Konflikten mellem israelere og palæstinensere begyndte med oprettelsen af den jødiske stat i 1948. Her er baggrunden:
Der er fuldt hus i den britiske officersklub Gold-schmidt House i Jerusalem. Mens freden sænker sig over byen på den jødiske sabbat denne lørdag i marts 1947, nyder briterne at kunne slappe af efter ugens blodige begivenheder med en snak og en kølig drink.
Et dumpt brag bryder idyllen. Bygningen ryster, glasset i vinduerne splintres, mens flaskerne i baren bliver knust mod gulvet. Væggene vakler, inden de falder sammen i et kaos af støv og murbrokker. En sirene begynder at hyle. Mennesker kæmper sig vej ud af bygningen.
Storbritannien reagerer med chok og vrede, da tabstallene bliver kendt: 20 mennesker er dræbt. I to måneder har de britiske tropper i Jerusalem nærmest befundet sig i belejringstilstand.
De har forskanset sig i “sikkerhedszoner”, hvor hele kvarterer er blevet lukket af for omverdenen – gemt væk bag bevæbnede vagtposter, hegn og pigtråd. Officersklubben lå i en af de bedst bevogtede zoner.
Alligevel er det lykkedes jødiske terrorister at trænge forbi vagtposterne og ind i bygningen, hvor de har anbragt tre rygsække med 30 kg sprængstof i hver.
Avisen “Sunday Express” skrev, hvad mange briter tænkte: “Skab ro, eller forlad landet.”
Briterne lovede en jødisk stat
Alt var ellers begyndt lovende. Efter Det Osmanniske Riges sammenbrud var Palæstina blevet britisk mandatområde i 1920.
Ved mandatets begyndelse var der kun få jøder i Palæstina. De fleste var flyttet til området, fordi en bølge af europæiske jødeforfølgelser i 1800-tallet havde skabt en længsel efter en selvstændig jødisk stat.
Og da det jødiske samfund altid havde følt en åndelig tilknytning til Palæstina, hvor jøderne ifølge Det Gamle Testamente hører hjemme, ønskede de fleste, at det nye hjemland skulle ligge her.
Indvandringen begyndte, og i årene mellem 1882 og 1914 slog omkring 37.000 jøder sig ned i Palæstina. Efter den russiske revolution i 1917 kom flere til, og ved det britiske mandats begyndelse i 1920 havde 80.000 jøder bosat sig i “Det Hellige Land”.
Tre år tidligere havde briterne i den såkaldte Balfourdeklaration lovet jøderne et “nationalt hjem” i Palæstina for at sikre sig deres støtte under 1. verdenskrig. Men for at bevare et godt forhold til araberne også, så briterne sig nødsaget til at begrænse indvandringen.
De britiske soldater forsøgte at bevare freden i Palæstina, men som tiden skred frem, blev opgaven uoverskuelig.
Araberne gjorde oprør
Med Hitlers magtovertagelse i Tyskland og den åbenlyse antisemitisme i Østeuropa blev situationen imidlertid kompliceret. Presset på grænserne voksede.
Med støtte fra zionistiske organisationer kom tusinder af jøder illegalt til Palæstina – transporteret i gamle udtjente skibe, der var stuvet med fem-ti gange så mange passagerer, som fartøjerne var beregnet til.
I årene 1937 til 1940 ankom i alt 24.000 illegale immigranter. For mange af dem var skibene sidste chance for at slippe væk fra forfølgelserne i Europa. Nu var den jødiske befolkning i Palæstina vokset til næsten 450.000. Araberne, som allerede boede i Palæstina, følte sig trængt og gjorde oprør.
Samtidig var England pinefuldt klar over, at arabisk støtte var vigtig i en kommende krig mod Nazi-Tyskland. De ønskede for enhver pris at lægge låg på den ulmende utilfredshed i Palæstina.
Hvidbogen skulle stoppe konflikt
Den britiske regering lancerede i maj 1939 en ny strategi for Palæstina – den såkaldte “Hvidbogen af 1939”. Den blev mødt med vantro og raseri blandt jøderne, idet den “utvetydigt” erklærede, at “en jødisk stat i Palæstina ikke er en del af vor politik”.
Derudover beskar hvidbogen kraftigt jøders ret til at købe jord i området og satte et loft på 15.000 jødiske immigranter om året over de følgende fem år.
Især lederne i The Jewish Agency følte sig bedraget og forrådt. Agenturet var blevet oprettet i 1929 som en slags lokalråd for de jødiske immigranter. Det stod for salg af jord, drev hospitaler og skoler og administrerede de upopulære immigrationsregler.
Formanden, David Ben-Gurion, havde boet i Palæstina i mange år og tilhørte venstrefløjen blandt zionisterne. Han lagde vægt på samarbejde med briterne og havde grundlæggende haft tillid til, at Storbritannien ville holde løftet om et “nationalt hjem” til jøderne. Med hvidbogen fik denne tillid et alvorligt knæk, og briterne blev en forhadt fjende.
Allerede før den britiske plan havde The Jewish Agency organiseret en milits, Haganah (“Forsvaret”), som havde kæmpet mod araberne i 1930'erne. Oprindeligt var den en sammenslutning af nogle få hundreder private vagtmænd, der for mindre beløb bevogtede jødisk ejendom.
Men efterhånden som konflikten mellem jøderne og araberne tog til, voksede korpset eksplosivt. Efter hvidbogen satte lederne af det jødiske samfund Haganah ind mod briterne. Angrebene koncentrerede sig om mål, der havde direkte forbindelse til den forhadte immigrationspolitik.
Ud over immigrationskontorer gik Haganah også efter skibe fra kystbevogtningen, som havde til opgave at holde øje med de illegale immigrantskibe. Militsen forsøgte også at sabotere skibe, der skulle sejle afviste immigranter til Mauritius.
Irgun gik til angreb
Fra første færd fik Haganah konkurrence af gruppen Irgun, der var grundlagt af udbrydere fra Haganah og ledet af den karismatiske Ze’ev Jabotinsky.
For Jabotinsky, som under sin opvækst i Østeuropa havde oplevet jødeforfølgelserne på nærmeste hold, var tålmodighed en overvurderet dyd.
Han mente, at en selvstændig jødisk stat kun kunne sikres med våben, og han kom hurtigt i opposition til den dominerende linje inden for det officielle jødiske samfund. Samtidig faldt det ham også for brystet, at The Jewish Agency favoriserede Arbejderpartiets unge medlemmer ved uddelingen af immigrationstilladelser.
Jabotinsky havde allerede i 1923 oprettet sin egen ungdomsorganisation, Betar, men i modsætning til Ben-Gurion var Jabotinsky ikke interesseret i at rekruttere landmænd. Han ville have soldater. Og i Betars hemmelige lejre fik de unge både militær og politisk træning.
Samtidig oprettede Jabotinsky sin egen afdeling for illegal immigration og begyndte at chartre skibe.
Irgun reagerede prompte på briternes nye strategi. Samme dag som den blev offentliggjort, angreb militsen en britisk-styret radiostation. Angreb på el-værker, telefonlinjer og posthuse fulgte.
Irgun gennemførte også et attentat på lederen af den afdeling af det britiske politi, som efterforskede militsernes aktiviteter – en terroraktion, der fremkaldte stærk britisk vrede.
Mange jøder forsøgte at få illegal adgang til Palæstina i gamle, overfyldte skibe.
Briterne fik hjælp fra militserne
Snart overskyggede større begivenheder imidlertid konflikten om strategiplanen; den 1. september 1939 brød 2. verdenskrig ud, og det ændrede for en tid spillets regler i Palæstina. De jødiske militser stod i et dilemma: Skulle de fortsætte angrebene på briterne eller støtte dem i kampen mod Hitler?
Haganah løste problemet – i hvert fald på papiret – ved at erklære, at “vi skal udkæmpe krigen mod Hitler, som om der ikke var en hvidbog, og bekæmpe hvidbogen, som om der ikke var nogen krig”.
Mange Haganah-folk gik aktivt ind i krigen på britisk side, og sammen med briterne mobiliserede de et jødisk elitekorps, Palmach, der kunne indsættes i brændpunkter i regionen. Også Irgun fulgte efter og samarbejdede med briterne.
Denne strategi havde Avraham Stern ikke meget tilovers for. Han var fra Polen og havde i årene op til 2. verdenskrig været højt placeret i Irgun. Stern forenede revolutionær ildhu med intellektuel forfinelse.
Han havde studeret klassisk sprog og litteratur i Firenze, skrev digte og var altid ulasteligt klædt i slips og jakkesæt. Han var også livligt interesseret i skydevåben og havde været med til at udarbejde skriftet “Pistol” – den første hebraiske manual i brug af skydevåben.
I 1940 forlod han Irgun i protest over, at militsen havde stillet terrorhandlingerne i bero. Briterne var en større fjende end Hitler, mente Stern. Han oprettede sin egen milits, Lehi. Den specialiserede sig i personlig terror i form af snigmord på britiske soldater og politifolk samt jødiske “kollaboratører”.
For at kunne købe våben og finansiere sine aktioner begik gruppen røverier i fuldt dagslys. I januar 1942 gik det ud over en bank ejet af den jødiske fagbevægelse, Histadrut. De ansatte nægtede at udlevere pengene, og Lehi skød og dræbte to bankmænd.
Briterne kom hurtigt på sporet af morderne, men militsen bombede politikontoret og dræbte størstedelen af den gruppe, som var på sagen. Herefter indledte briterne en intensiv jagt på Avraham Stern, som en måned senere blev pågrebet i et klædeskab i en lejlighed.
Politifolkene førte ham til hovedkvarteret og ringede til Geoffrey Morton, én af de politifolk, som havde undsluppet Lehis bombeangreb. Han sendte de andre politifolk væk, så han var alene med Stern og en anden betjent.
Kort tid efter blev militslederen – stærkt blødende fra et skudsår i hovedet – båret ud på gaden, hvor han døde. Stern havde forsøgt at flygte gennem vinduet, hævdede Morton.
Jagtsæsonen begynder
For Lehi var Avraham Sterns død snarere en begyndelse end en slutning. Mange blev tiltrukket og fascineret af myten om den unge martyr, og militsen manglede aldrig frivillige til sine blodige aktioner.
To af dem, 22-årige Eliahu Hakim og 23-årige Eliahu Bet-Zouri, markerede sig for alvor i mandatets blodige historie, da de skød og dræbte Walter Guinness, den britiske minister for Mellemøsten, i Kairo. De to unge, der hurtigt blev pågrebet, fortrød intet: “Vi kæmper for vores frihed. Hvis vi har grebet til våben, er det kun, fordi vi er blevet presset til det,” erklærede Hakim.
Guinness var en personlig ven af Winston Churchill, og premierministeren var rasende. I en tale i parlamentet bad han om, at retfærdigheden ville ske fyldest hurtigt og på en måde, der ville statuere et eksempel. Kort tid efter blev Hakim og Bet-Zouri hængt.
Efter attentatet på Guinness indledte briterne klapjagt på både Lehi og Irgun. Fra Haganah og The Jewish Agency fik briterne fuld støtte til kampagnen, som fik kodenavnet “Jagtsæsonen”.
De hjalp med at forfølge Irgun, mens de stort set ignorerede Lehi, som de anså for at være for ekstrem til at udgøre en politisk trussel mod Ben-Gurion og de andre traditionelle ledere af det jødiske samfund.
I perioden, der varede indtil juni 1945, blev Irgun- og Lehi-folk fjernet fra skoler og arbejdspladser. Mere end tusinde blev overgivet til briterne, mistænkt for at være terrorister. Mange blev underkastet tortur udført af Haganah.
Irgun hævnede sig aldrig. Siden 1942 havde gruppen været ledet af Menachem Begin, en polsk jurist, som havde gjort lynkarriere i militsen. Begin var besluttet på, at “Jagtsæsonen” ikke måtte udvikle sig til en borgerkrig.
Snart gik kampagnen i sig selv, da menige medlemmer af Haganah begyndte at skamme sig over, hvad de foretog sig. Samtidig kunne de ved selvsyn konstatere, at Storbritannien stadig ikke lod til at have planer om en jødisk stat.
Angrebet på King David Hotel
Skuffelsen hos Haganah og Det Jødiske Agentur voksede yderligere, da den nye britiske premierminister, Clement Attlee, og hans regering i hastigt tempo løb fra de pro-zionistiske løfter, de havde givet før valget.
Sammen med Irgun og Lehi dannede Haganah nu “Den Jødiske Modstandsbevægelse”, som udførte en række terroroperationer. Den mest blodige var angrebet på King David Hotel den 22. juli 1946.
King David Hotel i Jerusalem var i slutningen af 1940'erne samlingspunkt for den britiske administration. Her havde højkommissæren sit kontor, og i en tilbygning holdt det britiske militærpoliti til.
Hotellet var omgivet af pigtråd, og omkring bygningen hang et net, der beskyttede imod håndgranater. Resten af hotellet var samlingspunkt for byens sociale elite. Her nippede britiske ladies i aftenrober til cocktails, mens diskrete tjenere serverede delikatesser tilberedt af schweiziske kokke.
Netop køkkenet var King David Hotels akilleshæl. Gennem køkkenindgangen fik de jødiske terrorister bragt syv mælkejunger fyldt med sprængstof ind i hotellet. De anbragte dem omkring de bærende søjler i den sydvestlige del af bygningen og forlod hastigt området.
I højkommissariatet begyndte staben at pakke sammen for at gå til frokost, og i restauranten var en tjener netop ved at være færdig med at fylde frugtskålene, da bygningen blev rystet af en kraftig eksplosion. Klokken var 12.37, da alle elektriske ure i bygningen gik i stå. Murene bulnede ud, og bygningen faldt sammen – etage for etage.
Gennem et inferno af skrig og lyden af stålbjælker, der bøjedes, og glas, der knustes, vaklede sårede folk ud af resterne af bygningen – dækket af blod og hvidt støv.
Først den 4. august havde myndighederne overblik over tabene: 91 dræbte og 45 sårede.
Briterne forlod Palæstina i 1948, og straks efter kastede jøderne og araberne sig ud i blodige kampe.
Briterne forlader Palæstina
Aktionen havde været planlagt i fællesskab af militserne i Den Jødiske Modstandsbevægelse, men Irgun stod for den praktiske udførelse. Da tabstallene blev kendte, trak Haganah sig forskrækket ud af samarbejdet. Herefter fortsatte militserne hver for sig kampen mod briterne.
Palmach – elitestyrken, der havde kæmpet for briterne under 2. verdenskrig – assisterede nu skibe med illegale immigranter.
I de første måneder af 1947 angreb Irgun hyppigt britiske militærlejre, konvojer og køretøjer – og i marts 1947 gik det udover officersklubben i Goldschmidt House.
Efter en blodig sommer, hvor to britiske soldater blev hængt som hævn for henrettelsen af tre Irgun-folk, kom den nyhed, som terroristerne havde ventet på: Briterne erklærede, at de ville forlade Palæstina i 1948.
I november 1947 foreslog FN en delingsplan for Palæstina. Hverken araberne eller jøderne kunne acceptere ordningen, og en blodig borgerkrig mellem de to grupper brød ud. Begge sider brugte terror mod civile, og de jødiske militser spillede igen en aktiv rolle i kampene.
I april 1948 gik Lehi og Irgun til angreb på en arabisk landsby, Deir Yassin, på vejen mellem Jerusalem og Tel Aviv. Landsbyen lå på et højdedrag, og militserne mente, at den udgjorde en alvorlig sikkerhedstrussel for trafikken mellem jødernes to store byer.
Angrebet udviklede sig til en massakre, hvor mere end 100 mænd, kvinder og børn blev myrdet. Begivenhederne var med til at opskræmme den arabiske befolkning og startede en masseflugt fra området.
Terrorgrupper blev til hæren
Israel erklærede sin uafhængighed den 14. maj 1948 – dagen inden briternes afgang. Med selvstændigheden slog de “traditionelle” zionister med Ben-Gurion i spidsen deres magtposition fast. Haganah blev omdannet til den officielle hær, som også opslugte Irgun og Lehi.
Oprettelsen af Israel betød dog ikke enden på den jødiske terror. Ganske vist var Lehi blevet opløst ved Israels oprettelse, men militsen havde stadig en aktiv celle i Jerusalem.
Den trådte i aktion, da FN's fredsmægler, Folke Bernadotte, i september 1948 fremsatte et forslag til en løsning af den israelsk-arabiske konflikt. Forslaget gik ud på, at FN skulle fastsætte grænserne mellem arabisk og jødisk territorium og sikre arabernes menneskerettigheder.
Dagen efter blev Bernadotte skudt i Jerusalem af tre Lehi-folk. Mordet på Bernadotte, som i slutningen af 2. verdenskrig havde været med til at befri jøder fra koncentrationslejre, illustrerede, at freden langtfra havde sænket sig over Palæstina.
Tværtimod var en ny konflikt om Det Hellige Land blevet skabt.