De 12 største romerske guder – og alle de små

Den romerske religion bestod af et væld af personlige guddomme, som skulle sikre den enkelte romers overlevelse, lykke og velstand.

Familieguder, husguder, agerbrugs- og arbejdsguder var et vigtigt fundament i romernes hverdag, og guderne spillede en væsentlig rolle i dagligdagen gennem rituelle ofringer og tilbedelser.

Med tiden inkorporerede romerne de 12 olympiske, græske guder i deres egen religiøse praksis. Guderne fik særegne navne, men store dele af mytologien og deres guddommelige rolle blev bevaret fra antikkens Grækenland.

De såkaldte “offentlige” guder repræsenterede forskellige funktioner, som alle skulle sikre opretholdelsen af det romerske samfund. Templer blev opført til ære for de romerske guder, og de 12 største romerske guder blev hyldet under forskellige religiøse festivaler.

Romerne tillod temmelig stor religionsfrihed i deres imperium. De betragtede desuden ofte de fremmede guder, de blev konfronteret med på deres erobringstogter som varianter af nogle af de romerske guder, de allerede tilbad derhjemme.

Derfor kunne fremmede guder som blandt andet Mithras og Kybele tolereres og vinde udbredelse, også blandt romerne i Den Evige Stad.

Gudernes gud giftede sig med sin søster

Romerne tilbad utallige guder, men ingen var over Jupiter – den mægtigste gud i hele Romerriget.

Jupiter var også kendt som tordenguden, fordi han styrede vejret oppe i himlen med sin lynkile ved sin side – akkurat som sit græske forbillede Zeus.

Sammen med hustruen Juno og deres datter Minerva blev Jupiter tilbedt af romerne i et tempel på højen 'Capitol' i Det Gamle Rom.

Her bad bønderne ved statuen af Jupiter om regn til agerbruget, og embedsmænd aflagde deres politiske løfter under gudens åsyn. Romerske generaler og soldater bragte offergaver i form af okse eller geder i håbet om, at Jupiter ville hjælpe dem til sejr på slagmarken.

Symbolet på Roms magt

For romerne holdt Jupiter hele Romerrigets storhed i sine guddommelige hænder. Han var symbolet på supermagtens militære- og politiske storhed, og gudernes gud dukkede op i templer overalt i det romerske imperium.

Som den romerske poet Ovid skrev det: “Jupiter tronende højt i sin borg ser ud over verden, romernes magt overalt møder hans forskende blik”.

Den største romerske gud af dem alle var dog tæt på aldrig at indtage sin himmelske trone.

Jupiters far åd sine børn

Ifølge romersk mytologi frygtede Jupiters far, Saturn (gud for landbrug), at hans i alt seks børn ville omstyrte ham og tage magten over gudernes rige.

Derfor åd han alle sine børn. Eller det vil sige alle undtagen Jupiter, som Saturns kone, Rhea, havde gemt væk.

I stedet fodrede hun sin mand med en sten, som hun påstod var Jupiter. Stenen gav den magtliderlige far bræksyge og fik ham til at kaste alle sine børn op igen.

Jupiter og hans fem søskende Neptun, Pluto, Vesta, Ceres og Juno nedkæmpede efterfølgende faderen og fordelte universet imellem sig med Jupiter som den øverste leder.

Jupiter giftede sig senere med sin søster Juno, og sammen blev de forældre til mange af de vigtigste romerske guder, bl.a. Minerva (gudinden for visdom) og Mars (guden for krig).

Vil du vide mere om grækernes 12 olympiske guder, så finder dem alle + 1 her. Der var nemlig en af de 12 græske guder, der blev udskiftet, da Dionysos dukede op.

Ingen knuder på bæltet

Ligesom sit græske forbillede Hera var Juno gudinde for kvindelig frugtbarhed og skytsgudinde for kvinder, særligt under svangerskab, hvor hun gik under navnet Lucina.

Når gravide kvinder i Romerriget bad til Lucina for en god fødsel måtte de hverken bære armbånd eller ringe, og der måtte heller ikke være knuder på bælter, idet man troede, at knudens eller ringens magt kunne modvirke ønsker og bøn til gudinden.

Som kone til Jupiter var Juno den gudinde i romersk mytologi, der havde højest rang. Det afspejles i romernes gudsdyrkelse, hvor Juno fylder meget.

Udover templet på Capitol i Rom, som hun delte med Jupiter og Minerva, havde Juno flere templer i Romerriget udelukkende dedikeret til hende.

Juno fordrev gallerne med hjælp fra gæs

På Capitol-højens nordøstligste øverste top indviede romerne et tempel dedikeret til Juno i år 344 f.Kr.

Her blev hun dyrket med tilnavnet Moneta, der kan betyde “den advarende”.

I år 387 f.Kr forsøgte gallerne at indtage Capitol i nattens mulm og mørke.

Gallerne havde pacificeret romernes vagthunde med kødlunser, men fjenden havde overset én ting: en flok skræppende gæs nær templet. Gæssene skræppede op i kor og vækkede den romerske garnison, som fordrev fjenden.

Gæssene blev anset som guddommelige og en forlængelse af gudinden Juno, der altså reddede Rom fra fjenden ved at bruge gæssene som guddommeligt talerør.

Romerne hyldede gudinden Juno ved flere religiøse festivaler. Den vigtigste gik under navnet Matronalia, der betyder de gifte kvinders fest, og blev afholdt den 1. marts.

Find grækernes 12 olympiske guder + 1 her. Der var nemlig én af de 12 græske guder, der blev udskiftet, da Dionysos dukede op.

Maskerede kunstnere hyldede gudinden Minerva med druk

Sammen med Jupiter og Juno udgjorde gudinden Minerva den såkaldte Capitolske Triade, der sammenfatter mytologiens 3 vigtigste romerske guder.

Viden, kunst og klogskab var Minervas domæne, og hun blev derfor anset som beskytter af kunstnere, lærere, elever, læger og kunsthåndværkere.

Den romerske gudinde Minerva er baseret på den græske gudinde Athene, men hun har kun i ringe grad overtaget Athenes krigeriske egenskaber.

Gudinden blev dyrket under en fem dages festival fra den 18. til den 22. marts. Her iførte Roms kunstnere og musikere sig masker, drak sig fulde og troppede op foran Minervas tempel for at tilbede gudinden.

Minervas ugle

Minerva blev ofte afbildet med en ugle ved sin side. Som symbol på klogskab og visdom har Minerva og i særdeleshed uglen overlevet som symbol helt frem til moderne tid.

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel brugte Minervas ugle som et billede på et filosofisk problem i den moderne verden. Han skrev:

“Først når skumringen bryder frem, flyver Minervas ugle ud”.

Med det mente han, at historien først blev klar og forstået af mennesker, når den lå bag os. Vi erkender historien bagud, præget af vor tids tænkning og moral.

Roms soldater var sønner af krigsgud

Romerriget var aldrig blevet til uden krigsguden Mars. I hvert fald ikke hvis man skal tro legenden om Roms grundlæggelse.

Ifølge mytologien blev Rom grundlagt af tvillingebrødrene Romulus og Remus, der blev født af tempeljomfruen Rhea, som krigsguden Mars havde voldtaget.

Rhea sendte sine børn ned ad floden Tiberen i en kurv, men en ulv reddede og opfostrede drengene.

Som voksne grundlagde de Rom, men under et skænderi dræbte Romulus sin bror og blev dermed Roms første konge.

Romerne elskede den voldsomme historie, som forbandt dem med krigsguden Mars. Mars blev set som hele Roms beskytter og de romerske hæres forkæmper.

Mars havde sit eget tempel på Forum Augustus, som romerske soldater typisk besøgte, før de drog i kamp.

Det romerske militær havde også et særligt træningsanlæg dedikeret til krigsguden. Det hed Campus Martius, og her boede og studerede Roms soldater.

Soldaterne afholdte hestevæddeløb på Campus Martius, og vinderhesten fik den tvivlsomme ære at få hugget hovedet af som offergave til Mars.

Mars gav også navn til måneden marts, der var årets første måned ifølge den gamle romerske kalender. Tilknytningen til marts hænger sammen med Mars’ dobbeltfunktion som gud.

Han var nemlig ikke blot gud for krig, men også forårs- og vegetationsgud, og marts var måneden, hvor afgrøderne blev sået.

Den romerske gud Mars var inspireret af den græske krigsgud Ares, som i græsk mytologi blev fremstillet som krigslysten og uretfærdig. I romersk mytologi var fremstillingen af Mars mere positiv.

Læs også: Alt om Colosseum – Romerrigets blodigste legeplads

Havets hersker var frygtet af søens folk

De romerske sømænd nærede den største respekt for den romerske gud Neptun.

Han var nemlig hersker over havet, og hvis man vakte hans vrede, kunne han piske enorme bølger op med sin trefork og vælte skibene omkuld.

Neptun er den romerske udgave af den græske havgud Poseidon, og han blev første gang tilbedt af romerne omkring år 399 f.Kr.

Havguden havde sit helt eget tempel i Rom, Circus Flaminius, og her lagde sømændene ofte offergaver i form af døde okser i håbet om, at Neptun ville skåne dem for uvejr til søs.

I modsætning til sit græske forbillede hersker Neptun ikke kun over saltvandet i havene, men også over ferskvandet i floder og kilder.

Neptun var bror til Jupiter og Pluto og hans kraftfulde legeme og store fuldskæg giver da også associationer til Jupiter.

Gudinde for landbrug beskyttede kvindernes rettigheder

Før Romerriget udviklede sig til verdens største militærmagt bestod al rigdom i Rom af jord og agerbrug. Derfor var gudinden Ceres også en af de vigtigste religiøse figurer i det gamle Rom.

Ceres var nemlig gudinde for jordbrug, landbrug og brød og blev ofte afbilledet med en kornkrans om hovedet og en fakkel samt en kurv fuld af korn.

Senere fik hun også rolle som frugtbarhedsgudinde og blev fejret af kvinder under Ambarvalia-festivalen, som blev afholdt i maj.

I det tredje århundrede før Kristus lavede romerne en ny festival til ære for Ceres kaldt Cerelia, som blev afholdt fra den 12. til 19. april

Ceres blev primært dyrket af borgere fra de lavere lag af samfundet – de såkaldte plebejiske klasser – som havde meget at gøre med kornhandlen.

I sin egenskab af frugtbarhedsgudinde tog Ceres sig også af kvindens stilling i ægteskabet.

Efter gammel romersk lov måtte en ægtemand kun skille sig af med sin kone, hvis hun begik ægteskabsbrud eller forsøgte at forgifte sin mand.

Hvis hun ikke var skyldig i nogle af disse forbrydelser, og ægtemanden alligevel sendte hende bort som fraskilt kvinde eller slave, skulle han bøde med halvdelen af sin ejendom til templet for Ceres.

Selvom dyrkelsen af Ceres hører fortiden til, lever hendes navn videre i dag. Ceres har givet navn til flere ølbryggerier (bl.a. Ceres-bryggeriet i Aarhus, Danmark), og det engelske ord for morgenmadsprodukter, ‘Cereals’, stammer fra Ceres.

Handelsgud prydede de første mønter

I år 495 f.Kr. blev et af de ældste templer i Rom rejst til ære for guden Merkur. Ligesom grækernes Hermes, var Merkur gud for handel og profit.

Templet dannede rammer for køb og salg af varer og har sandsynligvis også fungeret som en slags tidlig udgave af en bank eller en børs.

Templet lå uden for Roms bygrænse, da det var her handlen med fremmede handelsmænd foregik.

Handlen foregik på et marked foran en af byportene, og da Rom indførte mønter som betalingsmiddel omkring det fjerde århundrede f.Kr. prydede guden Merkur naturligt nok betalingsmidlet.

Merkur var dog ikke kun beskæftiget med handel. Han havde også en rolle som gudernes sendebud, hvilket betød, at han førte de døde til underverdenen ved at transportere dem over de dødes hav.

Merkur var også gud for hurtighed, hvilket er symboliseret med vingerne på hans fødder og hans hjelm. Senere opkaldte man planeten Merkur efter guden, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane.

På engelsk har guden også givet navn til metallet kviksølv (mercury, eng.), som alkymister forsøgte at forvandle til guld i deres mørke værksteder fra omkring år 400 f.Kr. og langt op i middelalderen.

Kvinderne tryglede månegudinde om børn

Uden for Rom i en hellig lund ved navn Aricia ligger Nemi-søen. Søen ligger i bunden af et vulkankrater og er omkranset af antikke strukturer. Her dyrkede Romerrigets underklasse i århundreder den romerske gudinde Diana.

Diana betyder “den lysende” og hun var gudinde for Månen, men også for jagt og vilde dyr. Diana er kendt for sin ufattelige skønhed og portrætteres med bue, pil og jagtkniv – akkurat som sit græske modstykke Artemis.

Kulten for Diana var vidt udbredt i og uden for Rom, og ved Nemi-søen lå den største helligdom til ære for gudinden.

Helligdommen var enorm og bestod af terrasser i flere niveauer og rådede sågar over et helsecenter med hotel til de besøgende pilgrimme.

Hovedtemplet i Diana-helligdommen lå på helligdommens store nedre terrasse.

Efterhånden udviklede Diana sig også til en gudinde for frugtbarhed. Det viser en række arkæologiske fund ved helligdommen uden for Rom.

Her har man fundet terrakottastatuer af mødre med spædbørn, falliske figurer og gengivelser af kvinders genitialier.

Fundene går helt tilbage til ca. år 600 f.Kr. og tæller også indskrifter, hvor kvinder beder gudinden om hjælp til at få en søn.

Senere fik Diana sit eget tempel på Aventinerhøjen i Rom, hvor der blev ofret store dyr som okser til gudinden.

Apollon var skytsgud for kejser Augustus

Apollon var en græsk gud, som blev indført i Rom i 400-tallet f.Kr. Han er gud for musik og kunst, spådomskunst og helbredelse.

I Homers ‘Illiaden’ er Apollon kendt som en pestgud, der både sender, men også afværger pest.

Og det var netop efter en dødbringende pest, at romerne indviede et tempel for guden i år 431 f.Kr. Apollo fik også tilnavnet 'Medicus' på grund af sine helende egenskaber.

I år 212 f.Kr. indførte romerne en fest til Apollons ære, den såkaldte Ludi Apollinares, som startede den 5. juli og fortsatte til den 13. juli.

Det var dog først under kejser Augustus og omkring Jesu fødsel, at guden for alvor kom til at spille en rolle i romersk religion.

Før Augustus blev Roms kejser, gik han under navnet Octavian. Som Octavian vandt et søslag over sin rival Marcus Antonius, der ligesom Octavian ønskede at blive Roms enevældige hersker efter mordet på Cæsar.

Sejren banede vejen for Octavians magtovertagelse, og i år 27 f.Kr. fik han tilnavnet Augustus – “den ophøjede”.

Augustus så Apollon som sin skytsgud, og en af de første ting, han gjorde som Roms nye, enevældige kejser, var at opføre et tempel for Apollon på Palatinerhøjen.

Templet var bygget på kejseren private grund. Historikere mener derfor også, at tilbedelsen af Apollon primært var overklassen forundt.

Vilde drukfester medførte dødsstraf

Bacchus var den romerske gud for vin og den rus eller ekstase, som vinen fremkalder. Bacchus er romernes svar på Dionysos.

Ifølge myterne blev Dionysos født ud af låret på Zeus og opdraget af nymfer og satyrer, så han kunne lære mennesker at dyrke og drikke vin.

I Antikkens Grækenland blev Dionysos fejret af en lukket menighed af såkaldte mænader. Mænader var kvinder, som tilbad guden under natlige danse i skovene med skrig og musik, der bragte dem i ekstase.

Da Dionysos blev udbredt til Rom under navnet Bacchus i begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr. fik mænd lov til at dyrke guden.

Det gjorde de ved drikke sig fulde i vin og foretage sig mærkværdige ting. Et af ritualerne bestod i at bære brændende fakler og stikke dem ned i floden Tiberens vand og trække dem op igen, uden at de slukkedes (ifølge myten i hvert fald).

Ritualet blev akkompagneret af musik og ekstatisk opførsel af kultdyrkerne, der bl.a. inkluderede seksuelle udskejelser i alle mulige afskygninger.

Ikke alle i Romerriget var begejstrede for den opførsel, som gudedyrkelsen bragte med sig.

Borgernes løsslupne og vilde opførsel skræmte borgerne og Roms senat, og i år 186 f.Kr. forbød senatet alt kultdyrkelse af Bacchus i hele Italien. Straffen kunne i værste fald betyde døden.

“Ingen, hverken romersk borger, et medlem af latinerforbundet eller en forbundsfælle må deltage i Bacchusfester, medmindre denne har fået tilladelse til det af senatet… Hvis nogen handler i strid med dette, skal han anklages på livet”, lød senates beslutning (i lettere omskrevet form).

Cæsar påstod at stamme fra smuk kærlighedsgud

Oprindeligt var den romerske gudinde Venus forbundet med frugtbarhed og haver i Det Gamle Rom, men senere overtog hun egenskaberne fra sit græske modstykke, Afrodite, som var kærlighed og skønhed.

Venus var gudinde for mænd og kvinders seksualitet, og var ifølge legenden så smuk, at hendes egen far, Jupiter, forsøgte at forføre hende.

Da hun modsatte sig hans tilnærmelser,, tvang Jupiter hende til at indgå et ægteskab med den grimme ildgud Vulkan.

Venus havde ikke nok i sin ækle ægtemand og havde mange elskere – både dødelige og udødelige – i sin ægteseng.

Blandt hendes elskere var den smukke, jordiske mand Adonis, samt krigsguden Mars, som hun fik sønnen Amor med.

Amor blev i romersk mytologi symbol på kærlighed og gjorde mennesker forelskede ved at ramme dem med sine forelskelsespile.

Det første tempel i Rom til ære for Venus blev opført nær Aventinerhøjen omkring år 295 f.Kr. Templet var angiveligt finansieret af bøder udstedt til romerske kvinder for såkaldte “seksuelle forseelser”.

Den romerske kejser Julius Cæsar var overbevist om, at han nedstammede fra gudinden Venus og Astyanax, som var søn af den trojanske krigshelt Æneas, der på sin side var stamfader til Roms grundlægger, Romulus.

Dermed var det altså Cæsars guddommelige ret at herske over Rom.

Ildgud gav navn til vulkanerne

Vulkan herskede over alt ild på jorden og repræsenterede ildens kraft.

Ifølge myten boede han under øen Vulcano nord for Sicilien. Her skabte han gudernes våben, smykker og dekorationer til deres boliger. Derfor blev Vulkan også gud for smedekunsten.

Hver gang Vulkan arbejdede i sin esse under vulkanen, gik den i udbrud. Vulkan kunne sagtens finde på at besøge andre vulkaner, hvilket betød, at de gik i udbrud.

Derfor har guden også givet navn til de ildsprudende bjerge, vi i dag kender som vulkaner.

Vulkans templer lå uden for byerne, og hans ødelæggende kræfter blev pacificeret med en beskeden helligdom.

Under de såkaldte Vulcanalia-fester kastede roms borgere levende fisk ind i offerilden, formentligt for at lade ilden fortære noget fra et modsat element (vand) og derigennem nulstille dens skadelige kraft.