Den historiske Muhammed: Fattig købmand blev islams profet
Strid og ufred truer med at rive beduinbyen Mekka fra hinanden. I sin søgen efter åndelig fred trækker den frustrerede og forarmede Muhammed sig tilbage til en bjerghule. Her hører han en stemme, som skal komme til at ændre historiens gang.
Ærkeenglen Gabriel er ifølge Koranen den mægtigste af alle engle. Gabriels vigtigste opgave er at viderebringe Guds ord til alle profeter – inklusive Muhammed. Ifølge muslimsk tradition åbenbarede ærkeenglen Koranen for Muhammed og lærte ham at bede.
Hvem var profeten Muhammed, og hvilken verden voksede han op i?
Følg islams og Muhammeds historie både før og efter profetens første åbenbaring i år 610.
Muhammeds første åbenbaring i 610
Muhammed vågner med en følelse af rædsel. En kraft så overvældende, at han ikke har ord for den, omslutter og holder ham fast. Skrækslagen tumler han op fra sit soveleje.
“Recitér!”
Muhammed mere føler end hører den befalende stemme. Beskeden forstår han slet ikke. Han er jo blot en simpel købmand, der hverken kan læse eller skrive.
Følelsen af at blive trykket og klemt bliver stærkere, indtil han føler, at han skal dø. Lige før han ikke kan mere, gisper han efter luft, og i det samme vælter ordene ud af ham.
“Recitér i Herrens navn. Han, som skabte dig af en dråbe blod. Herren er rig, som med pennen lærte mennesket, hvad det ikke før vidste”.
Ordene strømmer fra Muhammeds mund, i hvad han føler er hans sidste åndedrag. Pludselig falder han om. Udmattet og forbløffet over sin pludselige veltalenhed.
Ifølge muslimsk tradition drog Muhammed på en natlig rejse, hvor han besøgte både Himmel og Helvede.
Buraq er navnet på det vingede dyr, som Muhammed red på under en himmelfart beskrevet i Koranen. I kunst og litteratur blive dyret ofte fremstillet med et kvindeansigt.
Engle har – ifølge Koranen – ingen fri vilje, men er Guds lydige tjenere. De er skabt af lys og derfor usynlige for mennesker. Ifølge Koranen følges ethvert menneske af to engle, som hver især noterer personens gode og onde gerninger.
Hændelsen fandt – ifølge den islamiske lærde Bukhari fra 800-tallet – sted i en bjerghule nær byen Mekka i år 610 og skræmte Muhammed fra vid og sans.
I byen havde han set folk, som rullede sig i støvet med fråde om munden, mens de adlød stemmer, som kun de kunne høre.
De var, sagde folk, besatte af onde ånder. Overbevist om, at samme skæbne nu havde ramt ham, klatrede Muhammed panisk op mod toppen af bjerget. Hellere kaste sig i døden end ende som sindssyg, tænkte han.
Men den 40-årige Muhammed nåede aldrig bjergets top. Halvvejs oppe blev han råbt an af en stemme fra oven.
Langsomt løftede Muhammed hovedet. Et på én gang imponerende og frygtindgydende syn mødte ham.
Aftegnet mod himlen stod ærkeenglen Gabriel “i skikkelse af en mand med udbredte vinger. Han stod i himmelhvælvingen med fødderne på jorden. Så drejede jeg mit ansigt bort fra ham og mod andre dele af himlen, men lige meget i hvilken retning jeg kiggede, så jeg ham i samme form”, forklarede Muhammed senere.
Citatet stammer fra den arabiske historiker Ibn Ishaq, som i 700-tallet indsamlede mundtlige overleveringer og forfattede den første Muhammed-biografi.
Mens den kommende profet på rystende ben vaklede tilbage til bjerghulen og lagde sig på sit leje, forstod han, at han havde oplevet, hvad han kun kunne tolke som en åbenbaring fra Gud.
Den fulde rækkevidde af hændelsen kunne han dog endnu ikke kende. I løbet af de næste 23 år skulle en række af sætninger komme til ham med jævne mellemrum.
Tilsammen ville de komme til at udgøre Koranen – muslimernes hellige bog, som i løbet af få århundreder kom til at ændre historiens gang.
Beduinstamme skabte Mekka
Muhammed var ikke hvem som helst. Hans familie havde praktisk taget skabt Mekka.
Før de kom til – blot et par generationer tidligere – havde stedet været som resten af det centralarabiske område; en gold og øde udørk, hvor intet kunne gro, og hvor sult og armod var en fast del af livet for befolkningen. Alt dette havde ændret sig, da beduinstammen Quraysh, Muhammeds forfædre, slog sig ned her.
Verdens største urværk ligger i Mekka. Alene urets skive har en diameter på 46 meter og er en del af det såkaldte Makkah Royal Clock Tower, som måler 601 meter.
Den fremsynede stamme begyndte at sende karavaner ud for at udveksle varer med de store handelscentre, som lå rundt om Mekka. Karavanerne skulle blive en overordentlig indbringende forretning, for Mekka lå på det bedst tænkelige sted for handel.
Mod vest førte veje til havnebyerne ved Det Røde Hav og søvejen til Egypten, Indien og Kina. Mod syd lå det nuværende Yemen, dengang et rigt og frugtbart kongerige.
Her groede det træ, hvoraf den kostbare røgelse blev udvundet. Mod nordøst skar veje gennem det rige landbrugsland i Irak til Mesopotamiens storbyer og det mægtige Persien.
Vejen nordpå ledte til de blomstrende handelsmarkeder i Damaskus og Bosra, der fungerede som port til den kristne stormagt Byzans. Ad alle disse veje flød varerne – røgelse, myrra, læder, krydderier, tørret frugt og smykker – og bragte velstand til Mekkas købmænd, med Muhammeds familie i spidsen.
Familiens status skaffede den rollen som beskytter af Ka'baen, byens hellige tempel. Her dyrkede araberne flere hundrede små og store naturguder, og året rundt valfartede pilgrimme til Mekka for at bede og ofre ved Ka'baen.
Muhammeds families religiøse og handelsmæssige interesser gik hånd i hånd, når de benyttede lejligheden til at slå en handel af med pilgrimme udefra.
Muhammed blev forældreløs som 6-årig
Muhammeds far døde kort før sønnens fødsel i år 570, og allerede seks år senere mistede Muhammed også sin mor. Som skikken var i stammesamfundet, tog farfaren og onklerne sig af den forældreløse dreng.
De sørgede for, at han fik lært de militære færdigheder, der passede sig for en mand i hans position; håndtering af sværd, skydning med bue og pil og brydning.
Derudover hjalp onklerne ham i gang med at etablere sig som købmand. Muhammed havde som 25-årig vokset sig til en ung mand med tætbygget skikkelse, krøllet hår og skæg og et lysende, forklaret udtryk i ansigtet.
Ifølge nogle af de tidligste kilder blev han kendt som “den pålidelige” for sin ærlighed og dygtighed i forretninger.
Ærlighed var imidlertid ikke nok, fandt Muhammed hurtigt ud af. Med Mekkas tiltagende velstand var det lille bysamfund blevet tilsvarende forrået.
Tidligere havde Quraysh-stammen holdt sammen og værnet om stammens svageste i det barske ørkenlandskab. I byen derimod kom truslerne ikke fra naturen, men fra konkurrenterne inden for handlen.
Her kæmpede hver mand – eller familie – kun for sig selv. Resultatet var splittelse og strid, som især gik ud over de mest forsvarsløse; enkerne, de fattige og de forældreløse.
Denne skæbne havde Muhammed fra barn oplevet på egen krop. Skønt hans klan i den første tid i Mekka var meget velanskreven, sakkede den bagud i konkurrencen.
Ved sin død efterlod Muhammeds far sin hustru og sin ufødte søn blot fem kameler og en slavepige – meget lidt sammenlignet med de kamelhorder, byens velhavende ejede. Som forældreløs stod Muhammed derfor uden nære forbindelser eller en familiekapital at falde tilbage på.
Med stigende bitterhed så Muhammed, hvordan rivaliseringen forgiftede Mekka indefra. Langsomt smuldrede sammenholdet og gjorde byen sårbar.
Karavanerne, der ikke længere blev beskyttet af de konkurrerende købmænd, blev oftere og oftere angrebet af krigerhorder fra ørkenen med alvorlige konsekvenser for både de rejsende købmænd, der brutalt blev hugget ned, og byens handel.
Åndeligt søgende blev dræbt
På sine lange handelsrejser gennem ørkenen grublede Muhammed over den alvorlige situation. Samtidig lyttede han med stor interesse til alt, hvad han hørte om andre kulturer og trosretninger.
Arabien var omkring år 600 et multireligiøst område, hvor kristne – de fleste meget aktive og missionerende – og jødiske stammer boede i ørkenen mellem arabiske bosættelser.
Kristne og jøder holdt sig til én gud, forstod Muhammed, og for denne gud havde hvert menneske – rigt eller fattigt – en værdi. Denne tanke var markant anderledes end det, Muhammed var vant til.
I det arabiske stammesamfund havde kun klanen og stammen betydning. Her begravede familier nyfødte pigebørn i sandet, hvis føden var knap. Og i Mekka talte kun de, som havde velstand.
Muhammed noterede sig, at både jøder og kristne havde fået åbenbaret en hellig bog af deres ene, almægtige gud, mens araberne var ladt i stikken med deres småguder og mundtlige overleveringer.
Snart fandt Muhammed sammen med fire andre åndeligt søgende. De dannede en lille sekt og lovede hinanden at søge den sande tro.
Ifølge historikeren Ibn Ishaq endte tre af dem som kristne. En fjerde – Zayd Ibn Amr – blev fordrevet fra Mekka og dræbt af byens ledende mænd, som var rasende over, at han forrådte forfædrenes tro.
Muhammed selv gik stille med sin søgen. Han fastede, bad og mediterede for at få kontakt til den ene sande gud.
Kun hans allernærmeste vidste, at han fra tid til anden gik ind i en bjerghule uden for Mekka, hvor han i ensomhed lyttede efter en stemme, som kunne føre ham på den rette vej.
Fattige og tiggere sluttede sig til
Zayd Ibn Amrs skæbne viste med al tydelighed, hvor farligt det var at sige noget, der talte den fremherskende religion imod.
Muhammed var da også meget påpasselig med kun at fortælle den nærmeste familie om sin oplevelse på bjerget. Hans hustru, hans adoptivsøn og hans 10-årige fætter var blandt de første, som Muhammed fik konverteret til den nye tro.
“Den forældreløse, undertryk ham ikke. Tiggeren, skæld ham ikke ud”. Muhammed
I 612 fik den ydmyge købmand igen en stor åbenbaring. Denne gang handlede ordene om omsorg for de svage, og både i indhold og form mindede versene, som pludseligt og uden varsel kom til Muhammed, om de kristnes budskab.
“De sidste skal være bedre for dig end de første. Herren skal sørge for dig, og du skal blive tilfreds”, lød ordene og fortsatte: “Den forældreløse, undertryk ham ikke. Tiggeren, skæld ham ikke ud. Herrens velsignelse, lovpris den”.
Da en kristen fra Muhammeds svigerfamilie hørte ordene, blegnede han. Indtrængende advarede han Muhammed om, at han enten ville blive anklaget for at være spion for det kristne Byzans eller for at vanære forfædrenes guder.
Muhammed blev forfærdet, men følte ikke, at han kunne handle anderledes.
Han var overbevist om, at Gud arbejdede igennem ham. Han både rystede og svedte og var fuldstændig udmattet i lang tid, når han tilsyneladende modtog Guds ord, men han nægtede at opgive, hvad han opfattede som Guds befaling.
Troligt ledte han i stedet bønnen – udstrakt på jorden som et tegn på underkastelse. Langsomt sluttede flere sig til ham, fortrinsvis fattige, enker, tiggere og andre, der stod uden for de gode kredse i Mekka.
Muhammed skjulte sig i bjergene
Mekkas bedsteborgere rystede på hovedet, når de så Muhammed – hvis familie havde været én af Mekkas førende – ligge på jorden som en slave og omgivet af tiggere klædt i pjalter.
Deres opfattelse ændrede sig dog, efterhånden som Muhammeds ord blev spredt, og flere og flere konverterede – også fra velstående kredse.
Én af de første, den velansete købmand Abu Bakr, blev Muhammeds mest trofaste forbundsfælle, og sammen tiltrak de et bredt følge.
De traditionelle familier rasede. Muhammeds forsagelse af alle andre guder end Allah var i deres øjne katastrofal.
Ligesom i de gamle stammesamfund havde Mekkas købmænd en række småguder. Købmændene tilbad guderne, som til gengæld begunstigede dem med god handel, sikkerhed på karavanerejsen eller en søn.
Efter erobringen af Mekka rensede Muhammed straks Ka'baen for hedenske gudefigurer.
Allah fandtes før Muhammed
600-tallets arabere tilbad et virvar af guder – en af dem var Allah, som lagde navn til den muslimske gud.
Navnet “Allah” er snævert forbundet med islam, men eksisterede imidlertid, længe før Muhammed fik sin første åbenbaring.
Sammen med andre guder og hellige skikkelser blev den hedenske udgave af Allah tilbedt i Ka'baen, Mekkas vigtigste tempel, inden islams udbredelse.
Ka'baen havde oprindelig været viet til den mellemøstlige månegud Hubal, som repræsenterede regn og frugtbarhed.
Ved Muhammeds fødsel i år 570 havde Allah dog indtaget pladsen som arabernes øverste gud.
Sammen med en lang række andre guder – hvoraf tre gudinder kendt som “Allahs døtre” var de vigtigste – blev han tilbedt af de pilgrimme, som strømmede til Mekka.
Da Muhammed i 630 indtog Mekka, rensede han Ka'baen for alle hedenske malerier, amuletter og statuer.
Kun en afbildning af jomfru Maria og Jesus og et maleri af Abraham fik lov til at blive for at vise Muhammeds anerkendelse af jøde- og kristendommen.
Ka'baen blev ved samme lejlighed gjort til islams vigtigste helligdom, og navnet “Allah” kom til at betegne én, altomfattende gud. Ifølge muslimske teologer er Allah identisk med de kristnes og jødernes gud.
Brød mennesket aftalen og undlod at bede eller ofre, ville straffen ramme ikke blot den enkelte misdæder, men hele samfundet.
Muhammeds fornægtelse af guderne kunne derfor ødelægge alt for byen og måtte stoppes.
“Profeten”, som Muhammeds tilhængere nu kaldte ham, blev i en tid beskyttet af sin onkel, som nød stor anseelse i byen. Men da han døde, var freden forbi. Fra nu af måtte Muhammed finde sig i hån og chikane – når han bad, blev råddent affald smidt på ham.
Når han gik på gaden, blev sand kylet i hans øjne. Og ingen ville længere handle med ham.
Disse chikanerier var dog for intet at regne mod dét, som Muhammeds mindre fornemme tilhængere blev udsat for. De fattige og slaverne blev pint og plaget og banket sønder og sammen.
Da chikanerierne ikke fik Muhammed til at tie, besluttede Mekkas fremmeste mænd i sommeren 622 at dræbe ham.
En kriger fra hver klan blev sendt ud, men Muhammed havde allerede forladt byen og var med vennen Abu Bakr flygtet op i bjergene.
Trods løfter om en dusør på 100 kameler fangede ingen profeten, som gemte sig i en hule, indtil faren var drevet over, og han kunne finde et sikkert sted at dyrke sin tro.
Flygtninge skabte mønsterby
Kort efter flugten red Muhammed ind i den lille oase Yathrib ca. 350 km nord for Mekka. Flokke af tilhængere strømmede ham i møde med jubelråb og glædestårer, mens oasens ledende mænd bød ham velkommen.
I sin sidste tid i Mekka havde Muhammed åbenlyst missioneret blandt de pilgrimme, der kom for at bede ved Ka'baen, og hans ord havde vundet særlig genklang netop hos Yathribs beboere.
Ligesom Mekka var oasen dybt splittet. To slægter stod over for hinanden i stejl rivalisering, og Yathrib havde brug for en stærk leder, der kunne skabe samling og enhed.
En sådan leder så beboerne i Muhammed. Muslimske flygtninge fra Mekka var gennem måneder sivet ind i oasen, og nu var vejen banet for, at Muhammed kunne omdanne stedet til det første muslimske samfund.
Bevidst om den rolle, som var tiltænkt ham, udviste Muhammed fra første færd stor diplomatisk sans. I de første dage overnattede han på skift hos de rivaliserende klaners overhoveder.
Da det blev tid til at finde et blivende sted, slap han tømmerne på sin kamel og lod den udforske oasen, indtil den til sidst gjorde holdt.
Valget faldt på en tilgroet baghave med et gammelt faldefærdigt skur og udsigt til en gravplads.
Her slog profeten sig ned og byggede sin første moské af soltørrede muddersten.
I år 622 ankom Muhammed til Yathrib-oasen, hvor han fik bygget islams første moské.
Bygningen, der både fungerede som bedehus, forsamlingssted og bolig for Muhammed, blev samlingspunkt for oasen, der nu hed Medina – en forkortelse af Medina al-Nabi, profetens by.
Hertil kom folk for at bede eller få mad, og herfra begyndte profeten hver dag sin runde i byens gader. Iført sine gule yndlingssandaler og sin uundværlige turban blev Muhammed snart et kendt syn i gaderne.
Han opmuntrede de nedtrykte og trøstede de syge. Var nogen døde i nattens løb, satte Muhammed en ære i at hjælpe de efterladte med at gøre den døde i stand til begravelsen.
Fem gange om dagen blev muslimerne kaldt til bøn. For at adskille kaldet fra oasens kristne, der ringede med klokker, og jøderne, der blæste i horn, lod Muhammed en slave råbe kaldet ud.
I Mekka havde slaven været pint for sin nye tro. I timevis havde hans herre bundet ham udenfor i den brændende sol, mens slaven havde skreget af sorg og afmagt.
Nu smældede hans stemme ud i triumferende glæde:
“Gud er størst. Jeg bevidner, der er ingen anden Gud end Allah!”
Efter få måneder i Medina havde Muhammed skabt noget, der lignede et muslimsk mønstersamfund. Han vidste imidlertid, at den lille enklaves levetid ville blive kort, hvis det mægtige Mekka fortsat var ham imod.
Fra første færd havde han derfor i tankerne at få sin fødeby til at underkaste sig islam. Som købmand vidste Muhammed, hvordan han bedst kunne ramme Mekka, og han begyndte at sende krigere ud for at plyndre Mekkas karavaner.
Arvestrid splittede islam: Sunni- og shiamuslimerne
Sammenhold mellem muslimer var et af Muhammeds vigtigste mål. I sin levetid var profeten en samlende figur, men næppe var han død, før stridighederne brød ud.
Inderkredsen omkring Muhammed erklærede profetens kampfælle, Abu Bakr, som kalif – profetens efterfølger – men Muhammeds fætter, Ali, mente, at familiebåndene gjorde ham til den naturlige arvtager.
I årtier herskede stridighederne imellem de to partier, indtil Ali i 656 blev kalif – og myrdet. I stedet slog sønnen Husayn sig op som forsvarer af de ægte islamiske værdier.
Da han i år 680 gik imod den siddende kalifs styrker ved byen Karbala i Irak, led han et knusende nederlag. Husayn faldt med sin søn – Muhammeds sidste mandlige arving – i armene.
Slaget gjorde splittelsen mellem muslimerne permanent, og mindet om Husayns død har siden været et samlingspunkt for shiamuslimerne.
Selvom uenighederne oprindelig handlede om magt, har de med tiden også fået et teologisk præg.
Hvert år holder shiamuslimmer mindet om slaget ved Karbala i hævd. Små grupper af mænd pisker sig med kæder for at mærke Husayns lidelser.
Sunni-islam og shia-islam: Hvad er forskellen?
Spillet om Muhammeds position som islams ubestridte leder delte de første muslimmer i to lejre: sunni- og shiamuslimerne.
Sunni-islam
- Muhammed udpegede ikke sin efterfølger. Enhver kvalificeret kan i princippet blive islams frontfigur (kalif).
- Fortællinger om Muhammeds handlinger (hadith) fungerer som rettesnor i hverdagen for sunnitter.
- I sunni-teologi bygger islam på fem søjler: trosbekendelse, daglig bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd til Mekka.
Shia-islam
- Muhammed udpegede sin fætter Ali som sin stedfortræder. Mænd af Alis slægt er derfor de sande ledere af islam.
- Shiitter forkaster en del af sunnitternes hadith og har i stedet egne fortællinger om Muhammeds gerninger.
- Shia-teologi accepterer de fem søjler og tilføjer en række andre – bl.a. kampen for Guds gunst (jihad).
Muhammed fik sejr
I 623 tydede alt på, at Muhammed ville få held med sit forehavende. En stor karavane var på vej fra Syrien mod Mekka, og Muhammed vidste, at den ville gøre holdt ved kilderne ved byen Badr 130 km sydvest for Medina.
Under et hvidt banner og fulgt af en hær på 350 mand red Muhammed mod Badr. Han havde imidlertid gjort regning uden Mekkas spioner.
De havde set de store mængder gødning fra Muhammeds kamler, og indholdet af daddelsten fortalte dem, at dyrene kom fra Medina, der var kendt for sine dadler.
Straks blev karavanen omdirigeret, og i stedet for en uskyldig karavane ventede 1.000 bevæbnede mand på Muhammed og hans folk.
For Muhammeds soldater bød slaget på ubehagelige gensyn; mange af dem stod nu ansigt til ansigt med de mænd, der i sin tid havde forfulgt dem for deres tro.
Opgørets time var kommet, og hævntørst og vrede gav Muhammeds mænd uanede kræfter. På trods af at deres hær var tre gange så stor som muslimernes, måtte Mekkas ledende mænd se sig slået.
Medinas jøder blev slagtet
Sejren ved Badr gav Muhammed og hans trosfæller et rygstød, men Mekka ville stadig ikke anerkende islam. I seks år bekrigede de to byer hinanden.
Da Mekka med en overtallig hær i 627 belejrede Medina, så Muhammeds tid ud til at være kommet. Kun en overlegen befæstning reddede Medina.
Muhammeds ansigt er ofte udeladt på muslimske tegninger og malerier. Koranen forbyder ikke eksplicit afbildninger, men nogle supplerende islamiske tekster forkaster alle former for afbildninger. Frygten er, at de kan føre til afgudsdyrkelse.
Efter denne oplevelse havde Muhammed et regnskab at gøre op. Han havde håbet, at de tre jødiske stammer i Medina ville konvertere til islam, men tværtimod viste det sig, at jøderne i stigende grad holdt sig til deres egne.
Værre var det imidlertid, at Muhammed ikke kunne regne med loyalitet fra de jødiske stammer, som flere gange slog sig sammen med Muhammeds fjender.
To af stammerne var allerede fordrevet, og efter belejringen i 627 – hvor den sidste stamme havde hjulpet fjenden – besluttede Muhammed at gøre det af med jøderne.
Én for én blev stammens mænd halshugget, og deres lig smidt i en fællesgrav ved byens gamle markedsplads.
Kvinderne og børnene blev taget til fange. Deres gråd og skrig over tabet af deres mænd, fædre og brødre genlød natten igennem i Medina, fortæller Ibn Ishaq.
Nederlag blev til sejr
Massakren på jøderne slog Muhammeds status både i og uden for Mekka fast. Nu, hvor de tre jødiske stammer var skaffet af vejen, udfordrede ingen længere hans status som Medinas ubestridte åndelige og politiske leder.
En serie vellykkede angreb på karavanerne fra Syrien skaffede også Muhammed opbakning fra de omkringboende beduin-stammer.
Styrket besluttede Muhammed i foråret 628 at lede sine nærmeste tilhængere ind i Mekka for – i en magtdemonstration – at bede ved Ka'baen.
Millioner af muslimske pilgrimme drager hvert år til Mekka for at besøge Ka'baen.
Kun bevæbnet med sværd drog de ca. 1.000 muslimer af sted. Foran dem gik 70 kameler, gjort klar til ofring.
Havde Muhammed regnet med, at han ville kunne gå uhindret ind i Mekka, tog han fejl. En styrke fra byen afskar vejen, og Muhammed måtte fortrække til en dal lidt uden for byen.
Mens natten faldt på, kunne han kun afvente sin skæbne. Hvis styrkerne fra Mekka angreb ham, var han prisgivet. Hans eneste chance var at forhandle en våbenhvile, men et kompromis kunne skade hans status som leder.
Bevæget bad Muhammed sit følge om støtte til sådan et skridt. Den kom prompte. Under et træ modtog han – ifølge historikeren al-Waqidi – håndslag fra hver og én, der erklærede: “O, Guds budbringer, jeg giver dig min tro på, hvad der er i din sjæl”.
Med disse ord i ryggen underskrev Muhammed en ti-årig våbenhvile. Betingelserne var entydigt til fordel for Mekka, men efter indledende murren i rækkerne sluttede alle op om profeten.
Den trykkede stemning forsvandt for alvor på vej hjem. Her fik profeten angiveligt en ny åbenbaring, der godkendte hans handlemåde i Mekka og satte traktaten ind i et større sammenhæng:
“Vi har givet jer en glorværdig sejr, så Gud kan tilgive jeres synder nu og i fremtiden”, reciterede Muhammed til de omkringstående.
Lettelsen bredte sig ned gennem rækkerne. En knugende ydmygelse var vendt til en guddommelig sejr.
Ifølge Koranen blev Jesus ikke korsfæstet – han steg til himmels, hvor han venter på dommedag.
Bibelske personer i Koranen
Adam og Eva (Adem & Hawwa)
- I Koranen bærer både Adam og Eva (Adem og Hawwa på arabisk) ansvaret for at have spist den forbudne frugt – i Biblen bliver Adam lokket af Eva. Modsat Biblen tilgiver Gud de to angrende syndere og sender dem til Jorden som sine stedfortrædere.
Abraham (Ibrahim)
- Gud befaler Abraham at ofre en søn i både Biblen og Koranen. Biblen siger, at sønnen er Isak, men Koranen antyder, at Abraham ville ofre sin ældste søn Ismael, som anses for arabernes stamfader.
Moses (Musa)
- I Koranen befrier Moses israelitterne fra trældom og modtager en hellig bog – Toraen – fra Gud. Af alle profeter optræder han flest gange i Koranen, og i islamisk tradition er han en af de største mænd i historien.
Maria (Maryam)
- Ifølge Koranen får Maria sin søn ved jomfrufødsel efter Guds ønske, selvom hun er en ganske almindelig kvinde. Maria er den mest fremtrædende kvinde i Koranen og nævnes flere gange end i Det Nye Testamente. Hun har sågar et koranvers opkaldt efter sig.
Jesus (Isa)
- I Koranen bliver Jesus ikke korsfæstet, men stiger blot til himmels, hvorfra han vil vende tilbage som Messias på dommedagen. Koranen afviser, at Jesus skulle være Guds søn – han var blot et dødeligt menneske, som blev udvalgt til at sprede Guds ord. Af samme grund modtog han en hellig bog – Biblen – hvis oprindelige budskab dog er blevet forvrænget med tiden.
Islam sejrede i Arabien
Våbenhvilen gav Muhammed et pusterum til at vinde indpas i Mekka på fredelig vis.
Mange i byen havde hørt om Muhammeds succes og var kommet til at nære stor respekt for ham. Muhammed benyttede sin position til at arrangere ægteskaber mellem muslimer og flere af Mekkas fremtrædende borgere.
“Æret være Gud, som har holdt sit løfte og hjulpet sin slave og smidt klanerne på porten”. Muhammed efter indtagelsen af Mekka
I 629 fornemmede han, at tiden var inde til igen at vandre mod Mekka – og denne gang var banen fri. I spidsen for 2.000 pilgrimme gik han ind i byen og bad ved Ka'baen. Det følgende år lod han sin hær marchere ind i byen for endeligt at stadfæste overgangen til islam.
Krigerne mødte kun ringe modstand, og Muhammed kunne nu én gang for alle indvie Ka'baen som helligdom for Allah og kun for Allah. Én for én rørte han de statuer af hedenske småguder, som stod i og omkring helligdommen, hvorefter hans mænd smadrede dem og smed dem på ilden.
Herefter stillede Muhammed sig på tærskelen til Ka'baen og messede triumferende: “Æret være Gud, som har holdt sit løfte og hjulpet sin slave og smidt klanerne på porten!”
Muhammed havde god grund til at triumfere, for han havde omsider fået sine ønsker opfyldt; Mekka var igen forenet og kunne blomstre – åndeligt og materielt – og araberne havde fået deres egen religion.
Ifølge nogle forskere blev Muhammeds ord nedfældet, mens han levede. Andre mener, at de blev skrevet efter hans død.
Koranen skulle bevare arabisk kultur
Efter Muhammeds død begyndte forskellige udgaver af hans åbenbaringer at florere. Koranen skulle skabe en endegyldig version af profetens ord.
I de 23 år, hvor Muhammed modtog, hvad han mente var åbenbaringer, søgte muslimer trøst og råd i de ord, som han reciterede.
Meddelelserne gav svar på både store og små spørgsmål – bl.a. handel, ægteskab, konfliktløsning, personlig hygiejne og behandling af slaver.
Som de fleste på hans tid var Muhammed analfabet og kunne ikke nedfælde de ord, som kom til ham. I stedet reciterede han dem til sine nærmeste, som lærte dem udenad.
Med tiden begyndte Muhammeds tilhængere at skrive åbenbaringerne ned, så de ikke blev glemt eller forsvandt, i takt med, at profeten og hans nærmeste døde.
Teksterne spredte sig hurtigt gennem det muslimske rige, som blot få årtier efter Muhammeds død i år 632 strakte sig fra Egypten i vest til Indien i øst.
Muhammeds ord nåede nu ud til mange fremmedartede folkeslag og lød i et væld af dialekter.
Skønt de fleste var enige om, at Muhammeds ord var velbevarede gennem de mundtlige fortællinger, frygtede mange muslimske lærde, at tidens tand og sprog- og kulturforskelle kunne ændre i de hellige ord.
De lærdes frygt blev bekræftet, da forskellige tvivlsomme mundtlige og skriftlige udgaver af åbenbaringerne begyndte at cirkulere – en foruroligende udvikling, da Muhammeds ord blev betragtet som gudgivne.
Næsten lige så slemt var det, at nogle af udgaverne begyndte at miste deres arabiske karakter, som Muhammed ellers havde lagt stor vægt på.
Kalif Uthman, Muhammeds tredje efterfølger, besluttede at løse problemet én gang for alle.
Fra år 644 til 656 samlede han alle udgaver af Muhammeds åbenbaringer – skrevne som uskrevne – og oprettede en kommision, som skulle samle de forskellige åbenbaringer i én bog med én endegyldig tekst på rigsarabisk.
Kopier af bogen blev derefter sendt til islams vigtigste byer som Damaskus, Mekka og Basra med ordren om, at alle tidligere udgaver af åbenbaringerne skulle ødelægges.
Med Uthmans udgave fik Koranen sin endelige udformning. Fra nu af kunne tekstsamlingen spille den rolle, som Muhammed havde haft, da han levede – som det sted, hvor muslimer kunne søge råd og vejledning.
I de kommende år gik islam fra sejr til sejr, og i år 632 var hele Den Arabiske Halvø muslimsk.
Samme år holdt Muhammed – ifølge Bukhari – sin sidste store tale til sine trosfæller.
Når året var omme, ville han ikke længere være iblandt dem, fortalte Muhammed sine tilhængere ved Arafatbjerget sydøst for Mekka. Han bad dem om at huske og bringe hans budskab videre.
“Pas på, at I ikke forlader retfærdighedens sti, når jeg er væk”, formanede han sine bysbørn.
Muhammeds forudsigelse kom til at holde stik. Få måneder senere - i juni 632 - fik han stærke hovedsmerter, og efter få dage udåndede han i sin seng i Medina. Han blev 63 år. Muhammeds historie var slut – islams kun lige begyndt.
