Konflikten mellem israelere og palæstinensere begyndte med oprettelsen af den jødiske stat i 1948. Her er baggrunden:
Der er fuldt hus i den britiske officersklub Gold-schmidt House i Jerusalem. Mens freden sænker sig over byen på den jødiske sabbat denne lørdag i marts 1947, nyder briterne at kunne slappe af efter ugens blodige begivenheder med en snak og en kølig drink.
Et dumpt brag bryder idyllen. Bygningen ryster, glasset i vinduerne splintres, mens flaskerne i baren bliver knust mod gulvet. Væggene vakler, inden de falder sammen i et kaos af støv og murbrokker. En sirene begynder at hyle. Mennesker kæmper sig vej ud af bygningen.
Storbritannien reagerer med chok og vrede, da tabstallene bliver kendt: 20 mennesker er dræbt. I to måneder har de britiske tropper i Jerusalem nærmest befundet sig i belejringstilstand.
De har forskanset sig i “sikkerhedszoner”, hvor hele kvarterer er blevet lukket af for omverdenen – gemt væk bag bevæbnede vagtposter, hegn og pigtråd. Officersklubben lå i en af de bedst bevogtede zoner.
Alligevel er det lykkedes jødiske terrorister at trænge forbi vagtposterne og ind i bygningen, hvor de har anbragt tre rygsække med 30 kg sprængstof i hver.
Avisen “Sunday Express” skrev, hvad mange briter tænkte: “Skab ro, eller forlad landet.”
Briterne lovede en jødisk stat
Alt var ellers begyndt lovende. Efter Det Osmanniske Riges sammenbrud var Palæstina blevet britisk mandatområde i 1920.
Ved mandatets begyndelse var der kun få jøder i Palæstina. De fleste var flyttet til området, fordi en bølge af europæiske jødeforfølgelser i 1800-tallet havde skabt en længsel efter en selvstændig jødisk stat.
Og da det jødiske samfund altid havde følt en åndelig tilknytning til Palæstina, hvor jøderne ifølge Det Gamle Testamente hører hjemme, ønskede de fleste, at det nye hjemland skulle ligge her.
Indvandringen begyndte, og i årene mellem 1882 og 1914 slog omkring 37.000 jøder sig ned i Palæstina. Efter den russiske revolution i 1917 kom flere til, og ved det britiske mandats begyndelse i 1920 havde 80.000 jøder bosat sig i “Det Hellige Land”.
Tre år tidligere havde briterne i den såkaldte Balfourdeklaration lovet jøderne et “nationalt hjem” i Palæstina for at sikre sig deres støtte under 1. verdenskrig. Men for at bevare et godt forhold til araberne også, så briterne sig nødsaget til at begrænse indvandringen.