De første jøder

Trods Det Gamle Testamentes fortællinger har historikernes reelle viden om de tidligste jøder været begrænset. Efter årtiers arkæologiske udgravninger er det dog lykkedes forskerne at komme et stort skridt nærmere sandheden om Guds ukendte folk.

Trods Det Gamle Testamentes fortællinger har historikernes reelle viden om de tidligste jøder været begrænset. Efter årtiers arkæologiske udgravninger er det dog lykkedes forskerne at komme et stort skridt nærmere sandheden om Guds ukendte folk.

Bridgeman Images

Jerusalems brolagte gader genlyder af flammers knitren, sværdslag og dødsskrig.

Dunsten af rådnende lig ligger tungt over den sommerhede by denne augustdag i år 70 e.Kr.

Efter en udmarvende belejring er over 20.000 romerske legionærer brudt igennem jødernes sidste forsvar og kæmper sig nu vej ind i det hellige tempel – selve den jødiske nations hjerte.

Forsvarerne har til det sidste været overbeviste om, at himlens hærskarer vil komme dem til hjælp og befri det land, som Gud i sin tid gav til sit udvalgte folk. Men den guddommelige indgriben er udeblevet, og alle forhåbninger væk.

Den romerske hærfører Titus, der er vokset op med et væld af guddomme, forstår ikke jødernes lidenskabelige forhold til deres ene gud, men han påbyder alligevel sine soldater at skåne Jerusalems overdådige tempel.

Under de følgende kampe angriber jøderne imidlertid med sådan en vildskab, at de romerske tropper glemmer alt om Titus’ ordre.

En legionær tager en stump glødende træ og sætter ild til et af templets vinduer. Ingen kan standse flammerne, der kort efter omspænder hele templet.

“Der er ingen ære i at besejre et folk, som er blevet forladt af deres gud” Titus

“Da flammerne skød i vejret, lød der fra jøderne et skrig, som helt svarede til denne katastrofe”, beretter den jødisk-romerske historiker Josefus.

“Oprørerne blev slået overalt. En stor del af befolkningen var svækkede og uden våben, og de fik deres struber overskåret, hvorend de blev fanget. I en bunke omkring alteret lå døde kroppe, og ned ad trinene løb der en stor mængde af deres blod”.

Nederlaget er totalt. Jødernes oprørsledere er døde eller lagt i lænker, og midtpunktet for deres tro og livsform – det hellige tempel – ligger i rygende ruiner.

Selv Titus har svært ved at glæde sig over sejren:

“Der er ingen ære i at besejre et folk, som er blevet forladt af deres gud”, udtalte han ifølge en senere kilde.

For jøderne føltes nederlaget som en katastrofe.

De kunne ikke vide, at en langt værre katastrofe lå blot 62 år ude i fremtiden, og at den skulle gøre dem hjemløse i næsten 2.000 år.

© HISTORIE

Abraham vadede 1.800 km til Kanaan

Abraham blev jødernes stamfader

Romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 markerede enden på jødernes ofte tragiske historie i det “forjættede land”.

Men hvem var egentlig dette jødiske folk, som guden Jahve ifølge Det gamle testamente udvalgte til at bebo landet, “der flyder med mælk og honning”?

Jødernes stamfader er ifølge overleveringerne Abraham, der levede i byen Ur i Mesopotamien i nutidens sydlige Irak.

Gud åbenbarede sig ifølge Biblen for den aldrende klanleder og befalede ham at drage til et land, som Gud ville vise ham:

“Så vil jeg gøre dig til et stort folk, velsigne dig og gøre dit navn stort”.

Abraham adlød og drog afsted med sin familie og tjenere. Om historien er sand, har forskerne diskuteret i århundreder.

© Shutterstock

Shofar

Ved det jødiske nytår blæser de festende i vædderhorn, der symboliserer Abrahams første ofring af en vædder.

© Shutterstock

Kippa

Under bøn og højtider­ bærer jøder en kalot, som skal vise, at bæreren er ydmyg over for Gud.

© Shutterstock

Tefillin

Under morgenbøn bærer jøder to bederemme. Hver rem holder­ en kapsel med tekster­ fra Mosebøgerne.

Byen Ur blev fundet og udgravet i 1922, men arkæologerne har aldrig fundet beviser på, at personen Abraham har eksisteret.

Hvis han er en historisk person, antager eksperterne, at han levede omkring år 2.000 f.Kr.

På det tidspunkt herskede sumererne over Ur og en række andre bystater i Mesopotamien.

Abraham og hans familie var imidlertid ikke sumerer.

Deres navne tyder på, at de i stedet tilhørte amoritterne, et nomadefolk, som sandsynligvis var indvandret fra nutidens Syrien.

Senere babylonske kilder beskriver de rodløse indvandrere med stor foragt:

“Amoritten, han er klædt i gedeskind; han lever i et telt i regn og vind. Han æder råt kød”.

Abrahams familie synes dog at have integreret sig godt i Urs højt civiliserede bysamfund.

På Abrahams tid ramte flere katastrofer imidlertid byen.

Omkring 2.000 f.Kr. angreb de såkaldte elamitter fra nutidens Iran byen og førte Urs konge bort i lænker.

Samtidig begyndte landbruget i området ifølge eksperterne at kollapse, fordi årtusinders kunstvanding havde tilsaltet markerne.

Arkæologerne har fundet utallige statuer og statuetter af de guder, som indbyggerne i Ur tilbad på Abrahams tid.

© The Trustees of the British Museum c/o Scala

Abrahams forfædre tilbad et væld af guder

Jødernes stamfader, Abraham, voksede angiveligt op i byen Ur i nutidens­ Irak, hvor befolkningen dyrkede tusinder af guddomme.

Ifølge legenden om Abraham begyndte­ han allerede tidligt at betvivle de traditionelle guders magt.

Byen Ur, hvor han boede, var centrum for dyrkelsen af måneguden Nanna, som blev tilbedt fra byens ziggurat-tempel.

Derudover havde Urs indbyggere også en myriade­ af andre guddomme.

Abraham nægtede at anerkende Urs mange guddomme, selvom hans egen far, Tara, levede af at sælge gudestatuetter til byens ind­byg­gere.

Angiveligt knuste Abraham til sidst alle farens statuetter bortset fra én.

Da Tara så de knuste figurer, påstod Abraham, at den intakte statue var den skyldige.

Tara påpegede, at det var umuligt – statuerne var jo ikke levende. Med Taras indrømmelse havde Abraham bevist sin pointe.

Uanset om Abraham har levet eller ej, så tjener hans historie det formål at vise, at jødernes stamfar troede ubetinget på sin ene Gud.

Fra Urs store ziggurat-tempel ofrede­ byens præster til måneguden Nanna.

© Bridgeman Images

Jøderne skulle skille sig ud

Katastroferne må have sendt tusinder på flugt, og det er i lyset af dem, Abrahams rejse skal ses.

For selvom forskerne ikke kan finde arkæologiske beviser for Abrahams­ eksistens, er det meget sandsynligt­, at en person med samme livshistorie har levet på denne tid, og at han og hans familie er flygtet fra Mesopotamien i håbet om at finde et nyt land, hvor de generelle livsbetingelser var bedre.

Ifølge Det gamle testamente rejste Abraham og hans familie først til byen Karan i nutidens Tyrkiet.

Efter nogle år i byen døde faren, Tara, hvorefter Abraham begav sig afsted igen.

Efter mange år på farten bosatte Abraham sig til sidst i nutidens Hebron i Kanaan­ – det forjættede land.

Biblens beretning gør det klart, at det var vigtigt for Abraham, at hans slægt skulle adskille sig fra de andre stammer i Mesopotamien og Kanaan.

Ifølge Biblen gav Gud bl.a. Abraham en af jødernes vigtigste leveregler:

“Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt”.

Omskæringen blev det fysiske bevis på pagten med Gud.

Gud testede Abrahams tro, da han beordrede ham til at ofre sin søn Isak. I sidste­ øjeblik blev sønnen udskiftet med en vædder.

© Bridgeman

Jøderne blev ligeledes beordret til at undgå skaldyr og svinekød, og de måtte ikke arbejde under sabbatten – hviledagen fra fredag til lørdag aften.

Levereglerne blev senere nedskrevet i jødernes Tora, der svarer til Det gamle testamentes fem Mosebøger.

Beretningen om Abraham viser, at det var vigtigt for de første jøder ikke at blande sig med de andre stammer, der allerede befandt sig i Kanaan.

Både Abraham og sønnen Isak sendte således ifølge Biblen deres tjenere tilbage til Mesopotamien for at finde hustruer til deres sønner blandt de af klanens familiemedlemmer, som var forblevet i byen Karan.

På den måde blev klanens blod ikke blandet med de lokales.

Abrahams sønnesøn Jakob fik 12 sønner, som ifølge de hellige tekster blev forfædre til Israels 12 stammer – senere­ kaldet jøder efter sønnen Juda, hvis stamme vandt indflydelse i egnene nær Jerusalem.

Over store dele af byen Hazor har arkæologerne fundet et askelag efter en voldsom brand.

© Luke Chandler

Askelag tyder på voldsom erobring

Udgravninger af den kanaanæiske oldtidsby Hazor viser, at byen engang i 1200-tallet f.Kr. blev angrebet og udsat for en voldsom brand.

Ilden har været så voldsom, at ruinerne er dækket af et op til en meter tykt askelag.

Forskere mener, at branden stammer fra israelitternes angreb på byen.

Ifølge Biblen brændte israelitterne Hazor, da de erobrede Kanaan. Hazor er imidlertid en af de eneste kanaanæiske byer, som har spor efter angreb.

Ifølge Biblen angreb israelitterne under Josvas ledelse en række kanaanæiske byer og indtog dem en efter en med Guds hjælp.

© Jewish Museum, New York/Bridgeman Images

Slaveri i Egypten

En af de bedst kendte historier­ fra Det gamle testamente­ er beretningen om Josef, et af Abrahams oldebarn.

Josef blev solgt som slave af sine misundelige brødre og fragtet til Egypten, hvor han endte som vesir, faraos næstkommanderende.

Årsagen var angiveligt, at Josef forudså, at Egypten ville opleve syv års overflod efterfulgt af syv års hungersnød.

Forudsigelsen gjorde det muligt at lagre korn nok til at modstå katastrofen.

Som tak fik Josef lov til at hente hele sin familie til Egypten, hvor jøderne levede godt i generationer.

Med tiden ændrede de egyptiske herskere dog drastisk på forholdene for deres jødiske gæster.

“Egypterne tvang israelitterne til trællearbejde og gjorde dem livet bittert ved hårdt arbejde med ler og tegl og al slags markarbejde”, lyder det i Biblens tekst.

Det hårde liv fik ifølge Biblen en ende, da Gud pålagde jøden Moses, der var blevet adopteret af faraos datter, at føre israelitterne ud af Egypten.

Da farao nægtede at lade jøderne rejse, blev Egypten ramt af de berømte 10 plager.

Beretningen om jødernes lange ophold i Egypten og efterfølgende flugt er stærkt omdiskuteret.

De egyptiske kilder nævner fx intet om, at en udlænding fra Kanaan nogensinde skulle være blevet udnævnt til vesir.

Udfordringen har også været at tidsfæste udvandringen fra Egypten. En af de fremherskende teorier er, at historien om jøderne i Egypten stammer fra det såkaldte Nye rige, hvor stærke faroer samlede det splittede land.

De krigsglade herskere pralede af deres erobringstogter i bl.a. Kanaan, hvorfra krigsfanger i stort tal blev fragtet til Egypten og brugt som slaver.

Et berømt vægmaleri i den egyptiske vesir Rekhmires grav fra omkring 1450 f.Kr. viser, hvordan udenlandske slaver slider med at blande ler og vand og forme det til teglsten, mens egyptiske embedsmænd holder vagt. Maleriet ledsages af en forklarende tekst:

“Fanger, som hans majestæt har hentet til at bygge Amontemplet i Theben”.

Flere forskere peger på, at scenen minder om Biblens beskrivelse af jøderne, som blev tvunget til “hårdt arbejde med ler og tegl”.

De bibelske beretninger om slaveri i Egypten er altså korrekte, og en del af slaverne kan meget vel have været jøder.

På flugt fra farao

Historien om Moses og flugten fra Egypten har også voldt forskerne store problemer, da de egyptiske tekster intet nævner om hverken Moses eller en masseflugt af slaver.

Skeptikere fremhæver også, at hvis Moses og flere hundredtusinder af flygtninge opholdt sig 40 år i Sinaiørkenen, så burde de have efterladt spor.

Andre påpeger, at levede jøderne blot som beduiner i ørkenen, ville de ikke have efterladt andet end de flygtige aftryk fra deres sandaler.

Manglen på beviser har fået forskerne til at foreslå, at historien om Moses og flugten fra Egypten måske er bygget på fjerne minder om forskellige mindre jødiske gruppers udrejse fra Egypten over en længere tidsperiode.

Da Mosebøgerne blev nedskrevet omkring 400 f.Kr., bandt en eller flere forfattere de mange historier sammen til en enkelt, sammenhængende og højdramatisk beretning om en nations fødsel.

Blodbad i Kanaan er overdrevet

Ifølge Det gamle testamente nåede den aldrende Moses aldrig at betræde det land, Gud havde lovet jøderne.

Efter at have modtaget De 10 Bud og vandret i 40 år i ørkenen døde jødernes leder på bjerget Nebo, netop som han havde set det forjættede land i horisonten.

Jødernes nye leder var Josva, som ifølge Biblen påbegyndte en nådesløs erobring af Kanaans byer. De hellige tekster opremser en lang liste over byer, som Josva indtog.

Meget tyder dog på, at Biblen på dette punkt overdriver voldsomt. Arkæologerne har indtil videre fundet næsten 300 tidlige israelitiske landsbyer fra 1200- og 1100-tallet f.Kr.

Her er ingen tegn på krig, og ingen af disse tidlige bosættelser er opført oven på ruinerne af erobrede kanaanæiske byer.

Ligeledes har undersøgelser af de større kanaanæiske byer, som ifølge overleveringen blev ødelagt af israelitterne, afsløret, at de fleste aldrig er blevet ødelagt eller beviselig er blevet hærget af helt andre folkeslag.

Moses modtog ifølge Biblen De 10 Bud, da han ledte jøderne gennem Sinai.

© Granger/Bridgeman Images

Kun enkelte af byerne kan ikke afvises at være blevet ødelagt af israelitterne, heriblandt oldtidsbyen Hazor.

Forskernes teori er, at israelitternes overtagelse af Kanaan er sket langt mere fredsommeligt, end Biblen giver udtryk for.

Nogle mener ligefrem, at overtagelsen af Kanaan skete indefra og ikke udefra.

Deres teori er, at de første israelitter var udstødte kanaanæere, som sluttede sig sammen og udfordrede de egyptiske og kanaanæiske herskere i en social revolution.

Teorien udelukker ikke, at en del af de revolutionære kom udefra, eller at sporadiske krige opstod i kølvandet på opgøret.

Arkæologerne hæfter sig også ved, at ingen af israelitternes tidligste bosættelser har spor efter templer eller paladser.

Noget tyder derfor på, at de første israelitter byggede et samfund, som var baseret på ligeværdighed uden magtfulde eliter, der demonstrerede deres magt gennem prestige-byggerier.

Ifølge Biblen dræbte hyrdedrengen David filisteren Goliat og grundlagde jødernes første kongedømme.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Jøderne slog gådefuldt folk

Ifølge Det gamle testamente var filistrene jødernes ærkefjende i Kanaan. Udgravninger viser, at folkeslaget kom langvejsfra.

Beretningen om den jødiske hyrdedreng David, der slog filister-krigeren Goliat, er en af Biblens mest berømte.

Hvem disse filistre egentlig var, er imidlertid fortsat en gåde.

Udgravninger viser, at filistrene adskilte sig markant fra de andre folkeslag i Kanaan.

Både deres huses form samt keramikkens type og dekoration tyder på, at filistrene oprindeligt stammer fra et område ved Det Ægæiske Hav.

Også filistrenes spisevaner adskilte dem fra Kanaans andre folk. Arkæologiske fund tyder på, at de foretrak at spise svinekød og særlige bælgplanter, og at de nu og da også spiste hundekød.

Nogle forskere­ mener, at filistrene nedstammer­ fra de såkaldte havfolk, som omkring 1200 f.Kr. angreb regionen omkring det østlige Middelhav.

Havfolket forsøgte også at invadere Egypten, men blev slået af farao Ramses 3. i et stort slag i Nildeltaet.

Ifølge de egyptiske kilder blev de besejrede havfolk bosat i befæstede byer, og nogle forskere mener, at disse byer lå i Kanaan.

Filistrene forsvandt ud af historien, da babylonierne i 500-tallet f.Kr. hærgede Kanaan.

© Bridgeman Images

Kong David har levet

Meget tyder på, at historien om filisteren Goliat er opspind, og i lang tid var forskerne også stærkt i tvivl om, hvorvidt israelitterne nogensinde havde haft en konge ved navn David.

Men i 1993 fandt arkæologerne en stele, der rent faktisk omtaler en konge ved navn David.

Biblens David kan altså bygge på en virkelig person.

Gud havde måske en hustru

Israelitternes overtagelse af Kanaan dateres af de fleste eksperter til 1200-tallet f.Kr.

Fra samme tid stammer en af bibel-arkæologiens største skatte. Den såkaldte Merenptah-stele fra omkring 1210 f.Kr. hylder farao Merenptahs krigstogt mod Kanaan.

På stelen står navnene på de folkeslag og bystater, som de egyptiske hære har besejret. Hen ved enden af den lange liste har faraos skriver mejslet:

“Israel er lagt øde, og hans sæd findes ikke længere”.

Stelen er uvurderlig for arkæologerne, fordi det er første gang, at israelitterne bliver nævnt af andre kilder end Biblen.

Mens de øvrige etniske grupperinger omtales som spirende stater, kaldes israelitterne et folk.

Jøderne havde altså på det tidspunkt endnu ikke skabt en stat, men anses øjensynligt alligevel af egypterne for at være en stærk fjende.

På trods af faraos pral var Israels folk langtfra slået.

Udgravningerne viser tværtimod, at israelitterne langsomt, men sikkert blev stærkere og stærkere.

Det gamle testamente giver indtryk af, at israelitterne fandt styrke i dyrkelsen af deres ene gud, Jahve, men også her tyder de arkæologiske spor i en overras­kende retning.

I 1968 fandt forskere en gravinskription nær byen Hebron. Inskriptionen lyder: “Må han være velsignet af Jahve og hans Asherah”.

Asherah er navnet på den kanaanæiske modergudinde, som under forskellige navne blev tilbedt over store dele af Mellemøsten.

Graven nær Hebron er fra 700-tallet f.Kr., da israelitterne for længst burde være overgået til monoteisme, men inskriptionen tyder på, at de tidlige israelitter i lang tid anså Asherah for at være Jahves hustru og tilbad dem som par.

Siden opdagelsen i 1968 har arkæologerne fundet flere lignende inskriptioner, der nævner Jahve og Asherah sammen.

Forbløffende langt op i historien var mange israelitter altså ikke monoteister.

Nogle forskere mener desuden, at tusinder af små kvindestatuetter, som er blevet fundet overalt i Palæstina, netop forestiller Asherah.

Statuetterne kan dateres helt op til 500-tallet f.Kr.

En af teorierne er, at Asherah blev skrevet ud af Biblen, da lærde jøder samlede de hellige jødiske skrifter til Det gamle testamente.

Kong Salomons byporte

Omkring år 1000 f.Kr. valgte de tolv jødiske stammer David til fælles konge.

Historikere regner med, at stammerne dannede deres nye forbund for at stå stærkere i kampen mod filistre og andre ikke-jødiske folk, der fortsat klyngede sig til befæstede byer i Kanaan.

Ifølge Biblen var krigene ekstremt blodige.

Om et slag mod de såkaldte aramæere lyder det fx: “Men aramæerne flygtede for Israel­, og David nedhuggede 700 stridsheste og 40.000 mand af Aram”.

Forskerne har længe været i tvivl, om David har eksisteret, men i 1993 fandt arkæologer en forbløffende inskription på en stentavle fra omkring 840 f.Kr.

Her nævnes “Davids hus” – et kongedynasti. Israel hav­de altså engang en konge ved navn David.

Om kongen er den bibelske David, er umuligt at sige.

Arkæologerne har imidlertid også udgravet monumentale byporte i byerne Hazor, Megiddo og Gezer, der alle stammer fra 900-tallet f.Kr.

I de bibelske tekster nævnes det, at Davids søn kong Salomon befæstede og byggede store byporte i netop disse tre byer.

Selvom Salomon ikke nævnes af andre kilder, tyder bypor­tene på, at beretningen bygger på sande begivenheder.

Til gengæld er forskerne også enige om, at det første jødiske kongerige har været småt med få indbyggere.

Det var altså langtfra det kæmperige, som Det gamle testamente påstår.

Bortført af naboerne

I årene efter Salomon mistede kongerne kontrollen med riget, der blev spaltet i Judæa i syd og Israel i nord.

I 721 f.Kr. væltede assyrernes hære ind i Israel.

Assyrerne samlede den jødiske elite og deporterede den til hjemlandet mellem Eufrat og Tigris, hvor de nordlige jøder på få generationer blev opslugt af det omgivende samfund.

Davids efterkommere holdt stadig hof i Jerusalem, da assyrernes afløser som stormagt, Babylon under den stolte kong Nebukadnesar 2. i 587 f.Kr., kastede sig over Judæa.

Modsat assyrerne nøjedes Nebukadnesar ikke med at bortføre den herskende klasse.

Han satte sine soldater til at ødelægge både Jerusalem og jødernes helligdom på Tempelbjerget.

Men denne gang forsvandt jøderne ikke. I Babylon dannede de tvangsforflyttede jøder fællesskaber med jøder, der var udvandret af egen fri vilje.

Her kunne de værne deres kultur og religion, mens de ventede på at kunne vende tilbage.

Historien om det babylonske eksil understøttes af kileskrift-tavler fundet i nutidens Irak.

Tavlerne er skrevet af babylonske skrivere på vegne af en række jødiske familier, som levede i Babylon i en landsby kaldet Al-Yahudu.

De ca. 100 tekster er dateret til mellem 572 og 484 f.Kr. og viser, at de jødiske flygtninge og deres efterkommere lærte sig selv babylonsk og fulgte de lokale lovtraditioner, mens de afventede hjemrejsen.

Jødernes historie er fortsat fuld af mysterier

Pagtens ark

Arkæologer har i årevis ledt efter det berømte skrin, hvor jøderne opbevarede Moseloven, men indtil videre uden held.

Kong Salomons miner

Mens flere forskere mener, at kong Salomon rent faktisk har eksisteret, står det hen i det uvisse, om historien om hans rige miner er korrekt.

Historien om Samson

Ifølge Biblen var helten Samson filistrenes største skræk på grund af hans enorme kræfter. Om Samson-historien bygger på virkelige hændelser, er endnu ikke bevist.

De forsvundne stammer

Ifølge Biblen havde Israel oprindeligt tolv jødiske stammer. 10 af stammerne forsvandt, da assyrerne i 700-tallet deporterede jøderne til Mesopotamien. Mange forskere mener, at historien om stammerne er en myte.

Det første tempel

Kong Salomon byggede angiveligt Jerusalems første tempel. Forskerne har dog ingen spor fundet af helligdommen.

Den jødiske nations undergang

Jødernes bønner blev hørt, da den persiske konge Kyros i 538 f.Kr. besejrede Babylonien og med ét slag gjorde Mellemøsten persisk.

Den diplomatisk anlagte Kyros tillod jøderne at vende tilbage til Judæa, som kom under de persiske kongers overherredømme.

Jødernes held varede dog ikke ved, for i 332 f.Kr. erobrede Alexander den Store Perserriget og Judæa.

De makedonske herskere havde ikke megen forståelse for jødernes kultur og religion og forsøgte flere gange helt at forbyde selve jødedommen.

Den indædte kamp mellem jøderne og skiftende erobrere kom til at markere begyndelsen på enden for den jødiske nation.

I århundredet før Kristi fødsel blev makedonerne fortrængt af romerne, der erobrede Jerusalem og indsatte en række lydkonger, hvoraf den mest berømte var kong Herodes, som byggede et nyt og mægtigt tempel på Tempelbjerget i Jerusalem.

Det formildede dog ikke jøderne, der især rasede over, at romernes lakajer blandede sig i deres religiøse anliggender.

Præsten Mattatias indledte i år 167 f.Kr. jødernes opstand mod de græsk-makedonske overherrer, da han nægtede at ofre til grækernes guder. Opstanden varede syv år.

© Gustave dorÉ/Bridgeman Images

Efter gentagne jødiske oprørsforsøg mod de romerske lydkonger sendte romerne en permanent hærstyrke til at holde styr på jøderne, men heller ikke det hjalp.

I år 66 indledte jøderne en opstand så voldsom, at Roms kejser Nero sendte en hær på 60.000 mand for at slå de jødiske oprørere én gang for alle.

Efter at have nedkæmpet lokale oprørsgrupper rundt om i Judæa koncentrerede romerne styrkerne om Jerusalem, som faldt i år 70 efter tre måneders udmarvende belejring.

Krigen efterlod Jerusalem og kong Herodes’ tempel i ruiner. Hundredtusinder af jøder havde mistet livet eller var blev deporteret.

Selvom den jødiske nation efter krigen var i knæ, nægtede de overlevende at give op. I år 132 rejste Judæa sig i den sidste opstand mod den romerske overmagt.

For jøderne var det en hellig krig – en eksistentiel kamp mellem godt og ondt. Opildnet af religiøs fanatisme lykkedes det dem indledningsvis at tilføje Roms hære flere nederlag.

Efter tre års uhørt brutal krig lykkedes det dog romerne at knuse oprørsstyrkerne.

Ifølge den romerske historiker Cassius Dio blev næsten 1.000 byer udslettet, mens over en halv million jøder mistede livet i kampene:

“Det er end ikke muligt at finde tal på dem, som døde af sult, sygdom og ild”.

Som straf for oprøret tømte kejser Hadrian Judæa for jøder og forbød dem at besøge Jerusalem.

I de næste 1.800 år skulle jøderne forblive et folk på flugt.