I 1492 faldt Granada – den sidste muslimske bastion i Spanien. Trods den spanske trones løfte om beskyttelse blev muslimerne snart efter udrenset af inkvisitionen.

Den spanske inkvisition var brutal og ubarmhjertig

I 330 år kontrollerede nidkære spanske inkvisitorer alt. Den spanske inkvisition brændte titusinder af kættere, jøder og nykristne og endnu flere tortureret. Selv paven var rystet og beordrede galskaben standset. Men forgæves.

26. oktober 2015 af Else Christensen

Dommens dag i Sevilla

Sevilla var Spaniens folkerigeste by og anløbssted for de store handelsskibe, der gik på langfart. Gaderne summede af snak på forskellige tungemål mellem sømænd, handelsfolk og gøglere i farvestrålende klæder fra hele den kendte verden. Denne februardag i 1481 var det imidlertid, som om alt gik i stå. Et dystert skue tiltrak sig folkemængdens opmærksomhed.

Fra byens katedral bevægede en procession sig andægtigt af sted mod byporten­. Anført af dominikanermunke i sorte og hvide kutter og omgivet af bevæbnede vagter marcherede en lille flok mænd mod en grusom død.

De dømte var alle klædt i gult og havde frit udsyn til soldaterne, der bar brænde til det bål, som om lidt skulle fortære dem. Over deres hoveder hang inkvisitionens banner med det grønne kors, olivengren og sværd. Omkring dem sværmede munke, som messende formanede til anger og efterfølgende frelse. En stor tromme ledte dem langsomt fremad mod deres skæbne, “el quemadero” – “brændestedet”.

Da processionen standsede, holdt Alfonso de Ojeda, prior i Sevillas dominikanerkloster San Pablo, en prædiken om dommens dag, hvor synderne skulle kastes i den svovldunstende og evige ild. De dømte blev derefter bundet til en træpæl, og skrigende af rædsel og smerte blev de overgivet til flammerne.­

Den spanske inkvisitions første kætter-afbrændinger foregik i byen Sevilla i 1481. Afbrændingerne udviklede sig med tiden til spektakulære optrin, der tiltrak horder af tilskuere.

Den spanske inkvisition fremprovokerer jødehadet

I århundreder havde befolkningen i det nuværende Spanien været sammensat af forskellige religiøse, etniske og kulturelle grupper. Siden tiden omkring Kristi fødsel havde Spanien huset en stor jødisk befolkning, og i 700-tallet bragte den islamiske erobring mange nordafrikanske muslimer til. Kristne, jøder og muslimer delte hverdagslivet og kunne endog finde på at besøge hinandens bedesteder.

I 1300-tallet skyllede en bølge af jødeforfølgelser imidlertid hen over Europa. Katastrofer som pesten, fejlslagen høst og efterfølgende sult krævede sine syndebukke. Jøderne fik skylden for det hele, og plyndringerne og myrderierne tog hurtigt fart.

Også i Spanien blev jøderne forfulgt. Mange undslap dog ved at lade sig døbe og blive såkaldte conversos – konverterede jøder – og kunne derfor beholde deres betroede hverv som skatteforvaltere, jurister eller læger. Mange døbte jøder fortsatte dog med at følge deres gamle religions forskrifter, selv om de officielt var kristne. Forfølgelserne døde med tiden hen, og livet var atter præget­ af “convivencia” – fredelig sameksistens­. Men freden skulle ikke vare ved.

Kongeparret starter den spanske inkvisition

Spanien bestod i 1400-tallet af en række selvstændige, kristne kongeriger samt det det muslimske emirat Granada i det sydligste Spanien. I 1476 satte den unge Isabella sig på tronen i Castilien. Hun havde seks år tidligere giftet sig med Ferdinand, der var arving til tronen i Aragonien. De to monarkier blev nu slået sammen og kaldt “España”, en omskrivning af romernes navn for landet, “Hispania”.

De lokale fyrster ville imidlertid ikke anerkende kronens overherredømme, og fyrsterne blev – ifølge rygterne – støttet af landets mange kristnede jøder. Konflikterne truede med at sønderrive det nye rige og dermed spænde­ ben for Isabellas ambition om at herske over et forenet, katolsk Spanien­.

I Sevillas arabisk-inspirerede palads lyttede dronningen til mange råd. Hun hæftede sig især ved ordene fra munken Alfonso de Ojeda. Han tilhørte den såkaldte dominikanermunkeorden, der i 1200-tallet havde fået til opgave at lede pavedømmets religiøse domstol, inkvisitionen, i kampen mod kættere. Det havde ordenen gjort med en sådan iver, at brødrene havde fået øgenavnet “Domini canes” – “Guds hunde”. Pavens inkvisition eksisterede stadigvæk, men havde ikke været aktiv i mere end 200 år.

Ojeda fik overbevist dronning Isabella om, at de nykristnede jøder i det skjulte fortsat praktiserede jødedommen, og at de konspirerede mod kongehuset. Ojeda foreslog, at kongehuset oprettede en særlig spansk udgave af inkvisitionen.

Den nye spanske inkvisition skulle dog ikke være underlagt paven, men alene den spanske trone. På den måde kunne kongehuset både slå hårdt ned på jøderne og afskrække andre fra at forsøge at udfordre kongemagten. Isabella og Ferdinand syntes godt om ideen og bad paven om lov til at grundlægge en inkvisition.

Paven forærer den spanske inkvisition væk

I et brev dateret den 1. november 1478 gav pave Sixtus 4. grønt lys til at forfølge landets conversos, der var skyld i “borgerkrig, mord og talløse forbrydelser”. Med dette brev lagde paven inkvisitionen i hænderne på den spanske kongemagt. Både inkvisitionens øverste leder og Suprema, det styrende råd, som bestod af seks til ti medlemmer, blev udnævnt af den spanske krone.

Dronning Isabella havde tidligere anvendt en folkemilits – “Kristusmilitsen” – til at pacificere sine adelige fjender i Castilien. Militsen, der bestod af et sammenrend af dagdrivere, drukkenbolte og løsladte straffefanger, blev nu stillet til rådighed for den nyoprettede inkvisition. Samtidig begyndte inkvisitionen at rekruttere angivere, der skulle holde domstolen orienteret om enhver mistænkelig adfærd og i særlig grad adfærd, der kunne antyde, at en converso i det skjulte fortsat praktiserede den jødiske religion.

Den katolske kirke belønnede angiverne med penge fra de dømtes formuer samt med kirkens velsignelse. Desuden indstiftede den spanske inkvisition et fortjensttegn for særligt dygtige stikkere – en dolk og en oliegren over kors. Emblemet blev båret med stolthed af angiverne, som også fik deres huse smykket med symbolet.

Resultatet blev, at en veritabel hær af angivere rundt om i alle dele af det spanske samfund sørgede for, at inkvisitionen var til stede overalt – end ikke inden for hjemmets fire vægge kunne folk vide sig sikre. Den spanske inkvisition var, som en historiker har formuleret det, “et øje, der aldrig sov”.

Den spanske inkvisition var brutal og torturfuld

Inkvisitionens skarpe søgelys blev i første omgang rettet mod Sevilla. Her var den lokale modstand mod dronning Isabella størst, og i stort tal blev byens conversos ført til det lokale torturkammer, der ironisk blev kaldt “Casa Santa” – “det hellige hus”. Her blev de anklagede hængt op i loftet med lænker om håndleddene og lodder om anklerne. Loddernes tyngde fik ofte ofrenes arme til at gå af led.

På torturbænken blev ofrene udsat for alt fra vandtortur til radbrækning for at få dem til at tilstå, at de i det skjulte praktiserede den jødiske tro. Alle metoder blev brugt for at fremtvinge tilståelser samt navne på andre syndere. Bødlerne sørgede omhyggeligt for, at ofrene ikke døde under den langvarige tortur – pinslen skulle vare så længe som muligt.

De fleste mistænkte tilstod hvad som helst – sandt eller ej – når først de var kommet i hænderne på torturbødlerne. Herefter blev de dømt til døden. Da kirken ifølge traditionen ikke måtte udgyde blod, blev de dødsdømte brændt. I Johannes-evangeliet havde inkvisitionen fundet en passage, hvor Jesus ifølge Johannes sagde: “Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes”.

Kætterbålet var altså – ifølge inkvisitionen – bestemt af Kristus selv. I Jesu navn blev mere end 700 conversos derfor brændt levende alene i Sevilla i løbet af inkvisitionens første 12 år.

De spanske inkvisitorer lod sig ikke bremse af pavens ønske om at begrænse torturen.­

Paven sættes på plads og den spanske inkvisition udvides

“Hvorfor gør de det mod os? Hører vi ikke til byens mest respekterede borgere?” spurgte de kristnede jøder hinanden i converso-samfundet. Flere klagede til paven. I Rom mødte de forståelse, og i et brev til Isabella og Ferdinand i 1482 protesterede paven over inkvisitionens voldsomme fremfærd.

Paven fremhævede den spinkle bevisførelse, den udbredte brug af tortur og ikke mindst inkvisitorernes grådighed. Ud over at straffe folk konfiskerede inkvisitorerne nemlig rutinemæssigt de dømtes formue, som deltes mellem stat og kirke. Det var derfor almindeligt kendt, at især de velhavende blev indbragt for inkvisitionen.

Paven krævede, at de anklagede fremover skulle vide, hvem der havde angivet dem, og at alle dømte skulle have mulighed for at appellere dommen. Ægte anger burde føre til syndsforladelse, påpegede han. Ferdinand afviste alle krav og svarede vredt tilbage, at kætteriet havde nået sådanne højder, at kun den spanske inkvisition kunne­ løse problemet.

Året efter udvidede det spanske kongepar inkvisitionens aktionsradius, og til at administrere den hastigt voksende organisation indsatte de dominikanermunken Tómas de Torquemada i embedet som storinkvisitor – en handling, der endeligt beseglede de spanske jøders skæbne. Fra nu af kunne ingen vide sig sikre.

Den spanske inkvisition fordriver jøder fra spansk jord

Den nye storinkvisitor, Torquemada, hadede jøder, selv om rygtet ville vide, at hans egen bedstemor var døbt jøde. Dominikanermunken mente, at det var Spaniens jødiske befolkning, der fristede de nykristne jøder til i al hemmelighed at praktisere jødedommen. Derfor var hans erklærede mål at fordrive samtlige jøder fra spansk jord.

Samtidig intensiverede Torquemada jagten på de falske conversos. Angiverne blev af kirken udstyret med lange lister over, hvilke tegn de skulle holde øje med, når de skulle finde ud af, om en converso stadig var jøde. En yndet metode var bl.a. at sætte vagtposter i tårne og høje bygninger. Herfra skulle de holde øje med, om der kom røg op ad skorstenen på converso-husene om lørdagen.

Inkvisitionens håndlangere vidste nemlig, at praktiserende jøder ikke tilbereder varm mad på denne dag. Udeblev røgen, var det bevis nok til, at en converso blev erklæret for kætter. På dominikanernes ordre drog store skarer af angivere hver fredag aften gennem byerne, hvor de tiltvang sig adgang til de nykristnes hjem for at se, om husets beboere brændte lys eller var festklædt for at højtidelig holde begyndelsen på den jødiske sabbat.

På listen over mistænkelig adfærd, som kunne føre til arrestation, var også at give sine børn gammeltestamentlige navne, spise kød under den kristne faste og vaske hænder, før man bad. Resultatet blev, at tusinder og atter tusinder af mistænkte conversos blev overgivet til torturkamrene. Forfølgelserne nåede groteske højder, idet selv knogler fra for længst afdøde conversos, der mistænktes for at have været falske kristne, blev gravet op og brændt på bålet.

Ingen kunne undslippe storinkvisitor Torquemada, der til sidst også angreb almindelige kristne, blot de havde en anden mening end hans egen. Han blev derfor ekskommunikeret af paven i Rom, men fortsatte uhindret sin terror med Ferdinand og Isabellas velsignelse.

De dømtes formuer finansierer den spanske inkvisition

Inkvisitionen viste sig hurtigt at være et formidabelt politisk våben for det spanske regentpar, der med den religiøse domstol i ryggen fik knust alle hjemlige fjender. Inkvisitionens virke havde imidlertid også en anden vigtig funktion.

Mange conversos var velhavende, og kongeparret ønskede brændende at få fingre i deres penge. Regenternes ambition var at samle det kristne Spanien og erobre den sidste muslimske enklave – det lille Granada i Sydspanien.

Men krigen mod muslimerne kostede enorme summer. Granada var særdeles godt befæstet, og kun ved hjælp af den nye bombardérkanon, som kunne affyre 200-punds sten og jerngranater fyldt med krudt, kunne spanierne gøre sig forhåbninger om at gennembryde de tykke mure. Kanonerne var ekstremt bekostelige. De dømtes formuer blev derfor brugt til at fylde statskassen.

2. januar 1492 overgav Granada sig omsider efter forhandlinger med Ferdinand og Isabella. Granadas muslimer frygtede, at de ville blive inkvisitionens næste ofre, men det spanske kongepar lovede dem i en traktat religiøs frihed og lighed for loven – mod at muslimerne overgav sig betingelsesløst. Mange betragtede traktaten med bange anelser.

“Døden er det mindste af de onder, der venter os. Mere skræmmende er de ydmygelser, som er under forberedelse; plyndringstogter mod vore huse, vanhelligelse af vores moskeer, krænkelser af vore koner og døtre og fanatikerens brændende pæl”. Sådan advarede en af Granadas generaler. Hans frygt viste sig at være velbegrundet.

Samme år, som Granada faldt, beordrede det spanske kongepar samtlige jøder til at forlade Spanien inden 31. juli 1492. De, der nægtede, ville blive henrettet. Omkring 200.000 jøder måtte derfor flygte fra deres fædreland gennem mere end 1000 år. Og snart efter blev muslimerne – trods de tidligere forsikringer – sat over for valget om at blive døbt eller forlade Spanien.

Den spanske inkvisition ville udslette muslimsk kultur

Som jøderne tidligere havde erfaret, garanterede omvendelse ikke et liv på lige fod med kristne spaniere. De kristne mistænkte de døbte muslimer, kaldet “moriscos”, for at være en form for femte kolonne for en ny muslimsk invasion. Og snart slog inkvisitionen til.

Gennem en række dekreter fik moriscoerne ordre til at fralægge sig ethvert tegn på muslimsk identitet. Deres traditionelle klædedragter, smykker og sprog blev bandlyst. Morisco-samfundet blev underlagt lige så store absurditeter, som de døbte jøder i sin tid blev.

De kristne vaskede sig kun sjældent, mens vask indgik i muslimske bederitualer og derfor var en naturlig del af dagligdagen for enhver af muslimsk afstamning – døbt eller ej. En morisco fra Granada blev derfor angivet for at have vasket sig, “selv om det var december måned”, mens en anden blev arresteret efter at have vasket­ hænder efter et toiletbesøg.

Samtidig kastede inkvisitionen sig også over den nys opfundne trykpresse. Lange lister blev udfærdiget over bøger, som indeholdt ideer, der ansås for farlige for enten kirken eller kongemagten. Bøgerne blev herefter brændt. Ud over åbenlyst politiske skrifter ramte censuren også romaner, religiøse, videnskabelige og medicinske skrifter.

Overalt i de spanske byer indberettede angivere enhver mistænkelig adfærd, og frygt og mistænksomhed blev en fast bestanddel af spaniernes dagligdag. Inkvisitionen var så effektiv, at den blev uundværlig for de spanske konger, der brugte den til at undertrykke enhver opposition. I 250 år fortsatte domstolen derfor med uformindsket styrke sit terrorregime.

Paranoia ødelagde Spanien

“Hvor er det skamfuldt, at vi skal være de sidste til at få de seneste opfindelser og den nye viden, som resten af Europa allerede har”, klagede den unge læge Juan de Cabriada i 1687. Mange i Cabriadas generation var enige med ham. Mens Spanien med sine besiddelser på den anden side af Atlanten udadtil var blevet stort og mægtigt, smuldrede landet lige så stille indefra.

Inkvisitionens tankekontrol og systematiske forfølgelse af store befolkningsgrupper havde fået nationen til at sakke håbløst bagud i forhold til videnskab og åndsliv. Selv på toppen af sin magt med et stort imperium under sig måtte landet støtte sig til udlandet, når det gjaldt teknologiske nyskabelser. Udenrigspolitisk måtte Spanien se sig overhalet af Frankrig og England, mens selvstændighedsbevægelser åd sig igennem landets oversøiske imperium.

“Spanien er en lammet nation, hvor kunst, kultur og handel er blevet udslettet”, skrev den franske forfatter Nicolás Morville i slutningen af 1700-tallet. Alligevel forsøgte det spanske kongehus fortsat at bilde alle ind, at Spanien var den mest magtfulde nation i verden.

Napoleons indtog i 1808 rev det spanske kongehus ud af vildfarelsen, og inkvisitionen blev omsider afskaffet efter 330 års rædselsherredømme. Da havde institutionen brændt op imod 32.000 mennesker.

Det første åbenlyse­ jødiske bryllup i Spanien siden 1492 blev afholdt i 1931.

Måske er du interesseret i...

Læs også