Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Europa frygtede Satans gaffel

Gaflen er i dag en naturlig del af ethvert måltid, men i århundreder mente europæerne, at spiseredskabet var både sjofelt og umandigt.

AKG-images/Michael Escourbiac/Scanpix

I 1004 stod Konstantinopel, hovedstaden i Det Byzantinske Rige, på den anden ende.

Kejser Basil 2.s niece, Maria Argyra, skulle giftes, og gommen var ingen ringere end Giovanni Orseolo, søn af Venedigs magtfulde doge, Pietro Orseolo 2.

Brylluppet stod i paladset, og kejseren kronede både brud og gom med gyldne diademer.

Efter brylluppet drog de nygifte til Venedig, hvor de blev modtaget med begejstring. Prinsessens popularitet endte dog brat, for den unge kvindes
spisevaner fyldte de fromme italienere med frygt og afsky.

“Gud har i sin visdom forsynet mennesket med naturlige gafler – fingrene”.
Petrus Damiani, kardinal, 1000-tallet

I stedet for at putte maden i munden med fingrene som alle andre anvendte Maria Argyra et gyldent redskab med to tænder.

De gudfrygtige præster og kardinaler gispede. Ikke alene lignede redskabet den fork, Djævlen huggede i syndere på malerier, brugen af det kunstige hjælpemiddel spottede også Guds skaberværk.

“Gud har i sin visdom forsynet mennesket med naturlige gafler – fingrene. At udskifte fingrene med kunstige redskaber af metal er derfor en fornærmelse mod Gud”, hvæsede én af dem forarget.

Modviljen skyldtes også, at gaflen ikke havde en kristen forhistorie. Kniven blev brugt under den sidste nadver, mens Jomfru Maria madede Kristus med en ske.

Med to knive kunne middelalderens mænd spise ethvert måltid – undtagen suppe.

© Abbey of Monte Cassino/Bridgeman Images

Adelen spiste med knive

I middelalderens Europa brugte de fine ikke gafler. To knive var nok til at komme igennem middagen, men damerne måtte ikke røre dem.

Mens langt de fleste brugte fingrene til at spise med, mestrede de europæiske adelsmænd til fulde kunsten at spise med to knive.

Det samme gjaldt ikke adelens kvinder, for en rigtig dame skar aldrig selv sin mad ud.

Til fine middagsselskaber anbragte adelsmanden to knive ved sin madret: én til at skære kødet i stykker med og én, der holdt maden fast.

Kvinder behøvede ikke selv at skære kødet ud; den opgave varetog bordherren.

Hjælpen havde til formål dels at sikre, at kvinden ikke snavsede sin fine kjole til, dels at skåne hende for at udføre mandige opgaver som at spidde og skære med kniven – en bevægelse, som blev anset for yderst upassende.

Gaflen havde kun Fanden som reference. Da Maria Argyra blot tre år efter brylluppet døde af pest, påpegede de fromme mænd da også straks, at prinsessen endelig havde fået sin bekomst.

“Hun nedværdigede sig ikke til at røre maden med sine fingre, men gav sine eunukker ordre til at skære den ud i små stykker, som hun kunne spidde på et gyldent instrument med to tænder og på den måde bære dem til sin mund”, tordnede kardinalen Petrus Damiani senere:

“Denne kvindes forfængelighed var hadefuld imod den almægtige Gud, og derfor tog han umiskendeligt sin hævn”.

Hadet mod Maria Argyra og hendes spiseredskab var kun begyndelsen. Gennem de følgende århundreder skulle gaflen og dens tilhængere blive forhånet, udstødt og latterliggjort.

Først efter mere end 700 års kamp blev redskabet en uundværlig del af hverdagen i bl.a. Danmark.

Gaflen var ældgammel

Maria Argyras to-tandede gaffel er den første bordgaffel beskrevet i verdenshistorien, men lignende redskaber havde på hendes tid allerede været kendt i mere end 1.000 år.

Oldtidens egyptere brugte fx lange, to-tandede spid af bronze til at løfte kødet af ilden med, før de ofrede stykkerne til guderne i templet.

Grækere og romere anvendte stegegafler af samme form til madlavning. Arkæologer har fundet gafler af sølv i ruinerne af byerne Pompeji og Herculaneum, som blev begravet i aske under Vesuvs udbrud i 79 e.Kr.

I 600-tallet begyndte overklassen i Byzans at bruge to-tandede gafler.

© John l. Aeverance Fund/Bridgeman Images

Det er imidlertid usikkert, om egypterne, grækerne og romerne brugte gaflen til at spise med.

Skikken med at putte gaflen i munden opstod sandsynligvis først i løbet af 600-tallet blandt de fine familier i Byzans og Mellemøsten, mener historikere.

Først i 1004 bragte Maria Argyra med sit giftermål spisegaflen til Italien.

Pasta gjorde gaflen populær

Italienerne tog kun langsomt gaflen til sig, og spiseredskabet blev først almindelig udbredt omkring 300 år efter prinsessens bryllup.

Gaflens gennembrud var nært knyttet til en kulinarisk nyskabelse. I 1150 berettede den arabiske geograf al-Idrisi, at folk på Sicilien producerede lange strenge af æg og mel.

Spaghettistrengene blev solgt vidt omkring, og snart begyndte indbyggerne i andre dele af Italien også at lave retten.

Italienerne fortærede de lange pastastrenge ved hjælp af en træpind, som de rullede pastaen op på, inden de puttede den i munden.

Snart opdagede de, at gaflen var bedre egnet til at sno og fastholde de tynde, glatte tråde. Herefter gik redskabet sin sejrsgang­ over hele landet.

I 1361 blev bordgaflen for første gang nævnt i en liste over byen Firenzes værdier, og i 1400-tallet dukkede gafler op på siderne i flere italienske kogebøger.

Da italienerne havde vænnet sig til at spise spaghetti med gaffel, begyndte de også at bruge redskabet til øvrige retter. Andre lande modtog redskabet med skepsis.

Da den 14-årige Katarina fra den stenrige Medici-familie i Firenze i 1533 drog til Marseille for at blive gift med den senere Henrik 2. af Frankrig, rynkede de lokale på næsen ad de mange dusin sølvgafler, Katarina medbragte.

For velhavende franske familier, der gerne ville være som de kongelige, blev fristelsen til at imitere hende dog for stor. Mange fra den franske overklasse tog derfor det nye instrument til sig.

Gaflens stigende popularitet skyldtes ikke mindst moden, som i slutningen af 1500-tallet dikterede omfangsrige kniplinger og stivede pibekraver til både kvinder og mænd.

Dronning Elizabeth 1. brød sig ikke om gafler, men tidens tøjmode krævede en praktisk løsning.

George Gower/Philip Mould Ltd/Bridgeman Images

Pibekraver og halskniplinger blev let plettede.

George Gower/Philip Mould Ltd/Bridgeman Images

Uden en gaffel endte kniplingeærmerne uvægerlig i sovsen.

George Gower/Philip Mould Ltd/Bridgeman Images

De sarte stoffer og de stivede piber, som stod flere centimeter ud fra halsen, gjorde det svært at spise med fingrene uden at snavse de fine klæder til. Gaflen løste problemet, og redskabet gik sin sejrsgang på kontinentet.

I 1621 nåede gaflen helt til Danmark. Kong Christian 4. var glad for både mad og kniplingskraver og noterede stolt i sin dagbog, at han i dette år havde købt en gaffel “af en franzose”.

Gaflen var vulgær

Langtfra alle var dog begejstrede for gaflen, heller ikke franskmænd. I 1605 udgav den franske satiriker Thomas Artus en bog med titlen “L’Isle des
Hermaphrodites”– Hermafroditternes ø.

En hermafrodit var i 1600-tallet et skældsord, og bogen gjorde grin med den tidligere franske konge Henrik 3. og hans hof, som Artus mente var umandige slapsvanse.

Af alle de latterlige handlinger, som hoffolkene foretog sig, var brugen af gafler den værste, mente Artus. Malende beskrev han, hvordan hoffolkene “aldrig rører kød med deres hænder, men kun med gafler”.

Gaflernes tænder var tilmed så langt fra hinanden, at bønner og ærter trillede ud over det hele. Redskabet skabte ifølge Artus et værre griseri.

Også englænderne var skeptiske over for gaflen. Instrumentet var kendt i landet så tidligt som i 1463, hvor en kilde nævner en “sølvgaffel til at spise kandiseret ingefær med”, og historikere mener, at små gafler til at spidde frugt og andre desserter med var udbredte i 1500-tallet.

Desserterne var populære i landet, og de spidse redskaber var velegnede til at fiske frugterne op af lagen med.

Når de klistrede sager sad fast i tænderne, kunne gaflen desuden bruges som tandstik. Ikke alle var dog lige begejstrede for gaflerne.

Fx ejede dronning Elizabeth 1., der regerede fra 1558 til 1603, flere eksemplarer, men brugte dem angiveligt sjældent.

Dronningen fandt den spiddende bevægelse med gaflen alt for vulgær til at udføre i høfligt selskab og foretrak fortsat at bruge fingrene.

Thomas Coryate, en tidligere hofnar og Oxford-studerende, blev manden, som for alvor fik gaflen bragt ind i de fine selskaber.

Coryate rejste i 1608 Europa tyndt. Rejsen foregik til fods, og Coryate kom tæt ind på livet af de lokale.

I Italien bemærkede han en skik, “der ikke er brugt i noget andet land”, nemlig en lille gaffel til at indtage kød med.

“Den typiske italiener kan ikke udholde, at maden røres med fingrene, idet de forstår, at ikke alle folks fingre er lige rene”, skrev han.

Bordmanerer gav status

Coryates begejstring smittede. I løbet af få år blev gaflen et statussymbol blandt medlemmer af den engelske overklasse.

De fineste af redskaberne havde tænder af sølv og skæfter lavet af krystal eller elfenben. Ejerne opbevarede instrumenterne i fine æsker, som de tog med sig, når de rejste eller skulle ud at spise.

Skikken havde gode, praktiske grunde, for de færreste ejede i 1600-tallet gafler i så store mængder, at de kunne dele ud til gæsterne.

Æskerne med bestik var imidlertid også velegnede til at henlede værtens og de andre gæsters opmærksomhed på ejerens sofistikerede smag.

Nogle sendte endog tjenestefolk i forvejen med bestikæsken før et middagsselskab. På den måde var ejerens be­tyd­nings­fuld­hed fastslået, allerede inden de spisende gik til bords.

I 1633 modtog gaflen den ultimative anerkendelse, da kong Karl 2. højtideligt erklærede, at “det er anstændigt at bruge gaffel”.

Mindre end 100 år senere, omkring 1700-tallets begyndelse, var gaflen udbredt over hele Europa. Redskabet havde da ændret udseende.

Tænderne buede let opad, så gaflen lettere kunne holde på maden, som den spisende samlede op. Samtidig fik redskabet flere tænder, så de fleste gafler nu havde tre eller fire tænder.

På samme tid afløste flade porcelænstallerkener de gamle fade og skåle af træ, da gaflen let kunne samle maden op fra selv helt plane flader.

Gaflen spredte sig snart langt ud over overklassens rækker. I 1700- og 1800-tallet voksede borgerskabet i rigdom og indflydelse.

“Gaflen, uforskammet og triumferende, er blevet en tyran”.
Florence Hall, forfatter, 1887

Opkomlingene hævdede deres nyvundne status ved bl.a. at demonstrere gode manerer og gå højt op i etikette.

Det gjaldt ikke mindst bordskik, som efterhånden blev så indviklet, at kun de særlig indviede kunne gennemføre en middag uden at falde igennem.

Når det gjaldt om at vælge spiseredskab, var gaflen det sikre valg.

“Hvis du er i tvivl, så brug gaflen”, lød den gyldne regel. “Nogle gange bruger man ske til budding, men der er mere stil over at bruge en gaffel”, fastslog en kogebog fra 1887.

En overgang dikterede moden endda gafler til indtagelse af suppe. Idéen viste sig dog at være så upraktisk, at den hurtigt blev opgivet.

Til næsten alle andre retter var gaflen vidt udbredt. Spørgsmålet var blot, hvilken gaffel den hungrende gæst skulle vælge til den enkelte ret.

Redskabets popularitet fik nemlig producenterne til at udvikle et utal af variationer.

Hver ret havde sin gaffel

Ve den gæst, der ikke kunne kende forskel på en fiske- og en tærtegaffel i victoriatidens­ England, hvor borgerskabet gik amok i specialgafler.

Se flere vilde gafler på etiquipedia.blogspot.com/2017/09/fork-etiquette.html

En gæst ved et middagsselskab hos det bedre borgerskab i victoriatiden kunne møde så eksotiske redskaber som fiskegaflen, salatgaflen og isgaflen.

Avancerede husholdninger kunne endog byde på en gaffel specielt beregnet til at spise skildpadde med.

Efter århundreder i skammekrogen var gaflen blevet­ middagsbordets ubestridte stjerne.

“Gaflen er blevet det foretrukne og moderigtige redskab til at transportere mad til munden. Først fortrængte den kniven, og nu har den også i sin stolthed invaderet den ellers så magtfulde skes domæne. Skeen er nu også undertrykt, og gaflen, uforskammet og triumferende, er blevet en tyran”, skrev Florence Hall, forfatter til en bog om takt og tone, i 1887 og fortsatte anklagende:

“Den sande følger af moden tør ikke bruge en ske undtagen til at røre i teen eller spise suppe med. Han eller hun spiser ydmygt sin is med en gaffel og foregiver at nyde det”.

Gafler var ikke for alle

Gaflens popularitet betød ikke, at alle forstod at bruge redskabet. Selv velhavere kunne have svært ved at følge så avancerede luner.

I sine erindringer fra 1824 skrev en rig engelsk sølvsmed, Joseph Brasbridge, at han under en middag måtte betro sin vært, at han ikke anede, hvordan gaflen skulle håndteres.

“Jeg ved, hvordan man sælger den slags artikler, men ikke, hvordan man bruger dem”, indrømmede gæsten.

For arbejdere, bønder og håndværkere var det nye instrument helt uden for rækkevidde.

I Norden var søbemad i form af grød og suppe almindelig kost for landbefolkningen, og skeen og kniven de eneste kendte spiseredskaber.

Landsbyskomager Jonas Stolt kom da også til kort, da han i begyndelsen af 1800-tallet skulle spise til middag på en stor gård, hvor han arbejdede.

Gårdfolkene var velhavende, og under middagen opdagede Stolt, at de gammeldags spisebrikker af træ var blevet skiftet ud med moderne porcelænstallerkener.

“Man spiste ikke af samme fad, både grøden og suppen blev øst op, og i stedet for de normale knive af slidte savklinger var der blankpolerede købeknive”, fortalte skomageren med dyb beklagelse.

Gaflen måtte han helt lade ligge, “for jeg havde endnu ikke lært at bruge den”, erkendte han slukøret.

Selv i moderne tid bevarede mange en god portion skepsis over for redskabet. Britiske søfolk nægtede så sent som i 1897 at bruge gaffel.

Redskabet var umandigt og ødelæggende for disciplinen, mente søens stolte folk. Ligesom alle andre måtte også de dog til sidst overgive sig til det praktiske redskab.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul