Den spanske inkvisition var brutal og ubarmhjertig

Dommens dag i Sevilla

Sevilla var Spaniens folkerigeste by og anløbssted for de store handelsskibe, der gik på langfart.

Gaderne summede af snak på forskellige tungemål mellem sømænd, handelsfolk og gøglere i farvestrålende klæder fra hele den kendte verden.

Denne februardag i 1481 var det imidlertid, som om alt gik i stå. Et dystert skue tiltrak sig folkemængdens opmærksomhed.

Fra byens katedral bevægede en procession sig andægtigt af sted mod byporten­.

Anført af dominikanermunke i sorte og hvide kutter og omgivet af bevæbnede vagter marcherede en lille flok mænd mod en grusom død.

De dømte var alle klædt i gult og havde frit udsyn til soldaterne, der bar brænde til det bål, som om lidt skulle fortære dem.

Over deres hoveder hang inkvisitionens banner med det grønne kors, olivengren og sværd.

Omkring dem sværmede munke, som messende formanede til anger og efterfølgende frelse. En stor tromme ledte dem langsomt fremad mod deres skæbne, “el quemadero” – “brændestedet”.

Da processionen standsede, holdt Alfonso de Ojeda, prior i Sevillas dominikanerkloster San Pablo, en prædiken om dommens dag, hvor synderne skulle kastes i den svovldunstende og evige ild.

De dømte blev derefter bundet til en træpæl, og skrigende af rædsel og smerte blev de overgivet til flammerne.­

Katastrofer som pesten, fejlslagen høst og efterfølgende sult krævede sine syndebukke. Jøderne fik skylden for det hele, og plyndringerne og myrderierne tog hurtigt fart.

Også i Spanien blev jøderne forfulgt. Mange undslap dog ved at lade sig døbe og blive såkaldte conversos – konverterede jøder – og kunne derfor beholde deres betroede hverv som skatteforvaltere, jurister eller læger.

Mange døbte jøder fortsatte dog med at følge deres gamle religions forskrifter, selv om de officielt var kristne. Forfølgelserne døde med tiden hen, og livet var atter præget­ af “convivencia” – fredelig sameksistens­. Men freden skulle ikke vare ved.

Ojeda foreslog, at kongehuset oprettede en særlig spansk udgave af inkvisitionen. Den nye spanske inkvisition skulle dog ikke være underlagt paven, men alene den spanske trone.

På den måde kunne kongehuset både slå hårdt ned på jøderne og afskrække andre fra at forsøge at udfordre kongemagten. Isabella og Ferdinand syntes godt om ideen og bad paven om lov til at grundlægge en inkvisition.

Både inkvisitionens øverste leder og Suprema, det styrende råd, som bestod af seks til ti medlemmer, blev udnævnt af den spanske krone.

Dronning Isabella havde tidligere anvendt en folkemilits – “Kristusmilitsen” – til at pacificere sine adelige fjender i Castilien.

Militsen, der bestod af et sammenrend af dagdrivere, drukkenbolte og løsladte straffefanger, blev nu stillet til rådighed for den nyoprettede inkvisition.

Samtidig begyndte inkvisitionen at rekruttere angivere, der skulle holde domstolen orienteret om enhver mistænkelig adfærd og i særlig grad adfærd, der kunne antyde, at en converso i det skjulte fortsat praktiserede den jødiske religion.

Den katolske kirke belønnede angiverne med penge fra de dømtes formuer samt med kirkens velsignelse.

Desuden indstiftede den spanske inkvisition et fortjensttegn for særligt dygtige stikkere – en dolk og en oliegren over kors.

Emblemet blev båret med stolthed af angiverne, som også fik deres huse smykket med symbolet.

Resultatet blev, at en veritabel hær af angivere rundt om i alle dele af det spanske samfund sørgede for, at inkvisitionen var til stede overalt – end ikke inden for hjemmets fire vægge kunne folk vide sig sikre. Den spanske inkvisition var, som en historiker har formuleret det, “et øje, der aldrig sov”.

På torturbænken blev ofrene udsat for alt fra vandtortur til radbrækning for at få dem til at tilstå, at de i det skjulte praktiserede den jødiske tro.

Alle metoder blev brugt for at fremtvinge tilståelser samt navne på andre syndere.

Bødlerne sørgede omhyggeligt for, at ofrene ikke døde under den langvarige tortur – pinslen skulle vare så længe som muligt.

De fleste mistænkte tilstod hvad som helst – sandt eller ej – når først de var kommet i hænderne på torturbødlerne. Herefter blev de dømt til døden.

Da kirken ifølge traditionen ikke måtte udgyde blod, blev de dødsdømte brændt. I Johannes-evangeliet havde inkvisitionen fundet en passage, hvor Jesus ifølge Johannes sagde: “Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes”.

Kætterbålet var altså – ifølge inkvisitionen – bestemt af Kristus selv. I Jesu navn blev mere end 700 conversos derfor brændt levende alene i Sevilla i løbet af inkvisitionens første 12 år.

Paven krævede, at de anklagede fremover skulle vide, hvem der havde angivet dem, og at alle dømte skulle have mulighed for at appellere dommen.

Ægte anger burde føre til syndsforladelse, påpegede han. Ferdinand afviste alle krav og svarede vredt tilbage, at kætteriet havde nået sådanne højder, at kun den spanske inkvisition kunne­ løse problemet.

Året efter udvidede det spanske kongepar inkvisitionens aktionsradius, og til at administrere den hastigt voksende organisation indsatte de dominikanermunken Tómas de Torquemada i embedet som storinkvisitor – en handling, der endeligt beseglede de spanske jøders skæbne. Fra nu af kunne ingen vide sig sikre.

Angiverne blev af kirken udstyret med lange lister over, hvilke tegn de skulle holde øje med, når de skulle finde ud af, om en converso stadig var jøde. En yndet metode var bl.a. at sætte vagtposter i tårne og høje bygninger. Herfra skulle de holde øje med, om der kom røg op ad skorstenen på converso-husene om lørdagen.

Inkvisitionens håndlangere vidste nemlig, at praktiserende jøder ikke tilbereder varm mad på denne dag.

Udeblev røgen, var det bevis nok til, at en converso blev erklæret for kætter. På dominikanernes ordre drog store skarer af angivere hver fredag aften gennem byerne, hvor de tiltvang sig adgang til de nykristnes hjem for at se, om husets beboere brændte lys eller var festklædt for at højtidelig holde begyndelsen på den jødiske sabbat.

På listen over mistænkelig adfærd, som kunne føre til arrestation, var også at give sine børn gammeltestamentlige navne, spise kød under den kristne faste og vaske hænder, før man bad.

Resultatet blev, at tusinder og atter tusinder af mistænkte conversos blev overgivet til torturkamrene.

Forfølgelserne nåede groteske højder, idet selv knogler fra for længst afdøde conversos, der mistænktes for at have været falske kristne, blev gravet op og brændt på bålet.

Ingen kunne undslippe storinkvisitor Torquemada, der til sidst også angreb almindelige kristne, blot de havde en anden mening end hans egen. Han blev derfor ekskommunikeret af paven i Rom, men fortsatte uhindret sin terror med Ferdinand og Isabellas velsignelse.

Men krigen mod muslimerne kostede enorme summer.

Granada var særdeles godt befæstet, og kun ved hjælp af den nye bombardérkanon, som kunne affyre 200-punds sten og jerngranater fyldt med krudt, kunne spanierne gøre sig forhåbninger om at gennembryde de tykke mure.

Kanonerne var ekstremt bekostelige. De dømtes formuer blev derfor brugt til at fylde statskassen.

2. januar 1492 overgav Granada sig omsider efter forhandlinger med Ferdinand og Isabella.

Granadas muslimer frygtede, at de ville blive inkvisitionens næste ofre, men det spanske kongepar lovede dem i en traktat religiøs frihed og lighed for loven – mod at muslimerne overgav sig betingelsesløst. Mange betragtede traktaten med bange anelser.

“Døden er det mindste af de onder, der venter os. Mere skræmmende er de ydmygelser, som er under forberedelse; plyndringstogter mod vore huse, vanhelligelse af vores moskeer, krænkelser af vore koner og døtre og fanatikerens brændende pæl”.

Sådan advarede en af Granadas generaler. Hans frygt viste sig at være velbegrundet.

Samme år, som Granada faldt, beordrede det spanske kongepar samtlige jøder til at forlade Spanien inden 31. juli 1492.

De, der nægtede, ville blive henrettet. Omkring 200.000 jøder måtte derfor flygte fra deres fædreland gennem mere end 1000 år. Og snart efter blev muslimerne – trods de tidligere forsikringer – sat over for valget om at blive døbt eller forlade Spanien.

Overalt i de spanske byer indberettede angivere enhver mistænkelig adfærd, og frygt og mistænksomhed blev en fast bestanddel af spaniernes dagligdag.

Inkvisitionen var så effektiv, at den blev uundværlig for de spanske konger, der brugte den til at undertrykke enhver opposition. I 250 år fortsatte domstolen derfor med uformindsket styrke sit terrorregime.