersonen Sokrates’ retorikskole, hvor han bliver hånet af filosoffens tilhængere for sin tro på Zeus:

“Du sværger ved Zeus! Hvilken dårskab – tænk at nogen på din alder stadig tror, at Zeus findes!”

I en anden komedie af Aristofanes klager en sælger af religiøse souvenirs over, at atheneren Euripides’ teaterstykker har gjort hende arbejdsløs: “Han har overbevist alle mænd om, at der ikke findes guder”.

Et eksempel på ateisme i Euripides’ skuespil findes i dramaet “Bellerofon”, hvor hovedpersonen proklamerer: “Siger nogen, at der er guder deroppe? Det er der ikke; nej, det er der ikke”.

Utilfreds general får indført et forbud

Omkring 432 f.Kr. var mange i Athen godt trætte af de gudløse, og generalen Diopeithes fik gennemtrumfet et dekret, der gjorde det muligt at retsforfølge enhver, “som ikke anerkendte guderne”.

Ifølge filosoffen Plutarch skyldtes den nye lov, at Diopeithes og andre konservative kræfter havde en torn i siden på Athens leder, Perikles. Han havde flere ateister i sin vennekreds – bl.a. filosoffen Anaxagoras.

Til Diopeithes’ store skuffelse endte retssagen mod Anaxagoras dog med en klar frifindelse.

Digteren Diagoras fra Melos var mindre heldig: Han blev landsforvist fra Athen for sine ugudelige værker, og en bronzetavle blev hængt op med løfte om ét talent sølv – ca. ni års løn for en håndværker – til den person, der slog ham ihjel.

Tidens akademiske superstjerne, Protagoras, måtte angiveligt flygte for at undgå en dødsdom, mens hans skrifter blev brændt på torvet.

Protagoras havde bl.a. udtalt: “Med hensyn til guderne, så er jeg ikke i stand til at sige, om de eksisterer, eller om de ikke eksisterer”.

Konge stammer fra en halvgud

Blandt Athens mest indflydelsesrige mænd var også Sokrates, som havde mange magtfulde fjender, der ledte efter en anledning til at anklage ham på baggrund af Diopeithes’ dekret.

Sokrates var dog ingen ateist i moderne forstand, idet han i lighed med mange af sine kolleger troede på noget guddommeligt.

I Sokrates’ tilfælde var det en indre vejledende stemme eller samvittighed – hans såkaldte daimonion.

Men filosoffens personlige guddom kunne ikke redde ham: I 399 f.Kr. indledte Sokrates’ fjender en retssag mod ham.

For en sikkerheds skyld anklagede de ham både for at have bortkastet bystatens guder samt for at korrumpere ungdommen med sine tanker og idéer.

Resultatet af retssagen blev Sokrates’ selvmord, og fra nu af levede ateisterne livet farligt. I 337 f.Kr. indgik Filip 2. af Makedonien og en række græske bystater Det Korinthiske Forbund, som i praksis gjorde Filip til græsk overkonge.

Sønnen Alexander overtog tronen i 336 f.Kr., og på få år skabte han et græsktalende verdensrige, der strakte sig fra Egypten til Indien.

Alexander den Store dyrkede de græske guder, og han hævdede at nedstamme fra halvguden Herakles. Presset på de ikke-troende i Grækenland blev dermed større end tidligere.

Forbuddet mod ateismen blev dog først for alvor cementeret med indførelsen af kristendommen som statsreligion i Romerriget i 380 e.Kr.

Gudløsheden var derefter fortrængt, indtil den katolske kirke begyndte at slå revner. Det skete for alvor i 1517, da Martin Luther med sine 95 teser lagde en krudttønde under kirken.

Reformationen åbnede døren på klem for andre livsopfattelser – deriblandt ateismen.