Biblens ukendte verden

Biblens ord om Kanaans land sætter scenen for jødernes tidligste tid i det land, Gud havde givet dem. I Biblen hører vi om, hvordan israelitterne grundlagde oldtidens Israel og siden nedkæmpede deres fjender. Forskere har gennem årene forsøgt at afdække den historiske sandhed bag beretningerne ved at kortlægge, hvordan Kanaans land virkelig så ud, og hvilke folk der levede i området.

Arkæologiske fund indsamlet over årtier giver nu – sammen med moderne analysemetoder – forskerne et nærbillede af det forjættede land på Moses’ tid for 3.000 år siden.

Mellemøsten var et landbrugsmekka

Biblens beskrivelse af Kanaan – et område, som omfatter vore dages Israel, Palæstina, Jordan og den sydlige del af Syrien og Libanon – som et frugtbart og rigt land er langt hen ad vejen i overensstemmelse med virkeligheden.

Særligt området nord for det nuværende Israel – som dengang var en del af Kanaan – var kendt for sin gode jord og omtales i dag ofte som en del af “den frugtbare halvmåne” – et navn, som den amerikanske arkæolog James Henry Breasted fandt på i begyndelsen af 1900-tallet.

Selvom store dele af Kanaan består af stenørken og kratbevokset jord, råder regionen, som navnet antyder, over nogle af de bedste landbrugsarealer på kloden. Det er en af grundene til, at civilisationen blomstrede op netop her.

Højdedragene i Kanaan var for 3.000 år siden overbegroede og dækket med et tykt krat af fyrretræ, egetræ og terpentintræ. Terrænet har været for stenet til at holde dyr i stordrift, så kød fra får og geder udgjorde ikke den vigtigste andel af fødevareforsyningen. I stedet dyrkede israelitterne jorden på de skrånende bakker, hvor de plantede korn og andre afgrøder som fx linser, kikærter, bønner og byg.

Inden israelitterne bosatte sig i Kanaan, havde området i århundreder været under egyptisk dominans. I 1458 f.Kr. havde farao Tuthmosis besejret en samlet hær af kanaanæiske styrker i slaget ved Megiddo i den nordlige del af det nuværende Israel, og siden havde faraoerne hersket over området. Men 300 år senere, da israelitterne ankom, var det egyptiske rige svækket og farao tæt på at opgive sin vasalstat mod øst.

Port lå i ruiner

Jaffa har med al sandsynlighed hørt til blandt egypternes sidste støttepunkter. I byen, der i dag ligger i Tel Aviv ved Middelhavet, har arkæologer fundet spor efter store militære sammenstød. Byens massive port er blevet ødelagt i et voldsomt slag, og fund af pilespidser og aske i jordlagene afslører, at heftige kampe er gået forud for egypternes fordrivelse fra byen omkring 1125 f.Kr.

Andre spor af voldelige sammenstød i og omkring vigtige egyptiske besiddelser i Kanaan – fx et stort kornlager 20 km fra Jaffa – får forskere til at gætte på, at et samlet kanaanæisk oprør fordrev egypterne. Det område, farao opgav, var – selvom det var frugtbart – ikke så rigt og udviklet som hans rige langs Nilen. Alligevel har Kanaans milde klima og særdeles gode beliggenhed været attraktive for alle områdets folkeslag.

Særligt handelsmulighederne var enestående, for her mødtes nogle af tidens store handelsveje, der løb over land mellem markederne i øst og vest, som fx Via Maris, en karavanevej, der forbandt Egypten med Mesopotamien.

Havnene langs Middelhavet var perfekte til trafik af varer til og fra tidens største handelsnationer, og det attraktive område havde gennem tiderne tiltrukket både små og store regionale magter, der forsøgte at besidde og dominere den strategisk vigtige plet – og ifølge Biblen altså også israelitterne, som hurtigt spredte sig i området, hvor de snart blev den største magt.

Israelitterne tog landet uden vold

Mens egypternes kampe i Kanaan er dokumenteret gennem fund, kender vi kun israelitternes erobring af landet fra Biblen. Arkæologer har ikke fundet spor af ødelæggelser, der viser tegn på kamp, og nogle arkæologer vurderer derfor, at overtagelsen af Kanaan ikke skete med magt, men ved at israelitterne udbredte deres særegne kultur, samtidig med at de overtog en del af den lokale kultur.

Lige meget hvad, har erobringen af Kanaan været en langsommelig proces, der har taget over 100 år. Først med Jerusalems erobring i det 10. århundrede f.Kr. kan Kanaan, ifølge historikere, med rette kaldes israelitternes land.

Efter at have samlet riget begyndte israelitterne at fokusere på handlen for at gøre riget stærkt. Med succes. Fund vidner om, at varer strømmede til Israel fra selv de fjerneste egne af den kendte verden. Bl.a. har arkæologer syd for byen Haifa i det nuværende Israel fundet flasker med rester af kanel fra Asien. Flaskerne stammer fra henholdsvis det 11. og det 9. århundrede f.Kr. og er formentlig bragt til området af lokale købmænd.

Handlen omfattede også almindelige dagligdags varer. Ilt-isotopanalyser af tænder fra fiskearten guldbras viser, at israelitterne i flere hundrede år importerede fisk fra en lagune ved Sinaihalvøen i Egypten – en form for handel, der vidner om rigdom og overskud. Til gengæld eksporterede de jødiske købmænd hvede, vin og olivenolie, som var deres primære råvarer.

Jerusalem lå beskyttet på en høj

Handlen blev i begyndelsen drevet af den israelitiske elite, og importen omfattede ikke kun luksusvarer, men også materialer til byggeri i de voksende byer. Kanaan havde før israelitternes magtovertagelse været et relativt primitivt samfund sammenlignet med fx egypternes, men især opførslen af Salomons Tempel satte skub i Jerusalems og hele rigets udvikling.

Netop Jerusalem blev hurtigt den vigtigste by og med god grund. Området, byen ligger på, rummer adgang til vand og beskyttelse, og fund viser, at området har været beboet, siden mennesker omkring 4000 f.Kr. slog lejr ved Gihon-kilden centralt i den nuværende by. Også egypterne anså Jerusalem for vigtig, og mens farao herskede over området, husede Jerusalem en lille egyptisk garnison, som blev styret af den lokale høvding.

Ud over en stabil vandforsyning fra Gihon-kilden havde byen også den fordel, at den lå strategisk placeret i Judæabjergene, hele 800 meter over havets overflade. Fra Oliebjerget lidt uden for byen kunne indbyggerne i klart vejr se både Judæas ørken, Det Døde Hav og bjergene i vore dages Jordan.

Højene gjorde det muligt for byens indbyggere at holde øje med og beskytte sig mod fremrykkende fjender. En stærk og magtfuld fæstning på dette vigtige sted var med til at sikre de israelitiske bebyggelser i bjergene og på den smalle stribe land ud mod kysten.

Der var altså gode strategiske grunde til at vælge Jerusalem som hovedstad, men ifølge historikerne faldt valget faktisk på Jerusalem af helt andre grunde. Israel var i sine tidligste år styret af 12 stammer, der herskede over hver deres del af Kanaan. Og fordi netop området ved Jerusalem stod uden for israelitternes klansystem, udgjorde det et problemfrit samlingspunkt, som ingen af stammerne kunne gøre særligt krav på.

Byerne havde kun 400 indbyggere

Fra Jerusalem kunne de nye jødiske konger skue ud over deres rige, hvor en række andre byer lå spredt efter et genkendeligt mønster. De fleste byer lå – som Jerusalem – på bakketoppe, en beliggenhed, der sikrede, at indbyggerne kunne holde øje med landbrugsdyr, eventuelle fjender og uindbudte gæster.

Landsbyerne på bakkerne har været ganske små og mindre, end man længe troede. Fx talte to af israelitternes vigtigste landsbyer, Shiloh og Gibeon, blot omkring 400 indbyggere – byer af den størrelse har været regnet som store, og mens byerne lå naturligt beskyttet på bakketoppe, har de færreste været forsynet med en egentlig bymur. De lå i stedet omkranset af et aflukke, der holdt husdyrene inde om natten, så kreaturerne var beskyttet mod tyve og vilde dyr.

Med al sandsynlighed har indbyggerne stået under beskyttelse af en lokal fyrste eller overmagt, der sørgede for sikkerheden. Nogle af herskernes byer, som vi kender fra Biblen, havde allerede i århundreder, inden Moses og jøderne vendte tilbage til Kanaan, tjent som politiske og administrative centre for kanaanæiske krigsherrer.

Det gælder fx byen Sikem – det nuværende Tell Balata, en forstad til byen Nablus på Vestbredden. Sikem er blandt andet nævnt i Amarnabrevene, en række lertavler, der indeholder korrespondance mellem den egyptiske farao Akhnaton (ca. 1350 f.Kr.-1330 f.Kr.) og hans diplomater i blandt andet Kanaan.

Sikem var i bronzealderen kendt som en livlig handelsplads, hvor især druer, oliven, hvede, husdyr og keramik skiftede hænder. Under udgravninger foretaget i 1980’erne og 1990’erne fandt forskerne rester af huse, bymure, husgeråd samt dyreknogler – fund, der har hjulpet forskerne med at forstå, hvordan familiestrukturen, hverdagslivet og samfundet så ud for 3.000 år siden, og med ret præcist at kunne beskrive de første byer.

Udgravningerne viser, at storfamilier levede i klynger af huse rundt om en central gård. De enkelte huse var bygget af mursten fremstillet af tørret mudder og havde et fundament af sten. I husenes gårde har arkæologer fundet spor efter vandcisterner, store ovne af ler eller muddersten og ildsteder til madlavning.

Fra gården førte indgangen til et stort fællesrum med adgang til tre eller fire mindre værelser. Her har arkæologerne afdækket brosten, og de regner derfor med, at rummene blev brugt som stald til husdyrene – fortrinsvis geder og får – eller til opbevaring af fx fødevarer i store keramikkrukker. Nogle af husene havde en ekstra etage bygget af træ, og forskerne regner med, at beboerne sov enten her eller ganske enkelt udenfor på husenes flade tag.

Filistrene herskede over fem bystater

De befæstede byer har været vigtige i kampen mod ærkefjenden filistrene, som med tiden var det eneste folkeslag, israelitterne manglede at nedkæmpe. Biblens forfattere beretter i Josvas bog om, hvordan israelitterne underlagde sig hele Kanaan undtagen filistrenes byer.

“Kun i Gaza, i Gat og i Ashdod blev der nogle tilbage”, beretter Josvas bog. De, som blev tilbage (ikke overgav sig, red.), var netop filistrene, som boede i fem bystater ved den østlige Middelhavskyst. Fjenden var rig og rådede som de eneste i området over jernvåben, så jøderne har haft brug for både en sund økonomi baseret på handel og stærke krigsherrer i byerne for at tage kampen op.

Filistrene og israelitterne udkæmpede – ifølge Biblen – adskillige krige og kampe, herunder den berømte duel mellem den enorme filisterkriger Goliat og hyrdedrengen David under slaget i Elah-dalen. Elah-dalen ligger strategisk placeret mellem kystsletten, der husede filistrenes bystater, og Judæabjergene, hvor Jerusalem lå.

Biblen beretter, at filistrene indtog dalen med en vældig styrke udstyret med stridsvogne, og at israelitterne under kong Saul var i undertal. Ingen af de to hære turde angribe hinanden, og efter 40 dage ankom David, en ung hyrdedreng, til dalen for at give sin storebror, der var soldat, en pakke med lidt brød og ost.

David overtalte israelitterne til at lade ham gå i kamp imod Goliat, en meget høj og bred filister, der i 40 dage havde provokeret israelitterne og opfordret dem til kamp. Med en simpel stenslynge sendte David Goliat til jorden. For at sikre sig, at Goliat var død, borede David et sværd dybt i filisterens bryst. Da de andre filistre så, at deres helt var død, stak de af.

Historien om David og Goliat er næsten for usandsynlig til at kunne være sand, men teoretisk set kunne slaget mellem filistre og israelitter i Elah-dalen godt have fundet sted. Arkæologer har dog – trods ihærdig søgen – ikke fundet et eneste spor, der kan bekræfte fortællingen.

Stridsvogne var et trumfkort

En ting kan de dog konkludere: Et slag mellem filistrene og israelitterne ville have været en ulige affære, der ville have krævet et mindre mirakel for at sikre en jødisk sejr.

Af Biblen og andre kilder fremgår det tydeligt, at filistrene var militært stærke og sandsynligvis israelitterne overlegne. Fra afbildninger på den egyptiske farao Ramses 3.s stele ved vi, at folkeslaget kæmpede i små grupper bestående af fire mand. Tre af dem var hver bevæbnet med et langt, lige sværd og et par spyd. Den fjerde bar kun et sværd. Alle bar runde skjolde og formentlig beskyttende brystplader.

Filistrene rådede desuden over stridsvogne, som både er vist på stelen og omtalt i Biblens Dommerbog – beretningen om israelitternes første år i Kanaan. De teknologisk avancerede vogne var forsynet med hjul med seks eger, blev trukket af to heste og har i bronzealderen været et frygtindgydende våben, som historikere betegner som datidens kampvogne.

Filistrenes våben var i det hele taget bedre end israelitternes, blandt andet fordi de, ifølge Biblen, havde et lokalt monopol på at smede jern og teknikken til at fremstille våben.

Israelitterne stod til gengæld svagt. De rådede godt nok over spyd, sværd, buer og slynger, men i begrænset mængde: “... ikke et skjold eller et spyd var set blandt fyrre tusinde (soldater, red.) i Israel”, klager Dommerbogens forfatter.

Og selvom arkæologer har fundet en række dolke lavet af henholdsvis bronze og jern ved Tel El-Farah nær Nablus på Vestbredden, har de tidlige israelitter manglet våben af god kvalitet. Derfor blev deres krigsførelse ifølge Biblen til tider ganske utraditionel. “Anats søn [...] slog seks hundrede filistre ihjel med en oksedriverstav”, beretter Dommerbogen.

Historien er åbenlyst overdrevet, men afspejler, at israelitterne i de tidlige år greb hverdagens redskaber, når de skulle i krig mod langt stærkere fjender. Israelitternes og filistrenes slag udviklede sig efterhånden til slag mellem massehære med hundreder af soldater bevæbnet med sværd og spyd af jern.

Det tunge infanteri blev støttet af soldater med bue og pil samt stenslynger. Og lige netop med stenslynger var israelitterne – og ikke kun David – tilsyneladende uovertrufne. Det gjaldt især de venstrehåndede elitekrigere i Benjamins stamme.

“Blandt alle disse folk var der syv hundrede udvalgte mænd, der var kejthåndede. De kunne alle slynge med sten og ramme på et hår uden at fejle”, fortæller Dommerbogens kapitel 20. Hvis David har taget kampen op mod Goliat, er det ikke usandsynligt, at han har været bevæbnet med en slynge. Våbnet var billigt og nemt at fremstille, og slyngekastere fungerede i israelitternes hære som senere tiders bueskytter.

Med høj ekspertise kunne de ramme mål præcist flere hundrede meter væk – og med sådan en kraft, at et projektil i hovedet kunne være dødeligt. Fund viser, at grænsestridighederne fortsatte med jævne mellemrum indtil 700-tallet f.Kr., da både filistre og israelitter blev rendt over ende af Det Assyriske Rige, som satte sig på magten.

Storhed under tre konger

De første år efter at is­rae­lit­terne havde bosat sig i Kanaans land, levede de i traditionelle stammesamfund. I alt bestod det jødiske folk af 12 stammer, som blev styret af de såkaldte dommere, stammernes ledende mænd. Efterhånden som is­rae­lit­ter­ne fik flere og mægtigere fjender, samlede befolkningen sig under én konge i håb om at blive stærkere og dermed i stand til at slå fjenderne tilbage.

Som konge valgte de Saul, men først med efterfølgeren David lykkedes det at knuse al modstand i Kanaan. Israel blev endog så mægtigt, at David underlagde sig naborigerne, så han til sidst herskede over et område fra Eufrat i nord til Egypten i syd. Under Saul, David og efterfølgeren Salomon voksede israelitternes styrke.

Saul organiserede bønderne, som boede rundt­om­kring i højene, i militser, så de kunne kæmpe imod fjenderne, og David samlede landet ved at slå fjender tilbage og forene israelitterne, som boede i højdedragene, med beboerne på sletten langs kysten.

Saul, David og Salomon var stærke herskere både udadtil og indadtil, og under de tre konger blomstrede landet med handel og byggeri. Kong Salomon byggede fx adskillige fæstninger, både ude i landet og i Jerusalem, hvor han ifølge Biblen i 900-tallet f.Kr. opførte den første helligdom – Jerusalems første tempel – på højen, der nu kaldes Tempelbjerget.

Landet flød med mælk og honning

Jøderne sad nu endegyldigt på magten i det område, Gud havde vist Moses og hans skare hen til. I Kanaan havde de opbygget en stærk magt og taget magten i landet, som Gud havde lovet dem.

Men flød landet virkelig med mælk og honning, som spejderne beretter i Mosebøgerne? Forskere fortolkede længe udtrykket som et billede på Kanaans frugtbarhed: Markerne har givet nok afgrøder til, at dyrene kunne græsse og lave mælk, og bierne har haft adgang til rige mængder af nektar fra planterne, så de kunne producere honning.

Forskerne har traditionelt holdt på, at den honning, som beskrives i Biblen, i virkeligheden var en form for syltetøj lavet af druer eller dadler. Nok levede der vilde bier i Kanaan, men klimaet var slet ikke egnet til egentlig avl, lød rationalet. Men i 2007 opdagede et forskerhold, at ordene muligvis skulle tages mere bogstaveligt end hidtil troet.

Under udgravninger af Tel Rehov i Jordandalen, en by, som i oldtiden husede omkring 2.500 indbyggere, fandt forskerne en række oldgamle bistader. Staderne bestod af flere lag af rækker af cylindriske rør lavet af ler blandet med strå. Hver cylinder var omkring 75 cm lang og 30 centimeter i diameter. I den ene ende havde cylindrene et hul, hvor bierne kunne flyve ind, i den anden et låg, som ejerne kunne tage af, når honningen skulle samles.

Ved hjælp af lidt korn, som var blevet spildt fra en krukke tæt ved staderne, kunne forskerne med kulstof 14-analyser datere fundet til at være omkring 3.000 år gammelt.

På sporet af filistrene

Fundet er en overraskelse – ikke kun fordi bibelforskere ikke regnede med, at israelitterne holdt bier, men også på grund af den store målestok, som avlen foregik i. Arkæologerne anslår, at de i alt 180 bistader tilsammen havde plads til omkring en mio. bier, og at hvert stade kunne producere omkring 11 pund honning. Endnu en overraskelse ventede imidlertid forskerne.

Ved at studere vingerne og benene på rester af bier opdagede forskerne, at bierne ikke tilhørte en lokal art, men var importeret fra Tyrkiet. Bierne fra Tyrkiet var nemlig ikke alene roligere end de lokale; de producerede også otte gange så meget honning. Fordelen var så stor, at israelitterne gerne betalte handelsfolk for at transportere dyrene hundredvis af kilometer.

Fund som bistaderne fra Tel Rehov og Biblens beretninger giver os et fint indblik i jødernes tidlige historie og levevis. Til gengæld er deres fjender filistrene stadig en gåde. Forskerne har længe spekuleret over, hvem folkeslaget egentlig var, hvor de kom fra, og hvordan de havnede i Kanaan. Sikkert er det, at de ikke er et af Mellemøstens oprindelige folk.

Arkæologer har i filistrenes områder fundet keramik og potteskår med skrift i et ikkesemitisk sprog dateret til omkring 1150-1000 f.Kr. Blandt genstandene er stempelhåndtag med en skrift, som beviseligt blev brugt på øen Cypern i den sidste del af bronzealderen – et faktum, der får forskerne til at gætte på, at folket oprindeligt boede i Middelhavsområdet.

Teorien bakkes op af fund fra 2016, hvor arkæologer udgravede en omkring 3.000 år gammel gravplads for filistre i Ashqelon, en by ved Middelhavet i den sydlige del af det nuværende Israel, omkring 50 kilometer syd for Tel Aviv.

Beliggenheden ved Middelhavet og nærheden til Egypten gjorde i bronzealderen Ashqelon til et blomstrende handelsknudepunkt, hvorfra filistrene eksporterede linned, papyrus og slaver til resten af oldtidens verden. I jernalderen passerede også korn, vin og klædestoffer igennem den vigtige handelsby, som samtidig var et af filistrenes vigtigste magtcentre.

Gravpladsen rummede mere end 150 individuelle grave fra det 11. til det 8. århundrede f.Kr. og har givet arkæologerne endnu et indblik i filistrenes herkomst gennem deres begravelsesskikke. I Kanaan blev den afdøde typisk gravsat i en fællesgrav, hvor vedkommende blev lagt på en forhøjning eller en slags bænk.

På gravpladsen ved Ashqelon, derimod, var størstedelen af de døde begravet i ovale grave. Fire ud af 150 var kremeret, og nogle af ligene anbragt i et gravkammer opbygget af fint udhuggede sten. Skikken kender arkæologerne fra kulturkredsen omkring Ægæerhavet mellem Grækenland og Tyrkiet, mens den til gengæld er helt ukendt blandt kanaanæerne.

Holdet bag udgravningerne er ikke i tvivl om konklusionen. Fundene viser tydeligt, at filistrene kom fra Det Ægæiske Hav, muligvis over middelhavsøen Cypern, og at de slog sig ned i Kanaan før deres store angreb på Egypten.

Det er muligt, at filistrenes kultur, som opstod i den sydlige del af Kanaan, var resultatet af forskellige påvirkninger udefra samt bølger af migration fra forskellige steder tværs over Middelhavet, siger Aren Maeir, professor i arkæologi ved Bar-Ilan University og leder af udgravningen af Gat – en af filistrenes oprindelige fem byer.

“I filistrenes kultur genkender vi elementer fra Grækenland, fra Cypern, fra Kreta og fra det vestlige Anatolien”, siger Maeir.

Havfolket slog sig ned i Kanaan

Filistrene efterlader sig ikke nogen skriftlige kilder, men fundene og referencen i Biblen har fået historikerne til at konkludere, at de har været et af de såkaldte havfolk, som i den sidste del af bronzealderen overfaldt og hærgede Mellemøsten.

Havfolkenes hærgen er blandt andet dokumenteret gennem en billedserie på en stele ved Ramses 3.s dødetempel i Luxor, der portrætterer slaget i Nildeltaet mellem egypterne og havfolkene, som fandt sted ved Nilens munding i det tidlige 12. århundrede f.Kr. Den såkaldte Harrispapyrus, en biografi om Ramses 3., forfattet af faraoens søn og efterfølger, beretter desuden, hvordan Ramses 3. nedkæmpede havfolkene.

Ifølge skriftet fandt kampene sted omkring 1190 f.Kr. og endte med, at faraoen førte folket tilbage til sit land som fanger.Sandsynligvis deporterede Ramses 3. filistrene til Kanaans land, et område, der dengang var under egyptisk overherredømme. Da egypternes magt aftog, fik filistrene deres selvstændighed – en begivenhed, der tilfældigvist faldt sammen med israelitternes bosættelse på det samme territorium.

Nogle forskere tror, at kaosset i Kanaan, Egyptens svækkelse og kampen om frugtbare områder, der fulgte, blev sat i gang af en mild klimakatastrofe. Biologer har analyseret pollen indsamlet fra aflejringer i Genesaret Sø og kan se en skarp nedgang i antallet af ege-, fyrre- og johannesbrødtræer – planter, som normalt trives i Mellemøsten – omkring år 1250 f.Kr.

På samme tid steg forekomsten af træer, der typisk vokser i tørrere regioner. Ændringen i vegetationen viser, at en vedvarende tørke ramte området, og med al sandsynlighed har landbruget været i vanskeligheder i den periode, hvor kampene mellem israelitter og de andre folkeslag brød ud.

Tørketeorien er ganske plausibel, men kun én af mange, der bliver lanceret i disse år. Forhåbentligt vil endnu flere puslespilsbrikker dukke op, for på trods af de mange intense udgravninger er det endnu ikke lykkedes at få endeligt bekræftet, hvilke af Biblens beretninger der kunne være sande. Én ting er dog sikker: Filistrene og israelitterne boede på samme tid i det forjættede land, og Kanaan flød med mælk og honning. Resten må frem­tidens forskning afklare.