“De blev svøbt i huder fra dyr og ædt af hunde, eller blev naglet til kors og sat i brand, og, når dagslyset svandt, blev de brugt som fakler til at oplyse natten”.
I al sin gru udmaler historikeren Tacitus kejser Neros mishandling af de kristne i Rom i årene efter Jesu død. Ifølge Tacitus var anledningen en voldsom brand, der havde lagt store dele af byen øde.
Ifølge vedholdende rygter i Roms gader havde kejseren selv påsat ilden for at gøre plads til sine storladne byggerier.
Nero havde brug for syndebukke, som kunne aflede opmærksomheden fra ham. De mærkværdige kristne, som for nylig var dukket op i Rom, var perfekte mål for romernes vrede, og kejseren beordrede en bølge af tortur og drab.
Forfølgelserne var de første i en lang række, og i de næste tre århundreder var kristendommen religio illicita – forbudt religion – i Rom.
Kejseren følte sig truet
Da de første romere midt i 1. århundrede e.Kr. blev omvendt til kristendommen, havde Rom allerede et etableret jødisk mindretal.
Trossamfundet var anerkendt af kejseren, og jøderne var fritaget for at tilbede romerske guder. Med kristendommen forholdt det sig anderledes.
Hvor jøderne sjældent missionerede, var forkyndelse et vigtigt element i den kristne tro – hele verdens befolkning skulle omvendes i al hast, før Guds rige kom.
For kejseren var den kristne mission en stor trussel. Han indtog en prominent plads blandt de romerske guder og havde sågar sin egen kult.
Ifølge traditionen fik den regerende kejser sin magt fra guderne og skulle æres derefter af sine undersåtter.
En ny tro, der ikke anerkendte regentens guddommelighed, men i stedet tilbad en simpel forbryder – som romerne oven i købet selv havde henrettet – vakte afsky i Rom.
Kannibalisme og orgier
Også i befolkningen lurede foragten for den nye tro. Kristne var anderledes.
De holdt sig for sig selv, og så var de endda dårlige for handelen; købmænd – der solgte offerkød og andre religiøse nødvendigheder – var oprørte over, at kristne skræmte romerne væk fra templerne, så de lå øde og forladte hen.
Andre klagede over, at slavepiger, der arbejdede som spåkoner, ikke længere ville spå, når de var blevet kristne.
Romerne så også skævt til de kristnes ritualer, som forekom både uvante og skræmmende.
Beretninger om nadveren, hvor de kristne angiveligt “spiste menneskekød” og “drak blod”, fik straks rygter om kannibalisme til at sprede sig.
På samme måde blev de kristnes praksis med at kysse, når de mødtes, og kalde hinanden “søster” og “bror” udlagt som et tegn på incest og et forspil til natlige orgier.
Nero udnyttede dygtigt fordommene og fik rutinemæssigt arresteret kristne – ikke kun for konkrete eller indbildte mistanker som Roms brand, men også – med Tacitus' ord – for “deres anti-sociale tro”.
Kejseren, der ikke holdt sig tilbage for at brænde, halshugge eller kløve hovedet på sine modstandere, gjorde kristenforfølgelserne til en del af iscenesættelsen af sig selv som hersker:
“Nero havde åbnet sine haver for skuet og gav en forestilling i arenaen, hvor han blandede sig med folkemængden eller kørte rundt i sin stridsvogn”, fortæller Tacitus.
I skæret af de brændende menneskeskikkelser modtog kejseren sine undersåtters hyldest. Mængdens jubel overdøvede de døende kristnes skrig.
Af frygt for tortur og drab gemte nogle kristne sig i Roms katakomber.
Kristne blev mishandlet i arenaen
Selv efter Neros død ulmede hadet til de kristne. Og gang på gang fik gløderne ny næring. Under kejser Markus Aurelius' regeringstid fra år 161 til 180 var Romerriget presset både politisk, militært og økonomisk.
Imperiets nordlige grænse blev til stadighed udsat for angreb, og hungersnød, sygdomme og oversvømmelser skyllede ind over riget.
Efter en pestepidemi i byen Lugdunum (nutidens Lyon) i år 177 fik de kristne hurtigt skylden for katasrofen. Med kejserens fulde støtte arresterede og lemlæstede soldater mange af dem i byens store arena.
Oftest blev de kristne dømt til “damnatio ad bestia” – at blive kastet for de vilde dyr. I arenaerne flåede løver og tigre kristne kroppe og fortærede dem i store lunser som et yndet opvarmningsnummer før den egentlige forestilling, gladiatorkampene.
Efter pestepidemien i Lugdunum blev de kristne imidlertid gjort til hovednummer, og en hel dag blev de lemlæstet foran en begejstret folkemængde.
Kristne slaver fortalte under tortur de påkrævede historier om incest, orgier og kannibalisme, mens tilskuerne jublede. Én for én blev mænd og kvinder, gamle og unge, pisket og udsat for grusomme pinsler.
Ifølge kirkehistorikeren Eusebius fik en præst presset rødglødende messingplader mod kroppen, mens en 90-årig blev banket til døde.
Andre blev spændt fast i en jernstol over flammer, som langsomt ristede dem levende. Stanken af brændt kød drev ud over arenaen.
En slavepige blev bundet til en pæl, hvorefter vilde, glubske dyr blev sluppet løs mod hende. Da hun – trods mishandlingen – nægtede at dø, blev hun viklet ind i et net og smidt for en rasende tyr.
Med sine lange horn kastede tyren hende rundt i arenaen, mens tilskuerne hujede og klappede. Til sidst gjorde en barmhjertig sjæl en ende på kvindens lidelser med en dolk.
Fortvivlede lokale kristne skrev til deres trosfæller i Asien om mishandlingerne:
“Ligene lagde de frem – de forvredne lunser, som de vilde dyr havde levnet, de forkullede rester efter ildens hærgen og de afhuggede hoveder ved siden af deres torsoer – og i mange dage lod de militæret holde vagt ved dem, så vi ikke kunne begrave dem.
Nogle af vagterne skar tænder og rasede imod dem som for at få yderligere hævn. Andre lo og spottede dem: ‘Hvor er nu deres gud? Hvad godt har de fået fra den religion, som de foretrækker frem for livet?’”
Oprørere fik revet tungen ud
I andre hjørner af Romerriget fortsatte forfølgelserne. I år 202 beordrede kejser Septimius Severus et totalforbud mod konverteringer, og i vigtige byer som Rom, Kartago og Korint blev kristne forfulgt, tortureret og henrettet ubarmhjertigt.
Religiøse ledere blev sendt i eksil, og almindelige kristne tvunget til at tilbede de romerske guder.
Mænd, kvinder og børn blev gennet sammen på offentlige pladser og korporligt tvunget til ofring.
Offervin blev sprøjtet ud over alle varerne på markedet, så de kristne måtte vælge mellem at spise mad indviet for de romerske guder eller sulte. De, som gjorde modstand, fik konfiskeret deres formue, blev fængslet eller underkastet tortur.
Hellige skrifter blev beordret brændt, kirker revet ned, og Jesus-tilhængere i administration og militær frataget deres titler og rang. De, som var for åbenmundede, fik tungen revet ud eller brændt levende.
“Vores frygt er, at de med tiden vil (...) inficere hele imperiet med en ondsindet slanges gift”, skrev kejser Diocletian i 302.
Kristne gik under jorden
Blandt de kristne fik forfølgelserne blot troen på Jesus til at vokse.
“Oh, hvilket ærefuldt og velsignet lod kan ved Guds nåde tilfalde en mand, at han under tortur og i dødsangst kan vidne, at Gud er herren – med flænset krop og halvt opgivet ånd bevidne, at Kristus er Guds søn”, skrev en martyr.
En populær fortælling blandt datidens troende handlede om biskoppen af Smyrna, der blev dømt til bålet.
Foran flere tusinde tilskuere tog den aldrende biskop imod sin dom med oprejst pande.
“I truer med ild, som brænder en time for snart at dø; for I er uvidende om den kommende dommedags ild og evig straf, der er forbeholdt de vantro”, erklærede biskoppen, inden han lod sig sluge af flammerne.
For en romersk guvernør i Asien blev de kristnes dødsdrift for meget, da en stor gruppe henvendte sig til ham for at blive henrettet.
Han dræbte et par stykker, men da resten også ville slås ihjel, udbrød han: “I sølle skrog, hvis I virkelig vil dø, er der klipper, I kan springe ud fra, og reb, I kan hænge jer i”.
Troen på Jesu budskab var så stærk, at end ikke et romersk forbud mod begravelser kunne stoppe de kristne.
I den hærdede vulkanske aske under og omkring Rom gravede de møjsommeligt gange og tunneller, der strakte sig over 170 km og nogle steder løb i fire lag.
Her begravede de kristne – modsat romerne, der brændte de døde – deres faldne martyrer i mørke katakomber langt under jorden, så de kunne genopstå i kød og blod, når Guds rige kom.
De første kristne kunne fortælle, at de selv havde oplevet Jesu storhed. Det argument overbeviste mange romere.
Jesus havde et forspring
Trods de ubønhørlige forfølgelser spredte kristendommen sig hastigt i Rom. Hos den enkelte romer efterlod de kejserstyrede guder et åndeligt tomrum, som blot ventede på at blive fyldt op.
Med sit enkle budskab og simple leveregler havde kristendommen et stort forspring over konkurrenterne.
Hvor jødedommen krævede, at indviklede regler for hverdagen blev overholdt, forudsatte kristendommen i større grad blot tro.
Og i modsætning til mysteriereligioner som Isis- og Mithraskulten – der ofte var forbeholdt overklassen eller legionærerne – skulle kristne hverken opfylde krav om køn og stand eller gennemgå indviklede optagelsesritualer.
Den simple historie om tømreren, som på korset sikrede alle evigt liv, begyndte at vinde gehør i kejserriget.
Især Roms fattige og svage var fascineret af den nye religion, der var så stærk, at dens tilhængere ville lade sig mishandle og kaste for vilde dyr for den.
Menighederne voksede med rivende hast, og ved hjælp af romernes vejnet spredte kristendommen sig snart til hele Middelhavsområdet.
I år 200 levede godt 200.000 kristne inden for Romerrigets grænser. Blot 100 år senere var antallet nået op på mere end seks mio.
Kejserens bødler var ved at segne under byrden med at lemlæste, korsfæste og på andre måder pine og dræbe de kristne.
Kejseren kæmpede under korset
I begyndelsen af 300-tallet havde Jesu budskab vundet så mange tilhængere – også i rigets øverste rækker – at overgivelsen til kristendommen syntes uundgåelig.
Det første store gennembrud kom i år 311. Kejser Galerius – der ellers havde været en arg modstander af de kristne og orkestreret flere blodige forfølgelser – indså, at den nye tro ikke længere kunne udryddes gennem mishandlinger og drab.
På sit dødsleje udsendte den syge og skrøbelige kejser i år 311 en bestemmelse, der tillod kristne at bygge kirker og holde gudstjenester. Dog skulle de “bede til deres gud for vores, statens og deres egen sikkerhed”.
På denne måde kunne Jesus – håbede Galerius – indrulleres i kejserrigets tjeneste og tage en plads blandt de romerske guder.
Det endelige gennembrud for kristendommen indtraf imidlertid først nogle år senere under Konstantin den Store. Som mange andre af datidens bejlere til kejsertronen havde Konstantin indset, at de kristnes støtte kunne være afgørende for hans ambitioner.
Hans største rival, Maxentius, havde netop vundet stærke allierede ved at give de kristne lov til at vælge en ny biskop i Rom.
Konstantin ville ikke stå tilbage, og ifølge overleveringen blev han – aftenen før et afgørende slag mod Maxentius – i en drøm befalet at drage i kamp under det kristne banner.
Kejseren fik malet et kors på sin hærs skjolde, og mod al forventning vandt han en overbevisende sejr. Konstantin selv betegnede det som en triumf for Kristus.
Romerriget og kristendommen var herefter knyttet uløseligt sammen. Konstantin fulgte op på Galerius' edikt ved at indføre religionsfrihed i Romerriget og beordre, at flere århundreders kristenforfølgelser endelig skulle ophøre.
Alle konfiskerede kirker blev leveret tilbage, præster blev fritaget for skatter, kristne blev forfremmet til høje administrative stillinger, og Konstantin selv finanserede et stort antal nye kirker.
Ved samme lejlighed indførte kejseren søndag som helligdag og forbød korsfæstelser.
I år 392 blev Romerriget officielt kristent. Efter næsten 400 år havde Jesus omsider besejret sine bødler.