Buddha skabte et paradis… for mænd

Iført enkle klæder vandrede tiggermunke fra by til by for at forkynde, hvordan de gennem meditation og yoga havde fundet sandheden. Under skyggefulde træer samledes disciple for at blive undervist i yoga og høre guruerne berette om faste og askese som metoder til at opnå åndelig indsigt og sindsro.

Blandt prædikanterne var Siddhartha Gautama, en prins, som gennem meditation angiveligt havde fundet vejen til sandheden og den fuldkomne sjælefred.
Nok var Siddhartha kun en blandt mange, men han er ikke som de andre.

Mens tidens andre prædikanter og deres ord blev glemt, indskrev Siddhartha og hans lære – buddhismen – sig i historien.

Prins skulle forskånes for lidelser

Intet tydede på, at Siddhartha skulle blive en åndelig leder, da han kom til verden i det nordlige Indien omkring år 563 f.Kr.

Tværtimod.

Som søn af den lokale konge, Suddhodana, var han født til magt og luksus.

Prinsens status blev kun forøget, da Suddhodana ved Siddharthas fødsel modtog en spådom. Sønnen ville enten blive en magtfuld hersker – eller han ville blive en stor åndelig leder, fortalte præsterne kongen.

Risikoen for, at hans førstefødte søn skulle ende som åndelig inspirator, rystede Suddhodana. Han ønskede brændende, at Siddhartha skulle efterfølge ham som regent, og kongen satte – ifølge Buddhas egne fortællinger – alt ind på, at sønnen skulle holde fast ved de jordiske glæder.

Ud over at have tjenere, der adlød hans mindske vink, dyre klæder på kroppen og udsøgt mad på bordet stod hele tre paladser til rådighed for prinsen.

“Jeg havde tre paladser, et til den kolde årstid, et til den varme og et til regntiden. I måneder, det regnede, blev jeg underholdt af sangere, som alle var kvinder – jeg forlod ikke paladset en eneste gang”, fortæller Siddhartha ifølge de gamle skrifter.

“Jeg var forkælet – meget forkælet”, konkluderer han.

Når Siddhartha i sin vogn bevægede sig uden for paladsets trygge mure, sørgede kongen for, at tjenere havde ryddet vejen for tiggere, syge, gamle og andre, der kunne afsløre livets skyggesider for ham.

Men under køreturene så Siddhartha en dag alligevel en gammel og svagelig mand, siden en syg mand og til sidst et lig.

Bevidstheden om døden hensatte prinsen i tungsind:

“Det syn fik al livslyst til at forsvinde”, forklarede han senere.

Meditation ledte til sandheden

Siddhartha, der nu var blevet 39 år gammel, besluttede at forlade sit gamle liv og søge sandheden ligesom de munke, han havde set på landevejene.

“Jeg barberede mit hår og mit skæg af, og selvom mine forældre ønskede det anderledes, og de sørgede og græd, så iførte jeg mig en okkergul kjortel og forlod mit hjem”, fortalte han ifølge traditionen.

Siddhartha var langtfra den eneste søgende i Indien. Samfundet var strengt opdelt i kaster, og det officielle præsteskab tilhørte den øverste kaste.

Skellet mellem præsterne og befolkningen i de lavere kaster gav grobund for et væld af lægprædikanter, som lovede lindring for verdens lidelser, og Indien vrimlede på Buddhas tid med religiøse retninger, der stak i alle retninger.

Siddhartha forsøgte sig først med yoga og sluttede sig dernæst til asketerne, som mente, at faste førte til åndelig frelse.

Fasten var så streng, at Siddhartha – ifølge hans egne ord – kun indtog seks riskorn om dagen. Men forsagelsen bragte ham ingen lindring – kun en svækkelse, som nær kostede ham livet.

Fortvivlet begyndte han at meditere. Og denne metoden bar omsider frugt.
Seks år efter, at Siddhartha havde forladt sin familie og sit gamle liv, indtraf underet, mens han sad under et figentræ ved Gaya i det nordøstlige Indien.

I en lykkerus forstod Buddha pludselig alt, hvad der var at forstå om verden og menneskene. Han erklærede, at han nu var Buddha – den oplyste.

Med sin nyfundne indsigt forstod Buddha, at alle mennesker og dyr var fanget i et evigt hjul af fødsel, død og genfødsel.

Gerninger og tanker bliver som en form for energi – kaldet karma – oplagret livet igennem og afspejler sig i den enkeltes status efter genfødslen.

Gode og ædle handlinger resulterer i et bedre liv efter genfødslen, mens dårlige gerninger virker modsat.

Da alle dårlige handlinger og tanker udspringer af stræben efter jordisk lyst og nydelse, gælder det om at forstå, at alt jordisk er en illusion og ikke virkelighed.

Den, som forstår dette, bliver oplyst og vil efter døden opnå nirvana, en fredfyldt intethed, som er buddhismens paradis og højeste mål.

I de følgende år spredte Buddha sit budskab som guru og lærer. Da han som 80-årig døde efter kort tids sygdom, fortsatte hans disciple med at udbrede mesterens ord og fortælle om hans gerninger.

I modsætning til præsteskabets forkyndelse var Buddhas lære åben for alle, og alle havde adgang til frelsen – nirvana – hvis de fulgte Buddhas lære.

Religionen spredte sig derfor hastigt – først i Indien og dernæst til store dele af resten af Asien.

Kvinder kan ikke komme i paradis

Selvom Buddhas filosofi umiddelbart kan lyde godhjertet, rummede den også præsteprinsens mørke syn på fattige og kvinder.

Selve idéen om karma indebærer nemlig, at den enkelte er fuldt ansvarlig for sit liv. Den fattige, som fødes på samfundets bund, er hverken et offer for ydre omstændigheder eller blot uheldig.

Han eller hun lider i sin fattigdom, fordi vedkommende har begået dårlige handlinger i et tidligere liv. Derfor mente Buddha, at de fattige ikke skulle have hjælp, men overlades til deres lidelse.

Heller ikke buddhismens fredelige ry er ubetinget velfortjent. Ganske vist er ahimsa, respekt for alt levende, et af buddhismens bærende principper.

Men i en fortælling giver Buddha sine følgere en udvej, der gør det muligt at omgå reglen.

Når alt jordisk er en illusion, er drab det samme, forklarer Buddha en konge, Ajatashatru, som henvender sig til ham for at lette samvittigheden efter et mord.

“Det er at sammenligne med et ekko af en stemme i dalen. De uvidende tror, at det er en rigtig stemme, men de kloge ved, at det ikke er. Sådan er det også med drab. De uvidende tror, at det er virkelighed, men de kloge ved, at det er det ikke”, beroliger Buddha kong Ajatashatru.

Buddhismen har da også i lighed med kristendommen og islam gennem historien haft store krigerherskere, fx kong Dutugemunu, som i 100-årene efter Kristus med sværdet i hånd underlagde sig hele Sri Lanka.

Heller ikke når det gælder kvindesynet, tåler buddhismen et nærmere eftersyn. Ifølge de gamle skrifter kan kvinder ganske vist opnå oplysning på lige fod med mænd.

I praksis var Buddha knap så imødekommende. Da Mahapajapati, Buddhas tante, bad ham om at tillade hende at gå i kloster, afviste han hende, fordi hun var kvinde. Selv ikke da Mahapajapati sammen med 500 andre kvinder, kronragede og til fods, tilbagelagde 240 km for at mødes med Buddha, gav han sig.

Målet er at blive genfødt som mand

Buddha ændrede senere mening, men betingelserne for kvindernes optagelse blev nedfældet i de såkaldte garudhammas, som stadig gælder.

Reglerne slog utvetydigt fast, at nonner i alle forhold er underlagt munkene; fx skal kvinden altid bøje sig for mandens mening.

Nonnernes underlegne status hang til dels sammen med tanken om, at kvinder var urene på grund af menstruation. Menstruerende kvinder forbydes endnu i dagadgang til mange buddhisttempler.

Men størst var frygten for kvindens seksuelle tiltrækningskraft og deres evne til at lede mændene bort fra den rette vej – en evne, som gør, at kvinder ikke kan opnå nirvana.

“Buddhaland er fuldstændig rent. Her findes ingen kvinder”, fastslår den vigtigste buddhistiske skriftbog, Tripitaka.

Kvinderne har dog ifølge skriftets forfatter en udvej. De kan ved at indsamle sig god karma opnå at blive genfødt som mænd og omsider opnå det, som den indiske prins stræbte efter: Den fuldkomne indsigt og indre ro.